Udsigten til at kunne opleve Robert De Niro og Al Pacino i én og samme film, kunne sikkert engang få de fleste filmfans til at savle. Og i Jon Avnets Righteous Kill er der tale om regulært samspil filmen igennem, ikke blot et meget hypet topmøde midtvejs som i Michael Manns Heat. Men det er efterhånden ved at være nogle år siden, at de to skuespillere, som engang var blandt fagets ypperste udøvere, har præsteret andet end kedelige selvparodier, og i hvert fald denne anmelders begejstring har på forhånd været til at overse.
Der er da heller ikke meget at komme efter i Righteous Kill, en rodet fortalt og forudsigelig thriller om et par garvede politimænd - Pacino og De Niro - som efterhånden er ved at være trætte af at se forbrydere slippe ustraffet fra deres ugerninger.
På lydsporet får vi af De Niro at vide, at han faktisk er begyndt at nakke nogle af skurkene, men forholder det sig nu også sådan? Avnet og manuskriptforfatter Russell Gewirtz insisterer på at ville overraske publikum med et lille plottwist til sidst, og det er efterhånden blevet så træt og slidt en kliché i thrillers af denne slags, at handlingen midtvejs mister pusten, fordi man regner den ud.
Instruktør og manuskriptforfatter forsøger at komplicere tingene ved at sætte De Niro, Pacino og et par af deres yngre kolleger på sagen om denne mystiske seriemorder, der skyder forbrydere, og som politiet døber Poeten, fordi han efterlader et digt på hvert gerningssted.
Digtene er dog ufrivilligt komiske - sådan lidt hjerte-smerte-agtige - og politiarbejdet på ingen måde interessant eller spændende at overvære. De Niro har jo afsløret sig selv for publikum, og da man regner sagens rette sammenhæng ud, er den overraskelse jo ligesom også røget.
Fakta
Righteous Kill. Instruktion: Jon Avnet. Manuskript: Russell Gewirtz. Amerikansk (CinemaxX og Metropol i København og en god håndfuld biografer i resten af landet)
Alle disse indvendinger ville jo være ganske ligegyldige, hvis spillet mellem De Niro og Pacino slog gnister og mindede én om, hvorfor de engang var så gode. Det gør det bare ikke. Der er scener, hvor man takket være den kammeratlige tone fornemmer, at de to strømere er gamle venner, som kender hinanden rigtig godt. Men for det meste spiller Pacino blot, som han plejer - flamboyant og rap i replikken - mens De Niro simpelthen er så kedelig, at man tror, det er løgn.
Manden, som kunne fortrylle en hel biografsal med et blik, har kun en grimasse og et skuldertræk tilbage at spille med, og det er altså ikke nok.
De to skuespillere får ikke meget hjælp af ellers solide kræfter som Brian Dennehy - hvad i alverden skete der egentlig med hans karriere? - og Carla Gugino, der spiller henholdsvis Pacino og De Niros chef og De Niros kæreste, der godt kan lide, at han er hårdhændet ved hende i sengen, og som er ved at komme i bukserne, da Pacino fortæller hende, hvordan De Niro tævede en mistænkt.
Det er en utaknemmelig, lidt lattervækkende og lidet troværdig rolle, hun dér har fået, og den er ganske symptomatisk for hele filmen, der hverken vil eller kan ret meget. Det, der på papiret har lignet en god idé - at bringe Robert De Niro og Al Pacino sammen for alvor - viser sig for længst at have overskredet sidste holdbarhedsdato.
