Noget studs og nærmest arrogant…
Sådan lyder det skudsmål, jeg på forhånd har opsnuset om Jyllands-Postens nytiltrådte chefredaktør Jørn Mikkelsen. Den mand, som i mørkt jakkesæt og lyseblå skjorte adræt kommer mig i møde og viser ind til et ikke-prangende chefkontor i de flade bygninger på Ravnsbjerg Bakke uden for Århus, forekommer dog ikke sådan. Tværtimod smiler Mikkelsen og virker afslappet, lydhør og debatterende, selv om han ind imellem ikke kan nære sig for at fyre stikpiller af mod Information.
Til gengæld efterlader han ikke indtryk af, at han har nået at læse de langt over 100 artikler fra Jyllands-Posten, som er en del af materialet bag Informations serie om Fortidens Synder. Det er JP-artikler om Vietnamkrigen, om militærkuppet i Chile, om apartheid i Sydafrika, om sandinisterne i Nicaragua og om den iranske shah, som Mikkelsen forud for interviewet har fået tilsendt for at kunne udtale sig om indholdet.
Samtidsaviser
“Projektet med at læse gamle artikler er absolut interessant og helt legitimt,” siger Mikkelsen og fortærer et rundstykke til kaffen. “Jeg håber dog ikke, at det skal fungere som en afledning fra Informations egne venstrefløjsskeletter,” smiler han.
“Selvfølgelig skal vi forholde os til vores egen journalistik. I sig selv er det en interessant opgave at face sin egen fortid, særligt i en tid, hvor historien er vigtigere end nogen sinde,” siger han.
At gøre sådan er i øvrigt ikke nyt for Jyllands-Posten, forklarer han og henviser til, hvordan hans forgænger Laust Jensen for en del år siden tog “et kæmpe opgør” med den berygtede og ofte citerede leder, som Jyllands-Posten bragte efter Krystalnatten i Nazityskland i november 1938, hvor lederskribenten “til en vis Grad” godt kunne forstå “Tyskernes Animositet overfor Jøderne”.
Som det gælder for den gamle Krystalsnats-leder fra november 1938, gælder det tilsvarende for artikler fra 1960’erne og 70’erne om Vietnamkrigen, Chile og Sydafrika: Enhver avisartikel må først og fremmest forstås og afkodes i forhold til den tid, den er skrevet, pointerer Mikkelsen.
“Således har mange aviser - Information inklusive - episoder, som de hellere ville være foruden. Må jeg lige minde om de gamle ord, at journalistik er hakkelse i døgnets rejsestald, og at det er umuligt, selv om man nogen gange meget gerne ville, at bide tungen af sig selv med tilbagevirkende kraft.”
En neger i spalterne
Som et konkret eksempel på, at artikler må ses ud fra deres samtid, henviser Mikkelsen til, at Jyllands-Posten i en leder i 1960 brugte ordet ‘negre’ om den sorte befolkning i Sydafrika.
“I dag ville avisen selvfølgelig formulere sig anderledes. Og så er det da sin sag at stille sig skinhelligt an på vegne af hele Afrika og være krænket over, at vi brugte ordet ‘neger’ dengang,” smiler han.
- Jeg pointerer netop, at også Berlingske og Information brugte ordet ‘negre’.
“Bestemt så. Og jeg nedtoner heller ikke værdien af at se sin egen fortid i øjnene,” replicerer Mikkelsen, der “generelt mener, at Informations artikelserie er lige lovligt værdiladet. Og uden forståelse for det, jeg lige har nævnt om at forstå det i forhold til samtiden.”
- Hvad synes du om indholdet af Jyllands-Postens artikler?
“I dag ville vi gøre meget af det anderledes. Men ikke alt. Din kritik af, at vi i artikler om Vietnamkrigen brugte amerikanske kilder, f.eks. telegrambureauet AP, den er helt ude i hampen.”
- Min kritik går mere på, at I udelukkende brugte amerikanske kilder?
“Det er klart, at den amerikanske presse, heriblandt AP, er langt mere troværdig end officielle pressebureauer i diktaturstater.”
Vietnams Abu Graib
“Du kan ikke forlange, at vi skulle sidestille AP med f.eks. det sovjetiske Novosty. Er der mon andre end Information i 1980’erne, der kunne finde på det? Den gang talte Information meget om, at USA og USSR var lige gode om det. Nej, der var en afgrund til forskel. Det er klart, at vi som udgangspunkt har og havde tillid til pressen i et frit samfund,” siger Mikkelsen og spidser sin formulering: “Vi stoler mere på CIA end på ‘Komiske Ali’ (informationsminister under den irakiske diktator Saddam Hussein, red.), fordi CIA er underlagt demokratisk kontrol. Når der så forekommer uantagelige ting som f.eks. Abu Graib, så fører det til voldsomme opgør, hvor de skyldige bliver straffet. Og det er jo hele kernen.”
Mikkelsen nævner de amerikanske soldaters massakre mod den vietnamesiske landsby My Lai: “Det var specielt rystende, fordi det var USA, der havde gjort det. Det var horrifying, og om jeg så må, sige, datidens Abu Graib, og det strider mod de fundamentale principper, som USA bygger på. Netop derfor har vi ret til at forvente os langt mere af den fri verden end af diktaturstaterne. Og det afspejler sig i mediernes forventninger. Vores forventninger til USA og demokratiet er på et helt andet niveau, end hvad man kan forvente f.eks. af Saddam Hussein.”
- Gælder det også for Nordvietnam?
“Ja, ja, det må du gerne skrive.”
Bare en almindelig fejl
Som ung fulgte Mikkelsen flittigt med i dækningen i Jydske Tidende af Vietnamkrigen: “Det var den fri verden mod den ufri verden, så det fulgte jeg med stor interesse. Det var den samme måde at dele verden op på som under OL i München i 1972, hvor medaljefordelingen blev opgjort i henholdsvis den fri verden og østblokken.”
- Jyllands-Posten tog fejl i sin dækning af Tonkin-episoden i 1964, fordi man stolede på amerikanerne?
“Det er rigtigt, at Tonkin-episoden viste, at den frie verden tog fejl, det er klart. Men det er ikke første gang, at man tager fejl, og det kan i hvert fald ikke bruges til nogen principiel kritik. Men jo, set i bagklogskabens lys var rapporteringen om den episode ikke særlig præcis. Men må jeg ikke lige sige, at selv Saddam Hussein kunne have ret i, at en landsby fyldt med civile var blevet bombet, selv om han på de store linjer absolut ikke havde ret. Den slags fejl skriver jeg på en almindelig fejlkonto.”
Han mener ikke, at Jyllands-Postens generelle dækning af Vietnamkrigen var upræcis eller ensidig:
“Dækningen i Jyllands-Posten, som dengang var en mindre avis, var så god, som man kunne gøre den. Men det er ikke det samme, som at man altid og til enhver tid også har gjort det rigtige. Det gælder både for Jyllands-Posten og for Information. Der er forskel på historieskrivning og så på, hvad en journalist kan nå at skrive ti minutter i deadline. I den situation kan betoningen i et tillægsord være meget mere tilfældig, end det senere tolkes på 40 års afstand.”
“Jeg vil også godt hæfte mig ved, at du kritiserer os for at skrive ‘kommunister’, når vi omtaler de vietnamesiske partisaner. Altså, vi skriver også nazisterne udryddede seks millioner jøder, fordi vi vil gerne opretholde en distinktion mellem et regime og dets befolkning. Det var ikke tyskerne, der byggede Auschwitz. Lige sådan med østblokken, det var ikke russerne, der gik ind i Prag i 1968. Den distinktion synes jeg er okay, uden at vi i dag så mange år senere ville skrive det på samme måde.”
Mikkelsen minder om, at arbejder- og bondestaten DDR, “som Information jo i 1980’erne havde stor sympati for”, altid blev sat i gåseøjne i vesttysk presse til langt op i 1970’erne. “Det ville vi aldrig have gjort. Men historien gav dem jo ret. Da der først kom hul i muren, kollapsede det hele.”
Shahen og OL i Peking
“Vores dækning dengang led givetvis også under, at vi ikke havde egne korrespondenter. Det var der ikke råd til dengang. På Berlingske, hvor jeg har arbejdede tidligere, var der så sent som i 1980 kun tre udlandskorrespondenter. Dengang dækkede man udenrigsforhold på en anden måde end i dag. Dertil kommer, at det blev sat ind i en koldkrigssammenhæng. Vietnamkrigen var en ting i sig selv, men hele tiden var konteksten et opgør mellem øst og vest.”
“Så det er sin sag at gøre sig lystig over, hvordan man gjorde det for 40 år siden, det er jo lang tid siden. Informations fascination af totalitære strømninger går jo ikke nær så langt tilbage, det var jo i 1970’erne og 80’erne,” smiler Mikkelsen, der regelmæssigt har læst Information, endda med “stor interesse”, som han siger, siden han flyttede hjemmefra.
- Hvordan synes du, at din avis klarede sig, da I skulle dække den iranske shahs selvkroning i 1967?
“Det er en helt legitim debat. Den svarer stort set til de diskussioner, vi i år har haft i forbindelse med vores dækning af OL i Peking. Spørgsmålet er, om vi har fokuseret nok på udenomsværkerne, altså skrevet om menneskerettighederne ved siden af det sportslige? Ja, det fik vi skrevet nok om, synes jeg. Men fik vi skrevet nok om Persien ved siden af at skildre eventyret om shahens kroning,” spørger Mikkelsen sig selv og funderer videre: “Ville vi så i dag kunne sige, at vi ikke ville falde for at skildre en kroning? Nej, det ville vi ikke kunne sige. Men i dag ville vi nok flankere det med en mere kritisk dækning.”
Dengang var Persien ikke så nærværende for læserne og påkaldte sig ikke samme interesse, som dagens Iran gør, understreger han.
“Så pas på med at projicere dagens optagethed af Iran over på shahens Persien dengang. Der foregik givetvis en masse skrækkelige ting, på den anden side det gjorde der sikkert i mange lande, uden at vi skrev om det dengang. Det kunne være et bud på en forklaring på, hvorfor vi i 1967 kun skrev om festlighederne og ikke om undertrykkelsen. Burde vi så have gjort det? Ja, det burde vi måske. En anden del af forklaringen er, at medierne også kolporterer drømme. Men de skal også mere end det. Er det så godt nok? Nej, det er det ikke.”
Værdikamp om Chile
- Hvad så med avisens dækning af militærkuppet i Chile, som I havde en vis forståelse for dengang?
“Ja, bom bom… Det kan jeg ikke lige vurdere. Der pågår stadig en ophedet debat - og det er i sig selv interessant - om hvad Allende ville bruge sin position til. Chile er i sig selv en værdikamp, kan man sige, og der skrives stadig bøger om det. Det var jo en højdramatisk situation, hvordan skulle man dømme dengang?”
- Andre aviser var jo ikke i tvivl: De fordømte straks militærets kup?
“Jeg har svært ved at forholde mig til Chile-dækningen. Man kunne sikkert have gjort det anderledes.”
- Hvordan?
Mikkelsen tænker højt: “Kan vi ikke komme på et militærkup, f.eks. i december 1981 i Polen, hvor Jaruzelski tog magten. Dengang var der ikke nødvendigvis fordømmelse over hele linjen. I hvert fald kan jeg huske, at den vesttyske forbundskansler Helmut Schmidt opfordrede Solidarinosc til ikke at rokke båden… I dag synes vi sikkert, at det er en oprørende udtalelse, og politikeren Schmidt ville sikkert ikke bryde sig om at få det citat revet i næsen, men dengang havde pragmatikeren Schmidt den overordnede øst-vest situation i Europa i tankerne,” siger Mikkelsen.
Forståelse for apartheid
- Hvad så med jeres dækning af valget i Nicaragua i 1984, hvor I ikke havde meget tilovers for den sandinistiske regering?
“Der var Jyllands-Posten helt fremme i skoene og med til at afsløre den sande karakter af det sandinistiske regime. Her havde vi også vores egen mand udsendt.”
- Lutter roser fra din side?
“Ja, for Søren,” siger Mikkelsen selvsikkert og fortsætter: “1980’erne var i det hele taget our finest hour. Jyllands-Posten fik jo ret i alle vigtige vurderinger i dette årti.”
Med vilje har jeg gemt dækningen af apartheidmodstanden i Sydafrika til sidst. Få dage efter Sharpeville-massakren i 1960, der fik det meste af verden til at protestere, bragte Jyllands-Posten en leder fuld af forståelse for det betrængte hvide styre i Johannesburg. Mikkelsen gør kort proces:
“Den leder er man ikke glad for at læse i dag. Jeg kan ikke sige andet end, at på de 50 år, der er gået, har avisen flyttet sig gevaldigt.”
Kommentarer