A-kraften er døende

I Informations kronik den 24. september plæderer Henning Sørensen (HS) for energibesparelser og vedvarende energi (VE) i indsatsen mod klimaforandringerne, hvad der er prisværdigt. Men i samme åndedræt fremsætter han en række påstande om a-kraftens rolle i denne indsats, som fortjener at blive imødegået. Værst er det, at han beskriver akraft som en mere effektiv løsning end VE i klimakampen, samtidigt med, at han tillægger den en mulighed for teknologiske fremskridt, der ikke findes. Hermed indskriver HS sig kritikløst i den globale mediestrøm af artikler og nyhedsindslag, der tager udgangspunkt i den såkaldte akraftrenæssance, uden først at undersøge, hvori den består og hvad dens baggrund er.

Ineffektiv og dyr

Ifølge HS skyldes akraftens tilbagegang dæmonisering fra de grønne antiatomkraftbevægelsers side, men forklaringen er langt mere fundamental end det. Hvis klimaargumentet skal bidrage til at give atomkraften en renæssance - hvad intet tyder på vil ske - forudsætter det, at atomkraften er CO2-neutral, at ny akraft er billigere end alternativerne og kan implementeres hurtigere, at den er sikker og pålidelig i drift, herunder at der også fremover kan skaffes uran nok til at drive akraftværkerne, særligt hvis akraften udbygges, og at dens langsigtede problemer, såsom slutoplagring af høj- og mellemradioaktivt affald, bliver løst. Foreløbigt er ingen af disse betingelser opfyldt og ikke meget tyder på, at det vil ske.

Hvad angår det argument, at akraften skulle være CO2-neutral, har livscyklusanalyser påvist, at det ikke er tilfældet. Og måske lige så vigtigt er det økonomiske argument: Sædvanligvis anses reducering af CO2-udledningerne gennem ny atomkraft for to-en-halv til ti gange mindre virkningsfuld pr. investeret krone end investeringer i VE og energieffektivitet. Hovedtendensen er, at akraft hele tiden bliver dyrere, mens al vedvarende energi generelt bliver billigere.

HS sætter sin lid til, at den nye generation af akraftværker kan sikre akraftens fremtid. Uran er ikke en uudtømmelig energikilde og nogle håber, at brændstofmanglen kan klares gennem formeringsreaktorer og reaktorer, der anvender thorium som brændsel - de eneste reaktortyper, der vil kunne aflaste forbruget af uran. Men disse kan - hvis de overhovedet kan udvikles - ikke nå at spille en rolle inden for den korte tidshorisont inden for hvilken, det bliver nødvendigt at nedbringe udledningerne af drivhusgasser.

Tre gange så mange

Reelt har deres eneste rolle været at lægge beslag på forskningsressourcer, der med større udbytte kunne have været brugt til at udvikle VE og energieffektivitet. I perioden 1974-2002 udgjorde den globale støtte til FU&D inden for nuklearteknologi (fission og fusion) mere end 800 mia. kr. - mere end syv gange mere end til VE. Og tendensen fortsætter desværre i Europa: I budgettet for det nyeste af Euratoms rammeprogrammer for forskning og uddannelse modtager nuklearteknologi i de kommende år mere end tre gange så mange midler end det, der i EU investeres i forskning i VE og energieffektivitet.

Global satsning på VE

I betragtning af, at VE-teknologierne stadigvæk ikke har lige konkurrencevilkår på de internationale markeder i forhold til atomkraften, burde klimadiskussionen snarere fokusere på, hvordan man bedst fremmer dem på det nationale, europæiske og globale niveau, end hvordan man kan genoplive en farlig og forældet teknologi.

Et første skridt i denne retning kunne være at forsøge at skaffe VE og energieffektivitet et institutionelt rammeværk, der kan sikre, at de udbredes til alle dele af kloden. To initiativer skal kort omtales her, der tager sigte på at fremme denne udvikling:

I oktober 2007 mødtes miljøministrene fra otte europæiske lande i Wien for at forbedre deres indbyrdes samarbejde og begrænse a-kraftens rolle i EU's energipolitik. Under mødet bekræftede de, at de ikke anser akraften for forenelig med en bæredygtig udvikling og ikke mener, at den er en måde, hvorpå man kan bekæmpe klimaforandringerne. De blev også enige om at fortsætte samarbejdet. Desværre var Danmark ikke med.

Og i januar 2009 får den vedvarende energi omsider sit eget internationale agentur - International Renewable Energy Agency (IRENA) - der skal tage konkurrencen op med IAEA og Det Internationale Energiagentur (IEA). IEA er i årevis blevet kritiseret for at have indtaget en alt for passiv holdning i forhold til at fremme VE, systematisk at have undervurderet dens potentiale og konsekvent at have vildledt offentligheden med mangelfulde oplysninger om priser og ressourcer. Udover at råde bod på dette misforhold skal IRENA promovere VE, ikke mindst i udviklingslandene.

Forhåbentligt kan alle blive enige om at slutte op omkring disse initiativer.

Niels Henrik Hooge er cand.jur. og tidligere talsmand for den danske del af det nu nedlagte Barsebäcksoffensiv