DET ER KRIG. Sådan skrev London-avisen The Evening Standard om forholdet mellem Storbritannien og Island. Nu er det ikke sådan, at man i nær fremtid skal forvente, at britiske special- og faldskærmstropper vil dale ned over vulkanøen. Man skal heller ikke forvente, at den ikke-eksisterende islandske hær vil gå i land ved Dover eller annektere Shetlandsøerne som et brohoved til de øvrige britiske øer. Men de to nordatlantiske lande er ikke på talefod. Det skyldes ene og alene finanskrisen. Hovedrige islandske finansmænd og dem er - eller rettere var - der mange af, parkerede deres penge i engelske og skotske banker. Det har de ikke været ene om. London er verdens største børs, og Edinburgh er det femte største finansmarked i Europa (efter Paris, Frankfurt og Milano). Men problemet med de islandske finansmænd er, at deres økonomi næsten alene er baseret på den finansielle sektor. Derfor ramte krisen specielt hårdt i Reykjavik. Island er dermed et mikrokosmos for hele finanskrisen.
MEN HVORFOR fører det til krig med englænderne? Fordi mange britiske investeringsfonde troede, at Island var et sikkert marked. Småsparere blev opfordret til at placere penge i islandske banker og finansinstitutioner. Det samme gjorde kommuner og britiske hospitaler (disse er ejet af selvejende fonde og ikke af staten). Da den islandske bank Icesave gik konkurs tidligere på ugen, var det i første omgang småsparerne, der blev fokuseret på. De havde en garanti på alle beløb op til 50.000 pund. Regningen var således fordelt, at det britiske finansministerium garanterede de første 34.000 pund. De resterende 16.000 skulle betales af islændingene. Men den islandske statskasse har ikke - siger de - midler til at betale beløbet. Den britiske finansminister Alistair Darling greb derefter ind. "Hvor mærkeligt det end kan lyde, så vil islændingene ikke opfylde deres forpligtelser. Derfor er vi tvunget til at gribe ind," snerrede Darling, da han i går lovede, at alle småsparere ville få deres penge igen. For at sikre sig pengene - og for ikke at bebyrde de britiske skatteborgere - indefrøs den britiske regering alle islandske indeståender på britiske bankkonti. At man brugte en hidtil overset paragraf i terrorloven til at gøre dette, er årsagen til den spændte situation mellem de to nordatlantiske lande.
Situationen blev endnu værre, da det i går viste sig, at de føromtalte kommuner og hospitaler også havde investeret milliarder i islandske investeringsfirmaer. De penge vil de næppe få igen. Og det er her, den første lære ligger af finanskrisen; nemlig at den er meget mere end international.
EN INTERNATIONAL krise er - pr. definition - en krise mellem lande. Men den nuværende krise er ikke en, der foregår landene imellem, men på tværs af dem. For hele verden er blevet ét fælles finansmarked. At britiske kommuner - og sågar politiet i London - satte penge i islandske banker, var et eksempel på, i hvor høj grad det internationale finanssystem var blevet det, som eksperter kalder 'interdependent' - altså knyttet sammen på kryds og tværs over landegrænser.
VERDEN ER IKKE længere inter-national, den er blevet trans-national. Det betyder, at det internationale låne- og finansmarked i realiteten er blevet som det hjemlige lånemarked. Det er - fra et finansielt synspunkt - ligeså let at investere i Riksbanki som i Ringkjøbing Bank.
MEN PROBLEMET med denne udvikling er, at de politiske strukturer ikke har holdt trit med den økonomiske udvikling. Karl Marx postulerede engang - uden dog at være særlig specifik - at der ville ske en revolution, når produktionsmåden var løbet fra samfundets politiske overbygning. En sådan revolution er nok utænkelig på en måde, der blot minder om, hvad Karl Marx havde tænkt sig. Men diagnosen har noget på sig. For hvordan kan man regere i en verden, hvor der er en diskrepans mellem samfundets økonomiske basis og den politiske overbygning? Et svar kunne være at vende globaliseringen ryggen. Men det vil have mere drabelige konsekvenser end dem, vi for nærværende oplever.
DET, SOM KRISEN viser, er, at vi alle er dele af det samme marked, og at vi - fordi markederne hænger sammen som ærtehalm - er afhængige af hinandens økonomiske overlevelse. Island er som en lille, åben økonomi et eksempel på, hvor galt det kan gå. Det, som vi kan lære af eksemplet Island, er, at små lande er sårbare, og at selv store lande får problemer, hvis de små går ned. Det er det sidste, briterne har måttet sande. Løsningen på dette er ikke krigeriske udtalelser som dem, der er blevet udvekslet mellem Gordon Brown og hans islandske kollega Geir Haarde, men konstruktive forhandlinger, der tager deres udgangspunkt i det nuværende finansmarkeds transnationale karakter. Så med en parafrase fra Marx: Politikere og bankfolk i alle lande, foren jer.
Q
