Grunden til dårlig koncertlyd fundet

Trommeslageren fra Die Herren, Niels Werner Larsen, har i sit speciale fra Danmarks Tekniske Universitet fundet svar på et spørgsmål, som han ofte har undret sig over i sin tid som musiker: Hvorfor nogle koncertsteder har bedre lyd end andre. Det skriver netavisen videnskab.dk.

Igennem et år lavede han et væld af akustiske målinger af 20 forskellige slags koncertsale rundtom i Danmark - derudover interviewede han musikere og lydteknikere, der havde erfaringer med at bruge salene. Og ved at sammenligne hans egne objektive målinger med de subjektive vurderinger er det nu lykkedes ham at finde en signifikant forskel mellem de gode og de dårlige sale. De bedste sale havde meget korte efterklangstider i de lave frekvenser omkring 62 Hz - de dårlige sale havde derimod lange.

"Når efterklangen er lang for de dybe toner, er bastonerne ganske enkelt ikke distinkte nok. Hver bastone klinger i rigtigt lang tid, og inden den er færdig med at klinge ud, kommer der et væld af andre baslyde, der mudrer sammen med den første. Står du et stykke fra scenen, vil du derfor opleve, at det hele runger, og det er til stor gene for både musikere og publikum," siger Niels Werner Larsen til videnskab.dk. ville


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her