Juleferie i Irak?

Ny spændende rejseguide til Irak er på markedet. Det har dog formentlig lange udsigter før turismen for alvor vil slå igennem, omend forsøget gøres i den kurdiskdominerede del af landet

Flere aviser og tv-stationer var i forrige uge på pletten, da en række danske turister drog af sted til Pyongyang i Nordkorea på den første turistrejse til det ellers hermetisk lukkede land i hjertet af 'ondskabens akse'. Politisk eksotiske rejsemål og nye destinationer vinder tilsyneladende frem. I sommeren 2008 arrangerede Distant Horizons, et selskab i Californien, en turistrejse til det nordlige Irak, ofte betegnet som irakisk Kurdistan. Distant Horizons har i 2009 planlagt flere ture til området, men allerede i julen 2008 tilbyder det franske selskab Terre Entière kristne pilgrimsrejser til det nordlige Irak. Målet er ifølge selskabet "at komme bag overskrifterne" og "forstå og dele med den irakiske befolkning". De kurdiske områder har i en årrække på mange niveauer - især politisk og økonomisk og sikkerhedsmæssigt - søgt at adskille sig fra det øvrige Irak, som fortsat er blandt de farligste områder i verden at rejse til.

Klar til masseturisme?

Netop den gunstige sikkerhedssituation i de tre nordlige kurdiske provinser (Dohuk, Erbil og Suleimaniyyah) har muliggjort initiativer på turisme området. I dag ved de fleste langt mere om Irak, end de gjorde før 2003, og mange er nysgerrige: Hvad var det for et land, der blev invaderet? Det var et på mange områder unikt land. Irak er i det store og hele det gamle Mesopotamien, området mellem de to floder, Tigris og Eufrat, der skabte skriftsproget, de første love og den første civilisation i verdenshistorien. Landet byder fremdeles på et utal af arkæologisk interessante områder. I tiden fra 750 til 1258 var Irak hovedsæde for det islamiske kalifat, og den islamiske civilisation og kultur har efterladt mange kulturhistoriske perler i landet. Det nordlige Irak er desuden berømmet for sine fantastiske landskaber med høje smukke bjerge, bjergsøer og dramatiske dale.

Iraq. Then and Now. A Guide to the country and its people

Karen Dabrowska & Geoff Hann
371 sider
15.99 Euro
Bradt
ISBN: 978 18 416 22 439

Trods nysgerrighed og ny interesse for landet ligger masseturismen dog helt sikkert ikke lige om hjørnet i Irak - heller ikke i de kurdiske områder.

Ikke desto mindre er der udkommet en ny turistguide til Irak: Iraq. Now and Then. Det er det britiske rejsebogs-forlag Bradts, der står bag udgivelsen. Bradts udgiver rejseguides til det meste af verden og har allerede udgivet en række mellemøsttitler, bl.a. en af de bedste guides til Syrien og den eneste til Palæstina.

Den nye guide til Irak er ikke en traditionel guide, hvor forfatterne beskriver rejseruter, seværdigheder, museer etc. Den er mere et forspil til en kommende egentlig turistguide (som først udkommer, når sikkerhedssituationen i hele landet er i bedring). Bogen er forfattet af mellemøst-journalisten Karen Dabrowska og eventyreren Geoff Hann, der har gennemrejst Irak både før, under og efter Saddam Hussein. Hann er fortsat ofte i landet og har gennem sit eget Hinterland Travel haft mere end 150 overvejende britiske turister i Nordirak igennem de seneste år.

Bogen er skrevet med stor respekt for og kærlighed til Irak. Forfatterne kender landet indgående og beskriver i den omfattende guide den store irakiske fortid, præget af de første store civilisationer. Dernæst følger afsnit om udviklingen i landet efter islam i 600-tallet, men langt størstedelen af bogens i alt 15 kapitler er helliget Iraks moderne politiske historie, og beskrivelser af de forskellige regioner, folkeslag og religiøse retninger, som karakteriserer landet. Bogen er overskuelig og godt struktureret.

Bogens egentlige styrke som guide er, at Iraq. Now and Then også indeholder udmærkede beskrivelser af de byer og seværdigheder, der allerede nu i sikkerhed kan besøges i de tre kurdiske provinser. Endelig er der et kort highlight-afsnit, hvor forfatterne omtaler de byer og sites, som først kan besøges, når Irak kommer til at opleve bedre dage.

Kun kontanter

Til trods for en høj grad af sikkerhed og den kurdiske regerings ønske om at satse på turismen er der lange udsigter til, at den for alvor slår igennem, også selv om det er overraskende let at komme til området. Austrian Airways flyver (via Wien) hele fire gange ugentligt til den kurdiske hovedby Erbil.

Infrastrukturen i den kurdiske region er endnu kun gearet til de mest dedikerede, videbegærlige og måske vovede turister. Forleden da jeg skulle bestille hotel til min første tur til Erbil, måtte jeg, efter at have erfaret, at hotellet ikke svarede på e-mail og internet-bestillinger, ringe. Efter godt 10 opkald kom jeg igennem og erfarede da, at det kun var muligt at kommunikere på enten kurdisk eller arabisk. Dertil kommer, at man i hele regionen kun kan betale med kontanter. Så der er lang vej til, at turisterne strømmer til, men Karen Dabrowska og Geoff Hann har skrevet en god og uundværlig introduktion for dem, som vover pelsen - og også for dem, som overvejer at bruge juleferien på en pilgrimsrejse til Irak.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her