'Islamisme er nazisme inden for islam'

Egentlig har jeg også lyst til at klappe og råbe hurra. Jeg véd bare ikke helt af hvad og af hvilken grund. Er der nu kommet en endegyldig definition på begreberne? Er islamisterne de onde? Er islamisterne moderne nazister? Er troen islam helt ok? Er de alle sammen terrorister, når det kommer til stykket? Hvad så med muhamedanerne? Er min kassedame med tørklæde, som praktiserer sin tro i virkeligheden islamist, terrorist….? Hvordan ser man forskel på får og bukke? Måske skulle jeg vente med at blive begejstret?.

Mustafa Hussain “Hvis man tror at man kan bekæmpe politiske motiverede fanatikere…” Netop én af mine tanker. Og jeg har mange andre spørgsmål. .

Hele 6 indlæg inden Jesper Haarlev kom på banen. Det må være rekord.

Men dialog og samtale kan man føre i al fredelighed her på bloggen. Men ikke engang her kan det lykkes.

Hvis man beskylder en cykeltyv for at stjæle en cykel, så dæmoniserer man ham ifølge Per Thomsen Hvis cykeltyven er muslim. og samtidig dæmoniserer man samtlige muslimske cykeltyve i Danmark. Godt, at min cykel er langt uden for Per Thomsens rækkevidde. På den anden side: han cykler jo næppe.

Gør man? Jeg har godt nok fået stjålet min cykel, men jeg har aldrig beskyldt en muslim for misgerningen. Har du Inger? Eller hvem tænker du på? Har du overhovedet en cykel? Eller er den blevet stjålet? Forhåbentlig ikke af en muslim? Og hvad betyder det der mærkelige begreb: dæmonisere?

Det må du selv tænke lidt over. Brug evt. en ordbog.

Islam er ikke et spørgsmål om cykeltyve eller bander. Det er et spørgsmål om en ideologi der får titusinder dræbt hvert år og holder 1.2 millioner i overtroisk jerngreb og skaber svære betingelser for ligestilling, ligeværd og demokrati.

Jan Jeg kunne godt tænke mig at høre om dine eventuelle iagttagelser bag teorien om at der er progressive folk bag Islamisterne her og i andre vestlige lande ?? Er det så tale om alm etnisk danske/vestlige venstreorienterede og intellektuelle eller om indvandrede progressive grupperinger ? Jeg kan nemlig ikke selv komme på nogen for mer for socialistiske eller kommunistiske vestlige grupperinger der har allieret sig med fundamentalisiske Islamister.. Jeg skal ikke kunne sige de ikke findes - det gør de måske — men det er ingen generel tendens blandt “progressive” at de står bag eller er allierede med fundamentalistiske islamister. Det kan du tage helt roligt - At der er mange der taler om at vise forståelse for muslimer såvel som for alle mulige andre religiøse grupperinger er sandt — men det hænger sammen med en mere generel opfattelse af frihedsbegrebet — og er på ingen måde en kærligheds-erklæring til fundamentalistisk Islam.

hvis der virkelig var tale om et kulturelt knæfald skulle det så ikke snarere være juleaften der blev omlokaliseret til Muhammeds fødselsdag ? Det ville nok være svært at sælge umiddelbart men med en dygtig reklameindustri ognoget ordentligt spin burde det kune klares . De slipper jo afsted med alt muligt andet i samme dur hele tiden - jvf Iraq og Afghanistankrigenes moralske legitimitet . De burde heller ikke kune sælges om moralsk uangribelige men det er jo lykkedes meget godt ? Så hvis I nu allierer jer med de normale producenter af manipulation kan I jo evt købe jer lidt frirum fra anklagerne om kulturchauvinisme og negativ fordomsfuld generalisering af muslimer ved en simpel rokade af nogle outdatede halve helligdage fra Store Bededag til Eid . det er sgu da i alfald rationelt set fra ressourcesynspunkt i og med man reducerer to store ikke hverdage til en enkelt.

P. Lauritzen: ”Jeg ser i Berlingeren, at Socialdemokratiet foreslår at afskaffe Store Bededag og i stedet fejre afslutningen på Ramdanen!” Lauritzen var sandsynligvis ikke den eneste der blev meget overrasket. Socialdemokraterne og senest også SF har som bekendt på det seneste gjort sig store anstrengelser for at være mindst lige så fjendtlige i deres retorik overfor indvandrerne som VKO. Derfor var det ikke så lidt af et brud da vi i går kunne læse, at socialdemokraterne var ude med et forslag der skal signalere åbenhed, tolerance og imødekommenhed overfor minoriteterne. Den slags er efterhånden vel på det nærmeste defineret som landsskadelig virksomhed i vores meget danske Vaterland. Men nu et døgn senere ligner verden så sig selv igenog vi kan atter trække vejret roligt. Forslaget fra partiets kirkeordfører, Karen Klint er nemlig blevet skudt godt og grundigt ned af den socialdemokratiske topledelse. Nu er VKO socialdemokraterne og SF atter forenede om at hade og frygte minoriteterne i Danmark så det gør noget, og alt er således igen fryd og gammen i kolonihavehuset. Der er et yndigt land…

@ Ulrik og Per Thomsen Et forslag og et par spørgsmål. Myten, men det er vist nok kun en myte, siger jo, at det var Struense, der rationaliserede et utal af bededage (vistnok bl. a. hver onsdag) og slog dem sammen til Store Bededag. Hvorfor ikke fortsætte rationaliseringen og flytte Eid til St. Bededag og ”købe jer lidt frirum fra anklagerne om kulturchauvinisme og negativ fordomsfuld generalisering af” danskere. ”det er sgu da i alfald rationelt set fra ressourcesynspunkt i og med man reducerer to store ikke hverdage til en enkelt.” Spørgsmål til Ulrik: Hvad mener du med: ” det hænger sammen med en mere generel opfattelse af frihedsbegrebet”? Og til Per Thomsen: Hvad mener du med at: ”Nu er VKO socialdemokraterne og SF atter forenede om at hade og frygte minoriteterne i Danmark” og er ”kolonihavehuset” det danske demokrati?

Ulrik, Jeg citerede i en anden tråd fra Sven Burmesters kronik i Information d. 5. september: ” Jeg mener, der er to ufravigelige principper, som enhver dansker må være villig til at skrive under på og overholde: Det første er, at vi alle er lige for loven uanset køn, race eller religion. Det andet, at vore love laves af Folketinget, ikke af Gud. Er man uenig og ikke villig til at godtage disse to principper, har man ingen plads i det danske samfund og burde om ikke direkte følge Villy Søvndals råd om at gå ad helvede til så i det mindste stærkt overveje at forlade landet. På dette område er der ikke plads til gråzoner. Problemstillingen er sort/hvid, og jeg vil tro, at et stort flertal af danske muslimer vil kunne godtage de to principper.” Og tilføjede: ”Hans synspunkter kan jeg fuldt ud tilslutte mig og de må være det absolutte minimum, der kan afkræves indvandrere til landet uanset hvilken religion eller kultur de kommer med fra oprindelseslandet” Hvis det er det, du mener med: ” Når vi sagtens kan mødes med familier fra andre religiøse minoriteter — der ligesom muslimerne ønsker at opretholde deres kulturelle særkende/egenart, samtidig med at de deltager i det omliggende samfund på lige vilkår med alle andre ?”, så er vi enige, men ikke enige, hvis det er det, du betegner som kulturchauvinisme.

Svend Vi er enige Når jeg skriver om at være villig til at omgå hinanden er det en gensidig forpligtende relation. Den gælder som du skriver begge veje Jeg skriver til gengæld at det går udmærket for en række religiøse mindretal at praktisere deres religiøse overbevisning og samtidig indgå i fornuftigegensidige relationer med det omliggende samfund Hvorfor skal det gøres så umuligt når det gælder muslimer ? Flertallet er med helt sikert temmelig fornuftige og ønsker med garanti anerkendelse på lige vilkår med det omgivende samfund ikke nogen særstatus Lad os dog forsøge at møde dem -..allesammen !

Nogle eksempler, Ulrik, på internetsteder, hvor man finder “forståelse” mellem angiveligt progressive og de ekstreme indenfor islam:http://www.stopterrorkrigen.dk/index.html Dette er dansk og indeholder i sig selv masser af “links” .feks. til: “Irakisk modstand Albasrah.net” og “Baath Party Statement To the American Administration: A warning to anyone who harms President Saddam Hussein and his comrades” “Samtale med modstanden Salah Mukhtar: Irakisk oppositionsleder giver klar besked Komiteen for et Frit Irak”. Et helt andet sted:”http://www.antiimperialista.org/” tryk “Fra den arabiske verden: Støtt motstanden!” “Fra den arabiske verden: Støtt motstanden!” citater: Tuesday, 24 April 2007 Kairokonferansen: Antiimperialister, islamister og panarabister samles i Egypt” “Videre går det mange diskusjoner om blant annet forholdet til de palestinske selvstyremyndighetene etter Mekka-avtalen, alliansen mellom islamister og venstresida og forholdet mellom kampen for demokrati og motstand mot imperialisme, særlig i Egypt.” En anden internetadresse:”http://www.fritirak.dk/index.htm” Også udttalelser af forskellige personer i aviserne giver grundlag for at der i hvert fald findes nogle berøringsflader.

1) det er en underdrivelse af nazisternes fremfærd 2) det er en latterliggørelse af ofrene under 2. verdenskrig 3) Khader er et fjols

@ Thomas Bolding Hansen Det er godt at du er enig med mig i, at islamismen ikke er det samme som nazismen - om end brutale handlinger fra begge lejre karakteriserer deres historie. Men da du ikke stiller noget modargument, har jeg svært ved at svare på din standardhistorie. I stedet for vil jeg hellere gøre op med nogle af dine forestillinger, som jeg synes, du burde til stille genstand for efterretning, såfremt du er seriøs: Først skal du dig hæfte dig ved, at vi ikke er under islamistisk trussel, på nogen måder sammenlignelige med dine analogier - eller Khaders paranoia. Man kan med rette kanalisere sin kritik mod islamismens fortid, som du gør det, men en sådan en situation hersker ikke i dag. De fleste islamiske stater er i dag plaget af fattigdom, tyranni og håbløse i forsvar så vel som videnskab. De udgør næppe en trussel mod andre end deres egne befolkninger og nok er det også grusomt. Men så skal man også lige tage højde for, at USA’s allierede i regionen Egypten, Saudi Arabien, Jordan og Pakistan er blandt de største tyrannier i Mellemøsten. Disse ting må man inkludere i sin kritik af den nuværende islamisme. Du udpeger at islamismen er en ideologi og det betyder ikke, at islamisme er et overordnet muslimsk karaktertræk og da slet ikke med henblik på befolkningerne og deres praksis. I flere årtier var Mellemøsten præget af sekulær nationalisme og demokratiske tilstræbelser– nogenlunde, dog lidt forsinket, i takt med europæisk nationalisme. Ægyptens præsident Gamal Abdel-Nasser er nok den mest navnkundige arabiske sekulære nationalist. Iran havde et sekulært nationalistisk program under den folkevalgte parlamentariske præsident Mohammed Mossadegh, som blev overvæltet af CIA under den hemmelige operation AJAX (fordi han nationaliserede olien). Den demokratiske tilstræben i Mellemøsten og den efterfølgende sekulære nationalismes fiasko var forårsaget af interne og hovedsageligt eksterne kræfter, som efterlod et vakum (i sag efter sag), som blev udfyldt af islamisk fundamentalisme. Vestlige magter kæmpede mod denne form for nationalisme (navnlig USA, England, Israel Frankrig) hvis ældste allierede i regionen er Saudi Arabien (USA). Saudi Arabien (wahabisme) er den største formidler af islamisme i den arabiske verden… det er et land, som får Iran til at ligne et demokratisk styre med stemmeret og respekt for kvindernes rettigheder. For at bevare de gode olie-relationer med tyranniske monarkier og regimer bekæmpede man progressive strømme i den arabiske og iranske verden, hvorvidt det var sekulære tendenser, venstreorienterede (ofte under den misvisende betegnelse ‘kommunisme’) eller blot demokratiske bevægelser. Denne politik fortsætter i dag, hvor man er mest interesseret i at installere “venlige regimer”, som ikke nødvendigvis støttes af befolkningen. Det gjorde sig gældende da Soviet Unionen invaderede Afghanistan og USA bevæbnede, trænede og udsendte Talebankrigere og Al Qaeda militser under Bin Laden. Det gælder i dag, nu hvor USA støtter Mujahedin-e-Khalq. Det kræver ikke et geni at opremse disse historiske begivenheder. Taleban blev støttet helt op til 1996. For nogle måneder siden kunne man læse i Information, at USA bl.a. i centralasien er allieret med Uzbekistan…. hvorfor er der ikke nogen som løfter fingrene og siger, at regimet dér er MEGET værre end Taleban? Det er måske ikke lige relevant, men særligt illustrerende, når vi hører om og om igen at visionen er eksport af vores demokratiske levestandard. Og vi kan fortsætte..Amerikas opbakning af General Muhammad Zia-ul-Haq i Pakistan er blot endnu et eksempel hvor man bekæmpede demokratiske og sekulære nationalistiske bevægelser til fordel for et fundamentalistisk regime, som man kunne styre til fordel for egne interesser. Spørg dig selv hvorfor Pakistan kunne udvikle atomvåben, uden et pip! Hvis vi går tilbage i tiden, til Nassers tid, var politikken ikke kun gældende for Ægypten… da Abdul-Karim Qassem overvæltede det monarkistiske styre i Irak i 1958, var man i Washington, iflg. intern statsplanlægning, ekstremt bange for at Irak ville benytte olien til egen befolknings fordel! Israel bekæmpede og nedslog PLO i flere omgange, som hovedsageligt var en sekulær nationalistisk bevægelse. Israel støttede fx Hamas i kampen mod PLO. De besatte Sydlibanon i 22 år, for at udrydde PLO’s hovedsæde og man endte op med Hizbollah, da den kommunalistiske Amal-bevægelse radikaliseredes som funktion af invasionen…som i dag er ved at bevæge sig væk fra fundamentalistiske tendenser (primært fordi man har fået mere magt). Og hvad med demokrati? Er der seriøse bud på demokratiske bevægelser/institutioner i Mellemøsten? I det sidste århundrede har der været vigtige udviklinger i den retning. Iran havde som sagt demokrati (ikke et vidunderligt demokrati), som blev overvæltet af CIA og MI6. Under engelsk styre i Irak, bevægede irak sig mod parlamentarisk demokrati, som England afbrød og undertrykkede. Iraks demokratiske bevægelse omfattede den vigtigste komponent; navnlig etableringen af en meget stærk fagforening, hvilket er en måde at inddrage en stor del af befolkningen i den demokratiske proces. Opbakningen til Baath-regimets overvæltning af regimet, som også underminerede og signalerede afslutningen på fagbevægelsen, kan i høj grad attribueres til en fortsat underminerende amerikansk intervention. Til dags dato viderfører USA i Irak Saddams undertrykkende anti-arbejderlove. I Ægypten eksisterer Kifaya-bevægelsen, som er en demokratisk bevægelse, som vil af med det amerikanske opbakkede Hosni Mubarak regime/tyranni. Selv revolutionen i Iran i 1979 var en demokratisk indsats, med massiv folkelig deltagelse, som til sidst blev undermineret af det nyligt indsatte teokratiske regime (som MI6 og Frankrig hjalp til med at anstifte). Islamismen som en fælles sammensværgelse og trussel mod vesten er en noget fordrejet holdning og det er sammenligningen mellem nazismen og islam også, som jeg startede med at pointere.

Jeg er både enig og ikke enig. Lad mig starte med hvor jeg er enig. Både USA men også Sovjet, har spillet en kedelig rolle i udviklingen under den kolde krig, som Bernard Lewis er inde på., de har støttet diktatorer, tænkt mest i deres egne interesser og USA/CIAs ødelæggelse Mossadeghs demokrati, var en svinestreg af karat. USAs invasion af Iraq, var en historisk fejltagelse, parallel med Versaillestraktaten, som Ferdinand Foch, med gysende rette kaldte en våbenhvile på 20 år i 1919 vel og mærke. Hvis området allerede hældte i Antiamerikansk retning, godt hjulpet af Sovjet propaganda forresten, så var Iraq, at føje spot til skade oven i sanktionerne, Albrights kommentar om at hun syntes 500000 børn var det værd, svigtet i 1991 osv. Men det var Sovjet som støttede Egypten op til 1974 og konsekvensen af dette var flere krige med Israel, som USA faktisk boykottede mellem 1967 og 1973. Det var Sovjet som gav våbenstøtte til krigene i 1967-1973 og hjalp de Arabiske lande involveret, med træning osv. USAs politik med Egypten skal ses i lyset af det og i lyset af det raseri der var USA over man havde ladt Israel i stikken mellem 1967 og 1973, det var tæt på et nederlag til Israel. Krigen i 1973 og oliekrisen skabte en ny Amerikansk mellemøstenpolitik. Hvor USA lovede støtte til Egypten, mod at Egypten lovede ikke at angribe Israel. Så, det skal ikke bare ses i lyset af Amerikanske interesser. Det bringer mig til hvorfor jeg holder fast i at militant islam, er en trussel som man ikke bør negligere. Ganske vist er den islamiske verden svag, men denne svaghed er ikke nødvendigvis permanent, den var også svag efter mongolernes hærgen. med de oliepriser der er i dag, bliver mange lande dernede i hvert fald snart noget stærkere, hvor vesten til gengæld muligvis bliver svagere. Militante Islamister har vundet valg i både Algeriet og PA. Hvad angår Hamas, er de stadig dedikeret til Israels eller underkastelse af muslimsk herredømme eller krig indtil det sker, våbenhvilen er en “Interim solution”, som Mashal har sagt. Således har vi både, muligheden for store terrorangreb og også på længere sigt, en ny krig foretaget af Arabiske stater. USA er ikke en nation der vender den anden kind til, trods de mange såkaldte kristne i landet. Store terrorangreb på både USA og Israel er en mulighed og konsekvenserne kan blive katastrofale. Her betragter jeg så dem, som vil lave angrebet for problemet, og den ideologi som bærer dem, for uden disse angreb, kommer USAs reaktion heller ikke, eller Israels, for den sags skyld, i tilfælde af at staten overlever et angreb. Militant Islamisme er ikke drevet af fornuft, her hjælper ikke nogen mutual destruction afskrækkelse, Her hjælper heller ikke overmagt, vi har Osama som angreb USA, og Taleban, selv om de ikke har den store chance og de dør stribe. De vil bare blive ved og ved, for hver bombe der falder, og dræber nogle kommer der nye til, bliver der nye vrede og frustrerede, det er skruen uden ende. Så længe militant islam eksisterer med relativ stor tilslutning, relativt mange områder og lande som vil huse dem og holde hånden over dem, mulighed for at få våben, penge osv. så længe er en konflikt mellem Vesten og X antal lande og muligheden for en stadig mere konflikt, med selvforstærkende effekt. Militant islam er en garanti for konflikt og rigtigt det kommer mest til at gå ud over muslimer, men det afholder jo ikke de militante muslimer, wahabisterne, Al qaida fra at fortsætte, de er ikke nødvendigvis drevet af muligheden for sejr i vores tid, men af martyrtanken og den jihadpligt de mener de har og i øvrigt også mener andre muslimer har. Osama Bin Laden bruger jo en del krudt på at påpege pligten til defensiv jihad, så han i kraft af klassisk islamisk lære, kan gøre det obligatorisk for alle muslimer at kæmpe. De ser jo verden i 1.2 milliarder muslimer, et territorie som burde være khalifatet, og så resten af verden, hvor USA og Israel så er værre end de andre, men vesten generelt ugleset over en kam. Militante muslimer tager naturligvis strategiske betragtninger med i købet, men de har også en religiøs tro, som er ubetinget, på at de vil vinde til sidst, det er islams kald. For dem er Islams svaghed og eventuelle våbenhviler aldrig andet end midlertidige. Det er en trussel som ikke skal underkendes, som ikke skal have for meget støtte, for meget vind i sejlet. Og et tegn på nødvendigheden af reform i den muslimske grundtro, en reform som allerede i gang, men som må gribe dybere og blive mere end en tilpasning til den midlertidige situation.

Først og fremmest. Set fra mit synspunkt, skulle Israel aldrig havde været oprettet. Jeg er for en komplet adskillelse af religion og politik og årtusind gamle bøger skal ikke på nogen måde danne basis for politik. Men Israel er en realitet og en fejl, man ikke kan lave om i dag, ved at afskaffe Israel. Så er jeg helst fri for at blive kaldt skældsord, nedgjort, specielt når modparten tyr til endnu mere simplificerende udsagn. Militant Islamisme er en noget mere nøjagtigt begrebsliggørelse, sand mod virkeligheden, end at Israel, som helhed uden at skelne, i følge din italesættelse, ikke er indstillet på fred. Militant betyder simpelthen, at søge en løsning på en konflikt via væbnet kamp, det er absolut tilfældet. Når jeg siger militant islamisme ikke er fornuftig, så mener jeg den er i alle tilfælde, den er drevet af tanken om at man kan ikke godkende Israels eksistens og i det omfang den ikke kan acceptere en pragmatisk løsning. Også i tilfældet høgene, bosætterne i Israel som mener de har historisk ret til vestbredden. Man kan dog ikke sige om Israel, som helhed de er militante Zionister. Lige så lidt som man kan sige det om Palestinænserne osv. Når jeg taler om fornuft, så mener jeg også evnen til at indgå pragmatiske løsninger. Det levede Sadat op til, men PLO var først reelt rede til det efter 2000, hvor det næsten anerkendte Israels ret til eksistens. Alligevel skulle Arafat lige starte en intifada, på et tidspunkt, hvor han havde fået tilbudt 97 procent af det besatte territorie og fremsætte bonuskravet om at de flygtede Palestinænsere med efterkommere skulle have ret til at vende tilbage. Jeg mener ikke, det er fornuftigt at søge en militant løsning på dette problem. Det ville svare lidt til, at vi i Danmark blev ved med at skyde raketter, lave små angreb, lave artilleriangreb, på Tyskland i forventning om at grænserne mellem Danmark og Tyskland blev reverseret til hvordan de så ud i 1864. Det som er fornuftigt, er at gå på kompromis for fredens skyld, hvis min defintion af fornuft i denne sammenhæng er forkert, så brug fakta og argumenter i stedet for beskyldninger om racistisk tilgang, barnlige generaliseringer, som jeg intet steds er skyldig i. Det er simpelhen noget som du må tage ansvaret for, ud fra din egen indre mentale forestillingsverden, som disse forestillinger foregår i. Lad os holde os til fakta og argumenter, skal vi? Den som har sandheden på sin side, behøver ikke at ty til billige tricks. “heriblandt den egyptiske Sinai. Faktisk var de i gang med at bygge en kæmpe by ved navn Yamit, som Israel åbent erklærede for israelsk territorie” Israel var hele tiden klar til at afgive Sinai, dog kun som led i en troværdig fred og ubetinget løfte om at det blev afmilitariseret zone. Formålet med at have Sinai, var at have en bufferzone, i forhold til et land, som både før og efter 1967 havde bruge denne zone flittigt, til at beskyde Israel med og i øvrigt gjorde det løbende. “tilbød fredsforhandling i Februar 1971 “mellem stater” korresponderende med UN242 - Israel nægtede med amerikansk støtte i sikkerhedsrådet!” Måske var problemet de mange forbehold og kravet om den ubetingede tilbagetrækning. For det første skulle Israel lige se Sadat an, før de havde en idé om, hvor de havde ham. Nasser have op til 1970 bombarderet Israel og talt om den endelige udslettelse af Israel. For det andet var en ubetinget tilbagetrækning uden løfter om mere eller mindre permanent fred uacceptabel for Israel. For det tredje nægtede Sadat at forhandler direkte med Israel men kun gennem en mellemforhandler, ikke overbevisende og Israel responderede ved at sende breve direkte til Egyptiske regering, hvilket Egypten nægtede at acceptere. For det fjerde, talte Sadat i andre sammenhænge om midlertidig fred, luftede tanken om at flygtningene oven i skulle have ret til at vende tilbage og 7 Dage efter at havde sendt brevet, udtalte han på Radio Cairo at de ville støtte PLO til sejren, at Egypten ikke ville acceptere UN242, underforstået, den var ikke vidtgående nok. “Hamas kan ikke anerkende Israel, ligeså meget som en regering ledet af Kadima eller det demokratiske parti kan anderkende Palæstina. Vi kan diskutere hvorvidt de to bør anderkende hinanden; men så vidt situationen forholder sig, så har begge parter nægtet at gøre det (se om du kan finde én officiel israelsk anderkendelse af Palæstina).” Siger du, at Israel, som helhed, ikke kan acceptere en tostatsløsning? Men vi er vel enige, om at: 1. PLO var oprettet før 1967, så deres definition af Palestina, som skulle befries, er altså ikke begrænset til områderne som blev besat i 1967? 2. At der Britiske mandat Palestine, omfattede både Israel, Vestbredden, Jordan og at de områder som Israel i dag besætter var besat af Arabiske stater før 1967? Samt at Palestinænserne ikke brokkede sig over at være besat af Jordan og Egypten dengang? 3. At Egypten har fået tilbudt Gaza tilbage, men har nægtet og i oven købet spærret dem inde på lige fod med Israel. For min skyld kan Israel blive reduceret til sine 1967 evt. grænser, alle bosættere blive smidt ud og flygtningene få lov at vende tilbage og få tilbudt økonomisk dispensation. Men kun på betingelse af ubetinget anerkendelse af Israel, ophør af alle former for angreb på Israelsk jord, en fuldstændig troværdig fred. Og jeg kan godt forstå, at Israel ikke vil give sig ubetinget, før det er tilfældet, såvel som jeg kan forstå Palestinænsernes frustration over at være marionetter i denne konflikt og blive udsat for strenge sanktioner. Omvendt har de bestemt ikke gjort det bedre ved at vælge Hamas. Denne konflikt er irrationel, den virker som skruen uden ende, baseret på en blanding af religion, nationalisme, samt øje for øje i et uendelige. Og det ligger ikke til nogen af parterne, at vende den anden kind til for en længere periode og se hvad resultatet bliver. Men faktum er, at kun Egypten og PLO har anerkendt Israels ret til at overhovedet have sin eksistens og selv om regeringerne besluttede fred og gjorde de nødvendige indrømmelser, er der brådne kar på begge sider som vil ty til autonome angreb. Men jeg er da enig i mange ting, jeg forstår også vreden på begge sider, den krænkede retfærdighedssans på begge sider, Israelernes frustration over angrebet 1948, Arabernes frustration over at blive fordrevet, Israelernes frustration over at blive spærret inde på et lille stykke land der kunne overendes hurtigt, bombarderet, angrebet og forsøgt invaderet endnu en gang - tropperne der linede sig op og retorikken der talte om at , Arabernes frustration over, at Israel brugte det som en lejlighed til ekspandere og ikke greb ind over for bosætterne, frustrationen over terrorangreb og frustrationen over Israels hårdhændede facon, at respondere på disse. osv.

@ Thomas Bolding Hansen Igen vil jeg blot stille dine forfejlede forudsætninger til genstand for rationel eftertanke, denne gang mere udførligt: I) “Når jeg siger militant islamisme ikke er fornuftig, så mener jeg den er i alle tilfælde, den er drevet af tanken om at man kan ikke godkende Israels eksistens og i det omfang den ikke kan acceptere en pragmatisk løsning.” Det første jeg bider mærke i denne redegørelse, er at du sniger udtrykket “godkende Israels eksistens” ind. Der er slet ikke noget begreb i International lovgivning, som kalder på “retten til eksistens,” det er en opfindelse, som ingen stater skal vedkende sig. Hvis du tænker på UN242, så kalder den på arabiske staters anderkendelse af Israels ret til at bo i fred med sine naboer! Ingen stater bliver tilskyndet en sådan proposition og heller ikke Palæstina. En stat kan ikke gennem international lov, bede om ekslusive rettigheder - og jeg har heller ikke set det i den juridiske diskurs nogensinde blive nævnt! Men lad mig blot gennemgå historien: umiddelbart efter Junikrigen (i 1967) drøfter de forenede nationer mulighederne for opnåelsen af en retfærdig og vedvarende fred. Den vidtstrakte konsensus i generalforsamlingen og sikkerhedsrådet kaldte på en israelsk tilbagetrækning fra de arabiske territorier, som denne besatte i Junikrigen. Sikkerhedsresolution 242 stipulerede samme elementære princip fra den internationale lovgivning i sin indledende paragraf, som ”Understreger utilladeligheden af tilegnelsen af territorie i krig”. Samtidig kaldte sikkerhedsresolutionen på arabiske staters vedkendelse af Israels ret til ”at leve i fred indenfor sikre og anderkendte grænser fri for trusler og voldshandlinger.” For at imødekomme palæstinensiske nationale aspirationer tilvejebringede den internationale konsensus en palæstinensisk stat i Gaza og Vestbredden, såsnart Israel ville trække sig tilbage til grænserne før 1967. (Resolution 242 henviste kun indirekte til Palæstinenserne i deres krav på ”opnåelsen af en fair resolution af ’flygtningeproblemet’”). Selvom forsvarsminister Moshe Dayan privat anderkendte, at resolution 242 krævede komplet tilbagetrækkelse, fastholdte Israel officielt besættelsen for ”territoriel revision.” Israels afvisning af fuld tilbagetrækkelse fra Sinai i Februar 1971 til udveksling for Egyptens tilbud på en fredstraktat ledte direkte til krigen i Oktober 1973, og som jeg allerede har redegjort tidligere var Israel i færd med at udvise den egyptiske befolkning i Sinai på en brutal facon, for at opbygge den nye israelske by, på det nyeligt annekterede jord. De grundlæggende parametre i israelsk politik i henhold til palæstinensisk territorie blev lagt ud i de sene 1960’er af den ledende partitjenestemand og medlem af ministeriet, Yigal Allon. ”Allon Planen” foreslog israelsk annektering af halvdelen af Vestbredden mens palæstinenserne indskrænkes til den andel halvdel yderligere inddelt i to adskilte kantoner i nord og syd. Det er præcis hvad vi ser i dag, så der er ingen grund til spekulation. USA støttede i begyndelsesen den brede enstemmige fortolkning af sikkerhedsresolution 242, og understøttede kun ”mindre” eller ”gensidige” justeringer af den irregulære og arbitrære våbenhvilegrænse mellem Israel og det jordansk kontrollerede Vestbredden. Under ophedede private udvekslinger med Israel ved Gunnar Jarrings FN-sponsorerede mæglingstiltag i 1968 , fastholdte amerikanske embedsmænd, at ”ordene ’anderkendelse og sikkerhed’ betød ’sikkerhedsordninger’ og ’anderkendelse’ af nye linier som internationale grænser,” og ”betød aldrig at Israel kunne udvide sit territorie i Vestbredden og Suez, hvis dette var, hvad denne mente, at sikkerhed krævede,”; og at ”der vil aldrig være fred, hvis Israel prøver at holde fast i omfattende dele af territoriet.” Under udførlig henvisning ved navn beklagede USA, at selv en minimalistisk version af ’Allon-planen’ ikke måtte igangsættes og at det var ”principielt uacceptabelt”. Imidlertid blev israelsk og amerikansk politik genforenet ved en afgørende meningsændring under Nixon-Kissinger administrationen. Med undtagelse af Israel og USA (og sommetider en amerikansk klient-stat) havde det internationale samfund i den sidste fjerdedel af århundredet støttet tostatsløsningen: dvs. komplet israelsk tilbagetrækkelse / komplet arabisk anderkendelse som en formular for oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. USA nedlagde alene veto af FN sikkerhedsresolutionerne i januar 1976 og April 1980, som ville stadfæste tostatsløsningen, som var godkendt af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, og tilgrænsende arabiske stater siden 1973. En resolution i generalforsamlingen i december 1989 i overenstemmelse med tilsvarende grænser blev godkendt med et valgresultat på 151-3 (ingen afholdenheder), hvoraf de tre negative stemmer blev afgivet af Israel, USA og Dominica. Givet denne afsky for verdensopinionen er det ikke overraskende, at Israel nedsatte en forhåndsbetingelse for forhandlinger med Palæstina hvor palæstinenserne ”skal opgive deres traditionelle krav” til bytte for ”international voldgiftsmægling” eller en ”sikkerhedsråds-mekanisme.” Den primære forhindring for israelsk annektering af besat palæstinensisk territorie var PLO. Idet PLO havde omfavnet to-statsløsningen i midt 70erne, kunne denne ikke længere afvises som en terror-organisation med ønsket om Israels destruktion. Sandeligt voksede presset på Israel til at opnå enighed med PLO’s ”kompromitterende henvendelse.” I konsekvens heraf invaderede Israel Libanon, hvor de palæstinensiske ledere havde hovedkontor, for at afværge hvad den priste og nu afdøde israelske strategianalytiker, Avner Yaniv, kaldede den ”palæstinensiske fredsoffensiv”. Frustrerede over det diplomatiske dødvande forårsaget af amerikansk-israelsk obtruktionisme, oprejste palæstinen-serne fra Gaza og Vestbredden sig i december 1987 mod besættelsen i et dybest set ikke-voldeligt civilt oprør, Intifadaen. Israels brutale undertrykkelse (forværret af PLOs kejtede og korrupte lederskab) resulterede endeligt i opstandens nederlag. Med Soviet Unionens implosion, destruktionen af Irak og standsningen af finansiel støtte fra golfstaterne, led palæstinenserne atter under en skæbnesvanger nedgang. USA og Israel greb denne mulighed for at rekruttere det allerede korrumperede og nu desperate palæstinensiske lederskab – ”på grænsen af konkurs” og ”i (en) svækket tilstand” (udtaler Uri Savir, Chefforhandler i Oslo) – som stedfortrædere til Israelsk magt. Dette var den reelle betydning af Oslo-aftalen underskrevet i september 1993, som på INTET tidspunkt nævnte målet om en palæstinensisk stat: at skabe et palæstinensisk “bantustan” ved at vifte frynsegoderne magt og privilegier overfor Arafat og PLO, meget ligesom englænderne kontrollerede Palæstina under mandat-årene gennem Muftien af Jerusalem, Amin al-Husayni og det Højeste Muslimske Råd. ”Besættelsen fortsatte” skriver den erfarne observant Meron Benvenisti: ”om end med fjernstyring og den palæstinensiske befolknings tilladelse gennem den ’eneste repræsentant’, PLO.” Og igen: ”Det gælder uden ytring, at ’samarbejde’ baseret på den nuværende magtfordeling ikke er mere end permanent dominans i forklædning, og at palæstinensisk selv-herredømme blot er en eufemisme for bantustanisering.” Ifølge Savir gik PLO og Arafats ”prøve” ud på, hvorvidt de ville ”anvende deres nye magtbase til at afvikle Hamas og andre voldelige oppositionsgrupper” der anfægtede det israelske apartheid. Israels bosættelsespolitik i de Besatte Områder (red. herefter B.O) i den sidste dekade udpeger det reelle indhold i den Oslo-baserede ”fredsproces”. Detaljerne er beskrevet i den dybtgående rapport Land Grab udarbejdet af B’Tselem (Israelsk Informationcenter for menneskerettigheder i B.O). Den jødiske bosættelsespopulation steg fra 250.000 til 380.000 under Oslo årene, i et mere livligt tempo under Labors Ehud Barak end under Likuds Benjamin Netanyahu, primært på grund af regeringens betydelige tilskud til bosætterne. Illegale under international lovgivning og bygget på ulovligt erobret palæstinensisk jord inkorporerer israelske bosættere i dag næsten halvdelen af Vestbredden. For praktiske formål er bosættelserne annekteret til Israel (Israelsk lovgivning strækker sig ikke kun til israelske jøder men også ikke-israelske jøder i B.O), og er afskåret fra palæstinensere uden speciel autorisering. Fragmentering af Vestbredden i frakoblede og ikke-levedygtige enklaver siden 1993-1994 op til i dag, har hindret meningsgivende palæstinensisk udvikling. I dele af Vestbredden og Østjerusalem er den eneste tilgængelige jord til bebyggelse under Israelsk jurisdiktion, mens vandforbruget i bosættelsesområdet udgør 75% af det totale vandforbrug af de to mio. palæstinensere på Vestbredden. Ikke én jødisk bosættelse blev afviklet under Oslo årene, mens bosættelsesenheder steg med mere end 50 % (bortset fra Østjerusalem); Igen, den største stigning af bosættere var ikke under Netanyahus tid på posten, men under Barak i 2000, præcis da Barak hævder at have ”Ingen uvente sten” i hans søgen efter fred - som du åbenbart er enig i. ”Israel har i B.O skabt et separationsregime grundet på diskrimination, hvor to forskellige lovsystemer i samme område er taget i anvendelse og hvor individuelle rettigheder er baseret på nationaliteten” konkluderer B’Tselems rapport, ”Dette regime er det eneste af slagsen i verden, og er mindet på usmagelige regeringer fra fortiden, såsom det sydafrikanske apartheidsregime.” I løbet af de første 18 måneder med Sharon på posten blev hele 44 bosættelser etableret og fordømt af FN’s kommission for menneskerettigheder som ”opflammende og provokerende”. Mens bosættelserne flerdobles i dag, indhegner Israel palæstinenserne på Vestbredden i otte territoriale fragmenter, hver af dem omgivet af pigtrådshegn og hvor en tilladelse påkræves til at bevæge sig eller transportere mellem enklaverne (Lastbiler skal lade og aflade ved grænsen). Dette bidrager til ødelæggelsen af en økonomi, hvor arbejdsløshedsraten er over 70 % i nogle områder, over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen på knap ti danske kroner pr. dag og hvor en femtedel af børn under fem lider af underernæring stort set skyldet af transportblokaderne ifølge en USAID rapport. ”Hvad der i sandheden er forfærdende” beklager Ha’aretz journalisten Amira Hass, ”er den blaserede måde, hvorpå historien er modtaget og behandlet af massemedierne….hvor er det offentlige ramaskrig mod dette forsøg på deling af territoriet og håndhævelse af interne pas…[og] ydmygelse og ulejlighed til befolkningen, der dårligt nok kan tjene til vejen og dagen og leve livet, som det er”. Efter syv års on and off forhandlinger og en række af nye midlertidige aftaler, som formåede at bestjæle palæstinenserne de få krummer de fik overrækket af herren ved bordet i Oslo , ankom sandhedens time i Camp David i juli 2000, som du så let glider henover. President Clinton og Premierminister Barak gav Arafat et ultimatum, som gik ud på, formelt at godkende et Bantustan eller bære fuld ansvar for kollapsen af ”fredsprocessen”. Arafat afslog imidlertid, for at påberåbe den internationale konsensus for løsningen på konflikten - er det særligt svært at forstå?????. Ifølge Robert Malley, en amerikansk nøgleaktør i Camp David og Ron Pundak, fra Shimon Perez Peace Institute, fastholdte Arafat en ”palæstinensisk stat baseret på d. 4 juni 1967 grænserne, ved siden af Israel,” dog også en ”accept af forestillingen om israelsk annektering af Vestbreddens territorie, for at imødekomme bosættelser, selvom (han) insisterede på en 1:1 territorieudveksling af ’samme størrelse og værdi’” - Det er den ”mindre” og ”gensidige” grænsejustering udtrykt i det originale amerikanske standpunkt i henhold til resolution 242. Malley og Pundaks gengivelse af det palæstinensiske foreslag i Camp David – et tilbud som blev afvist bredt men sjældent rapporteret – fortjener fuld citering: ”en Israelsk stat som inkorporerer noget land, som denne greb i 1967, og inkluderer en majoritet af sine bosættere, det største jødiske Jerusalem i byens historie, bevarelse af Israels demografiske balance mellem jøder og arabere; sikkerhed garanteret af en amerikansk ledet international tilstedeværelse.” På den anden side, modsat den myte som var spinnet af Barak-Clinton, såvel som de føjelige medier, at ”Barak tilbød palæstinensisk suverænitet”, observerede en britisk Foreign Office specialrådgiver, ”mens han sikrede varig palæstinensisk undertvingelse.” Selvom afregningerne af Barak-tilbuddet varierer betydeligt, kan enhver kyndig observant erklære sig enig i, at det ”ville have betydet, at annekteret israelsk territorie ville trænge dybt ind i den palæstinensiske stat” [Malley], som ville dele Vestbredden ind i flere uforbundede enklaver, og tilbyde landudvekslinger uækvivalente i størrelse og værdi - temmelig meget som vi ser det i dag, igen ingen grund til spekulation. Forstil dig i denne sammehæng Israels reaktion på den Saudiske fredsplan i marts 2002. DET ER VIGTIGT AT BIDE MÆRKE I THOMAS!! Kronprins Abdullah tilbød en plan med overgivelser, som overgik den internationale konsensus, og som var godkendt af de alle yderlige 21 medlemmer af den arabiske liga samt Iran. I udveksling til fuld israelsk tilbagetrækkelse, tilbød planen ikke kun en komplet anderkendelse af Israel, men ”normale relationer med Israel”, og kaldte ikke på en tilbagevenden for palæstinensiske flygtninge, men en ”retfærdig løsning” på flygtningeproblemet. En Ha’aretz kommentator noterede, at ”den saudiske plan var overraskende ens, med hvad Barak hævdede at have tilbudt to år tidligere” i Camp David. Var Israel oprigtigt dedikeret til en omfattende tilbage-trækkelse til bytte for normalisering med den arabiske verden, burde den saudiske plan og dennes enstemmige opbakning af den arabiske liga havde været mødt med eufori. Efter et flygtigt mellemspil af undvigelse og tavshed, blev fredsplanen rent faktisk deponeret i Orwells ”memory hole”! II) “Siger du, at Israel, som helhed, ikke kan acceptere en tostatsløsning?” Det var ikke det eneste jeg sagde, jeg opfordrede dig til at finde blot én officiel Israelsk anderkendelse af en palæstinensisk stat! Ud over Israel og USA (og af og til et par klientstater) har det internationale samfund i et kvart århundrede støttet ‘tostatsløsningen’: den fulde israelske tilbagetrækkelse, arabisk anderkendelse af Israel og oprettelsen af den palæstinensiske stat side om side med Israel (Sikkerhedsresolution 242, 1967). Afholdte afstemninger vedr. 242: 1976: USA nedlægger VETO - PLO omfavnede to-statsløsningen siden 1973 (FN) 1980: USA nedlægger VETO (FN) 1989: 151-3 (Israel, USA, Dominica), (Generalforsamlingen) …. Trods de historiske geopolitiske ændringer de sidste ti år - læg mærke til antallet af nationer - er den internationale konsensus bemærkelsesværdig stabil. 2002: 160-4 (Israel, Marshall Islands, Federated states of Micronesia, USA), (Generalforsamlingen) I 2002 blev følgende afstemninger afholdt i henhold til implementering af resolution 242: 1) “Palæstinensisk ret til selvstyre” 2) “Støtte til palæstinensiske flygtninge (i flygningelejrene)” 3) “Kompensation til de forflyttede palæstinensiske flygtninge under 1967 krigen” 4) “Operations of the United Nations Relief and Work agencies for palestinian refugees” 5) “Afregning af palæstinensiske flygtninges egendom og deres indtægt” 6) “Anvendeligheden af Geneve konventionen i de…besatte territorier” 7) “Afvikling af israelske bosættelser i de besatte territorier” 8) “Afregning af israelske aktiviteter der påvirker det palæstinensiske folks menneskerettigheder” 9) “Tilbagetrækkelse fra de syriske Golanhøjder” (FN resolution 1559) Resultater: 1) 156-3 (Israel, Marshall Islands, USA) 2) 148-1 (Israel) 3) 147-4 (Israel, Marshall Islands, Micronesia, USA) 4) 147-5 (Israel, Marshall Islands, Micronesia, Nauru, USA) 5) 147-4 (Israel, Marshall Islands, Micronesia, USA) 6) 145-5 (Israel, Marshall Islands, Micronesia, Nauru, USA) 7) 145-6 (Israel, Marshall Islands, Micronesia, Nauru, Tuvalu, USA) 8) 141-5 (Israel, Marshall Islands, Micronesia, Nauru, USA) 9) 144-1 (Israel) Ovenstående oversigt er ofte brugt som undskyldning for at sige beskylde FN for at være “anti-Israel”. Faktum er, som Søs’ artikel bygger på, at det modsatte er sandt. En nøje undersøgelse udført af Marc Weller, Cambridge Uni, kan man læse om en samstilling mellem Israel i de besatte områder og Bosnien og Hercegovina, Kosovo, Øst Timor, Kuwait og Irak, og Rwanda, hvor konklusionen er, at Israel har nydt “komplet immunitet” fra håndhævelsesforanstaltninger såsom våbenembargo, og økonomiske sanktioner, som typisk typisk tages i brug af FN mod medlemsstater som er fordømt for identiske overskridelser af international lovgivning, primært pga. amerikansk diplomatisk støtte i sikkerhedsrådet - jvnfør også Zeev Maoz bog “Defending the Holy Land” kap. 10. III) Også kan jeg se, at du har opstillet tre temmelig trivielle spørgsmål, som jeg ligeledes vil besvare for dig: a) “PLO var oprettet før 1967, så deres definition af Palestina, som skulle befries, er altså ikke begrænset til områderne som blev besat i 1967?” En historisk forandring optrådte i slutningen af 1950erne på den palæstinensiske side, da Yasser Arafat og hans kompagnoner grundlagde den palæstinensiske befrielsesbevægelse Fatah for at modstå både den israelske og de arabiske regeringers hegemoni. Denne bevægelse opstod i kølvandet på den panarabiske bølges fiasko, hvis mest standhaftige og navnkundige repræsentant var Egyptens præsident Gamal-Abd-el-Nasser. Op til dette punkt havde palæstinenserne håbet på at blive absorberet af en fælles panarabisk nation. Da håbet falmede blev den separate palæstinensiske nation atter bekræftet. Den 29. oktober 1956 udførte Israel et uprovokeret angreb på Egypten. Angrebet var koordineret i samarbejde med England og Frankrig i overenstemmelse med en foruddefineret plan, som var blevet underskrevet blot seks dage tidligere ved en konference i den franske by Sévres. Planen omfattede i første fase et angreb dybt inde på Sinai-halvøen i Egypten. I anden fase udsteder England og Frankrig et ultimatum, som kræver begge parters tilbagetrækkelse, et krav som ville blive mødt med Egyptisk trodsighed. Dette ville kunne betragtes som en casus belli (’krigshandling’) og dermed påskud til den tredje fase: storstilet bombeangreb sigtet mod tilintetgørelsen af det egyptiske luftværn og udsendelsen af britiske og franske styrker ved Suez-kanalen. Tidligt i 1960erne etablerer Nasser den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO, primært for at afværge uafhængige palæstinensiske handlinger, som eventuelt kunne involvere ham i endnu en uønsket krig med Israel. Organisationen havde til hensigt at indføre egyptisk kontrol over palæstinenserne. Imidlertid overtog Yasser Arafat PLO efter det arabiske sammenbrud i juni-krigen (1967), som op til valget i 2006 var den eneste repræsentant for det palæstinensiske folk. b) “At det Britiske mandat Palestine, omfattede både Israel, Vestbredden, Jordan og at de områder som Israel i dag besætter var besat af Arabiske stater før 1967? Samt at Palestinænserne ikke brokkede sig over at være besat af Jordan og Egypten dengang?” Du har ret i at England besatte næsten hele det arabiske territorie og havde en stor rolle side om side med USA, Frankrig og Rusland i etableringen af stater i samarbejde med tyranner, monarker og selvudråbte statsoverhoveder. Men jeg forstå ikke hvor du vil hen med dette? Hvad er din pointe? Det passer ikke, at palæstinenserne ikke brokkede sig over Jordansk integration af Vestbredden og Egyptisk jurisdiktion af Gaza, du kan blot læse den engelsk oversatte udgave af den palæstinensiske avis Felestin, hvor man dagligt brokkede sig over, at Jordanske fabrikker kun blev bygget i Jordan, så manglen på arbejde steg år til år - det samme gjorde sig gældende for Egypten, som fulstændig tilsidesatte Gaza! Ikke for at nævne at den jordanske konge blev likvideret af en palæstinenser i 1951. Jordan integrerede Vestbredden med hjælp fra Israel og det er heller ikke en ny afsløring: den ledende israelske forsker, professor og specialist på området Avi Shlaim har skrevet udførligt om dette, lad mig da blot citere ham: “Den nye israelske stat dedikerede sine unge år på konsolideringen af sit mål om den homogene ”jødiske stat”. Store områder blev eksproprieret fra dem som a) flygtede under krigen, b) de arabere der officielt blev udnævnt som de ”tilstedeværende fraværende”, i det de ikke fik udstedt pas og c) selv fra mange af de arabiske borgere som boede i Israel. Der blev oprettet et tætbefolket netværk af jødiske samfund på de afgivne landområder. De overlevende fra Holocausten og jødiske invandrere blev inviteret og tilskyndet til at komme til Israel i store masser - hvoraf nogle blev anvendt under krigen i 1948. Indsatsen fordoblede befolkningsantallet flere gange på blot få år. Imidlertid implementerede den israelske stat tiltag sigtet mod tilintetgørelsen af den palæstinensiske nationale enhed. Med Israels direkte støtte annekterede Transjordan monarken Abdullah Vestbredden og siden har der været garanti for israelsk militærbeskyttelse for sikringen af det, som blev benævnt det hashemitiske kongerige Jordan. Rationalet bag samarbejdet mellem det hashemitiske kongedømme og Israel, som allerede har eksisteret i tre generationer, er at forhindre etableringen af en uafhængig og levedygtig palæstinensisk stat, som var og til stadighed er betragtet som en potentiel forhindring for den zionistiske målsætning. Kong Abdullah havde også en drøm om et større Syrien og forsøgte at gøre krav på palæstinensiske territorier efter delingsplanen i 1947. Den palæstinensiske mufti og Kong Abdullah var svorne fjender.” Men igen, jeg forstår heller ikke din pointe her - må Israel gerne besætte Vestbredden og Gaza på grund af dette eller hvad?! c) “At Egypten har fået tilbudt Gaza tilbage, men har nægtet og i oven købet spærret dem inde på lige fod med Israel.” Først og fremmest er dette en modsigelse iht. dit første spørgsmål! Palæstina fortjener deres egen stat, hvilket Nasser anderkendte, da hjalp til med instigeringen af Palæstina - godt nok af selvtjenende grunde! Men jeg forstår ikke din point igen… Hvorfor skal Palæstinenserne ikke have deres egen stat i overenstemmelse med den internationale konsensus, UN242? Desuden er jeg totalt uenig med din holdning om, at Israel bør afvikles.

Thomas Problemet er at Khader på trods af sin udtalte beundring for demokratiske idealer alligevel lader sig spænde for en udbredt populistisk genereliserende islamofobi og dæmonisering af muslimer generelt med sine udtalelser.. Uanset at Khader selv skelner, bruges hans statements som springbræt af yderligtgående anti.demokratiske kræfter der udelukkende er ude på at dæmonisere samtlige muslimer og mistænkeliggøre dem over en kam, som en art kulturel invasiv femte kolonne. Det trusselsbillede er ikke en ægte “demokrat” værdigt ! Det ved Khader også udmærket godt og derfor er kritikken fuldkommen berettiget fra Per’s side Hvornår begynder klokken at ringe for dig Thomas?

Hans Jørgen, du har ret i, at der er gået inflation i anvendelse af ordet “dæmonisere”. I mange tilfælde forekommer ord såsom “marginalisere”, “udstøde”, “mistænkeliggøre” og sikkert mange andre, som mere præcise og dermed passende. Jo, “dæmonisering” er nok blevet en floskel, der har mistet sit reelle indhold.

Ulrik, jeg er ikke uenig i, at fremmedhad, mistænkeliggørelse, uvidenhed, fordomme og hvad der ellers må ligge til grund for den konkrete paranoia, der forleder mange til at tro at bl.a. muslimer er u-mennesker, uciviliserede, uoplyste, primitive, hinsides enhver form for rationalitet og fornuft og de mange uhumske tosserier der florerer vidt og bredt, fortjener betegnelsen “dæmonisering”. Heldigvis lider ikke alle af helt så syge vrangforestillinger, og er måske blot uvidende, reserverede, skeptiske og famlende ifht. at omgås og forholde sig til muslimer en bloc, og i så fald er det næppe passende eller konstruktivt at beskrive dette som dæmonisering. Jeg tror der er risiko for, at “dæmonisering” kan blive en tom floskel, hvis det bruges for hyppigt. Det gælder vel de fleste ord, der bruges lidt for hyppigt?

Børs spekulanten: “kunne det ikke tænkes, at det omdømme muslimerne nyder i brede dele af befolkningen, har de alene opnået gennem egen ihærdig indsats???” Givetvis skyldes en stor del egen indsats, og ofte sikkert ufrivilligt, men den største indsats skyldes nok mediers og ikke-muslimers ihærdighed.

Hvis man nu går ud og kritiserer fundamentalistisk islamister ved at tegne Mohammed med en bombe i turbanen i stedet for appelsiner, er det så religionskritik eller er det dæmonisering af muslimer. Hvis nu svaret for nogle troende muslimer er at samle penge ind til at skyde danske soldater ned i Iraq og Afghanistan og boycotte danske produkter er det så fordi de slet ikke har fattet essensen af retten til at håne nedgøre og krænke i ytringsfrihedens hellige navn ? Problemet i den danske debat er ikke, at stort set alt kritik af islam kan udlægges som dæmonisering af muslimer men at selverklærede fundamentalistiske påståede “demokrati-forkæmpere” er villige til at tvinge deres dobbelmoralkse standarder ned i halsen på muslimer og hvis de ikke vil acceptere det — dæmoniserer man dem og kalder dem for fundamentalistiske Islamister… Så skal man jo nok kunne samle mange flere overskrifter om angrebet på “danskheden” og Danmark og få sikret sig en øget opbakning bag de ledeste fundamentalistiske social-nationalister kræfter der som DF lever af og ånder for at dæmonisere muslimer.