Jeg trådte ind i rummet, hvor der sad godt en halv snes studerende i et hesteskoformet arrangement. Atmosfæren var let forventningsfuld, mærkede jeg, og jeg følte mig af gammel vane straks oplagt til at gå i gang med undervisningen, slog en lille runde og så dem an.

Som sædvanlig var der et flertal af kvinder, kun to mænd skabte lidt variation.I gamle dage ville de have rejst sig op som en hilsen. Det gør man ikke mere. Tværtimod blev jeg opfordret til at sætte mig.

Og først nu gik realiteterne rigtig op for mig, brat vakt af min fortidsdrøm. Det var overlægen, der tog ordet, idet hun for sine tilhørere begyndte at beskrive en særlig lille deformitet i min højre hornhinde som resultat af en ældgammel betændelse og ardannelse, jeg selv anså for ganske vist ubehagelig, men dog usynlig, men som hun øjeblikkelig havde bemærket og fundet så interessant, at den var et emne for en forelæsning.

Og tilhørerne kunne som kommende professionelle med et halvt øje se det samme. Det var for så vidt uhyre interessant at få skiftet sin status som subjekt og foredragsholder ud med at være genstand for en så indgående iagttagelse. Der forekom mange fagudtryk i den klare og pædagogiske analyse, som det måske var mindre heldigt at være bærer af. Opgaven for de vordende læger var nu at øve sig i diagnosticering af et sådant tilfælde, at få skærpet deres kliniske blik.

De var alle bevæbnet med en lille smal lommelygte, som de nu efter overlægens eksempel fremdrog, hvorefter de en for en kom hen og fra forskellig vinkel gennemlyste mit højre øje, hvorunder jeg skønt let blændet til gengæld havde lejlighed til at studere deres færdigheder og adfærd. Nogle var let generte, men overstod deres forlegenhed med faglig koldsindighed, andre gav mig en tydeligere fornemmelse af, at jeg ud over at være et klinisk objekt sandsynligvis også var et medmenneske, atter andre, og det var kvinderne, smilede endda. Med et par fik jeg god øjenkontakt.

Ganske små rolleskift

I lyset af en behagelig fornemmelse af at have hjulpet videnskaben og uddannelsessystemet en anelse videre frem forlod jeg med et skinnende blik og en aftale om et nærmere stipuleret gensyn Rigshospitalets øjenklinik, yderligere en erfaring rigere om livsvilkårenes relativitet, om de ganske små rolleskift, der afspejler eksistentielle vilkår. Det næste mødested kender vi ikke.

Og dertil bevidstheden om at være gennemskuet. Hvad jeg troede var et længst usynligt sår, viste sig at være let genkendeligt for det øvede betragterøje. De fleste mennesker, der lever i en præstationernes verden, kender den lille frygt for afsløringen. Det hele er jo blændværk. Man kan i større tilfælde begrave uroen så dybt - om den nu er irrationel eller ej - at den bliver fatal.

Jeg gav mig til at læse Henrik Nordbrandts digt ‘Drøm om henrettelse’ fra den magiske samling Drømmebroer, hvor jeg’et står i en kø af mennesker, der “præcist som jeg selv først for sent opdagede, at de stod i en kø for at blive henrettet. Indtil da havde stemningen ellers været fin”. Da bøddelen har fjernet hans hoved, lyder hans første ord i det hinsides ligesom alle de andres: “Hvordan kunne man dog være så dum!”

Eller så blind.