Amerikansk domstol: Løslad 17 Guantánamo-fanger

17 muslimske, kinesiske fanger, der tilbageholdes på Guantánamo-basen, skal løslades, har en amerikansk domstol afgjort

En amerikansk distriktsdomstol afgjorde tirsdag, at en gruppe kinesiske muslimer, som har været tilbageholdt på Guantánamobasen mistænkt for terrorisme, skal løslades og lukkes ind i USA

Den amerikanske regering har meddelt, at de 17 muslimske uighurer ikke længere opfattes som "fjendtlige kombattanter", men fastholder, at de stadig kan tilbageholdes på Guantánamo, hvis ingen andre lande vil tage imod dem.

Kina har opfordret USA til at sende de terrormistænkte hjem til deres fædreland, men det afviser den amerikanske regering, som frygter, at gruppen vil blive udsat for tortur i hjemlandet.

I flere år har USA forsøgt at overtale andre lande til at tage imod uighurerne, som er del af en etnisk gruppe i det vestlige Kina, og som styret i Beijing betegner som oprørsk. Kun Albanien har taget imod fem af dem i 2006.

Tilbageholdt i syv år

De fleste af uighurerne blev overleveret til USA fra Pakistan sidst i 2001.

Gruppen opholdt sig i en selvstændig lejr i Afghanistan, da den USA-ledede koalition begyndte sine bombardementer i oktober 2001.

De muslimske kinesere flygtede op i bjergene - men blev fanget og udleveret til de pakistanske myndigheder, som overdrog dem til USA.

Menneskerettighedsorganisationer har protesteret mod deres fortsatte tilbageholdelse.

"Uighurerne har været tilbageholdt på Guantánamo i næsten syv år, selvom regeringen anerkender, at de bør frigives," siger Jennifer Daskal fra Human Rights Watch. Gruppens advokat sagde i januar, at uighurerne holdes under ekstremt barske forhold, hvor de tilbringer mindst 22 timer alene hver dag i metalceller uden hverken naturligt lys eller luft.

USA har siden 2002 brugt Guantánamobasen på Cuba til at tilbageholde mistænkte i krigen mod terror.

ritzau/AFP


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her