I princippet er det aldrig faderen der direkte sender moderen på et kvindecenter, men moderen selv der opsøger stedet. Naturligvis kan han indirekte være årsag til hun handler således.

Det er tragisk hvis hun uforskyldt har fået bank, og der kan ikke være tvivl om at sådanne sager bør komme moderen tilgode. Men når det er sagt er det bydende nødvendigt at forstå, at det ikke altid forholder sig sådan, og at visse snu kvinder slipper af sted med at bruge kvindecenterne som våben.

Her er en opskrift på hvordan en moder fuldkommen kan jorde faderen, og opnå den fulde forældremyndighed, ved at bruge kvindecentrene som et våben mod børnenes fader. Opskriften er taget fra det virkelige liv, og viser med al tydelighed, at Mette Frederiksen m.f. ikke ser problemet nuanceret nok:

En moder vælger at flytte på et kvindecenter med børnene, hvor hun opdigter en historie om at hun er bange for sin samlever. Fordi optagelsesprocenten på disse kvindecentre er tæt på 100%, er chancen stor for at hun kan bryde børnenes kontakt med faderen i månedsvis. Hendes historie behøver ikke være bevist, og der behøver ikke at være dokumenteret fysisk, psykisk eller anden form for vold mod hverken barnet eller moderen. før hun kan optages.

Efter godt tre måneder skal hun forlade stedet, hvorefter hun søger optagelse på et nyt kvindecenter. Her gentager hun sin historie, hvorefter hun igen bryder faderens kontakt med barnet i månedsvis. Dette kan hun slippe af sted med en tre til fire gange, før systemet begynder at reagere for faderens del af sagen.

Under disse besøg på krisecenterne har hun fuld lejlighed til at udøve PAS (Parent Alienation Syndrom = Forældrefremmedliggørelse) på børnene, og har kvindecenternes personale, der meget ofte har en vendetta mod mænd, til at støtte sig, hvorved hun opnår at vende barnets tillid væk fra faderen.

Der er nu gået ca. ni til tolv måneder hvor faderen ikke har set sine børn, og læg mærke til at der ikke er fremlagt bevis for vold af nogen som helst slags, og læg også mærke til at kvindecentrene ikke meddeler faderen hvor børnene befinder sig, og han derfor er fuldkommen magtesløs.

I en efterfølgende børnesagkyndig undersøgelse, og retssager står faderen meget dårligere i en sag om forældremyndigheden efter disse handlinger, fordi psykologen, dommerne og statsforvaltningerne kan nøjes med at SKØNNE om sagen, der kræves ikke beviser. Det er også vigtigt at nævne at psykologernes og den dømmende magts viden om PAS er stærkt begrænset, og at den børnesagkyndige afgiver sin mening efter bare to gange en halv time med barnet.

Resultatet vil ofte være at faderen mister den fælles forældremyndighed, og må i bedste udfald nøjes med samvær.

Eksemplet er som sagt taget fra det virkelige liv, og er et eksempel på hvordan kvinde/krisecentre kan misbruges af en snu kvinde som et våben mod faderen.

Når Mette Frederiksen udtaler; at far har sendt mor på kvindecenter, bliver jeg nødt til at gentage, at det ikke er far der har sendt hende der, men hendes eget valg at opsøge stedet (iorden eller ikke), og fordi det ikke er et kriterie på vold i sig selv, at hun har opholdt på et sådan sted.

Med venlig hilsen
Hans K Hansen

Når kvinder med hjæp fra prominente advokater bevidst fabrikerer falske incest-anklager, burde mænd da være glade for "kun" at blive beskyldt for vold.
Når selv så alvorlige anklager som incest florerer i kvindernes kamp for eneret til børn, ja så kan det vel ikke overraske at krisecentre bruges endnu flittigere.
Husk på falske anklager er HELT uden konsekvenser for kvinden .

Mødre udøver faktisk mere vold mod både deres samlever/ægtefælder men også deres børn en hvad fædre gør. Dette viser omfattende undersøgelser i USA, Norge, Sverige og Danmark.

Her er et af flere link :
http://avisen.dk/mor-slaar-oftere-boernene-end-far_3596.aspx

På Socialforskningsinstituttets hjemmesiden finder mand den danske undersøgelse, som viser mødre slår bør lidt ofter end mænd gør. Ergo : mødre er ike bedre end mænd er.

Jeg kender til en tilsvarende historie, som den ovenstående, efterfølgende gjorde faderen det samme, der gik et KVARTER, så var der advokat, statsforvaltnin, politi, børnehave, og dødstrusler efter ham. Han gik simpelthen under jorden. Han holdt ud i 3 mdr. Idag har han en deleordning og barnet stortrives.

Men i krisecenterspørgsmålet synes jeg det er lidt tragisk. Forskellen er jo at der simpelthen ikke findes tilsvarende krisecentre for mænd. I en mandeverden hedder det almindeligvis "et værtshus". Spørg en hvilken som helst bartender, om han kender til skilsmisse fra en mands synspunkt... hmmm...

Værtens hus... jamen man kunne jo lege lidt med tanken om hvad der ville ske hvis man barikaderede sig på landets værtshuse med børnene og en usammenhængende historie...

Lur mig om man ikke ville hænge der et stykke tid - uden børnene...

Der er hårdt brug for tilsvarende krisecentre til mænd, samt at bryde tabuet om at krisecentre er for kvinder. Mænd har reelt ikke nogen steder at gå hen. Det er jo "bare mænd". Og hvis det oven i købet er fædre, ja, så må de jo bare tage sig sammen...

Erin Pizzey, som er grundlæggeren af verdens første kvindekrisecenter fandt hurtigt ud af det det hele i særlig grad handlede om penge og ikke at fortie, de kvinder som netop kom på krisecentrene - selv var voldelige - fysisk såvel som psykisk.

Dét ville Pizzey ikke stå model til, så idag er hun hadet at kvindekrisecentre verden over...

Hvorfor mon, hvad er det for en agenda dé krisecentre har, hvem er de de beskytter - eller skulle man snarere spørge - hvad er det de beskytter...

Mit gæt er - penge.... RIGTIGT MANGE PENGE!!!!

Her er et indlæg jeg har gemt -- som er relervant iht til "vold mod kvinder". Historien er sand, og oplevelsen har tydeligvis sat sit præg på den dreng som oplevede det:

Emne: Tænk over mødrene til jeres børn - om PAS
Jupiter 29 03 2004 16:03:32
Jeg må endnu engang konstatere, at en rapport fra SFI langer ud efter faderskabet, når det anbefales, at fratage "psykisk ustabile" eller "alkoholiserede forældre" samværet med deres børn (underforstået fædre). Måske man kunne overtale SFI til også at lave en rapport om mødrenes "psykisk ustabile" fremmedgørelsestaktik, og anbefale det samme? Det er jo ikke fordi ingen ved, at det forgår. Det er nok heller ikke fordi ingen ved hvad konsekvenserne kan blive. Fordi det vil jeg simpelthen nægte at tro på. Det kan derfor undre mig, at ingen tager det alvorligt.
For at underbygge min påstand vil jeg bruge min egen virkelighed, som vidne til min egen mors brug af både vold og PAS. Og jeg er ret sikker på, at der sidder nogle derude, som vil nikke genkendende til noget af det. Jeg har valgt at kalde hendes virkemidler for vold pr. stedfortræder, fordi hun anvendte både vold, politi, socialrådgivere og os børn i kampen mod min far.
Jeg har ikke alene set min egen mors virkemidler indefra igennem lang tid, jeg har også oplevet andre voldsepisoder, udløst mellem kammeraters forældre, med næsten samme virkemidler, under nogenlunde samme omstændigheder. Marginaliserede børn med problemer, leger jo bedst med andre marginaliserede børn med problemer. Jeg skulle derfor mene jeg kender lidt til de marginaler.
Min mor havde et stort behov for at være i centrum. Man kan vel sige, at hun havde et stort behov for kærlighed, som kom ud på en lidt små syg facon. Hun blev konfliktsøgende hvis ikke hun, i et rigeligt omfang, var i centrum for min fars opmærksomhed. Hvilket han godt kunne køre noget træt i. Dertil kommer, at hun ikke kunne kommunikerer behov til ham. Fordi i hendes øjne var det, at give udtryk for behov, et udtryk for svaghed.
Han havde det så til gengæld med, at vende ryggen til og ignorere hende når hun prøvede, at aktivere ham med stikpiller. Men den slags forsøg på at ventilere hende fungerede som en rød klud i øjnene på hende. Tavshedstricket. Der ligger en trussel om kærligheds tab indbygget i den reaktion. Når han lavede dét nummer kunne hun blive vanvittig. Hun gengældte som regel med ikke, at tale til ham i et stykke tid, og lagde på den måde et tæppe af tavshed over stemningen. Jeg kalder det en 'foundation'. Det er sgu' lige før det er morsomt… Så begyndte hun hen ad vejen, at brokke sig lidt over et eller andet hun nu kunne finde på. Som regel noget om rengøring, som ikke var rent nok, eller som der i hvert fald kunne trænge til, eller noget i den dur. Senere blev det som regel til lange serier af sætninger om hvilket svin han var, og hvor doven og uduelig han var. Men jo mere hun byggede stemningen op, og jo mindre han reagerede, jo mere fjendtlig kom hun jo til at se ud. Og jo mere fik hun rollen som skurken. Både i sine egne og vores øjne. Hvilket selvfølgelig gjorde hende endnu mere vred. Man bliver som regel vred over at fremstå urimelig. Men der var nu også urimeligt rent altid.
For at få ændret lidt på fordelingen af skurkerollen, kunne hun så f.eks. finde på at knalde et askebæger ned i hovedet på ham mens han sad og læste avis. Eller fyre en bordlighter i skallen på ham. Eller lange ham en med en telefon.
Men hun fik jo slagene igen på et eller andet tidspunkt. Jeg tror såmænd nok han vidste hvor lavinen ville bære hen - det gjorde jeg da i hvert fald selv - men han trak tiden ud, før han satte sine grænser. Så fik hun hele hans opsparede vrede på en gang, og så blev det lige pludselig til mit problem også, fordi når han først var tændt af efter nogen tids chikane, kunne det godt blive temmelig alvorligt. Under normale omstændigheder husker jeg ham som et roligt gemyt, men han kunne tænde tilsvarende voldsomt, når det først havde varet længe nok. Han indså simpelthen ikke hvad der foregik i tide. Men det lagde dog en dæmper på tingende, hvis jeg gik imellem ham og hende. Forældre går ikke helt så meget amok, når børn hyler og blander sig.
Men fordi han reagerede på det, og gav hende slagene retur, fik hun rollen som offer. Og det var uundgåeligt simpelthen. Fordi hun ville være blevet ved med sin chikane, til det var lykkedes hende, at tvinge ham til at overtage hendes vrede, ved at tvinge ham til, at forsvare sig mod hendes egen. Det er jo sådan den slags fungerer.
Så kom politiet selvfølgelig. Ja, fordi sådan en reaktion kunne hun jo ikke forstå, og så ringer man jo efter politiet ikke sandt? Manden slår jo. Men hvis der skulle have været bare en lille smule sammenhæng mellem udløseren, og anmeldelsen, burde hun have ringet og anmeldt ham for ikke at ville finde sig i, at få smidt ting og sager i hovedet. "Hallo, ja min mand vil ikke have et askebæger i smidt i skallen - vil i lige komme og hente ham"? Det ville have hængt sammen. Det ville lyde vanvittigt, men det ville hænge bedre sammen i forhold til anmeldelsens årsag og virkning.
Og politiet så aldrig andet end en stakkels grædende kvinde, når de blev kaldt ud til husspektakler. De så aldrig ikke den scene, som udløste sådan en hændelse. Min mor havde nemlig et ganske særligt talent for, at vende på en tallerken når de kom hende til undsætning, og den slags konkurrere man ikke med. Men jeg ved, hun kunne falde tilbage i en barnerolle i forhold til ordensmagten, og gå fra at være et provokerende, frådende og aggressivt utyske, og ind i rollen som stakkels, svag og omsorgstrængende kvinde. Fordi et barn genkender let andre børn. Og det gjorde jeg også. Det var ren 'Dr. Jekyll og Mr. Hyde' at se på.
Så min far fik selvfølgelig skurkerollen, fordi han var en fjols og lod sig rive med ind i en matrix af lort, og skulle jo så forlade huset på en eller anden måde. Dette scenarie kunne gentage sig mange gange, fordi han vendte som regel tilbage, når de nu ikke kunne lade hinanden være i fred alligevel. Han burde være skredet første gang han så hendes sande ansigt, i stedet for at stoppe hovedet op i røven og kaste sig ud i hustruvold. Og det er den overordnede pointe i denne historie. Han skulle have tænkt sig om. Men nogle kvinder spiller med en matrix af følelser, som er uendeligt svær at indfange med ord, og det er den anden ting det handler om; at finde ordene. Indholdet er ligeså umuligt for mig at gengive, som smagen af en kartoffel, men jeg kan gengive rammerne hvori alting forgik, og være nogenlunde sikker på, at andre vil genkende nogle af begivenhederne.
Hvor mærkeligt det end må lyde, opdagede jeg aldrig hvor manipulerende hun egentlig havde været, før jeg var i starten af tyverne. Indtil da troede jeg inderligt på, at min mor var en sammenspilsramt engel, som burde have haft en fortjenstmedalje. Jeg havde simpelthen hørt på så utroligt mange historier om hvor stor en slyngel min far var, at jeg simpelthen ikke kunne gennemskue virkeligheden før jeg flyttede hjemmefra, selvom jeg jo havde været vidne til det hele. Det endte jo som regel med, at det var ham som blev fjernet på den ene eller anden måde. Og det styrker i høj grad en falsk virkelighed, når selv ordensmagten siger det skal være sådan – ja, fordi så må det jo være sådan det skal være. Hvordan kan det så være anderledes? Så må mine sanser jo bedrage mig. Nej de gjorde ej. De blev simpelthen bare underkendt. Og da jeg vågnede op af en rus af løgn omkring min 20 års alder, oplevede jeg det som om, at jeg hele livet var blevet bildt ind jorden er flad, i en tid hvor alle andre går rundt og ved den er rund. Slyngelstregen bestod jo i, at han ikke gad tage stilling til hendes "ting", som så udløste en lavine af hendes usynlige chikane, som jo så måtte få ham til at tage stilling før eller siden. Og det skete igen og igen og igen…indtil han forsvandt permanent omkring min 7 års alder.
Men ind imellem var der jo et efterspil. Hun blev efterfølgende, på en gang ekstremt ustabil, og bagefter ekstremt undskyldende for at være sådan. Hun blev flagrende. Hun kunne finde på at blive hjemmefra i dagevis, hvis hun senere havde mødt en anden mand i byen, hvilket hun gjorde ret tit. Når hun så endelig kom hjem, skulle jeg tage stilling til hendes dårlige samvittighed - ja ligefrem trøste hende for at være ansvarsløs. Forsikre hende om, at det var ok. Men også dét, at komme hjem fra skole, og aldrig vide hvilket humør hun var i, fordi hun blev så svingende at være i nærheden af når hun var alene, fylder mere endnu. Jeg vil garantere læseren, at man lærer at blive opmærksom på andres følelser og stemninger af den måde hun forvaltede sine følelsers magt på. Jeg vidste aldrig helt hvornår hun begyndte at svinge hænderne over mig også, da han var forsvundet. Tilværelsen kom ofte til at handle om, at tilpasse sig et bestemt humør og tale medfølende efter det. Tale efter en kvindeverden af humørsvingninger!? Det er en linedans i psykologisk tilpasning, og konsekvensen blev, i mit tilfælde, en intim omgang med en verden af løgn.
Pga. af de efterfølgende omstændigheder, begyndte jeg stille og roligt at sympati-hade min far, med min mor, fordi det lå i luften, at det burde jeg jo. Ja, han var jo voldelig og meget andet skidt. Hun ansporede mig på den måde til at omtale ham negativt ved, at rose mig for at være så "fornuftig" og så "klarsynet" og solidarisk, når jeg sagde som forventet, og blev straffet med afvisninger og nidstirrenhed, hvis jeg antydede, at jeg savnede min far. Så jeg gjorde jo hvad der gav bonus om jeg så må sige. Ja, jeg løj.
Hendes tonefald og mimik talte jo i begge tilfælde sit tydelige sprog. Pga. af denne straf og belønningsadfærd for at sige det "rigtige", kom jeg derudover også til at fungere som min mors terapeut og fortrolige, fordi nu var vi jo alene. På den måde fungerede jeg ikke bare som husets modspiller, men også som min mors trøsteklud, og det er umuligt for mig at gengive hvor grænseoverskridende en oplevelse det er uden at fremstå som rimelig tror jeg - så det vil jeg undlade. Mentalt fik jeg en funktion, som hendes veninde, og min mor brystede sig da også af, at hun talte med sin dreng om alt. "Vi holder ikke noget tilbage", lød det. Sætningen burde rettelig have lydt: "JEG holder ikke noget tilbage". Og hvad er egentlig værst? At blive ignoreret, eller få opmærksomhed ved at tage rollen som terapeut overfor voksnes problemer? Jeg selv må have syntes det første var værst, fordi jeg praktiserede det sidste, uden at ønske nogen af delene.
Det blev særligt irriterende når hun søgte trøst hos sine allierede – veninderne - som naturligvis solidaritets-ophidsede sig selv med enighed om, hvor skidt han var, og hvor godt det var, at hun var sluppet ud af forholdet med ham, på trods af, at hun uden nogen sammenligning var husets største terrorist. Dertil skal lægges den solidaritet min mor fik fra diverse behandlere, som ethvert barn vil betragte som autoritet pga. af sit fine navneskilt og forvaltningsautoritet, og som med et smil, og løfter om bedre tider, kunne få mig til at fortælle om begivenhederne derhjemme - men ikke om den manipulation, som udløste den. Vold er en to-vejskommunikation. Vold er et angreb i bekæmpelsen af det uidentificerede – i dette tilfælde manipulation, som er så svær at identificere med ord. Derfor kunne enhver udtalelse i virkeligheden få katastrofale konsekvenser, i forhold til det resultat jeg selv ønskede – nemlig at få min far tilbage, TIL min mor, både fordi jeg savnede ham, men også for, at stemningen kunne blive normal. I det mindste stabil i længere perioder. Ja, børn er nogle små egoister. Men hvor mange børn kender i også, der kan sætte ord på manipulation, og dermed forsvare sig mod den? Jeg kender ingen. Og derfor kan børn kun fortælle om hændelser, og ikke om den bagvedliggende udløser. F.eks kan ethvert barn fortælle hvis far slår, men ikke ret meget om, HVORFOR far slog. Dette har efter min mening intet at gøre med, at børn ikke kan se udløseren, men en masse at gøre med, at udløseren er svær at sætte ord på.
Prøv at forstille jer hvor forvredet virkeligheden opleves, når man klart kan se hvem, der er husets største problembarn, men samtidig er afhængig af, at støtte problembarnet i sine løgne, for ikke at blive frosset ud bagefter. Til sammenligning må det være en ganske frustrerende oplevelse for en mundlam, at se en pyroman antænde en ild for derefter at flygte, og senere vende tilbage som brandslukker og folkets helt, uden at kunne åbne munden og fortælle hvordan tingende FAKTISK hænger sammen. Det udløser en form for kognitiv dissonans. Som, at græde og grine på samme tid af noget, som er både dybt tragisk og hysterisk morsomt. Det efterlader en enten irriterende fornemmelse, eller latter, når man bliver bombarderet med disse to indtryk på samme tid, fordi de er uforenelige i tvungen sameksistens. Det er måske derfor grove vittigheder også kan være morsomme. Som jeg sagde før; hysterisk morsom, eller dybt tragisk.
Jeg har så lært det, fordi jeg har hørt på tårevædede løgne hele mit liv, uden at kunne formulere løgnen bagved. Der findes ikke noget mere forvirrende end at bekæmpe noget uidentificeret. Så hvis ikke det kan bruges til andet, kan det i hvert fald bruges til at sprede forklaringerne med.
Jeg vil have, at i fædre som opgiver jeres sag, af hensyn til konfliktniveauet, skal forstå, hvor uendeligt misforstået et hensyn det kan være, når fædre i almindelighed opgiver kampen for deres børn. Og hvor inkompetent enhver sagsbehandler er, når vedkommende tilråder, at fratage fædre samvær, enten pga. af sagsbehandlingens længde (far er grundet manglende samvær i sagsbehandlingens tidsrum, nu for 'fremmede' til samvær) eller pga. mødrenes manipulerende adfærd. I forhold til den løgn jeg blev opdraget på, og den rolle jeg bagefter skulle spille i forhold til min mor, som et voksent barn, er den vold, der herskede i hjemmet, intet. Og jeg må antage, at jeg ikke er den eneste som har vurderet sådan. I det mindste var dét kortvarigt. I min verden kan intet måle sig med dét, at blive opdraget på en grådkvalt løgn. Intet! Så de af jer, der ikke behersker disse dele af forklaringerne, og som genfinder kampånden ved at læse disse ord, må indse, at formuleringer er alt, fordi formuleringer identificerer "manden bag gardinet". Ligesom i 'The Wizard of oz'.
Jeg er en voksen mand nu. Og langt hjemmefra. Og ser ikke min mor mere. Ser i det hele taget ikke meget til kvinder. Ikke fordi jeg er direkte aseksuel, men fordi jeg, i dag, simpelthen ikke kan klare kvinder, der forsøger at smelte følelsesmæssigt sammen med mig, eller bare forsøger at føre venindesamtaler. På et hvilket som helst plan. Hvad enten de er bekendte, eller vildfremmed. Behøver jeg forklare hvorfor? Er det urimeligt at mene, at jeg har fået nok af den slags intimlege? Det synes jeg ikke. Så jeg undgår dem som regel.
Jeg kan også allerede forudse nogle af kvindernes reaktioner herinde. Enten svarer nogle med en stereotyp historie fra deres eget liv, garneret med en grædende smiley hist og her, hvor den underliggende pointe er, at rollerne i deres tilfælde er byttet om, eller også anbefaler én eller anden en psykolog, for at få aflivet historiens pointe. Jeg kan i begge tilfælde sige allerede nu, hvis nogen derude skulle sidde med disse tanker; spar mig. Spar mig endelig. Fordi det er gabende kedsommeligt at høre på.
Men hvad er moralen egentlig med hele denne historie?
Moralen er, at mænd skal passe på hvem de får børn med. Fordi vi lever i et modersamfund, og vi kan råbe og skrige "vold" og "PAS" så tosset vi vil, NÅR det er gået galt, og det ændrer ingenting. Ingen verdens ting. Fordi for mødre som min, er barnets tarv underordnet. Det eneste det handler om, er, at få et magtredskab, at jorde faderen med, eller til at holde ham i nærheden med (og alligevel på afstand) eller i det mindste for at undgå, at de mister deres eget børne-selskab. Det er efter min mening hvad det handler om for den slags kvinder. Derfor bør enhver mand, efter min mening, udspørge de kvinder de planlægger at få børn sammen med, for faderens betydning. Forstår de hvilken betydning han har, eller forherliger de moderskabet ligeså grænseløst som normalt? Så gå væk. Gå væk fra de kvinder, som ikke kan se andet end moderskabet, som det eneste sageliggørende for børn, fordi risikoen er, efter min mening, at de EFTER skilsmissen, lukker sig inde i en lille mentalincestiøs skal, af mor-barn-relation, som er ganske svær at slippe ud af igen, og som er umulig at påpege hvis de vælger at spille dumme. PAS er jo, juridisk, umulig at få ram på. Tænk jer om.

@Brian Kristiansen

Tak Brian for din ærlighed og dybt rørende indlæg!

Peter Keiding er tilsyneladende enten uvidende eller uvederhæftig. Artiklen er fuld af statistiske misforståelser (eller måske misinformationer), og andre forkerte oplysninger. Det vildledning af værste skuffe. Det ligner en tanke

Lad os bare starte fra en ende af:

Det er forkert, at der ikke er dokumentation for lovens utilsigtede virkninger. Det er der masser af. Ganske vist enkeltsager, men en lov skal jo også netop vurderes på de sager, hvor loven har været i anvendelse. Helt logisk. Og at man bruger medierne til at gøre opmærksom på problemer er bestemt normalt og legitimt. Det middel anvender fædreorganisationerne jo selv meget effektivt.

Det er naturligvis rigtigt, at loven blev vedtaget efter et omfattede kommissionsarbejde, men det ville have klædt journalisten, at oplyse at loven blev udformet stik i mod en lang række af de anbefalinger, som kommissionen gav. For at tækkes ligestilling mellem forældrene og ikke barnets tarv. Det var rabiate Foreningens Fars "partiprogram", der blev ophøjet til lov. Kan det undre, at det går galt?

Politikerne vil nu ændre på de utilsigtede virkninger af loven, og det er helt rimeligt. Det er overhovedet ikke useriøst, selv om Johnny Carlsen påstår det. Det er ansvarligt og også i tråd med, hvad politikerne lovede, da loven blev vedtaget, måske for at berolige seriøse organisationer, der var alvorligt bekymrede for de udsatte børn. Med rette, som det har vist sig.

Hvad der er mere forbavsende, er at det kan komme bag på politikerne. For alle vi, der har indsigt i klemte børns situation advarede om, at loven ville have netop de utilsigtede virkninger, som ses nu. At bebrejde organisationerne, at de bakker op om en lovændring er derfor mildest talt forfejlet og useriøst.

Det leder tankerne hen på koldkrigsretorik, hvor ethvert fornuftigt argument blev kulet ned med ord som "koldkriger" eller "modstander af fred". Man sår tvivl om motiverne ved at råbe: "modstander af ligestilling" og "skjulte motiver" efter seriøse organisationer.

Journalisten kolporterer derefter en sejlivet myte: Det er ganske enkelt usandt, at det er mor, der bestemmer, hvor meget far må være sammen børnene efter en skilsmisse. I de sager, hvor der er uenighed om samværet, afgøres dette af Statsforvaltningen. Forældremyndighed og samvær hænger ikke sammen på den måde, som journalisten udlægger. Barnet har uanset den enkelte forælders forældremyndighedsstatus ret til samvær. Så enkelt er det.

En del af myten er også, at i de sager, som ikke ender i Statsforvaltningen, så er forklaringen at far lader sig nøje og diktere af mor. Men det er og bliver en myte, som er totalt udokumenteret.

Det er selvfølgelig i fædreforeningernes interesse at fremføre og fastholde denne myte, men det er enten groft dårlig journalistik eller uhæderligt ikke at sætte sig ind i fakta.

Johnny Carlsen er tilsyneladende ekspert. Men hvilken ekspert! Han har tydeligvis ikke sat sig ind i sagerne, før han udtaler sig.

Der er intetsteds i det danske system krav om, at der skal ske en evaluering, før en lov kan ændres. Og i øvrigt er det også forkert, at loven ikke har været evalueret, for folketinget gjorde det faktisk ved et møde i Retsudvalget i maj.

Der ER altså håndfaste eksempler på, at børn tvinges til samvær med en voldelig far. Uanset at Johnny Carlsen siger det modsatte. Måske endda mod bedre vidende.

Som argument fremfører eksperten, at der ikke findes undersøgelser, der viser at fædre er mere voldelige end mødre. Tja. Er det en konkurrence?. Det enkelte barn, der bliver slået, misbrugt eller omsorgssvigtet er da ligeglad med undersøgelser.

Der findes ikke én eneste undersøgelse, hverken dansk eller udenlandsk, der viser, at fædre ALDRIG udsætter børn eller mødre for vold. Eller at mødre ALDRIG gør det. Det er der altså dokumenterbart nogle, der gør, fædre og mødre. Det er netop de sager, politikerne nu heldigvis vil gøre noget ved.

Holdningen synes at være den, at hvor der handles, der spildes. Skidt med at et par børn bliver slået, misbrugt, omsorgssvigtet; vi kan virkelig ikke lade det forstyrre os. Igen bringer det mindelser om den kolde krigs retorik.

Nu kommer vi så til statistikken:

Undersøgelsen fra Norge: Man skal her gøre sig klart, at mild vold er et meget bredt begreb i undersøgelsens forstand. Det spænder fra at tale hårdt eller højt til barnet, over at holde barnet fast eller trække det med sig, til et klap i numsen eller over fingrene. Undersøgelsen fortæller intet om, hvordan de i artiklen nævnte procenter fordeler sig i spektret.

Når man så samtidig betænker, at det da undersøgelse blev udarbejdet og i øvrigt stadig i 2008 i langt de fleste familier er mor, der varetager hovedparten af omsorgen og opdragelsen af børnene, så er forskellen slet ikke så opsigtsvækkende.

Vold kan og skal ikke undskyldes, men definitionerne i Norge er temmelig vide, og stemmer nok heller ikke overens med de flestes opfattelse af vold. Og det er og bliver et forældreansvar at sætte grænser for børn, for det er barnets bedste.

Forældre, der aldrig har talt med store bogstaver til deres børn må have opgivet at sætte grænser eller også har de enten meget uintelligente eller meget kuede børn. Normale børn makker ikke ret i enhver situation, bare ved brug af flinke henstillinger.

Og så kan man passende spørge, hvad der så kuer børnene. Johnny Carlsen fortæller nemlig ikke, at undersøgelsen også viser, at når vi taler hård vold, så dominerer far! Og jeg tror da gerne, at forældre, der banker deres børn ikke har brug for den såkaldte milde vold.

Igen ligner det er bevist fordrejning af billedet. Det er i hvert fald fusk med statistikken.

Næste levende billede: Fædres ringe mulighed for forældremyndighed. Her glemmer journalisten lige at fortælle, at knap 90% af alle skilsmisser tidligere endte med, at den fælles forældremyndighed fortsatte. Så er der godt 10% tilbage. Det er af de godt 10%, at mor fik forældremyndigheden i 75% af tilfældene. Og når vi så husker, at mor også før forældreansvarsloven varetog hovedparten af omsorgen i de fleste familier, så blive dét tal også helt forståeligt. Mere fusk.

Journalisten fremfører, at et af de tungeste argumenter for loven var, at det er bedst for børn at have både en mor og en far. Helt enig, naturligvis er det det. Hvis forældrene kan varetage forældreansvaret. Og det kan man ikke, hvis man slår, misbruger eller omsorgssvigter. Så det kan ikke bruges som argument mod ændring af loven for netop de sager.

Begrebet barnets ret til 2 forældre er helt objektivt forkert. Og det er naturligvis lovens kerneproblem. Skal det virkelig forstås bogstaveligt, så må vi jo forbyde folk at blive skilt og forresten også at gå hen og dø, mens børnene endnu er børn. Et barn har ret til og krav på en tryg opvækst, hvor det får sine fysiske og psykisk behov opfyldt, og det er helt i tråd med børnekonventionen. I nogle få tilfælde kan det desværre betyde, at den ene forælder ikke skal være en del af barnets liv. Men det er ikke nødvendigvis et problem for det enkelte barn. Tænk på generationen, som voksede op efter 2. verdenskrig, de fleste uden far og en del uden mor. Det er helt konkret dem, der har skabt det Europa, vi kender i dag. En temmelig god præstation, selv om barnet ret til 2 forældre ikke blev opfyldt.

Johnny Carlsen har ikke problemer med at loven skal evalueres i 2011. Man fristes til at spørge, hvorfor ikke? Hvorfor skulle 2011 være bedre en 2008. Det drejer sig vel om børnene? Men nej, det gør det nok alligevel ikke. Det drejer sig nemlig om ligestilling for enhver pris og jo længere tid, der går, jo flere kan nå at bruge loven som den er i dag. På bekostning af de udsatte børn.

Det er tilsyneladende Johnny Carlsens skjulte dagsorden. Samtidig holder han sig ikke for god til at forsøge at diskvalificere seriøse, indsigtsfulde organisationer fra at deltage i debatten med uberettigede beskyldninger om skjulte dagsordner fra deres side. Det er ærlig talt meget forstemmende og diskvalificerer Johnny Carlsen selv.

Og så lige til sidst, bare for at komme de sædvanlige i forkøbet: Ja, jeg er mor, men Nej, jeg slår ikke mine børn, Nej, jeg er ikke mande- eller fædrehader, Nej, jeg er ikke betonfeminist, Nej, jeg har ikke skjulte dagsordner om alt magt til mor, og sidst, men ikke mindst: Nej, jeg er ikke imod ligestilling. Jeg fortrækker dog at tale om ligeberettigelse. Nemlig lige berettigelse til at varetage omsorgen for børnene. Men ligeberettigelse burde starte før skilsmissen. Med forældreansvarsloven starter ligestilling efter og på trods i de tunge sager.

@Anette Christensen

Du påstår at du ikke er betonfeminist o.s.v, helt fint, jeg er nemlig heller ikke betonmaskulinist, men du giver alligevel udtryk for at det er i orden at ændre på en lovgivning uden virkningerne fra den er undersøgt ordentligt.

Loven er helt sikkert ikke god nok... ingen lovgivning til dags dato har været god nok, men har altid været til mødrenes fordel, hvorfor det ikke er så mærkeligt, at i selv oplever virkningen af den ligestilling, som kvinder siden rødstrømpernes tid retfærdigt nok vil have gennemført.

Det er nemlig ikke sjovt at blive behandlet uligeværdigt, specielt når man altid har gjort sit bedste for sine børn. Hvad mærkeligt er der i ligestilling blandt forældre der fortjener det.

Loven må og skal, som udgangspunkt opfatte forældrene ligeværdigt, med mindre andet er bevist, for børnene, mødrene og fædres skyld

Jamen, Hansen.

Jeg tror da også dig på dit ord.

Hvad har det med betonfeminisme at gøre, at give udtryk for, at en lov, der ikke virker, skal laves om? Det er da ikke noget logisk argument.

Lovens utilsigtede virkninger kender vi allerede. Og som sagt, så advarede alle med kendskab til de klemte børns situation lige præcis om, at de sager vi ser nu, ville komme.

Vil du forklare og begrunde, at den lovændring, som politikerne nu i den anledning påtænker af gennemføre udelukkende er til mødrenes fordel?

En lovændring, der varetager problemerne i de tunge sager kunne i flere tilfælde også være til fædres fordel.

Loven eventuelt tilsigtede virkninger er ikke undersøgt. Er der skabt mindre uligeværdighed efter skilsmisser, eller var det faktisk næsten lige så godt før ad frivillighedens vej? Er der flere "hele børn"? Det var jo det mantra, man solgte loven på. Er der færre konfliktsager eller flere?

Det kan man undersøge, ændringer eller ej. For det handler om de "almindelige" sager.

Der er ikke noget som helst mærkeligt i ligeberettigelse blandt forældre, som fortjener det, og det fremgår også klart af mit indlæg, som du vist ikke helt har læst.

I forhold til at opfatte forældre som ligeværdige, så er den nye og den gamle lov ens. Fælles forældremyndighed skaber ikke ligeværd - det gør varetagelse og ansvar for omsorgen. Sådan er det i et ægteskab og sådan er det efter skilsmisse.

Forskellen med den nye lov er, at der nu skal være ligestilling (eller ligeberettigelse, hvad du vil) uanset at forældrene IKKE er ligeværdige omsorgsgivere og ikke har været det op til samlivsbrudet.

Dét er fejlen, som giver problemerne i de tunge sager! Og det er også det, som giver forældrene meget mere at skændes om.

Rødstrømperne har ganske rigtig kæmpet i årevis for ligeberettigelse, men det har ikke helt haft den ønskede effekt endnu. Det er nemlig fortsat mor, der i de allerfleste familier, både skilte og ikke-skilte varetager hovedparten af omsorgen. Det er oftere mor end far, der er på nedsat tid og sætter karrieren på hold i de år, hvor børnene er små.

Det er forklaringen på, at børn tidligere oftest blev boende hos mor efter skilsmisse uanset om den fælles forældremyndighed fortsatte eller ej. Hvad den jo gjorde i langt de fleste tilfælde.

Så; Hansen: Fint nok med ligeberettigelse til forældre, der fortjener den, men ikke til dem, der ikke gør!

"Det er forklaringen på, at børn tidligere oftest blev boende hos mor efter skilsmisse uanset om den fælles forældremyndighed fortsatte eller ej."

I den bolig, som den skattemæssige hovedperson omsorgsfuldt havde vedligeholdt og betalt renter og afdrag på ?

Af en eller anden grund, er der ikke rigtig gang i debatten her i information, men det er der i BT's blog under konteksten:

Mette Frederiksens misforståelse.

http://vip.bt.dk/frogmaster/index.php?id=607&no_cache=1&nonce=t1bPukDe&o...

Prøv det ovenstående link, for at læse om kritikken af Mette Frederiksens, DF og de Konservatives manglende forståelse for det misbrug der praktiseres af Dansk Kvindesamfunds kvindecentre, og af visse mødre, der nægter børnenes ret til deres fædre, der medfører at de nu vil ændre forældreansvarsloven, uden at den er ansvarligt evalueret.

Annette Christensen (AC), kan du redegøre for ”massevis” af enkeltsager du henviser til? Så kan udgangspunktet i problematikken debatteres i disse sager. Jeg vil dog være imponeret hvis du kan – ikke engang SFV kan eller vil indlade sig på at dokumentere noget som helst – der er simpelthen ikke statistisk grundlag for det endnu.

Den nedsatte kommission var i sin tid først og fremmest repræsenteret af kvindeorganisationer og feministiske lobbyister, så den var ikke uafhængig, men ideologisk og politisk orienteret. Derfor var det også modigt og klogt af vores politikere, at gå imod denne kommissions anbefalinger. Rart at se at politikere har gennemskuet den feministiske propaganda.

Politikerne diskuterer på nuværende tidspunkt om, der er behov for evaluering af loven. Det ville være flovt og mangel på dømmekraft, hvis politikerne gjorde dette pga. ideologisk spin og agitation fra feministiske organisationer og foreninger. Der bliver ikke taget udgangspunkt i saglig dokumentation med henvisning til uafhængig statistik eller om børns trivsel og velfærd, men derimod i ren og skær skræmmebilledeargumentation.

Hvad kan politikerne gøre for at sikre sig, at alle danske børn – og ikke kun ”de udsatte børn” - ikke kommer i flere unødvendige situationer fremover? Det vigtigeste er at så vidt muligt, at sikre flest mulige børn en værdig og kærlig opvækst med to ligeværdig forældre både retsligt, samværsmæssigt og økonomisk. Svaret kan være at adoptere den Australske forældremyndighedslov med lige meget tid hos begge forældre. Så undgås selvbestaltede ”ved bedre” ideologiske feministiske lobbyister, der betragter børnene som deres private ejendomsret og økonomisk ”cash-cow”.

Der er et faktum og ikke en sejlivet myte, at bopælsmødrene der modarbejder samværet med fædrene gør det besværlig for fædrene, at opnå en ligelig fordelt samværsordning. Hvis ikke dette var praksis ville udgangspunkt jo blot være 50/50 ligesom i Australien (og nu Spanien). Derefter kunne fædrene argumentere overfor Statsforvaltningen, hvorfor de skulle have begrænset deres samvær. Men det tør og vil AC & Co. ikke informere om i deres retoriske vildledning til læserne så er det nemmere, at kalde det en ”sejlivet myte” og påkalde sig uhæderlighed og manglende fakta. Det er hvad de fleste af os, kalder dobbeltmoral. For AC & Co. påberåber barnets ret til to ligeværdige forældre, ik? Eller hvad?

Selvfølgelig skal A C, vanen tro også anfægte Johnny Carlsens faglige kompetencer. Alt andet end miskreditering ville jo legitimere hans anskuelse af problematikken og henvisninger til videnskabeligt dokumentation.
Politikerne skal forholde sig nuanceret til statistikker og begreber omkring f. eks vold – og når argumenterne slipper op for AC - forsøger AC ligefrem at bortforklare, at der skulle være en definitionsforskel på psykisk- og fysisk vold i Norge og Danmark – det er helt absurd. Desuden påpeger AC, at mødrene står for hovedparten af omsorg og opdragelse, (gad vide hvorfor?) og derved er overrepræsenterede i voldsstatistikerne mod børn - der et tåbeligt argument – AC forstår sig tydeligvis ikke på statistik og procentregning. Faktum er i øvrigt, at vold og overgreb på børn er fuldstændig forrykt uanset udøveren - dertil kan AC ikke klandres for sin holdning.

Samtidig refererer AC til 90 % af skilsmisserne tidligere endte med fælles forældremyndighed og der ”kun” er 10 % tilbage, hvor mor fik foræret forældremyndigheden. Det passer naturligvis ikke eftersom statistikken viser, at mødre havde forældremyndigheden i 90% af alle tilfælde og skilsmisseprocenten er omkring 40%. Sjovt nok glemmer AC også fuldkommen børn, hvis forældre ikke har været i et ægteskab og derved statistisk set ikke er skilsmissebørn.. Hvorfor er det i øvrigt, at AC bebrejder Johnny Carlsen og journalist Peter Keiding for talfusk, når der ikke nævnes nogle tal udover reference til den norske forældre-voldstatistik? Det er åbenbart AC, der ingen skrupler har ved, at lyve og fordreje sandheden til hendes fordel igen – det er skruppelløst og ikke til vores børns bedste.

AC & Co. ønsker med alvorlig bekymring ændring af forældreansvarsloven, pga. de udsatte børn uden, at vide eller i hvert fald i det mindst delagtige gøre læserne om antallet af udsatte børn. Derfor er Johnny Carlsen betragtninger berettigede og relevante. Alle ansvarlige personer ønsker, at hjælpe og aflaste denne udsatte gruppe af børn. AC & Co. benytter denne marginaliserede gruppe af udsatte børn og deres ulykkelige skæbner, at ændre Forældreansvarsloven – det hedder skræmmekampagne og hykleri.

Tidligere forældremyndighedslovgivning og praksis gav mødrene særstatus til fordel for børns ret til to ligeværdige forældre – hvilket den nye Forældreansvarslov stadig gør. Derfor bør loven ændres til den Australske model hvor barnet er lige meget hos begge forældre. Det vil samtidig fjerne 95% af alle konflikter om samvær og forældremyndighed og forældrene kan koncentrere sig om, at samarbejde i stedet for at slås.

Det lader til at min browser ikke har opdateret denne blog, men brugt cachen, derfor den ovenstående kommentar.

@Anette Christensen

Det er jo ikke rigtigt at vi kender virkningerne af den nye forældrelovgivning, der er alt for få eksempler til at kunne lave en ordentlig statik, og derfor er det nødvendigt at vente til grundlaget er større.

Den gamle lov tog i sådan grad hensyn til moderens tarv, at børnene og fædrene automatisk var taberne. Det vil Dansk Kvindesamfund under ingen omstændigheder indrømme, men gode fædre ved at det forholder sig sådan, de har mærket det på egen krop.

Intentionen med den nye lov, er ikke at give voldelige forældre ret til forældremyndighed, men kun de gode af begge køn.

http://www.statsforvaltning.dk/site.aspx?p=3842

Når Mette Frederiksens udtaler: Når far sender mor på krisecenter, er det nødvendigt at forstå, at det er rimeligt nemt at misbruge kvindecentre til at opnå forældremyndigheden fordi retspraksis har vist, at det er nok at SKØNNE om rigtigheden af volds- og incestanklager, og fordi der ikke kræves BEVISER.

Det er ikke et kriterie for vold at mødre opsøger optagelse på kvindecentre. Hvis du ikke ved det, så prøv at læse denne opskrift på hvordan man kan misbruge krisecentrene til at opnå forældremyndigheden. Eksemplet er taget fra det virkelig liv.

http://vip.bt.dk/frogmaster/index.php?id=607&no_cache=1&nonce=t1bPukDe&o...

Derfor er det nødvendigt at tage den tid, det nu engang tager at samle informationer nok til at vurdere loven og retspraksis på et forsvarligt grundlag.

Prøv iøvrigt, hvis du ikke allerede har gjort det, at læse Brian Kristiansen's indlæg. Han er offer for den gamle retspraksis, og han er ikke den eneste!

Jamen, hej Kenneth!

Tak fordi du med dit indlæg synliggør over for alle, at jeg har ret, når jeg siger: Koldkrigsretotik! Gode argumenter skal kules ned og det forsøges så med "feminisme" og "uligestilling" samt beskyldning om løgn. Men KT, det er det rene vrøvl!

Vi tager lige den med statistikken først. Du påstår arrogant nok, at jeg ikke har forstand på statistik. For det første: Det ved du ikke noget om! Og for den andet: Det har jeg tilfældigvis!

Statistik er IKKE sandhed. Statisk er et "billed" på verden, som ikke kan forstås eller bruges, hvis ikke man gør sig klart, at der bag enhver statistik er nogle forudsætninger og blokeffekter. Jeg vil lige til almindelig oplysning gennemgå er rigtig godt eksempel herpå:

Sundhedsstyrelsen har i næsten 20 år agiteret for mødres amning. Det er sket på baggrund af en engelsk undersøgelse med efterfølgende statistik, som tilsyneladende viste, at børn bliver mere intelligente, når mødre ammer. Det gik også godt i mange år, indtil nogle engelske forskere fik kigget på forudsætninger. Så viser det sig, at intelligente mødre får intelligente børn. Altså at det er mors intelligens, der er den primære forklaring. At der så er statistik sammenfald mellem mors intelligens og om hun ammer eller ej, det er en statistisk tilfældighed, en blokeffekt.

Hvad var det så der skete? Ved at glemme at forholde sig til forudsætningerne og evt. tilfældigheder, blev statistikken til løgn, ikke sandhed!

Nu har den her gennemgåede løgn nok ikke haft katastrofale konsekvenser for Danmarks børn, hverken enkeltvis eller som gruppe. Det har været ganske ubehageligt for nogle stakkels mødre, der er blevet udsat for pression, spot og spe, og blevet klandret for ikke at ville deres børn det bedste, når de til deres store sorg opdagede, at de ikke kunne få amningen til at fungere. Men skidt med det.

Men pas på! Andre statistiske misfortolkninger kan have katastrofale konsekvenser for de enkelte børn.

Derfor, KT, er det helt lige meget med statistik på, hvor mange udsatte børn, der er. Hvis der ikke skal gøres noget, bare fordi det statistisk er en lille gruppe, loven har katastrofale følger for, så er det det samme som at sige, at hensigten helliger midlet! Hvis statistik skal bruges på den måde, så bliver det menneskefjendsk. Det vigtigste er ikke at sikre flertallet. Det er at sikre mindretallet. Det er jo det, hele vores samfund bygger på.

Så bare for at slå det fast: En lov bruges altid på enkeltsager. At enkeltsager så ofte kan grupperes statistisk er en anden sag. At argumentere for, at en lov kun skal kunne laves om på baggrund af statistik er simpelt hen ulogisk.

Hovedparten af vores børn vokser faktisk op med 2 kærlige forældre. Og det gjorde de også med den gamle lov. Så det er ikke forældreansvarslovens fortjeneste. Måske har den haft positiv effekt i enkeltsager. Fint nok.

Men, KT, det er altså ikke alibi for at postulere, at en lovændring, der tilgodeser de udsatte børn vil medføre, at de evt. positive effekter i enkeltsager vil forsvinde. Hvorfor skulle det dog?

De enkeltsager, som der er massevis af hos familieadvokaterne, hos Mødrehjælpen, hos Børn og Samvær, Børns Vilkår mv sågar måske også hos Dadman og Foreningen Far?, er ikke skræmmebilleder. Det er børn, der lider.

Hvad der er skræmmebilleder er myterne, f.eks. at mor bestemte omfanget af samværet før forældreansvarsloven og det vil hun nu komme til igen! Vrøvl. Artiklens vinkel er slet og ret manipulation og hysteri.

Politikerne har ikke været modige, da de vedtog loven, men naive. For de lyttede ikke. Vi fortalte politikerne, hvad konsekvenserne ville blive. Alle de problemer, vi ser nu, i enkeltsager, var forudset. Det er heldigvis også gået op for nogle af politikerne. At kalde det ”spin” er faktuelt forkert.

Hvad der til gengæld er maskulint ”spin” er din henvisning til Australien og Spanien. Ingen kender konsekvenserne for børnene af den australske og spanske lov endnu. Hverken i forhold til enkeltsager eller statistisk. Derfor er det spin, når det påstås, at loven i de lande er så godt for børnene.

Det er også spin at påstå, at hvis bare børn er i deleordning, så skændes forældre generelt ikke. I enkeltsager gør de måske ikke. Men det bliver der altså ikke statistisk belæg for påstanden ud af.

Så KT, jeg tør sandelig godt informere. Men der er altså bare ikke noget at informere om i forhold til den aktuelle problematik i Danmark. Det er hverken uhæderligt eller dobbeltmoralsk!

Med hensyn til den norske statistik:

Den har som alt andet statistik forudsætninger og blokeffekter. Når JC og også Dadman bruger statistikken til at negligere et reelt problem med voldelige fædre, i enkeltsager, så ser han og I bort fra statistikkens grundvilkår. Derfor er det ikke mig, der bortforklarer. Jeg oplyser om forudsætningerne og giver henvisning til blokeffekter. Hvis man ikke kender baggrunden for statistikken, så bliver det i bedste fald til halve sandheder og i værste fald til løgn.

En del af de forhold, som indgår i den norske statistik som mild vold er helt almindelige opdragelsesmetoder.

En undersøgelse i DK for nyligt viste endda, at 20% af forældrene ikke opfatter et klap i numsen som vold eller uhensigtsmæssig opdragelsesmetode. Vi ved ikke her, hvad blokeffekten kan være, for vi ved ikke, hvordan gruppen er udvalgt, men det kan ikke afvises, at en tilsvarende undersøgelse i Norge ville give samme resultat.

Derfor er det helt rimelig at stille spørgsmålet: Er den norske undersøgelse manipulation eller har man ”bare” tilfældigt fået definitionerne lidt vel brede og ude af trit med den normale opfattelse? Effekten er i alle tilfælde, at statistikken ikke kan anvendes til at postulere, at mødre er mere voldelige end fædre, og heller ikke til at undskylde og negligere reel vold i enkeltsager.

KT forsøger at omgå kendsgerninger: En skilsmisse eller samlivsbrud medførte heller ikke tidligere automatisk, at der blev eneforældremyndighed. Derfor kan statistik om, at 40 % bliver skilt ikke bruges til at udtale sig om, hvor mange der FIK eneforældremyndighed.

Jeg har påpeget, at mor fik eneforældremyndighed i 75% af de sager, der endte i retten. De sager, der endte i retten, er IKKE alle de 40%, der blev skilt eller brød samlivet. Og når journalisten lader det se ud som om det var i alle tilfælde af skilsmisse og samlivsbrud, så er det statistik-fusk.

KT klandrer mig for at anfægte JC’s kompetencer. Det har jeg ikke gjort. Jeg har anfægtet hans forståelse for statistik. Ikke hans kompetencer som mandeforsker eller antropolog.

KT derimod påstår, at kommissionen bag det lovforberedende arbejde udelukkende udøvede feministisk propaganda. Og dermed miskrediterer KT kompetencerne hos seriøse organisationer. Og må jeg minde om, at Foreningen Far var med i kommission. Og dem kan ingen vist beskylde for feministisk propaganda, men måske nok for maskulint spin.

Som jeg tidligere har nævnt, så er der i forhold til begrebet ligeværdige forældre ikke forskel på den gamle og den nye lov. Den gamle lov gav ikke mor særstatus – det gjorde de faktiske forhold: At mor i langt de fleste tilfælde varetog hovedparten af omsorgen for børnene og derfor også fik eneforældremyndighed, når forældrene ikke kunne enes og endte i retten.

Og hvorfor mor varetog hovedparten af omsorgen? Det har i hvert fald ikke noget med loven at gøre, for man kan ikke lovgive om biologi og menneskelige kontakter og følelser. Det er ikke det samme som hastighedsgrænser.

Love skaber ikke ligeværdighed – det gør adfærd. Det er fint, hvis loven belønner den gode adfærd, men den skal altså også sanktionere den dårlige. Ellers går det ud over børnene.

"Love skaber ikke ligeværdighed – det gør adfærd."

Det må derfor være på tide, at vi får en verdenskendt familieforsker på banen, der kan aflive myten om fraskilte mødre, der saboterer børnenes samvær med faderen.

@Anette Christensen

Johnny Carlsen er ikke journalist, men antropolog, men det er ikke vigtigt.

Du har ret i at adfærd skaber ligeværdighed, men når faderen oplever at miste forældremyndigheden, selvom han lever op til kravene om den omsorgsfulde forældre, kan det være fordi loven ikke lever op til sit ansvar, hvilket alle ved gælder for den gamle forældreansvarslov.

Du kan ikke bare negligere lovens betydning for retfærdighed. Den er jo netop udgangspunket og sikkerhedsnettet, for mennesker der oplever at den anden samlever misbruger sin magt, mødre som fædre.

Hvis du mener det alvorligt at fædre skal varetage omsorgen ligeværdigt, bliver du nødt til at lade det ske gennem en lov, Ellers vil fædre generelt opgive at lade sig involvere for at beskytte sig selv ved en skilsmisse. Endvidere vil konfliktnivauet ikke falde, men måske snarere eskalere med tiden, hvilket er til skade for alle, først og fremmest for børnene, men skam også for kvinden.

Selvfølgelig skal der ske sanktioner over for den forældre der er voldelig, det er jo også intentionen med den nye lov. Men vi ved endnu ikke om de, endnu få, dårlige afgørelser der er sket, skyldes loven, eller dårlig sagbehandling fra statsforvaltningen.

----------

Hverken du eller jeg har personlig adgang til de konkrete sager, hvorpå jeg uden problemer kan påstå, at vores personlige beslutningsgrundlag endnu ikke er tilstrækkeligt til at vurdere forældreansvarsloven.

----------

Anette... Hold nu op. du ved udemærket at Dansk Kvindesamfund udelukkende varetager kvinders interesser. De er lige så lidt objektive som mandchauvinistiske organisationer.

Dog har DKS udtrykt sympati for den nye lovgivning, opfordret til at forældrene skal forsøge at blive sammen og prøve endnu engang at løse problemerne, det er bare ikke nok med ord, det skal ske gennem lovgivning for at nedsætte mængden af tragedier. Det paradoxale er bare at når mænd taler om ligestilling i de her sager, bliver de beskyldt for psykopati af DKS. Det er så uvederhæftigt at man hurtigt opdager den skjulte dagsorden, og det indgroede had til mænd en hel del af medlemmerne har.

Det er nødvendigt at gode kvinder og mænd forener sig mod alle former for chauvinisme og forener sig i ligestilling, og vende vores naturlige forskelligheder til at blive til fordel for børnene og os selv, og lade det skinne igennem i lovgivningen i de sager, hvor den ene part har uretsmæssig for stor magt.

For børnenes, forældrene og hele samfundets skyld, skal lovene udgøre det sikkerhedsnet der virker konfiktnedsættende, hvilket den gamle lov ikke har gjort i tilstrækkelig grad. Giv flegmatisk den nye lov den tid der skal til, så vi ikke kolerisk forplumrer oplysninger vi ikke har tilstrækkeligt overblik over.

Anette Christensen,

Lad os slå det HELT fast ,at samvær med voldelige fædre er forkert.

Men hvorfor er samvær/bopæl med en voldelig mor bedre ?

Den måde den virkelige verden fungerer på er milevidt fra dine indlæg.
Du slår som så mange andre, automatpiloten på og siger "mor er altid den bedste".

Det vi ønsker, er at hver enkelt sag behandles kønsneutralt og kun til barnets tarv.

Sådan foregår det ikke i dag.

Typisk får moderen bopælsadressen. Hertil er der mange årsager.
At moderen indtil skilsmissen HAR været primær omsorgsgiver betyder ikke at hun også i fremtiden vil være den der bedst kan opdrage barnet.

Man er nødt til at se på den fase barnet er i og kommer i.
Herefter kan man bedre vurdere hvem af forældrene, der bedst kan varetage opgaven.

Når kvinder altid kræver forældremyndigheden og bopælsadressen fordi de gik hjemme når barnet var 2 år gammel og tog flest barns 1. sygedag, har det jo intet at gøre med barnets fremtidige tarv.
Og vi er jo alle en igen om at det KUN drejer sig om barnets tarv.... eller er vi ???

Jeg tror f.eks. at mange drenge har utroligt meget behov for en rollemodel når de når en hvis alder.
Der er iøvrigt også i tråd med alle undersøgelser.

Men mor får jo alligevel stort set altid bopælsadressen. Det ved alle mænd.

Kan det måske være en del af forklaringen er det alt overvejende er kvinder der ønsker skilsmisse i ægteskaber med børn ?
Kunne det måske tænkes at mange der er godt og grundigt træt af konen simpelhen ikke TØR bede om skilsmisse.?
Hvad mener du Anette ? Hvis du på forhånd vidste at du ingen jordisk chance havde for at få forældremyndigheden/bopælsadressen, hvad ville du så gøre ?

Kvinder har beviseligt opfundet falske incest-anklager mod deres mænd, godt hjulpet af kendte advokater. Hvorfor så ikke bruge volds anklager med alverdens krisecentre som hjælp.
Har du virkelig ingen fantasi til at forstille dig at disse krisecentre, der officielt anser manden som et samfundsmæssigt problem, har en anden agenda , således at alle kvinders historier bliver taget for gode varer?

Hvad synes du egentlig om et system, hvor en helt udokumenteret påstand unden noget bevis OVERHOVEDET bevirker en reel domsafsigelse ?

Du er mor. Forstil dig at din mand tager på krisecenter, fortæller at du har slået ham. Der er INGEN tegn på vold. Og du ved iøvrigt godt at du aldrig har slået ham. Alligevel får du ikke lov til at se dit barn. Du ved ikke engang, hvor dit barn befinder sig. Du får ikke engang lov til at få at vide, hvad anklagen/påstanden går ud på. Eller hvornår det du ikke må få at vide, angiveligt er sket !!
Kort sagt du har tabt alt.
Bare på grund af at din mand har henvendt sig til et krisecenter med en løgn.

Hvordan vil du ha' det med det ?
Tror du ikke at en sådan historie vil bringe enhver ud i en dyb frustration. En frustration der desværre let kan ende i rigtig vold. Men hvem er egentlig skyldig her ?
Tænk at blive kendt skyldig uden politianmeldelse,
uden retssag, uden at kunne forsvare sig.
Altså manden.
Tænk at kunne fremkomme med sådanne falske anklager, velvidende at de ingen konsekvenser har for en selv. Sikker gevinst.....hver gang.
Altså for kvinden.
Barnet.......who cares??
Gpr du virkelig ind for sådant et samfund ?
Hvis ja; Så skal det vel også gælde den anden vej, dvs. at manden på samme måde kan komme med falske anklager, der har på samme måde frataget kvinden alle rettigheder ? Ellers er det jo diskrimination.
En skilsmisse vil herefter IKKE være et spørgsmål om at få det juridiske i orden, men nærmere om først at gå til det nærmeste krisecenter.
IKKE til politiet, de kunne måske finde sandheden.
er det ikke noget med at ca. 23 % af alle anmeldte voldtægter viser sig at v ære direkte løgnagtige ?

Og igen, selvfølgelig skal voldelig fædre ikke ha' samvær med deres børn...men det skal voldelige mødre heller ikke.

Forstil dig iøvrigt, at du via retten har fået samvær hver 2. week-end. Altså en klokkeklar dom. Men din mand vil IKKE udlevere dit barn.
Kunne det måske tænkes at du ville blive lidt frustreret når du opdagede at din mands handling INGEN konsekvens har for ham. Han bryder loven,
det er åbenbart OK.
Du står bare udenfor døren, efter at have kørt 300 km i bil. ( din mand er jo flyttet "hjem" til sin hjemegen og revet dit barn ud af sine vante omgivelser). Du har domme i hånden, men kan intet gøre.
Kunne frustartion måske føre til en lidt volelig adfærd??? Det er jo trods alt sket 3 måneder i træk. ?
Nåh nej, ikke for Anette Christensen.

Håber ikke du tager indlægget personligt, men verden består ikke kun af voldelige mænd.
Og endnu engang. Nej til voldelige mænd....og kvinder. Men det handler dette indlæg heller ikke om.

@Jens Sørensen

Du har ret i dit indlæg

@Brian Kristiansen,

Tak for dit indlæg.
Der er desværre mange som dig derude i det virkelige liv.
Problemet er bare at jeres type ikke er "in" eller politisk korrekte.

Hvis du vil hjælpe andre, kan du sende din historie på mail til Mette Frederiksen.

Hans Hansen.

JC er antropolog og mandeforsker, det siger jeg jo også. Når jeg henviser til journalisten, så mener jeg Peter Keiding.
Artiklen er udformet som journalistik kombineret med et interview med JC. Men det undskylder ikke journalistens forkerte fortolkningen af statistik.

Det, der er problemet med forældreansvarsloven, er at politikerne valgte at sidde kommissionen overhørig. Af kommissionens anbefaling fremgik det, at man kun skulle kunne dømme til fælles forældremyndighed i særlige tilfælde. Netop når far eller for den sags skyld mor lever op til kravet om den omsorgsfulde forælder. Det ville være fint nok, for det ville dæmme op de få tilfælde af rene drillerier.

Nu blev det sådan, at man kun kan dømme til eneforældremyndighed, hvis der er tungtvejende grunde, der taler herfor. Det betyder, at der i en lang række enkeltsager dømmes til fælles forældremyndighed, selv om den ene forælder ikke lever op til kravet. Fordi det er svært at definere tungtvejende grunde. Og fordi lovens overordnede begreb om retten til 2 forældre, som altså er objektivt forkert, jo er tæt knyttet til den fælles forældremyndighed.

Så derfor, HH, ved vi, at det er loven, der er skyld i nogle af de problematiske sager. At sagsbehandlingen også ofte er er ekstremt dårlig er naturligvis korrekt. Det har den altid været også før forældreansvarsloven. En bedre sagsbehandling ville givet hjælpe. Børnene og fædre og mødre. Loven skal bare kunne understøtte en bedre sagsbehandling.

Og HH, du er også temmelig arrogant. Du påstår, at jeg ikke personligt har adgang til konkrete sager. For det første: Det ved du ikke noget om. Og for det andet: Jo, jeg har faktisk personligt kendskab til nogle af de sager, hvor loven har haft uheldige virkninger. Hvilke er i dette forum uvæsentlig og det vil jeg slet ikke fortælle om, at hensyn til de pågældende.

Det er ikke loven om forældreansvar, som anvendes ved uenighed i forbindelse med skilsmisse eller samlivsbrud, der skal sikre ligeværdig varetagelse af omsorgen. Den kommer først på banen, når bruddet er sket.

Og forældreansvarsloven kan i øvrigt slet ikke bruges til at lokke eller tvinge forældre til ligeværdig omsorg. For der er ingen som helst sanktioner mod en forælder, der ikke vil være til stede i barnets liv. Ja, bopælsforældren kan bede Statsforvaltningen om at indkalde samværsforældren til møde, men vedkommende kan jo bare blive væk!

Statsforvaltningen kan ikke lade politiet hente en vrangvillig forælder.

Barnet kan bede Statsforvaltningen indkalde til at møde om samværet. Men igen – ingen forældre kan tvinges.

Hvis der skal lovgives, og dermed gøres et forsøg på at lokke eller tvinge fædre til omsorg, så kan det ske f.eks. ved tvungen barsel. For det går ikke rigtig ad frivillighedens vej Hvorfor mon?

Det kræver selvfølgelig en løsning for de mødre, der er reelt enlige, når barnet fødes, fordi far enten er skredet, blevet smidt ud eller på anden måde ikke kan varetage barselsforpligtelsen. Og det er en alvorlig knast.

Man kan også se på den lovgivning, der er på arbejdsmarkedet om ligeløn, som ikke bliver overholdt, og som derfor, måske i hvert fald, blokerer for fædres barsel. Barselfond er på vej.

Man kan sikre, at loven om, at man ikke må fyre forældre p.g.a barsel bliver overholdt, men man kan ikke lovgive om, at virksomheder skal tvinges til at forfremme forældre, der går barsel. Så det kan koste karrieremæssigt og lønmæssigt at tage barsel. Det har det gjort for mødre i årevis.

Det er dig, HH, der ikke er klar over, hvordan kommissionen var sammensat. DKS var ikke med, Kvinder for frihed var ikke med, Børn og samvær var ikke med, Mødrehjælpen var ikke med. Men det var Foreningen Far. Det taler jo for sig selv!

Så jeg synes, at du skulle holde op! Og for øvrigt, så varetager DKS ikke kun kvindes interesser. Det forklarer du selv. Det er også maskulint spin, at påstå, at DKS udelukkende varetager kvindeinteresser. Jeg ved ikke, hvad du mener med, at DKS beskylder mænd, der ønsker ligestilling for psykopati – hvorfor mener du det? Det lyder ikke helt rigtigt.

Jeg er helt enig i, at vi skal kæmpe mod chauvinisme. Du har dog selv fat i det væsentlige: At vende naturlige forskelligheder til fordel for børnene og os selv. Ja, netop. Anerkend biologien og lad være med at tro, at man kan lovgive sig ud at forskellighederne.

Det ser ud som om, at du giver mig. Med mindre at du faktisk mener at man skal se bort fra biologien og forskellene. Men det kan man ikke!

Og nej, HH. Flegmatisme er ikke på sin plads her. For børnenes skyld.

@Anette Christensen

Af kommissionens anbefaling fremgik det, at man kun skulle kunne dømme til fælles forældremyndighed i særlige tilfælde.

Svar: Det er jo derfor kommissionens anbefaling er uvederhæftig. Specielt i de tilfælde hvor forældrene allerede i forvejen har aftalt den, og hvor moderen løber fra sine løfter, uden at skulle bevise påstande om vold enten mod moderen eller barnet, hvorved faderens retssikkerhed er sat ud af spillet.

---

Nu blev det sådan, at man kun kan dømme til eneforældremyndighed, hvis der er tungtvejende grunde, der taler herfor.

Svar: Selvfølgelig... skal der måske kun være letvejende grunde. Det ville jo være fuldkommen vanvittigt.

-----

Og fordi lovens overordnede begreb om retten til 2 forældre, som altså er objektivt forkert, jo er tæt knyttet til den fælles forældremyndighed.

Svar: Nej, du mener jo i virkeligheden ikke at det er barnets tarv, og barnets ret til begge forældre, der skal varetages, men kun moderens ret i din skjulte dagsorden.

-----

Og HH, du er også temmelig arrogant. Du påstår, at jeg ikke personligt har adgang til konkrete sager. Hvilke er i dette forum uvæsentlig og det vil jeg slet ikke fortælle om, at hensyn til de pågældende.

Svar: Jeg ønsker ikke mandemagt, kun ligestilling, men jeg er den arrogante siger du. Det er dig der ønsker at kvinder skal have den fulde forældremyndighed. Og hvorfor vil du ikke udtale dig om den viden du påstår du har? Det kan du da nemt gøre uden at kompromitere nogle. Det er alt for letkøbte argumenter.

----

Hvis der skal lovgives, og dermed gøres et forsøg på at lokke eller tvinge fædre til omsorg, så kan det ske f.eks. ved tvungen barsel. For det går ikke rigtig ad frivillighedens vej Hvorfor mon?

Svar: Ja hvorfor mon? Hvis en far har taget barsel kommer det han da ikke til gode, med mindre der som udgangspunkt er ligestilling.

----

eg er helt enig i, at vi skal kæmpe mod chauvinisme. Du har dog selv fat i det væsentlige: At vende naturlige forskelligheder til fordel for børnene og os selv. Ja, netop. Anerkend biologien og lad være med at tro, at man kan lovgive sig ud at forskellighederne.

Svar: Fædrene har andre kvaliteter og interesser end mødre, men det betyder da ikke at de er ringere. Mener du at biologien dikterer at kvinder er bedre forældre end mænd? I så fald har du lige røbet at du er kønsracist.

----

Og nej, HH. Flegmatisme er ikke på sin plads her. For børnenes skyld.

Svar: Eftertænksomhed er altid bedre end en opfarende idiot, der ikke kan tænke sig i et hysterisk anfald, netop for børnenes skyld ;-)

@

Jeg ved ikke, hvad du mener med, at DKS beskylder mænd, der ønsker ligestilling for psykopati – hvorfor mener du det? Det lyder ikke helt rigtigt.

Svar: Nej det lyder fuldkommen forrykt. Ikke desto mindre var det DKS svar på den nye forældreansvarlov i TV avisen for en uges tid siden.

Retfærdigvis skal det siges, at talskvinden udtalte generel tilfredshed med loven, opfordrede parterne til at blive sammen, løse problemerne, men så kom den med ligestilling og psykopati.

Så kan man jo tænke hvad man vil.

Jens Sørensen.

Først og fremmest så må jeg konstatere, at du ikke har forstået noget som helst at mine indlæg. Det er trist! Prøv lige at læse dem igen. Med objektive briller på, hvis du har sådan nogle.

Jeg tager slet ikke dit indlæg personligt, for dine angreb rammer milevidt forbi! Og heller ikke alvorligt.

For dit indlæg er så langt fra emnet, og så fuld af ubegrundede beskyldninger mod mig, som der ikke er den ringeste undskyldning for, at det ikke fortjener at blive taget alvorligt. Tillige fylder du det med forudfattede meninger om mig, som du heller ikke har den ringeste begrundelse for.

Det er betegnende at nogle faktisk tager det alvorligt. (HH)

Jeg har ikke sagt en lyd om, at mødres vold er mindre slem end fædres. Når vi faktisk taler om vold og ikke statistiske fejlfortolkninger. Prøv lige at læse mit første indlæg igen.

Jeg har bare konstateret, at der IKKE er nogle enkeltsager lige nu, som handler om, at en voldelig mor har fået forældremyndigheden. Men derimod om, at far har det. Så hvor henter du dit argument om, at mine indlæg er milevidt fra den virkelige verden?

Der er dog lige et par ting, jeg vil kommentere: Din undskyldning af voldelige fædre. Jeg kan kun håbe, at det er en finke, der er røget af panden i kampens hede. Med lad os lige gennemgå din argumentation alligevel.

Du mener, at mødre ubegrundet henvender sig på krisecenter. Og så mener du derefter, at hvis mor faktisk gør det, så er det velbegrundet at far slår i frustration! Øh, mener du dermed, at far har lov og ret til at slå, hvis han føler sig uberettiget anklaget? Fordi det så er mors skyld, at han gør det?

Du bruger lige præcis det argument, som voldelige mænd altid bruger: Hun (og børnene) er selv skyld i volden! SUK.

Hvor går grænsen så for, hvornår far har RET til at blive voldelig?

Har mødre så ret til at slå igen og hvornår? Er det når far uberettiget henvender sig til kommune, Statsforvaltning, institution og evt. barnet selv med uberettigede beskyldninger om omsorgssvigt, socialt bedrageri, vold mod barnet, samværschikane mv.?

Hvor ender din argumentation? Synes du virkelig selv, at det er i orden?

Diskussionen om falske voldsanmeldelser vil jeg ikke gå ind i igen. Den har jeg taget med stort set hele Dadman og FF for ca. ½ år siden. Uden at de havde overbevisende argumenter. Og der er intet nyt under solen i den anledning. Hverken enkeltsager eller statistik.

Lige for fuldstændighedens skyld: Krisecentre anser VOLDELIGE mænd som et samfundsproblem. Helt rimeligt. Ikke mænd generelt. Så det var lidt af et kunstgreb – men desværre JS, det lykkes ikke!

Og slutteligt: Verden består ikke kun af voldelige mænd og kvinder, men de er der også. Det kan ikke undskyldes eller bortforklares.

Dit indlæg er ikke et NEJ til voldelige mænd – men tværtimod et forsvar for dem! Måske tilsigtet, måske ikke.

Mine indlæg handler om misbrug af statistik, dårlig journalistik, hysteri, myter og derved vildledning bevist eller ubevist samt udsatte børn, der lider som følge af forældreansvarsloven. Som kommentar til artiklen!

Anette (Hundewadt) Christensen... er det ikke rigtigt.

Vi er desværre kun 100 procent enige i en ting. Det er at sagsbehandlingen ikke er god nok.

Du går ikke ind for chauvinisme, men optræder alligevel som sådan, idet du ikke forstår den sorg som en far føler efter at være ødelagt af den gamle retspraksis.

Der findes kun en vej til fred, og det er retfærdighed for alle parter, selvfølgelig først og fremmest børnene, men det medfører lovmæssig ligestilling som udgangspunkt.

Hvis det så viser sig at sagsbehandlingen ikke lever op til forventningerne, bliver det ikke bedre, og mennesker vil fortsætte med at reagere som mennesker nu gør, på godt og ondt.

Ingen kan ændre på det, heller ikke dig.

Hans Hansen.

Sjovt nok, så kan de fleste af jer ikke debattere uden at blive personlige på en meget ubehagelig måde! Særligt når argumenterne kommer til kort. Du kommer med en række fuldstændig mærkværdige påstande og endda nogle, der grænser til bagvaskelse. Vi kigger lige på dem:

Kommissions anbefaling er ikke uvederhæftig. Ved du overhovedet, hvad det ord betyder? Nej, tilsyneladende ikke! Anbefalingen kan ikke være uvederhæftig, og som jeg lige har påpeget i mit tidligere indlæg, så er det ubegrundet at du sætter spørgsmålstegn ved kommissionens motiver.

Forældre har i mange år kunnet indgive en ansvars- og omsorgserklæring, selv om de ikke var gift. Det gør og gjorde hovedparten. Når skilsmisse eller samlivsbrud så er og var en realitet og samarbejdet ikke fungerede, så er det ikke at løbe fra løfterne at gå i retten for at løse problemerne! Ikke mere end selve skilsmissen er at løbe fra løfterne: "At elske og ære til døden jer skiller"

Ja, letvejende grunde ville være vanvittigt – men hvad er så tungtvejende grunde? Hvorfor skal den ene forælder (ikke kønsspecifikt) beholde fælles forældremyndighed, hvis man ikke lever op til forældreansvaret og f.eks. slår? For det er jo det, det handler om her!

Jeg har ikke en skjult dagsorden om, at begge forældre ikke er barnets tarv. Eller om kun mors ret. Tværtimod. Ubegrundet beskyldning og miskreditering, HH. Jeg citerer lige mit tidligere indlæg:

"Det er bedst for børn at have både en mor og en far. Helt enig, naturligvis er det det. Hvis forældrene kan varetage forældreansvaret. Og det kan man ikke, hvis man slår, misbruger eller omsorgssvigter. Så det kan ikke bruges som argument mod ændring af loven for netop de sager.

Begrebet barnets ret til 2 forældre er helt objektivt forkert. Og det er naturligvis lovens kerneproblem. Skal det virkelig forstås bogstaveligt, så må vi jo forbyde folk at blive skilt og forresten også at gå hen og dø, mens børnene endnu er børn. Et barn har ret til og krav på en tryg opvækst, hvor det får sine fysiske og psykisk behov opfyldt, og det er helt i tråd med børnekonventionen. I nogle få tilfælde kan det desværre betyde, at den ene forælder ikke skal være en del af barnets liv. Men det er ikke nødvendigvis et problem for det enkelte barn. Tænk på generationen, som voksede op efter 2. verdenskrig, de fleste uden far og en del uden mor. Det er helt konkret dem, der har skabt det Europa, vi kender i dag. En temmelig god præstation, selv om barnet ret til 2 forældre ikke blev opfyldt"

Forhold dig til dét! Og ikke til din egen fejlagtige opfattelse af det, jeg siger eller mig personligt.

Jeg VIL ikke udlevere mine personlige kontakter i dette forum. Det er både korrekt og fornuftigt. At så tvivl om, hvorvidt jeg så HAR en viden grænser til bagvaskelse! Er du klar over det, HH? Som minimum beklikker du mig personligt uden nogen som helst begrundelse. Det er rent ud sagt groft!

Jeg har aldrig sagt, at kvinder altid skal have den fulde forældremyndighed eller at mænd skal. Kun, hvis mor eller far ikke kan varetage forældreansvaret. F.eks. når en forælder slår. Du kan åbenbart ikke læse indenad.

Kommer fars barsel ham ikke til gode? Jamen, HH, det må da være en finke, der er røget af panden. Far gider altså kun omsorg (barsel mv. ) hvis han kan få noget ud af det for ham selv ved en senere skilsmisse! Tak for indrømmelsen!

Fædre har andre kvaliteter og interesser end mødre, siger du. Ja, sikkert. Og en del af de interesser handler måske ikke om omsorg for børn, eller hva'? Jvf. ovenstående!

Jeg mener, at mødre som gruppe som udgangspunkt er biologisk programmeret til omsorgen for børnene, for det har evolutionsmæssigt været nødvendigt for at sikre menneskehedens overlevelse. Men det betyder ikke, at jeg mener at den enkelte mor er bedre end den enkelte far. Det er dig, der er kønsracist ved ikke at anerkende biologien!

Og du ER arrogant: At kalde berettiget bekymring, som er dokumenteret i enkeltsager for opfarende idioti – det viser med al ønskelig tydelighed, hvem der har fået et hysterisk anfald p.g.a nogle politikers korrekte tilsvarende bekymring og en artikel, der ikke behandler dén korrekt! Mændene!

Anette Christensen

Sjovt nok, så kan de fleste af jer ikke debattere uden at blive personlige på en meget ubehagelig måde!

Efterfølgene er citater fra dine indlæg:

----

Peter Keiding er tilsyneladende enten uvidende eller uvederhæftig.

Johnny Carlsen er tilsyneladende ekspert. Men hvilken ekspert! Han har tydeligvis ikke sat sig ind i sagerne, før han udtaler sig.

Vi tager lige den med statistikken først. Du påstår arrogant nok, at jeg ikke har forstand på statistik.

Og HH, du er også temmelig arrogant. Du påstår, at jeg ikke personligt har adgang til konkrete sager.

Dit indlæg er ikke et NEJ til voldelige mænd – men tværtimod et forsvar for dem!

Kun, hvis mor eller far ikke kan varetage forældreansvaret. F.eks. når en forælder slår. Du kan åbenbart ikke læse indenad.

Og du ER arrogant: At kalde berettiget bekymring, som er dokumenteret i enkeltsager for opfarende idioti.

----

Kom nu ikke og påstå at du ikke angriber personligt Anette.

Der er ikke en eneste her i debatten der går ind for vold. Men måske kan du ikke forstå følelsen af at miste det eneste der betyder noget her i livet, nemlig dit barn, noget som alt for mange fædre har prøvet gennem tiden på baggrund af den gamle lov.

Der er oven i købet et indlæg fra en dreng der beskriver sin oplevelse af sin faders ødelæggelse af moderne og systemet. nemlig Brian Kristiansen, har du læst den?

Jeg kan kun opfatte dig som en velformuleret hystade ;-)

Iøvrigt, der er flere uvederhæftige bemærkninger fra dig, som ikke er medtaget:

Kommissions anbefaling er ikke uvederhæftig. Ved du overhovedet, hvad det ord betyder? Nej, tilsyneladende ikke!

Far gider altså kun omsorg (barsel mv. ) hvis han kan få noget ud af det for ham selv ved en senere skilsmisse!

Men det betyder ikke, at jeg mener at den enkelte mor er bedre end den enkelte far. Det er dig, der er kønsracist ved ikke at anerkende biologien!

Klap lige hesten ;-D

Hans Hansen.

Hvad har mit fulde navn med debatten at gøre? Vil du til at forfølge mig privat, eller hvad?

Jeg kunne aldrig finde på at forfølge nogen som helst, men jeg kan da godt lide at vide hvad, og hvem jeg snakker med.

Mvh
Hans

@anette

Du svarer jo overhoveder ikke på mit indlæg.
Hvilket jo er logisk nok, idet svarene jo ligger lige til højre-benet. Desværre passer svarene ikke ind i din verden.

Det eneste jeg beder dig om er at se tingene fra 2 sider.

F.eks. svar på :
Hvad ville du selv gøre hvis du blev beskyldt for incest eller vold ? Beskyldningen er ikke en politianmeldelse men blot et udsagng til et krisecenter.
Du ved endda at selvom du kan tilbagebevise disse falske anklager har det INGEN konsekvenser for din eks. Tværtimod kan det gøres igen med samme gode resultat for eks'en.
Men du mister alligevel al kontakt til barnet.
I offentligheden er du for livstid stemplet som kriminel af værste skuffe. Selv blandt dine nærmeste er der tvivl.
Hvordan ville du reagere ?
Vil du nægte at du ikke ville blive noget frustreret og hadefuld ?
Og hvad ville du så gøre ?
Hvis du per definition hævder at hverken du eller andre kvinder kunne finde på at gå til yderligheder,
har du åbenlyst mistet AL din troværdighed.
Og det ved du.
Det er derfor helt logisk at hvis falske anklager, der iøvrigt KUN skal behandles af politiet, ikke af mødrehjælpen,krisecentre eller en kusine, fikm konsekvenser for anklageren, ville antallet af falske anklager falde. Dette ville medføre lavere konfliktniveau til gavn for barnet, det ville medføre færre tilfælde af frustrationsvold.
Det er da logik for høns.

eller svaret på :

Skal man kunne dømmes uden retssag, uden forsvarer, uden egentlig at vide hvad man er anklaget for, uden politianmeldelse, uden at give sin mening til kende, er man skyldig indtil man selv har bevist sin uskyld.
Hvis ja, gælder det både for mænd og kvinder?? eller som nu kun for mænd.

Til sidst :

Og nej jeg mener ikke at mænd (kvinder) har ret til at slå. Men den måde lovene fungerer på idag, har desværre den virkning at risikoen er stor.

@Jens Sørensen

Hej Jens, jeg er bange for at du stadig ikke får svar på dine spørgsmål, først og fremmeste fordi hun ikke kan, men nok også fordi hun er nervøs (helt uden grund), fordi jeg har fundet ud af hvem hun er.

Det viser sig at Anette er en professionel kvæulant, der har kontaktet tidligere ligestillingsminister Barfod for at få ham til at ændre forældreansvarsloven, så den gamle retspraksis genoptages. Det er selvfølgelig hendes ret at gøre sådan.

Jeg er iøvrigt enig med dig at i, at den nye lov ikke opfylder håbet om en retfærdig retspraksis overfor børnene ret til begge forældre.

Mvh
Hans

@Hans Hansen

OK så forstår jeg det bedre.

Når selv det mest ulogiske forsvares må der jo ligge noget bag.

Og hvor er det irriterende at debatten om hvor vidt et barn har ret til og godt af, at have kontakt med sin far, hele tiden skal drejes over på at der også er dårlige fædre....ligesom der i øvrigt er dårlige mødre.
Jeg tror det er vigtigt at blive ved med at gentage at vi IKKE forsvarer de voldelige fædre/mødre. Det er desværre nødvendigt for netop ikke at lade folk som Anette afspore debatten over til et andet emne.

At en ligeværdi behandling af fædrene ikke kun er til fordel for barnet men ligeledes vil nedbringe antallet af vold mod kvinder er jo kun en ekstra gevinst.

@Jens Sørensen

Du har ret, der er ikke andet at gøre end at blive ved med at argumentere mod feministerne, til de ikke kan finde på flere undskyldninger for deres chauvinisme.

Naturligvis vil en retfærdig lovpraksis nedsætte konfliktnivauet, og som du siger... det er logik for burhøns.

Fortsat held og lykke

Nu har jeg fulgt debatten her og må sige, det er sørgeligt, at der ikke kan debatteres uden personangreb, der tangerer trusler. Jeg vil gerne tage AC i forsvar her: Hvad ligner det at forsøge at "lukke munden" på hende ved at indirekte at true med "vi ved, hvem du er"? "Professionel kværulant"? Det er der vist flere i denne debat, der i så fald også er. Hvad bliver det næste, AC kan forvente sig? Ubehagelige breve, blive opsøgt eller hvad? Hvad forestiller I jer? Måske I skulle fortælle lidt om jer selv, så AC kan vide, hvem hun debatterer med? Så er der vel "ligestilling" eller hvad? Det lader til, at enhver debat om forældreansvarsloven er dømt til at ende i det rene kaos. Det viser jo bare, at den ikke har gjort forholdene bedre - for nogen.

@Erik Christensen

Jeg kan ikke forstille mig at HH truer AC.
Problemet er vel bare at AC intet sagligt kommer med.
Ingen argumenter overhovedet.
Hvor mange af mine spørgsmål har hun svaret på ?
Se hvad hun skriver. Hun er direkte nedladende.
Hvilket betyder vi andre også bliver det.

Derfor ar det rart at vide at hun også i andre debatter INTET har at komme med, men bare er en stor kværolant.

Jeg har prøvet at komme med logiske scenarier, hvaf er hun kommet med : floskler, ellers intet, har ikke en gang PRØVET at tilbagebevise noget som helst.
Så bliver man let skuffet og trist

@Erik Christensen

Ingen har truet AC med noget som helst. Men argumenter som mange feminister gør, med personlige angreb, prøv at læse indlæggene igen!

@Erik Christensen

Iøvrigt kommer hun desværre med påstande hentet fra den blå luft, som at der ikke findes sager hvor en voldelig mor har fået forældremyndigheden. Hvor ved den tilsyneladene altvidende AC det fra?

Prøv at læse Brian Kristiansen indlæg højere oppe i denne tråd og brevet til Sabrinas mor fra BT's blog:

http://vip.bt.dk/sabsen/index.php?id=618&no_cache=1&nonce=85UW4VIn&openi...

Hun er fuldkommen umulig at tale fornuftigt med. Jeg kan godt forstå at manden skred

Prøv selv at se, hvad AC skriver. Det forholder I jer nemlig heller ikke sagligt til. Jeg har læst hele debatten. Og må konstatere, at AC har ret. Hun argumenterer ikke for, at "loven skal rulles" tilbage, som det bliver kaldt. Ca. 90% af skilsmisseforældrene finder ud af det. Og det er godt og rigtigt. Men loven skal beskytte dem, der ikke kan (trods hjælp og konfliktmægling). Det kan ikke være meningen, at de "værste tilfælde" skal moses, indtil de passer ned i den kasse, der hedder 90%. Det burde være sund fornuft.

Erik Christensen

Men loven skal beskytte dem, der ikke kan (trods hjælp og konfliktmægling)....

Jammen det er netop det loven og retspraksis ikke gør godt nok. De sidste 10 procent udgør jo netop problemet. Hvad du kalder sund fornuft, kalder jeg resignation overfor barnet og den forældre der uretsmæssigt har mistet forældremyndigheden, idet du må erkende at der sker fejl.

Hvis disse sammenarbejdsuvillige og voldelige forældre, både blandt kvinder og mænd, ikke længere kan udøve PAS, true og benytte vold, og bruge kvinde-krisecentre som et våben til at overtage forældremyndigheden, set i lyset af at der ikke kræves bevis for påstande om trusler og vold, og der heller ikke kræves politianmeldelse, er risikoen rimelig stor for at retspraksis bliver dårlig til skade for børn og forældrene af de sidste 10 procent.

Hvis man mener det alvorligt med ligestilling skal loven og retspraksis forbedres, og det er netop her at AC's forslag vil skade barnet, og ikke mindst den forældre der traditionelt altid taber nemlig faderen, hvorved der ingen inovativ forbedring sker.

Der er ingen der argumenterer for at forældre der, på nogen måde er voldelige overfor barnet, skal have f.myndighed eller samvær, men at vold, psykisk eller fysisk, forældrene i mellem, ikke NØDVENDIGVIS skal være et kriterie for at miste f.myndighed og samvær.

Hvis du er tilfreds med status quo, kan jeg godt forstå du ikke ønsker udvikling.

Iøvrigt er personlige angreb uacceptable (men uundgåelige), hverken fra AC eller andre i debatten.

Mvh
Hans

@Erik Christensen

AC fremturer med at loven skal ændres således at voldelige mænd ikke kan få samvær.

Hendes retorik grænsende til manipulation består i at loven allerede tager højde for det.

Læs loven samt især betænkningen til loven.

Lov :
http://www.folketinget.dk/doc.aspx?/Samling/20061/lovforslag/L133/bilag/...

Betænkning:
http://www.folketinget.dk/doc.aspx?/Samling/20061/lovforslag/L133/bilag/...

I betækningen står der bl.a. :
"Voldelig adfærd over for et barn skal altid føre til, at samvær afslås eller ophæves."

Kære Erik; KAN det skrives mere klart. Dette er altså loven !!!
Kan det gøre det mere klart ??
Hvad er det AC og andre SÅ vil ændre ved loven ?

AC's bevæggrunde kan derfor kun haver 2 årsager:
1. Enten kender hun ikke loven
2. AC prøver at ændre loven på andre områder,
ved at sætte loven i dårligt lys med den falske
debat om voldelige fædre.

Og nu kommer det interessante:

I folketingets behandling har man besvaret en fantastik mængde breve.

En af spørgsmålstillerne er interesante :

Her er svaret fra ministeriet :

http://www.folketinget.dk/samling/20061/Lovforslag/L133/spm/27/svar/ende...

Som du vil se er spørgsmåler stillet af Anette Hundewadt Christensen. Det stiller jo HH ønske om AC identitet i et andet lys.
Som du kan se på svaret får Anette Hundewadt Christensen et MEGET klar svar. :

"Jeg er opmærksom på, at der selvfølgelig vil være situationer, hvor en fortsættelse af den fælles forældremyndighed ikke vil være det bedste for barnet. Det kan f.eks. være, hvis der er udøvet vold mod barnet eller den ene forælder, eller hvor der er så svære samarbejdsproblemer mellem forældrene, at barnet risikerer at lide skade. Det er der taget højde for i lovforslaget."

Dette er altså ministeriets svar. Kan det være mere tydeligt ? Nej vel.

Det er iøvrigt det samme som dommeren siger i artiklen !!! Men hun ved vil heller ikke noget vel ??

Hvis derfor AC og A Hundewadt Christensen er en og samme person, er det jo åbenlyst at AC kender loven. Hendes postulater om at ændre loven grundet fædres lov bliver derfor direkte løgnerisk og falsk.

AC beskyldninger om at jeg støtter voldelige mænd erdirekte manipulerende og stupid.t
Jeg argumenterer logisk for at vi ALLE kan blive så frustrede over en uretfærdig og hensynsløs behandling. At den frustration kan ende med vold er logisk men ikke i orden.
Hvad med dig Erik, hvordan vil du reagere i mit scenario fra et tidligere indlæg:

Falske anklager om incest
Intet samvær med dit barn
Dom reelt afsagt af et kvindecenter
Ingen mulighed for at foresvare sig
Mistanken om at ens familie og venner MÅSKE
tror på du er uskyldig....eller måske tror de du er
skyldig!!!

Er du virkelig så følelseskold, er du bare vil lever uanfægtet videre.

Hvis vi ved at behandle alle på en anstændig og ordentlig måde, kan mindske konflikt-niveauet til fordel for barnet og på samme tid reducere vold mod kvinder, er det jo fantastik.
Hvem kan have noget imod det ?

Prøv at se udsendelsen "farvel far"
Glem personerne og de enklete sager, men læg mærke til hvordan systemet fungerer.

http://video.google.com/videoplay?docid=4575261205946850304

I udsendelsen BEVISES det ,at incest-anklager er et standard værktøj i flere skilsmissesager.
Bevidst tilsidesættelse af domsafsigelser uden santioner.
Børnesagkyndige afsløres med skjult kamera som direkte løgnere
Far erklæres officielt sindsyg UDEN lægen NOGENSINDE har mødt faderen.
Skilsmisse advokater opfordrer til ulovligheder
Og mange flere skræmmede ting.
Meget interessant.
Sjovt nok blev der nedlagt fogedforbud mod at vise udsendelsen på DR1. Hvorfor mon.
Men se udsendelsen på ovenstående link.

En lille ekstra.

AC påstår hun kender endog meget til den nye forældreransvarslov.
AC er således åbenbart ikke uvidende om at loven allerede nu har taget højde herfor.

Hvad er den skjulte agenda ?

Hvad er helt konkret ordlyden af den lovændring du ønsker at indføre, for at forhindre voldelige fædre M/K i at udøve samvær/bibeholde fælles forældremyndighed?

Lad os helt konkret høre,