Grådighedens pris

"Desværre er vi kommet forbi det punkt, hvor der findes ideelle løsninger."

Peter Birch Sørensen, overvismand, professor i økonom

Aldrig har danske aktieejere tabt så mange penge på en enkelt dag som i går. Da Københavns Fondsbørs lukkede sidst på eftermiddagen, var det med et fald på over 11 procent. Danmarks største bank, Danske Bank, faldt med over 18 procent. Mandag den 6. oktober 2008 fossede pengene ud af banker, pensionskasser, investeringsforeninger og alle andre, som har valgt at sætte deres penge i aktier. Ikke bare i Danmark, men over hele verden sendte en dyb mistillid til verdensøkonomien aktierne i bund. Det paradoksale er, at styrtblødningen sker samtidig med, at regeringer over hele verden er i gang med at spænde det ene sikkerhedsnet efter det andet ud under den finansielle sektor. I fredags vedtog den amerikanske kongres en historisk hjælpepakke på 700 milliarder dollar, og i weekenden fulgte en række europæiske lande efter, herunder Danmark. Striben af nationale hjælpepakker blev i hast skruet sammen, efter at det var mislykkedes for den franske præsident og EU-formand Nikolas Sarkozy at få stablet en fælles europæisk plan på benene. Alene den politiske fiasko blev i går udlagt som en medvirkende årsag til, at aktierne blev sent ud i et næsten frit fald.

Herhjemme præsenterede regeringen søndag aften en redningsplan for banksektoren, som aldrig er set magen til i omfang. De danske banker har hårdt presset indvilget i at placere 35 milliarder kroner i en fond, der skal redde kriseramte banker. Bliver der brug for flere penge, fordi krisen viser sig endnu større, så træder statskassen - og dermed skatteyderne - til. I realiteten en indskydergaranti for alle bankkunder, som er ubegrænset, og som skal forhindre, at småsparere og alle andre hæver deres penge og syr dem ind i madrassen eller flytter dem til en større bank i panik. Med i pakken er desuden et forbud med at udbetale aktieoptioner til direktører og udbytte af bankaktier de næste to år. En pakke, der har lagt bankerne i en benlås, som de selv har gjort sig skyld i at være havnet i. Når det over en weekend er lykkedes at få alle Folketingets partier - med undtagelse af Enhedslisten - og alle de store banker til at acceptere en fælles plan, som sigter på at redde de små banker, så er det fordi, situationen er alvorlig, og at krisen på finansmarkederne er kommet derud, hvor der ikke er andre muligheder for at skabe tillid end en total indskydergaranti. Alternativet til pakken og alle de andre nationale pakker, som enten er præsenteret eller vil blive det i de kommende dage, er en situation, hvor kapitalen flyder derhen, hvor den statslige garanti er størst, og krisen ville have ramt alle andre end dem, som har investeret i bankaktier. Derfor er det et godt tegn, at især bankaktierne faldt så voldsomt i går. Det tyder på, at regningen for grådigheden og uansvarligheden indtil videre er havnet det rigtige sted.

Mere interessant er det at se på det, der har drevet både de nationale økonomier og den verdensomspændende finansielle sektor ud i så store problemer, at redningsaktioner af de dimensioner har været en nødvendighed. For det første har mange års ubrudt fremgang tilsyneladende skabt en tro på, at det kun kan gå fremad. Et uigennemsigtigt globalt marked for aktier, investeringer i fremtidige afkast, optioner, futures og meget andet har gjort de finansielle markeder til en ø af spekulationer, som er løsrevet fra alt andet, godt hjulpet på vej af rentesænkninger, nye fantasifulde låneformer og finansielle produkter, nye liberaliseringer, hver gang der var tegn på, at det ikke længere gik så godt. Et grundlæggende usundt system, som har postet alt for mange likvide midler ud i omløb i forhold til, hvad den bagvedliggende produktion har kunnet bære.

Den igangværende nedtur er derfor en vigtig læringsproces for alle de, der ikke troede, at det kunne gå galt. En generation af investorer og spekulanter har på den dyre måde lært, at markeder kan gå begge veje, og at træerne ikke vokser ind i himlen. I et årti eller mere har grådigheden været den fremherskende drivkraft, som har fjernet dømmekraften og sat den sunde fornuft ud af spillet, når det gjaldt økonomisk vækst. Hjælpepakkerne er vigtige og helt nødvendige, fordi alternativet er et sammenbrud, som rammer uskyldige, men endnu vigtigere for fremtidens finansielle system er det, at regningen havner det rigtige sted. De virksomheder, institutioner og privatpersoner, som har opbygget investeringspaladser og tildelt sig selv helt urealistiske lønninger og løfter om fremtidig indtjening, har levet i en verden, som nu er ved at briste. Finansverdenen bliver ikke den samme igen i de næste mange år - om nogensinde. Man kan håbe på, at læringsprocessen også strækker sig til de politikere, som i lange natteforhandlinger har måttet spænde sikkerhedsnet ud under bankerne. I fremtiden må der langt mere regulering, kontrol og gennemsigtighed til nationalt og globalt, hvis ikke verden skal stå i samme situation igen om ti år.