Iskoldt i East End

Den britiske fodboldklub West Ham risikerer at blive offer for finanskrisen
West Ham (i lilla/lyseblå trøjer) i lokalopgør mod Fulham i Premier League. På grund af finanskrisen kan West Hams tid i den bedste engelske række snart være forbi. Foto: Henry Browne/Action Images/Scanpix

"Nu er det for alvor alvorligt. Never mind mit huslån, men hvis klubben går ned, ja, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre."

Joe McDonnald er taxichauffør - cabbie - i London og er efter eget udsagn "gift med Sue og West Ham United FC - men mest med drengene fra Upton Park", dvs. West Hams hjemmebane i East End-kvarteret i London.

Det er proletariatets klub; den sidste bastion for den hvide arbejderklasse. Men som næsten alle andre britiske fodboldklubber er også West Ham United ejet af en hovedrig udenlandsk milliardær. Problemer er bare, at West Ham er ejet af islændingen Björgolfur Gudmundsson. Han blev i den forløbne uge fyret som bankdirektør, da Landsbanki - vulkanøens næststørste bank - gik ned.

"Vi syntes, det var en fantastisk idé, da Gudmundsson overtog os," snøfter McDonnald. "Men nu? Så bliver Gianfranco Zola (klubbens nye italienske manager, red.) nødt til at sælge spillere. Og vi har i forvejen en gæld på 51 millioner pund."

"Nej jeg vil helst ikke snakke om det!" siger han - tydeligt berørt - mens han fragter mig til Londons finanscentrum i The City.

Krisemøder

Det kan man godt forstå. West Ham United er blevet en historie i The Financial Times. Børsmæglernes lyserøde yndlingsdagblad fortæller, at alle Gudmundssons aktiver i England er blevet indefrosset. Det er islændingen sur over - måske ikke mindst fordi den britiske finansminister, Alistair Darling, bruger terrorlovgivningen for at gennemføre indefrysningen.

Gudmundsson anslås at have tabt den nette sum af 230 millioner pund af sin personlige formue, efter at Landsbanki gik ned.

Det har fået det britiske fodboldforbund - The Football Association (FA) - til at indkalde West Hams direktion til krisemøder.

Disse kan føre til, at klubben kommer under administration. Sker det, vil klubben enten blive tvangsnedrykket til en lavere division eller, i værste fald, smidt ud af de professionelle rækker. Det sidste er ikke tidligere sket, men der findes fortilfælde af det første: For tre år siden blev klubben Leeds United tvangsnedrykket som følge af økonomiske vanskeligheder.

"En finanskrise og at banker går konkurs, rager mig meget langsomt. Men hvis klubben går ned, ja, så er det værre end en skilsmisse. Jeg mener, man kan altid finde sig en ny kone, men en ny klub. Nej, det er værre end et dødsfald i familien," siger taxichaufføren, der er helt enig med Bill Shankly, den nu afdøde tidligere Liverpool-manager, der engang sagde:

"Nogle siger, at fodbold er lige så vigtigt som liv og død. De tager fejl. Det er langt vigtigere."


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her