DE SIDSTE TO sidste to ugers politiske drama i Washington har bragt minder tilbage om præsident George W. Bushs vellykkede bestræbelser i 2002-03 på at bruge frygt til at overbevise de amerikanske vælgere, medier og kongrespolitikere om at støtte en krig mod Irak - et land, der intet havde at gøre med al-Qaedas terrorangreb 11. september 2001. I nedkogt form lød hans argument således: Hvis I ikke giver mig beføjelser til at vælte Saddam Husseins regime i Irak, risikerer vi at blive angrebet med en atombombe næste gang (den berømte paddehat nævnt i præsidentens tale om Irak i efteråret 2002).

I en tv-tale 24. september - dagen før et møde i Det Hvide Hus mellem John McCain, Barack Obama og partiledere - benyttede Bush det samme trick. “Hvis Kongressen ikke handler prompte, vil USA glide ind i en finanspanik, og det vil blive efterfulgt af et foruroligende scenarie,” sagde han i en andægtig tone. Oversat: Hvis de folkevalgte i Kongressen og vælgerne ikke følger min opskrift på en løsning af finanskrisen, vil hele det økonomiske hus vælte. “My way or the highway”, kaldes denne enevældige attitude på amerikansk.

MEN I MODSÆTNING til 2002-03 ville hverken befolkningen eller politikerne denne gang lytte til præsidentens advarsler, der klingede hult efter de mange år med en beslutningsproces i Washington drevet frem af terrorfrygt, og hvis resultat er en øget magtkoncentration i præsidentens hænder. Fire dage senere nedstemte Repræsentanternes Hus regeringens redningsplan for finanssektoren. Folkets repræsentanter havde lyttet til protesterne fra deres vælgere, og ni ud af ti ville ikke høre tale om at punge ud for at “redde” de grådige finansgenier på Wall Street, som har skovlet milliarder af dollar ind i de sidste 15-20 år.

Bushs og partiledernes argument, at “ingen sejler sin egen sø”, faldt for døve øren. Ikke alene Washington var chokeret. Hele verden var rædselsslagen. Et handlingslammet politisk system i Washington risikerede at få det globale finanssystem til at løbe løbsk. Uden et prompte politisk indgreb ville udlånernes tillid ikke blive genoprettet, hvilket kunne føre direkte til økonomisk depression og masseledighed.

ONSDAG OG FREDAG vedtog henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus den samme redningsplan plus en buket skattelettelser, som forbundsregeringen ikke har råd til, og som næppe vil få en økonomisk stimulerende virkning. Folk og små virksomheder vil formentlig lægge pengene til side som forberedelse på dårlige tider. Inden finanssystemets sammenbrud var USA allerede på vej ind i en økonomisk recession. Nu er ingen i tvivl om, at afmatningen bliver den værste siden 1930’erne. Det vil med sikkerhed blive en kæmpe udfordring at håndtere for de demokratiske institutioner - både i USA og i Europa.

Det er værd at reflektere over følgende tal: Bushs tilslutning i den amerikanske befolkning er faldet fra et højdepunkt i 2001-02 på 80 pct. til 22 pct. i en meningsmåling i sidste uge. Kun 10-15 pct. af amerikanerne stoler på Kongressen. 80 pct. mener, at landet er på den gale kurs. Man bør kalde en spade en spade: I Bushs anden embedsperiode er USA blevet kastet ud i den alvorligste politiske tillidskrise, siden præsident Richard Nixon trådte tilbage under truslen om en rigsretssag i 1974. Det er ikke kun præsidenten og hans parti, der bærer ansvaret for det amerikanske demokratis krise. Det Demokratiske Parti kan ikke undsige sig et ansvar, ej heller medierne og den del af befolkningen, som har levet over evne og troet, at de gode tider fortsætter i en uendelighed - regnskabets dag kommer altid.

DET ER SLEMT nok, at mange familier må skære voldsomt ned på deres levestandard og at millioner vil miste deres stilling i de næste år. Værre kan det blive, hvis samfundet ikke reflekterer over, hvad der er sket og prøver at vriste en ny mening ud af denne systemkrise. Det er ikke alene ansvarlige politikeres opgave.

Der ligger et tungt ansvar på massemediernes skuldre, som er blevet til et gigantisk underholdsningsbranche, hvor man skyer den mindste kompleksitet, slavisk følger konventionel visdom og undgår en nødvendig grænseoverskridende kritik af status quo.

De intellektuelle og litteraturen bør gøre mere og få større plads i medierne til at stille de fundamentale afsøgende spørgsmål om vort økonomiske og politiske system, og fremfor alt om vores utroligt ødslende livsstil og individets patologiske selvoptagethed i det senkapitalistiske samfund. Helt basale værdier er blevet så relativiseret, at ingen længere magter at tænke på det kollektive vel og hvilken mening, man kan få af livet andet end at forbruge og berige sig. Der skal med andre ord læres mange lektier af denne systemkrise. Ellers er demokratiet og kapitalismen ilde stedt.