Et flertal af Folketingets medlemmer ønsker at afskaffe særregler i straffeloven, så unge under 18 år, der har begået hård kriminalitet, kan straffes lige så hårdt som voksne.
Det, der har provokeret vores folketingspolitikere, var grov, meningsløs vold begået af en dreng på 16 år. Hans voldelige adfærd førte til en 48-årig mands død. Tilmed havde den unge gerningsmand filmet volden for at prale af den og vise den til kammeraterne. Den unge mand var påvirket af alkohol og amfetamin.
Hændelsen er et vink med en vognstang om, at der bør gøres noget, og politikerne er enige om, at der skal reageres på en eller anden facon med for eksempel hårdere straffe. Desværre kommer der nu en overreaktion som en slags hævn i stedet for en mere gennemtænkt reaktion.
Forståelig frustration
Jeg er enig i, at grænsen er nået, hvad angår den grove og meningsløse vold. Det er sikkert hverken første eller sidste gang, vi oplever sådan en rædselsfuld vold, og jeg synes, at det er dybt tragisk for offerets familie, og det er forståeligt, hvis de er frustrerede og vrede og ønsker, at voldsmanden skal sættes bag tremmer resten af sine dage.
Men er det også rigtigt, at unge skal have hårdere straffe – og hjælper det? Og hvor lang tid skal der til, for at straffen med rimelighed er udstået? Hvad er formålet med at forlænge straffen til de unge? Hvor enige er børne- og ungepsykologer i dette, og hvad siger ekspertudtalelserne i denne sammenhæng?
Jeg mener ikke, at en længere straf i den nuværende form vil være til gavn for nogen – hverken de kriminelle teenagere eller selve samfundet, snarere tværtimod. De kriminelle bliver ofte hårdere og mere kriminelle af at komme i fængsel. Det skal ikke kun være os politikere, som mener, at der er behov for længere straffe til de unge. Efter min opfattelse er det forkert og alt for unuanceret, og vi er nødt til at blande de sagkyndige ind i processen.
Jeg mener ikke, at vores samfund kan være tjent med, at disse 15-18-årige skal være professionelle kriminelle efter en fængselsoplevelse, hvilket let kan blive resultatetmed længere straffe. Men hvad er så løsningen?
Trænger til hjælp
Efter min mening er det nødvendigt at behandle symptomerne, men vi helbreder ikke sygdommen uden at bekæmpe den bagvedliggende årsag. Disse teenagere er frustrerede og pressede og trænger først og fremmest til massiv hjælp – ellers ville de ikke have sådan en voldelig og destruktiv adfærd.
Vi ved, at det i sig selv er svært at være teenager, da det er en tid, hvor de unge modnes ved at prøve ting af, og hvor de med tiden finder deres identitet i mere eller mindre heldige adfærdsmønstre. Det er omgivelserne, som er afgørende for, hvad de unge belønnes eller straffes for, og her kan vi sætte aktivt ind i tide.
Løbende har man oplevet, at mange unge har trådt ved siden af med for meget druk og indtagelse af euforiserende stoffer. Der er næppe noget diskotek i Danmark, hvor det er umuligt at købe stoffer. Hvor mange gange er der sket dødsulykker blandt de unge på grund af indtagelse af en overdosis af stoffer?
Det hører heller ikke til sjældenhederne, at der er indblandet både spiritus og stoffer i de grove voldssager og den kriminalitet, der begås af de unge. Problemet er efterhånden kæmpestort, og det accelererer, i og med at de kriminelle unge bliver yngre og yngre.
Vi har for nylig oplevet voldelige pigebander, hvor 14-15-årige piger udøver vold mod en jævnaldrende. Det er, som om normerne for acceptabel social omgang virkelig er i skred i disse år, og at det specielt er synligt for de unge, som tilsyneladende ikke har nogen indre stopklods for, hvor langt man kan gå, når det handler om voldelig adfærd.
På trods af en ihærdig indsats fra mange fronter er der fortsat et akut og massivt behov for en national indsats rettet mod disse unge mennesker. De skal ikke betragtes som børn og heller ikke som voksne. På mange måder behandles unge som voksne, idet vi forventer, at de kan tage vare på sig selv, og at de har en mening om tingene. De er opdraget til at have frie rammer for deres opførsel. Men vi skal huske, at de jo ikke har den erfaring, som en voksen har, og derfor skal de hjælpes på vej.
Et teenageministerium
Vi må se i øjnene, at det er nødvendigt med en øget forebyggende indsats, hvis vi skal undgå flere tragiske og voldelige hændelser.
Derfor skal de have deres eget ministerium, som skal fungere som overordnet tovholder mellem de forskellige ministerier, som har relation til de unge. Jeg kan forestille mig, at der bliver et udvidet samarbejde mellem følgende ministerier: Socialministeriet, Familieministeriet, Undervisningsministeriet, Integrationsministeriet, Erhvervs- og Beskæftigelsesministerierne og ikke mindst Justitsministeriet.
Det nye ministeriums kernearbejde er først og fremmest selve teenagerne – uanset deres oprindelse eller deres familiers økonomiske forhold, og uanset om de fortsat er i folkeskoler eller ej.
Der er tre søjler,der skal fokuseres på: Den første er hjemmefronten og forældrene/familien. Det er den vigtigste overhovedet. Her må der vises ansvar, ellers må man være konsekvent og kontant i sin handling fra de andre to søjler. Forældre, som føler sig magtesløse i deres bestræbelser på at opdrage deres teenagere, skal tilbydes råd og sparring, også inden noget er gået galt.
Den anden søjle er skolen. Her må man fra første dag observere dem, som er potentielt svage, og straks sætte ind med handling (behandling). Skolerne må ikke reagere for langsomt. Det er bedre at være et skridt foran, inden det bliver for sent. Og hvis der er behov for de kommunale myndigheders inddragelse, må man ikke tøve med det.
Den tredje søjle er kommunerne. De skal sætte kraftigt ind på disse teenagere, og der skal prioriteres med opholdssteder (ungdomshuse og lignende). Kommunerne må træde i karakter, så disse teenagere ikke sejler deres egen sø og keder sig. Efterhånden kan man i gadebilledet se mange teenagere hænge i butikscentre, på banegårde eller på gaderne i nattelivet rundtomkring, måske fordi der intet alternativ er.
Så et nyt teenageministerium, som koordinerer indsatsen fra de vigtige tre søjler med samarbejde med de andre relevante ministerier, kan gavne disse teenagere ogDanmark. Man må tænke på at samle alle relevante eksperter inden for teenageområdet under ministeriets tag med rådgivningsafdelinger, der rummer alle de fagrelevante personer.
Nye øjne på unges vaner
Det vigtigste og mest fundamentale, som et nyt ministerium skal styre og sætte rammer for, er den udfordring, som Danmark må tage op ved aktivt at påvirke ungdomskulturen og se på normerne inden for gruppen. Vi skal se med nye øjne på de unges alkoholvaner og brug af euforiserende stoffer – såsom hash, amfetamin og ecstasy – og vurdere, hvordan en fremtidig styrket indsats fra et eventuelt kommende ministerium vil se ud, gerne i samarbejde med relevante eksisterende ministerier.
Der skal være nultolerance, hvad angår alkohol og farlige stoffer, som også teenageren fra Aalborg var under påvirkning af under sin handling.
De unge teenagere er vores fremtid. Så kære statsminister: Det er tiltrængt med et nyt teenageministerium.
Medhat Khattab er speciallæge og medlem af Svendborg Byråd (Y)
Kommentarer