MALI - Som et lyn fra den klare vestafrikanske himmel bryder et kraftigt uvejr ud i Malis hovedstad, Bamako.
Torden buldrer i horisonten, himlen åbner sig, som havde den holdt sig i årevis, og store regndråber trommer på byens tusindvis af små bølgeblikstage.
Tidligere på dagen bager solen ellers ned, og livet går sin vante gang i Bamako.
Kun ude i den vestlige nyere del af byen er ikke alt ikke, som det plejer. Her holder regeringen housewarming i anledningen af det nye EU-finansierede migrationscenter. “Et center, hvis tre vigtigtse opgaver - fortæller EU’s ambassadør i Mali, Giacomo Durazzo, - bliver at oplyse de tusindvis af malinesere, der overvejer at migrere, om de mange former for udnyttelse, der ofte venter illegale imigranter”.
“De folk, der alligevel tager af sted, skal centeret tilbyde uddannelse, så de kan påtage sig rimelige jobs, når de kommer frem. Centeret skal også stå parat til at støtte dem, der kommer tilbage igen, så deres erfaringer kan blive en positiv ressource for Mali,” siger Giacomo Durazzo.
Det nye ‘Centre For Migration Information and Management’ (CIGEM) i Mali er det første af sin slags i Afrika, men hvis det bliver en succes er det meningen, at flere skal følge.
Mali er valgt som det første sted, fordi bevægelser over grænser er en helt grundlæggende del af landets identitet.
Ud af Malis befolkning på 12 millioner bor næsten fire millioner i dag uden for landet, og sådan har forholdet set ud siden hovedstaden for 1.000 år siden hed Timbuktu og var centrum for handelskaravaner ud og ind af Sahara.
Ny politik
Op til åbningsfestlighederne er gaderne omkring centeret spærret af for at gøre plads til gæsterne. Det giver nogle underlige sammenstød i en by, hvor strømmen af mennesker fra landområderne og deres små vakkelvorne skure skyder op de mest umulige steder.
En ung politibetjent må smide de fritterede kyllingefødder, han lige har købt i et gadekøkken, for først at holde tre hestedrevne skraldevogne tilbage, og derefter genne en ældgammel algiersk udseende mand væk, der sælger små flasker med fortyndet benzin i vejkanten.
Intet må forhindre gæsterne i de sorte firehjulstrækkere i at komme frem til tiden.
Åbningen af centeret er, som officielle åbninger nu engang er.
Først spiller et stort kvindeband glad jeli-bryllupsmusik. Ingen rå Ale Farka Touré-blues til gæsterne her. Kun musik og taler skrevet for den gode stemnings skyld.
Efter festlighederne tager EU’s udviklingskommisær, Louis Michell, imod udvalgte pressefolk på det femstjernede Hotel Salem.
I sin suite har kommisæren lagt åbningsceremoniens muntre tone fra sig.
Han taler kun lidt om det nye center, men til gengæld engageret om behovet for, at Europa begynder at se på migranter, som en ressource i stedet for et problem.
“Moderne migrationspolitik bør ikke handle om at forhindre afrikanere i at tage til Europa. Det er helt urealistisk. Modtagere og afsenderlande skal i stedet blive bedre til at se fordelene ved migration,” siger Louis Michell, der finder det helt ubegribeligt, at Europa ikke begynder at uddele flere egentlige opholdstilladelser.
Som det er i dag, hvor næsten ingen har permanent opholdstilladelse, tør ingen udlændinge i Europa tage hjem, fordi de er bange for ikke at kunne tage tilbage, fortæller han.
“Permanente opholdstilladelser er til alles fordel. Flere migranter vil komme ind på det rigtige arbejdsmarked i det nye land, begynde at betale skat osv. Men mange flere af dem vil også tage tilbage til deres hjemland,” forudser Louis Michell. Og det vil alle vinde på, mener han.
“Nogle vil blive i hjemlandet permanent. Andre vil komme tilbage til Europa efter en kortere periode, men de vil have efterladt sig penge og viden i deres hjemland. Det er en værdifuld proces som vi I Europa skal være bedre til at støtte,” siger Louis Michell om den forventlige politiske modstand mod den type politik fra Danmark:
“Nu er alle lande i EU jo ikke som Danmark, og Danmark kan jo også forandre sig med tiden.”
Lys i mørket
I den anden ende af Bamako, i den fattige Djélibongon-bydel, sidder Tolo Hamadon.
Han er direktør for den lille lokale nødhjælpsorganisation ‘MALI-Enjeu’, der tilbyder nogle af Bamakos fattigste unge små tekniske uddannelser.
På den måde har han hver dag Malis potentielle migranter tæt inde på livet.
Selv om han ikke er inviteret til centerets åbning, er han glad for initiativet.
“Mali har så meget potentiale, og vi har brug for ungdommen her til at få landet til at blomstre. Jeg kan dog godt være bange for, at mange unge fra landområderne aldrig vil opsøge sådan et center, og at mange fra Bamako har for meget andet at kæmpe med til overhovedet at tage derud. Men centerets intentioner er de rigtige,” siger han.
Sidst på aftenen stilner uvejret over Bamako af lige så pludseligt, som det kom.
Niger-floden flyder igen roligt og meditativt - som barnedrømme om den Sahara-ørken, floden forbinder med havet. Lys efter lys bliver tændt i natten. Det er til at være i Bamako igen. Nu skal byens nye migrationscenter også få flere til at blive.
Artiklen er skrevet med støtte fra DANIDA’s oplysningspulje
Kommentarer