24. oktober er det FN-dag, hvor Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp og andre ngo’ere vil holde skåltaler for de FN-konventioner, vi har underskrevet. I den praktiske hverdag får de mennesker, der har størst behov for, at organisationerne hjælper dem mod konventionsbrud, imidlertid ingen støtte. Til de grupper, der svigtes af alle, hører børn, der lever i en familie, som rammes af vores udlændingepolitik. Asylbørn er længe blevet omtalt, uden at deres situation er bedret. En gruppe, der hidtil har fået mindre bevågenhed, er børn ude i samfundet, hvor udlændingemyndighederne og politiet finder det nødvendigt - oftest på meget brutal vis - at udsende den ene af forældrene til en uvis skæbne. Børnekonventionen kræver, at vi beskytter børns ret til et støttende familieliv, men disse børn nyder ikke konventionens beskyttelse, selv om vi har afgivet et løfte deom.

En nedslidt mors historie

Et eksempel: I Malmø sidder således i dybt fornedret tilstand en 24-årig hidtil velfungerende mor til tre - indtil 2. juli - velfungerende børn på et, fire og fem år. Familiefaderen, der søgte asyl i Danmark for otte år siden og giftede sig med en dansk statsborger, fik afslag på familiesammenføring med sin hustru og sine børn. Familien nåede ikke at få afslaget fra Udlændingeservice lige så hurtigt som Rigspolitiet, og blev derfor chokerede, da et opbud af politifolk tidligt om morgenen hentede faderen. Få dage senere blev han uden hustruens vidende transporteret i et privatfly til Beirut.

Hun blev rådet til at flytte til Sverige, at finde sig et arbejde og derpå søge ham familiesammenført dér.

Lyder det som en overkommelig og mulig opgave?

Hun har udført en umenneskelig indsats for at løse opgaven, idet hun ved, at kun faderens tilbagekomst til familien kan sikre børnenes udvikling.

Status for familien er i dag den, at faderen må skjule sig i håb om at overleve.

Uforstående svenskere

I Malmø sidder en mor, der er slidt ned, som ikke kan være væk fra børnene i det omfang, et arbejde kræver, da de er svært traumatiseret af forløbet. De er så angstprægede, at selv professionelle, der er trænede i at være i kontakt med kriseramte børn, bliver rystede. Medarbejdere i det svenske sundheds- og socialsystem er uforstående over for, at det danske samfund med fuldt overlæg bringer en hidtil velfungerende familie i en så ødelæggende situation. Børnenes psykiske lidelser har antaget et omfang, som psykologer og børnepsykiatere ikke kan gøre noget virkeligt helbredende ved. Alene faderens tilbagevenden kan rette op på ulykken.

Familiens økonomi ligger naturligvis nu i ruiner, og de vil snart stå uden tag over hovedet. Familien er havnet i en labyrint uden udgange.

Vores såkaldt ‘faste og fair’ udlændingepolitik medfører, at samfundet omsorgssvigter de børn, vi har ansvaret for at beskytte.

Så længe de ngo’er, der skal overvåge konventionsbrud, kun beskæftiger sig teoretisk med emnet og undgår den direkte kontakt med de ramte, gøres konventionerne meningsløse. Disse børn kan ikke selv kræve den konventionsbeskyttelse, som de er berettiget til.

Bente Rich er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri