VI STÅR SAMMEN. Vi er stærke. Præsident Bushs presseaudiens i Rosenhaven uden for det Hvide Hus lørdag havde til formål at forsikre verden om, at der nu er vilje til at handle kollektivt for at stoppe amokløbet i verdensøkonomien. Og set-uppet burde have muskler til at trække i håndbremsen. Bag sig havde han finansministrene fra de syv største økonomier, G7. Over dem vajede flagene fra deres respektive nationer. Flot så det ud. Men problemet er, at de tilsyneladende ikke blev enige om meget andet, end at de vil samarbejde. Og spørgsmålet er, om gruppefotoet ikke manglede en hel en del hoveder. De syv lande stod i 1980'erne for 70 procent af verdens BNP. Nu er det under 50 procent. Og faldende.
FINANSKRISEN understreger behovet for kontrol, regulering og gennemsigtighed i finanssektoren. Men en af de mest afgørende lektier må være, at spillets regler har ændret sig, og at gruppen af vægtige spillere er vokset. Skal der løses kriser, må det være med udgangspunkt i verden af i dag - ikke som den så ud, da mor var knægt, eller som den var skruet sammen, hvis vi selv kunne bestemme. Det må død og pine være sammen med de store nye økonomier, der i stadig større grad skaber den globale virkelighed.
MEN HVOR MANGE G'ER skal der så til for at skrue en løsning sammen? Senere lørdag aften holdt de såkaldte G20-lande møde - ud over 'de gamle' omfatter det lande som Kina, Indien, Brasilien, Rusland, Australien, Saudi Arabien og Sydafrika - og helt usædvanligt mødte præsident Bush faktisk op.
Der er nemlig behov for f.eks. Kina, Rusland og Saudi-Arabien som samarbejdspartnere. Verden savner likviditet. Krisen kradser også der, men statsfondene bugner stadig, og som USA's største kreditor er det særlig klogt at holde Kina tæt til sig.
Men før alt går op i skrantende banker, er det også bydende nødvendigt, at der i den næste tid rettes større fokus på de lande, der for alvor mangler styrken til at stå imod. "For de fattige kan krisen blive livslang," advarede Verdensbankens Robert Zoellick lørdag. Valutafonden IMF - der havde en helt afgørende rolle i Asiens finanskrise i 1990'erne, men som nu ifølge flere kommmentatorer er reduceret til konsulent for Europa og USA - ligger inde med omkring 196,2 milliader dollar. Men de får hurtigt ben at gå på. Verdensbanken offentligjorde lørdag en liste over 28 udviklingslande, som allerede er så hårdt ramt af stigende fødevare- og energipriser, at de kan bukke under for finanskrisen. Som cheføkonom Justin Lin siger: "Vi har en forpligtelse til at yde økonomisk støtte til de fattige, de sårbare."
I en tid, hvor både danske boligejere og Wall Streets ansatte føler sig sårbare og oplever, at det her er et spørgsmål om liv og død, er det afgørende, at de, der skal træffe beslutninger, kan tale for de mennesker, for hvem det ikke bare er billedligt talt.
