Danske soldater og deres befalingsmænd har forsøgt at omgå NATO’s egne regler for krigsførelse i Afghanistan ved at provokere, lokke og skræmme deres modpart til konfrontationer og krigshandlinger.
Det fremgår af journalisten Kim Hundevadts anmelderroste bog I morgen angriber vi igen, som bygger på danske militære kilder og er gennemlæst af bataljonschef Kim Kristensen.
NATO’s krigsreglement, Rules of Engagement, tillader ikke, at soldater fra den internationale sikkerhedsstyrke angriber, medmindre de selv bliver angrebet eller truet.
Bestemmelsen kaldes for »selvforsvarsdirektivet« og bygger på den ide, at de udenlandske soldater skal bringe sikkerhed og genopbygning. Ikke tage initiativet til krigshandlinger.
Af bogen fremgår det, at de angrebslystne danskere opfatter NATO’s selvforsvarsdirektiv som en kilde til frustration – en irriterende formalitet, som de forsøger at omgå ved at provokere og skræmme fjenden til at affyre det første skud, så »festen kan begynde« (side 238).
Side 179:
»På den anden side lagde selvforsvarsdirektivet en dæmper på danskernes offensive muligheder. De var som regel afhængige af, at Taleban skød først. Og de forsøgte på forskellig vis at fremprovokere en reaktion.
En af mulighederne var en kreativ brug af SoundCommanderen (højttalersystem). Et hold soldater fra 2. deling, lavede på en bærbar computer, som fik strøm fra lejrens generator, en lydfil med et miks af krigs- og horrorlyde: Brølende monstre fra filmen Alien vs. Predator. Vilde skrig fra en gyserfilm. You tube-videoer med amerikanske soldaters angreb på Falluja i Irak. Egne lydoptagelser fra TMG’ernes (de tunge maskingeværers) skratten.
Natten til den 6. november blev filen lagt ind på SoundCommanderen, som blæste lydene ud mod en formodet Talebanstilling … Men til danskernes store skuffelse kom der ingen reaktion i Upper Geresk Valley.«
I andre tilfælde er danskerne mere heldige med de skinangreb, som skal lokke eller skræmme modparten til at løsne det første skud.
Side 238:
»Klokken 10.16 iværksatte Martin Velin en skydning med røg for at fremprovokere en reaktion. Det fik han (…) Så var festen åbnet, og alle var inviteret,« noterer en soldat.
Festen var bl.a. flybomber over den compound, hvor de formodede fjender holdt til. Man må så håbe, at bomberne kun har ramt de rigtige.
Dansk angrebsiver
Når man skræller Hundevadts bog for heltehyldest, krigsromantik og tårepersende sentimentalitet, afslører den, at den aggressive danske mission i Afghanistan er i konflikt med NATO’s egne regler – eller i hvert fald ånden i dem.
Det er nyt for mig, og jeg har ikke kunnet finde nogen offentlig debat om forholdet, som kalder på en politisk forklaring: Hvis NATO’s selvforsvarsdirektiv er uhensigtsmæssigt for krigsførelsen i Afghanistan, må man vel forsøge at ændre det ad politisk vej og ikke overlade det til de enkelte soldater at finde kreative måder, hvorpå de kan omgå direktivet?
Hundevadts bog beskriver den (for mig) overraskende danske aggressivitet og angrebslyst, som bliver formuleret og demonstreret igen og igen:
»Vis ham (fjenden), at her er kommet nye folk, som skyder mere end dem, der var her før,« siger bataljonchefen Kim Kristensen til kompagnichefen Anders Storrud (side 147).
Kim Kristensen formulerer den danske krigsstrategi:
»Angrib, angrib, angrib, og selv om vi bliver ramt hårdt, så angriber vi igen i morgen.« (side 18).
I forhold til denne offensive strategi bliver NATO’s selvforsvarsdirektiv et problem for de danske krigere, og dilemmaet strejfes flere gange i bogen. Som læser sidder man tilbage med store ubesvarede spørgsmål: Provokerer og skræmmer andre landes soldater også til konfrontationer? Og hvorfor ændrer NATO ikke krigsreglementet, hvis det er uhensigtsmæssigt for troppernes angrebslyst i Afghanistan?
Befalingsmændene har ikke svært ved at få de danske soldater med på den offensive strategi, for det at være i krig er for de fleste »en drengedrøm, som er gået i opfyldelse.« (Siderne 13, 62 og 100).
Da hold 4 for første gang skal ud og angribe »kan de ikke lade være med at glæde sig til den professionelle udfordring« (side 15), for man »længes efter at få brugt det rene soldaterhåndværk« (side 14) eller man »elsker dette liv med eksplosioner og skud« (side 106).
Sådan må det være, når man har valgt at blive professionel soldat, men så meget desto mere er der vel behov for en politisk styring af krigens regler – i dette tilfælde NATO’s Rules of Engagement.
Det er bemærkelsesværdigt, at den danske blodtørst på et tidspunkt bliver for meget for samarbejdspartneren:
Side 164:
»Den afghanske brigadechef, general Muhajadin, mindede konstant Kim Kristensen om, at danskerne ikke bare skulle angribe over stok og sten, men skabe fundamentet for et bæredygtigt område, hvor afghanerne selv kunne tage ansvar. Slowly, slowly, slowly, lød generalens formaning.«
’I er kujoner’
I Danmark har der ikke været megen debat om krigsdeltagelsen. Der er bred politisk opbakning, og som civilist har man at holde bøtte, for de militærfolk, som er på slagmarken og sætter livet på spil, ved jo nok bedst.
I Hundevadts bog dvæles der også meget ved de sårede og døde.
Nøgternt set blev der i perioden fra september 2007 til og med februar 2008 dræbt seks danske soldater. To blev dræbt af briternes varmesøgende missiler, og én blev dræbt af en kammerat, som legede med sit våben.
Risikoen for at blive dræbt af en af sine egne var altså lige så stor som risikoen for at blive dræbt af fjender – vel at mærke i den periode, som Hundevadt beskriver som perioden med danske soldaters hårdeste kampe siden 1864.
Til gengæld lå det lige for at rette bager for smed – hævne sig på afghanerne, da de to kammerater blev dræbt af englændere:
Side 149:
»Mange danske soldater havde en følelse af indestængt vrede vendt mod Taleban, efter at Thorbjørn Ole Reese og Mikkel Keil Sørensen havde mistet livet. Inderst inde havde de accepteret, at kammeraterne var blevet dræbt af britiske missiler, men de følte stadig, at det dybest set var fjendens skyld, og håbede på at komme i kamp, så regnskabet kunne blive gjort op.«
Igen var selvforsvarsdirektivet en formel hindring. For at få gang i festlighederne råbte man denne gang i SoundCommanderen:
»I er kujoner. I kæmper som kvinder …«
Mens tre danskere døde for fjendehånd i efteråret/vinteren 2007-2008, dræbte danskerne (med bistand fra allierede bombefly og kamphelikoptere) efter eget skøn 100-200 talebanere.
Sådan må forholdet være, når verdens stærkeste militærmagt går i lag med barfodskrigere i et af verdens fattigste lande.
Mig forekommer det ikke specielt tappert at narre eller skræmme nogen til konfrontation for derefter at give dem en bombe i hovedet.
I de udenlandske troppers krigsretorik kaldes stort set alle, som rammes af skud, flybomber eller missiler for talebanere, mens afghanerne på deres side beretter om store civile tab.
Det siger vel sig selv: Når et varmesøgende missil ikke kan kende forskel på danskere og talebanere, hvordan skulle det så kunne kende forskel på talebanere og civile afghanere?
Og hvordan skelner en 2.000 punds flybombe over en compound mellem oprørere og ikke-oprørere?
Selvudlevering
Kim Hundevadts bog er en hyldest til soldaterne, og det beklages, at vi ikke viser dem større ære og respekt.
Det fremgår direkte og indirekte, at de danske krigere ikke alene er stærke og tapre. De er også gode og følsomme. Der bliver – helt i tidens ånd – givet mange knus og knebet mangen en tåre. Det er nemlig helt i orden, at stærke mænd græder.
De danske krigere er rolige og professionelle (side 45). Deres chef er ikke alene professionelt helt i top. Han er også i besiddelse af sjældne menneskelige kvaliteter (side 19).
Over for disse pragtkrigere står fjenderne, som er iskolde (side 19) og kujonagtige (side 51), brutale og vilde (side 69 og 76) samt fanatiske krigere (side 79).
Feltpræsten Kim Jacobsen lægger dagbog til denne beskrivelse, da soldaterne fra hold 4 første gang skal ud og angribe:
»Der kom de så. Hele bondeoptoget. Et stolt syn …«
Hele bondeoptoget? Tror præsten, at han er ude med skipper Clement eller den tapre landsoldat? Det er længe siden, Danmark var et bondesamfund.
I morgen angriber vi igen er interessant, fordi bogen er ment som en hyldest til militæret, som også har blåstemplet den. Derfor kan man læse den som en selvudlevering:
Bataljonchefen ønsker »focused violence«. »Angrib, angrib, angrib!«
Og de professionelle soldater ønsker at udleve deres drengedrøm om krig.
Enhver kan jo selv vurdere, om de tror, at den indsats skaber sikkerhed, fred, genopbygning og færre terrorister. Jeg tvivler.
Gretelise Holm er journalist og forfatter
Kommentarer