Gretelise Holm mener vist selv, at hun har begået en genistreg i sit helsides læserbrev (kronikken fredag den 3. oktober, red.) om min krigsbog fra Afghanistan, I morgen angriber vi igen.

I bogen beskriver jeg i detaljer, hvordan danske soldater i efteråret 2007 førte en regulær angrebskrig mod Taleban i Helmand-provinsen - heriblandt at soldaterne i nogle situationer opfattede det såkaldte selvforsvarsdirektiv, som indebærer, at de ikke må skyde først, som en hæmsko.

En måned efter at bogen er udkommet, og efter at den er læst, anmeldt og debatteret i vide kredse, forsøger Gretelise Holm nu med citater i spaltevis at give Informations læsere det indtryk, at hun i bogen er faldet over nye mørke kapitler, som ingen har bemærket før: Danske soldater har ført en regulær angrebskrig mod Taleban i Helmand, og de har i nogle situationer opfattet selvforsvarsdirektivet som en hæmsko, afslører hun.

Hvilket scoop!

Blodtørstige sataner

I bogen fortæller jeg også, at hensigten med den blodige offensiv, som kostede fem danske soldater og over 100 talebankrigere livet, var at fravriste Taleban kontrollen over en floddal nord for Gereshk. De militære chefer vurderede nemlig, at det var forudsætningen for at få gang i genopbygningen og den civile udvikling i Helmand. Jeg beskriver i hvilket omfang denne strategi lykkedes, og bogen kan derfor give anledning til at debattere, om der er en tilstrækkelig sammenhæng mellem mål og midler i den danske indsats.

Men det vil Gretelise Holm ikke diskutere. Hun lader, som om der slet ikke er nogen hensigt. Hvilket giver hende et påskud til at hænge de danske soldater ud som en flok blodtørstige sataner, som formålsløst myrder løs på stakkels, sagesløse talebanere.

Jeg ved ikke, om Gretelise Holm er en hidsig demagog, eller om hun i sin slet skjulte foragt for soldaterne i Helmand koblede forstanden fra, da følelserne fik frit løb foran tastaturet, men jeg gætter på, at der må være tale om en kombination. Som det førnævnte eksempel viser, sorterer hun uden skrupler alt det væk, som ikke passer ind i hendes egen forestillingsverden, og de brokker, som er tilbage, sætter hun sammen i nogle mærkværdige tankekonstruktioner.

Et eksempel mere:

Jeg skriver i forordet, at bogens formål er at give en nøgtern og ærlig beskrivelse af virkeligheden ude ved frontlinjen - og i bedste fald højne niveauet for debatten om Danmark som en krigsførende nation.

Stikker en løgn

Det betyder, at når soldaterne bevæger sig på kanten af direktiverne, skal det naturligvis med i bogen, selv om det i Gretelise Holms øjne stiller dem i et dårligt lys. Andre vil mene, at soldaterne blot forsøger at passe deres arbejde og samtidig tage et berettiget hensyn til deres egen sikkerhed, for hvis de under en skarp operation skal vente på, at Taleban skyder først, bliver offensiven mere farlig og kan ultimativt koste flere soldater livet. Det er et af krigens dilemmaer, som også kunne fortjene en debat.

På en skinger facon

Men Gretelise Holms ærinde er ikke en seriøs diskussion. Hun stikker i stedet sine læsere en løgn og påstår, at bogens formål er et helt andet, nemlig “en hyldest til soldaterne”. Det hænger ganske vist overhovedet ikke sammen med, at hun samtidig forsøger at argumentere for, at bogen afslører de danske soldater som krigsforbrydere, men det klarer hun på snedig vis: Forfatteren og forsvaret har i fællesskab begået det, som hun kalder “en selvudlevering”.

Bogen skulle åbenbart være på gaden i en hel måned, før nogen opdagede det, men så fik Gretelise Holm fat i et eksemplar og gennemskuede det hele.

Således løber hendes læserbrev over hele seks spalter med selvovervurderende vrøvl, grove manipulationer og analyser fra hønsegården.

Det ironiske er dog, at hun på sin egen skingre facon får sat fokus på et vigtigt punkt: Der har i danske medier været en tendens til at fremstille soldaterne i Helmand som uduelige amatører og grønskollinger. Det er langt fra den virkelighed, som bliver skildret i bogen. Soldaterne har været dygtige til det håndværk, som et stort flertal i Folketinget har bedt dem om at udføre, nemlig at erobre kontrollen over det danske ansvarsområde, hvilket i en periode indebar, at mange talebanere blev slået ihjel. Forløbet viser, at krig kan være et blodigt håndværk.

Men de danske soldater har rent faktisk med offensiven i Upper Gereshk Valley skabt et ‘vindue af muligheder’, som betyder, at civile kræfter kan rykke ind og sætte gang i udviklingen. Sker det ikke snart, og i et væsentligt større omfang end hidtil, er der en risiko for, at vinduet smækker i igen.

Det er absolut en debat værd. Men jeg er ret overbevist om, at Gretelise Holm hverken kan eller vil bidrage med noget i den anledning.

Kim Hundevadt er journalist og forfatter