Panisk realisme har ramt de globale markeder

Enorme kurstab på verdens børser var fredagens konklusion på en horribel uge, hvor de risikomodeller, som centralbanker, regulatorer og den globale finansindustri har anvendt i årevis, blev udstillet som kriminelt utilstrækkelige

SHANGHAI - Kommentatorer og bankøkonomer i stride strømme kæmper des-perat for at plante det synspunkt, at de globale aktiemarkeder, der denne uge har været ramt af historisk store fald, er udtryk for irrationelle salg og uretfærdige vurderinger.

"Frygt driver markedet, der er historisk oversolgt af irrationelle investorer," lyder det næsten enstemmigt fra de ikke just upartiske bankeksperter i såvel danske som udenlandske medier. Men dette er kun den halve sandhed. Aktiemarkedernes fald er i sig selv kun en afledt effekt af den reelle dobbeltsidede skrækhistorie.

Den første realitet er, at den vestlige verden står over for en grim og årelang recession. Den anden er, at rædselsramte kredit- og finansmarkeder i disse dage skal i gang med at finde ud af, hvor store tabsrisici, de egentlig har på paletten af eksotiske finansprodukter, der under et kendes som derivater.

Fundamentalt sunde virksomheder overalt i verden styrtdykker ganske rigtigt i værdi, og i mange tilfælde er markedets aktuelle værdifastsættelser næppe udtryk for selskabernes reelle tilstand under normale omstændigheder.

Men dette er ikke normale omstændigheder, og der er mindst tre grunde til, at markederne styrtdykker: For det første er de globale kreditmarkeder stadig totalt fastfrosne, og virksomheder - især de hundreder af hedgefonde, der er højt gearede og har gæld der skal genfinansieres akut - ser aktiemarkedet som det eneste sted, man i øjeblikket kan hente kapital. Også selv om det sker via forcerede salg til meget lave priser.

Dette er en stor del af forklaringen på de enorme fald, det amerikanske aktiemarked tog sent torsdag, og som fredag forplantede sig til Asien og Europa. Dertil kommer så salg fra almindelige investorer, der ikke kan eller vil fortsætte, når bunden i markedet er aldeles ukendt.

For det andet er de finansielle institutioner lammet af angst over hvilke risici, de kan blive udsat for på det hidtil helt uregulerede marked for særlige gældsforsikringsderivater - de såkaldte credit default swaps (CDS), hvor virksomheder køber forsikringer mod andre selskabers manglende evne til at betale gæld, eller simpelthen spekulerer i, at de ikke kan. Globalt er de vokset til den absurd farlige værdi af 55 billioner dollars. Ligeledes de såkaldte 'collaterized debt obligations' (CDO'er), der også i Danmark er blevet solgt i stor stil baseret på blandt andet udviklingen i det tyrkiske ejendomsmarked og valuta. Risikable investeringer, vi endnu ikke har set konsekvenserne af.

Teknisk insolvente

Over de seneste syv år er den nominelle værdi af alene CDS-kontrakterne steget mere end 100 gange til et niveau, der nu er større end verdens samlede årlige BNP.

Dette er helt åbenlyst vanvid, og betydningen af disse meget dubiøse værdisætninger begynder nu at stå klart, efter at den krakkede amerikanske investeringsbank Lehman Brothers' CDS'er kom på auktion i New York i går fredag.

Adskillige anerkendte uafhængige eksperter argumenterer for, at værdisætningen af disse typer af derivater medfører, at stort set samtlige storbanker i først og fremmest USA og England er teknisk insolvente, hvis deres tilsvarende derivater skal ned på samme niveau, som markedet har fastsat for Lehman og forsikringsgiganten American International Group.

Udover prisspørgsmålet kommer det problem, at banker og finansinstitutioner ikke bare har solgt til naive investorer, men også til hinanden, og nu garanterer store gældsposter hos kollegerne. Dette koster Danske Bank dyrt i tilfældet Lehman, der risikerer at blive den snebold, der sætter gang i næste fase af en voldsom lavine.

Juvelerne i den nu nærmest udraderede amerikanske investeringsbankssektor, Goldman Sachs og Morgan Stanley, kan blive de næste, større snebolde allerede i denne weekend. Sker det, så bliver adskillige europæiske storbanker truet på eksistensen også.

Recession

For det tredje er det nu en realitet for selv de største optimister, at G7-økonomierne, og den vestlige verden som helhed, over de næste år skal gennem en smertefuld recession og nedgearing. Det medfører, at virksomhedernes forventede indtjeninger på kort og mellemlangt sigte skal revurderes totalt, hvilket igen barberer aktiekurserne ned på tidligere utænkelige niveauer.

I lande som Kina, Indien og Japan, hvor banksystemerne af forskellige årsager er langt mindre udsat i forhold til dårlige boliglån og diverse derivater, er krisen ikke meget mindre.

I Japans tilfælde fordi man er fuldstændig afhængig af eksport til Vesten, og i Kinas tilfælde, fordi man er nødsaget til at præstere meget høje vækstrater og jobskabelse for at retfærdiggøre eksplosivt stigende indkomstforskelle over for sin befolkning. Det samme gælder i vid udstrækning Indien, og når verdens største forbrugermarkeder - USA og EU - bremser hårdt op, er dette umuligt. Når den globale efterspørgsel stopper, bremser det de største producenter, og derigennem rammes råvareproducenter som Mellemøsten, Brasilien, Australien, Afrika osv. Krisen er global.

Politisk pres afgørende

Det er således ikke 'bare' frygt og irrationalitet, der driver markederne. Fredagens fald betød, at USA's ledende indeks, Dow Jones, i denne uge faldt mere end i nogen anden tidligere uge i indeksets mere end 100 år lange historie.

Verdensindekset MSCI er ikke faldet så drastisk siden 1970, og Europa har ikke oplevet noget lignende i det fælleseuropæiske samarbejdes historie.

Det spørgsmål, der er på alles læber, er naturligvis: Hvad kan man gøre for at stoppe dette eskalerende forløb?

Hovedproblemet er - ud over erkendelsen af at det tabte ikke kommer tilbage på kort sigt - at der stadig ikke er nogen gennemsigtighed i markedet for gældsderivater og særligt pakkede boliglån 'securities'. Det er hovedårsagen til, at ingen finansinstitutioner vil låne til hinanden.

Før der løsnes op for kreditmarkederne, er der ingen holdbare løsninger og ingen bund i markederne, uanset hvor megen likviditet verdens centralbanker sætter i omløb.

Politisk pres på finanssektoren er altafgørende - i Danmark såvel som internationalt - for at skabe klarhed over de risici, man reelt står over for. Før det sker, famler alle i blinde, og skatteborgerne tvinges via offentlig gældsætning og inflationær forøgelse af pengemængden fra central- og nationalbanker til at garantere allerede dødsdømte virksomheder og finansinstitutioner.

Glen Mikkelsen er Ugebrevet Mandag Morgens korrespondent i Shanghai

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

God tone i debatten

Kommentarer

John Fredsted

13. oktober, 2008 #

Credit default swaps, collaterized debt obligations, securities, ...

"Over de seneste syv år er den nominelle værdi af alene CDS-kontrakterne steget mere end 100 gange til et niveau, der nu er større end verdens samlede årlige BNP."

Hvad pokker er der foregået i hovederne på den bunke økonomer, der har været med til at udtænke - hvis man overhovedet kan tale om at tænke - dette vanvittige system? Hvad pokker lærer disse mennesker på deres uddannelser? Der er indlysende et eller andet rablende galt.

Samfund