Vi befinder os i en kritisk historisk fase. Vi står over for en reel fare for global økonomisk nedsmeltning af samme omfang som 1930’ernes Store Depression. Den globale kreditkrise forværres af den globale energikrise, og den globale klimakrise kan udløse en potentiel katastrofe for civilisationen. Disse tre globale kriser er nært forbundne og nærer hinanden. At sætte ind imod denne tredobbelte trussel mod vor livsform vil kræve et nyt økonomisk paradigme for menneskeheden, der effektivt kan forvandle modgang til nye muligheder.
Den kreditkrise, der nu breder sig til Europa og resten af verden, begyndte først i 1990’erne. I et årti havde lønningerne i USA været stagnerende og faldende, og USA kom hovedsagelig ud af recessionen 1989–1991, der til dels var skabt af et krympende boligmarked, ved en massiv udvidelse af forbrugerkredit til millioner af amerikanere. Let tilgængelige kreditkort gjorde det muligt at købe varer og tjenesteydelser, som mange dårligt havde råd til.
’Kreditkortkulturen’ gav købekraften et løft og satte amerikanske virksomheder og medarbejdere i sving med at producere alle de varer og tjenesteydelser, der kunne købes på kredit. Igennem de seneste 17 år har de amerikanske forbrugere i vid udstrækning holdt verdens økonomi oppe ved disse kreditdrevne køb. Men prisen for at fastholde en global økonomi på skuldrene af stigende amerikansk forbrugergæld har været en udtynding af de amerikanske familiers opsparing. I 2006 gik opsparingen i røde tal. Siden da har den amerikanske gennemsnitsfamilie brugt mere, end den tjener. Dette kaldes ’negativ indkomst’ – en eufemisme for en fejlslagen strategi for økonomisk udvikling.
I takt med at familieopsparingen gik i rødt, skabte realkreditmarkedet og banksektoren nye former for kunstig kredit, så amerikanske familier kunne købe fast ejendom med små eller ingen midler og til lave eller ikkeeksisterende kortfristede rentesatser – de såkaldte subprimelån – men med stigende rente senere. Millioner af amerikanere bed på og købte boliger langt ud over deres evne til at betale på længere sigt. Dermed skabtes boligboblen. Hvad værre er, brugte boligejerne også deres friværdi som kontantautomat og genbelånte – undertiden to eller tre gange – for at få flere likvider. Boligboblen brast med den konsekvens, at millioner af amerikanere står over for tvangsauktioner, og banker trues af kollaps.
Kriseramt økonomi
Resultatet af de 18 års udvidede kredit er, at USA i dag er en kriseramt økonomi. Bruttogælden i den amerikanske finanssektor, som i 1980 lå på 21 procent af BNP, er steget støt gennem de seneste 27 år og nåede i 2007 ufattelige 116 procent af BNP. Og da de amerikanske, europæiske og asiatiske banker og finansielle netværk er så tæt flettet sammen, er kreditkrisen vokset, så den nu omspænder hele den globale økonomi.
For at gøre ondt værre er den globale kreditkrise eskaleret yderligere i løbet af de seneste to år, hvor oliepriserne et steget for i juli 2008 at nå 147 dollar per tønde. Den stigende pris på råolie skabte inflation, svækkede forbrugernes købekraft, bremsede produktionen og skabte øget arbejdsløshed, hvad der gjorde yderligere skade på en allerede gældsplaget økonomi.
Nu står vi over for et nyt fænomen. Det kaldes Peak Globalization, og det indtrådte, da olieprisen nåede de godt 150 dollar per tønde. Overskrides denne tærskel, skaber inflationen en stopklods for økonomisk vækst og skubber den globale økonomi mod nulvækst. Det er først, når den globale økonomi skrumper, at energiprisen igen falder som resultat af et faldende forbrug.
Globaliseringens fundamentale forudsætning var, at rigelig og billig olie gjorde det muligt for virksomheder at flytte kapital til billige arbejdsmarkeder, hvor fødevarer og forarbejdede produkter kunne produceres til minimale omkostninger med høje profitmarginer og derpå eksporteres. Denne fundamentale forudsætning er nu brudt ned, og det har ildevarslende konsekvenser for globaliseringen.
For at forstå, hvordan vi nåede dette punkt, må vi gå tilbage til 1979. For det var året, da den globale mængde olie per capita toppede (ifølge tal fra BP). Begrebet må ikke forveksles med det bedre kendte begreb om et globalt toppunkt for olieproduktion, der angiver tidspunktet, hvor halvdelen af verdens olie er brugt op. Geologer forudsiger, at dette toppunkt sandsynligvis vil blive nået mellem 2010 og 2035. Begrebet om toppunkt per capita forklarer os imidlertid, hvorfor globaliseringens kulmination har indfundet sig længe før toppunktet for olieproduktionen.
Mindre olie til rådighed
Efter 1979 er mængden af olie til rådighed per capita begyndt at falde. For selv om der er fundet flere oliereserver siden da, betyder befolkningstilvæksten, at hvis al olie blev ligeligt fordelt blandt alle personer, ville hver enkelt have stadig mindre olie til rådighed. Da Kina og Indien indledte deres dramatiske økonomiske vækst i 1990’erne, steg deres olieefterspørgsel kraftigt. Efterspørgslen begyndte at overgå udbuddet, og oliepriserne begyndte at stige.
Bundlinjen er, at med stadig mindre olie til potentiel rådighed for hvert enkelt menneske, er bestræbelserne på at føre en tredjedel af menneskeheden – Kinas og Indiens sammenlagte folketal – gennem en ny oliebaseret industriel revolution stødt på et begrænset udbud af olie. Med andre ord har efterspørgselspresset fra en voksende befolkningsgruppe i kombination med svindende oliereserver uundgåeligt presset prisen op. Og når olieprisen først rammer de 150 dollar per tønde, bliver inflationen så stærk, at det virker som en bremse for yderligere økonomisk vækst, hvorefter den globale økonomi skrumper ind.
Den stigende pris på energi er indbygget i alle produkter, vi fremstiller. Vores fødevarer bliver dyrket med brug af petrokemisk gødning og pesticider, vore plast- og byggematerialer og de fleste af vores farmaceutiske produkter og det meste af vores tøj er også baseret på fossile brændstoffer. Det samme gælder vores transport og elektricitet. De højere priser på energi påvirker hvert eneste aspekt af produktionen og gør langdistancefragt med fly og skib stadig mere uoverkommelig. Uanset hvor marginale fordele, selskaber måtte vinde ved at flytte produktionen til billigere arbejdskraftsmarkeder, så annulleres de af de stigende udgifter til energi gennem hele forsyningskæden. Dermed er vi i realiteten fremme ved slutspillet for den anden industrielle revolution, og dette sker vel at mærke, længe inden olieproduktionen har nået sit toppunkt.
Samtidig forringer virkningerne af klimaændringer yderligere økonomien i regioner verden over. Omkostningerne ved skaderne på den amerikanske økonomi fra orkanerne Katrina, Rita, Ike og Gustav anslås til over 240 milliarder dollar. Oversvømmelser, skovbrande, tornadoer og andre ekstreme fænomener decimerer verdens økosystemer og er ikke kun ødelæggende for landbrugsproduktion, men også for infrastrukturen, forårsager opbremsning i den globale økonomi og fordriver millioner af mennesker.
En billion dollar ikke nok
At den amerikanske regering har sammensat en hjælpepakke på næsten en billion dollar for at redde USA’s økonomi, vil ikke i sig selv være nok til at dæmme op for nedgang og føre os ind i en ny periode med bæredygtig økonomisk vækst. Dette skyldes, at den akkumulerende gæld i den amerikanske økonomi skal tælles i billioner af dollar.
I mellemtiden stagnerer de amerikanske lønninger fortsat, mens arbejdsløsheden stiger. Troen på, at den nuværende recession er kortsigtet og konjunkturmæssig betinget er i bedste fald naiv og i værste fald uvederhæftig. De globale energireserver er – uanset om det gælder olie, naturgas eller uran – for knappe til at kunne imødekomme de voksende forventninger i udviklingslandene og den udviklede verden. Samtidig forløber klimaændringerne hurtigere, end de videnskabelige modeller har forudsagt, de destabiliserer hele øko-systemer og skader vor civilisations økonomiske aktiviteter. Hvad gør vi?
Verden har brug for en overbevisende ny økonomisk fortælling, der kan flytte dagsordenen omkring den globale kreditkrise, olietoppunktet og klimaændringerne fra frygt til håb og fra økonomiske begrænsninger til nye kommercielle muligheder. Den fortælling er nu ved at tage form i takt med den stigende indførelse af vedvarende energi, bæredygtigt byggeri, brintlagringsteknologi, intelligente forsyningsnet og elektriske biler, der tilsammen er ved at lægge grundlaget for en tredje industriel revolution, der kan føre os ud af kulstofalderen. Spørgsmålet er: Kan vi gennemføre denne omstilling i rette tid til at undgå afgrunden?
kronik@information.dk
Jeremy Rifkin er økonomisk rådgiver for EU og fremtidsforsker
Oversat af Niels Ivar Larsen







Kommentarer