Nobelprisvinderen med det lidt androgyne og smukt klingende navn Jean-Marie Gustave Le Clézios forhold til den moderne verden er nomadisk.
"Hele min opvækst har jeg fortalt mig selv, at mit hjemland fandtes et andet sted," har han sagt til France diplomatie.
"En dag ville jeg nå dertil og vide, hvad det var. Så jeg har altid følt mig som en outsider i Frankrig. På den anden side elsker jeg det franske sprog, så måske er det mit sande hjemland."
Er Le Clézio en slags hjemløs, er det nok ikke så mærkeligt, at han er kendt for at skrive på et sammensat inspirationsgrundlag af såvel franske klassikere som engelsksprogede eksilforfattere som Robert Louis Stevenson og James Joyce. Måske er det derfor, at hjemlandets kritikere har så svært ved at indkredse hans stil.
Storbyens vanvid
Debutromanen 'Rapport om Adam' anslår de toneangivende tematiske tangenter i Le Clézios litterære livsvandring: flugten fra civilisationens krav om konsensus til den frie tankes, til tider ekstreme, udfoldelse.
Hovedpersonen Adam er en tænksom ung mand, som vandrer hvileløst rundt på gader og stræder, til han holder en tale, der er så agiteret, at han ender på sindssyge-hospitalet.
Karakteristisk for Le Clézios forfatterskab er det, at Adam er i konflikt med byrummet, med moderne teknologi og med moderne livsførelse i det hele taget. Overordnet kan man skelne mellem to perioder i forfatterskabet. Den første løber fra debuten i 1963 til de sene 70'ere, og rummer den unge Le Clézios forsøg på, at slippe ud af eksistentialismens kølvand.
I sprogligt udforskende formeksperimenter, med inspiration fra de såkaldte nouveau roman-forfattere Michel Butor og Alain Robbe-Grillet, forsøger han at løfte sine beskrivelser ud over hverdagens normalsprog for i stedet at beskrive virkeligheden på tæt hold. Sprogligt raser han mod det, han opfatter som den vestlige verdens ødelæggende formålsrationalitet, og tematisk kredser han om vanviddet. Filosoffer som Michel Foucault og Gilles Deleuze hylder på det tidspunkt Le Clézio, og er med til at give ham et ry som fritænker og rebel.
Naturens indtog
Fakta
Jean-Marie Gustave Le Clézio. Født 1940 i Nice i Frankrig. Forældrene var engelske statsborgere med rødder i Bretagne og på Mauritius i Det Indiske Ocean. Siden 1978 har forfatteren været fransk-mauritisk statsborger. Han har boet både i Afrika og Centralamerika.
Han debuterede i 1963 med den eksperimenterende roman ’Rapport om Adam’. Debutromanen blev hans umiddelbare gennembrud, han blev belønnet med flere priser og blev udnævnt til en af den nye romans fornyere. I Le Clézios forfatterskab væves ofte selvbiografisk stof ind i den fiktive historie 1980 fulgte ’Ørken’, som gav ham et internationalt gennembrud.
Udvalg af Clézios bøger på dansk fra forlaget Gyldendal
2000: Guldfisk
1997: Karantæneøen
1995: Vandrestjerne
1992: Onitsha
1986: Guldsøgeren
1982: Ørken
1972: Da vil jeg kunne fred og
hvile
1969: Terra amata
1968: Feber
1965: Rapport om Adam
Hans seneste bog ’Ritournelle de la faim’ fra 2008 er ikke oversat. Gyldendal vil nu overveje om, om bogen skal oversættes til dansk.
Prisbegrundelse
Oprørets, det poetiske eventyrs og den sanselige ekstases forfatter, en som udforsker menneskeligheden hinsides og nedenunder den herskende civilisation. Således lyder Nobelkomiteens begrundelse for at tildele Nobelprisen 2008 til den franske
forfatter Jean-Marie Gustave Le Clézio.
Nobelprisen er på 10 millioner svenske kroner og uddeles i Stockholm 10. december sammen med nobelpriserne i medicin, fysik, kemi og økonomi.
De seneste års vindere af Nobelprisen i litteratur
2007: Doris Lessing, Storbritannien
2006: Orhan Pamuk, Tyrkiet
2005: Harold Pinter, Storbritannien
2004: Elfriede Jelinek, Østrig
2003: J. M. Coetzee, Sydafrika
2002: Imre Kertész, Ungarn
2001: V. S. Naipaul, Storbritannien
2000: Gao Xingjian, Frankrig (født i Kina)
I de sene 70'ere undergår Le Clézios forfatterskab en gennemgribende stilistisk forandring.
Han går bort fra de formelle eksperimenter, og hans romaner bliver mindre dystre, efterhånden som han begynder at behandle emner som barndom, ungdom, og rejse.
Fra 1969 til 1973 lever han blandt indianere i Panama, og bogen Da vil jeg kun fred og hvile er skrevet i denne periode.
Det er en lyrisk beretning om en tid vel tilbragt, langt fra civilisationens bærme. Naturen gør sit indtog, og sol, hav, lys og vand bliver genkommende billeder i forfatterskabet, der gennem beskrivelser af egne rejseoplevelser reflekterer over globaliseringens ulige kulturmøder.
I romanen Ørken bliver en ung nomadekvinde fra Sahara en feteret fotomodel, men ender alligevel at vende den vestlige civilisation ryggen, for i stedet at gå tilbage til ørkenen.
Samtidig kører en parallel fortælling om de franske kolonisters udslettelse af tuaregerne i begyndelsen af det 20. århundrede.
Ikke overraskende er det denne mere let tilgængelige del af forfatterskabet, der har tiltrukket den bredere læserskare.
