"Regeringen har fremlagt et omfattende program for det nye folketingsår. Vi vil skabe ro om den finansielle sektor. Og styrke tilsynet. Vi vil bevare den økonomiske tryghed. Og skaffe mere arbejdskraft. Vi vil insistere på et godt sundhedssystem. Og nedbringe ventelisterne Vi vil fortsætte en fast og fair udlændingepolitik. Og styrke integrationen. Vi vil fastholde en konsekvent retspolitik. Og slå hårdt ned på bander.
Vi vil sikre energien og beskytte klimaet. Og skabe grøn vækst. Vi vil føre en håndfast kamp mod terrorisme. Og løfte vor del af ansvaret. Og vi vil stå fast i den globale værdikamp om frihedsrettigheder."
Statsminister Anders Fogh Rasmussen
DET ER MULIG statsministeren havde forestillet sig, det skulle have været hans sidste åbningstale. Måske var scenariet, at han kunne overlade landet til Lars Løkke med en fast, men fair udlændingepolitik, en stabil økonomi og tillid til lov og orden. Men sådan er det ikke helt gået.
Hvis man af en eller anden grund stod af under statsminister Anders Fogh Rasmussens godt 40 minutter lange tale ved Folketingets åbning i går, var han så venlig mod slutningen at opsummere rigets og regeringens tilstand.
Fogh vil muligvis i det kommende år sidde og sætte flueben ud for slaglinjerne på sin liste. Men det kan ikke dække over en vis metaltræthed i hans syvende åbningstale. Han lagde naturligt ud med krisen på de internationale kapitalmarkeder for derefter at fremhæve regeringens plan, som blev lanceret mandag og skal give garanti for alle indlån og beskytte bankkunderne.
Åbningstalen tog imidlertid ikke for alvor til efterretning, at den økonomiske situation meget vel kan indvarsle et helt nyt politisk paradigme, og den kunne derfor heller ikke skjule, at det ikke har været Anders Foghs år. Et år, der for alvor har kastet grus i statsministerens Master Plan.
GANSKE VIST VAR det en rød tråd i talen at overbevise om, at statsministeren og hans regering har styr på tingene - at trygheden og sikkerheden for de danske lønmodtagere, husejere, skatteydere og forbrugere er intakt. Og med både vigende vælgeropbakning og intern uro har han brug for at genoprette tilliden. Men Anders Fogh kan heller ikke skjule, at han ikke længere er den garant for garantier, som han har været tidligere. Og det skyldes ikke kun den internationale finanskrise.
Tager man punkterne ét for ét, signalerer de ikke meget andet end ord, der er hørt før.
Regeringen har længe villet øge arbejdsstyrken, men har ikke sat sig igennem med de nødvendige reformer. Ventelisterne. Jo tak, man venter endnu. Den faste udlændingepolitik er intakt, men ingen kender endnu enden på forløbet omkring EU-dommen. En fast hånd over for bander og mere politi på gaden. Alle sidder tilbage med en fornemmelse af, at hvis banderne beslutter sig for det, er våbenhvilen afblæst, og det eneste, der vil være udstillet, er politireformens elendigheder.
Det skal dog siges, at statsministeren under talen gav den indrømmelse, at politireformen har haft visse indkøringsvanskeligheder. Det er mildt sagt. Den truer med at detonere under Justitsministeriet, ligesom i øvrigt tilfredsheden med regeringens store kommunalreform er til at overskue.
Så er der klimaet, hvor vi vanen tro skal være verdensmestre, men bidraget er indtil videre at genfremsætte tidligere løfter om øgede forskningsmidler, gyldne hensigter om Danmark som grønt vækstcenter samt blæse og have mel i munden samtidig ved at føre en trafikpolitik, der ganske vist vil tilgodese den kollektive trafik, men også øge vejnettet og dermed den individuelle trafik.
Nyt er det til gengæld, at klimapolitikken nu har fået en ny rolle i værdipolitikken, idet det drivende motiv for at gøre Danmark selvforsynende med vedvarende energi ikke skyldes bekymring over den globale opvarmning, men bekymring over afhængighed af diktaturstater.
I ÉN FORSTAND lignede alt sig selv. Men underneden får man et indtryk af en statsminister, der hellere ville have holdt en anden tale. En tale om EU-forbeholdenes endeligt og øget integration i EU, hvis ikke irernes nej, sagen om Udlændingeservice og Birthe Rønn Hornbech, Lars Løkke Rasmussens bilagsrod og den finansielle krise havde skabt rod i hans drejebog.
Nu kan statsministeren i stedet se frem til et år, hvor tingene i langt højere grad end tidligere er uden for hans kontrol, hvor oppositionen vejrer blod på integrations-, sundheds- og økonomiområdet, og hvor han for første gang vil blive målt på, om han og regeringen betryggende kan lede landet gennem en økonomisk krise.
Det er muligt, det sidste flueben i Foghs bog skal sættes ud for, at den syvende også blev hans sidste åbningstale. Men spørgsmålet er, om det bliver på den baggrund, han havde planlagt. Udgangspunktet er i hvert fald meget sværere end de første seks gange.weis
