USA's gestus om at fjerne Nordkorea fra listen over lande, som støtter terror, har tilsyneladende den ønskede virkning. Det nordkoreanske styre meddelte i går, at det nu vil fortsætte skrotningen af anlægget, hvor der produceres plutonium til fremstilling af atommateriale.
Desuden vil Nordkorea tillade internationale inspektører at overvære atomafrustningen.
Det isolerede og fattige Nordkorea har længe ønsket at blive slettet fra terrorlisten, fordi det ville give landet adgang til international finansiering og føre til ophævelse af handelssanktioner.
"Eftersom USA har opfyldt sit løfte om at yde politisk kompensation og en rimelig verifikationsprocedure i overensstemmelse med den fase, som skrotningen er i, har Nordkorea besluttet at genoptage afviklingen af atomanlægget i Yongbyon," citerede det statslige nyhedsbureau KCNA en talsmand i det nordkoreanske udenrigsministerium for at sige.
Talsmanden tilføjede, at Nordkorea vil "lade inspektørerne fra USA og Det Internationale Atomenergiagentur udføre deres opgave ud fra princippet om noget for noget".
Den amerikanske beslutning blev officiel lørdag og skyldtes, at det nordkoreanske styre havde taget en række verifikationsinitiativer med hensyn til Yongbyon, oplyste en talsmand for USA's udenrigsministerium.
Glæde i Sydkorea
I sidste måned klagede Nordkorea over, at landet ikke var slettet fra terrorlisten, og erklærede, at atomaftalen med den såkaldte sekspartsgruppe derfor var suspenderet. Gruppen består foruden Nordkorea og USA af Sydkorea, Kina, Japan og Rusland. Det meste af skrotningen var da gennemført. Processen begyndte i november sidste år og skulle ifølge planen vare et år.
Sydkorea glædede sig i går over Nordkoreas reaktion på den amerikanske gestus. "Vi hilser disse skridt velkommen og ser dem som en mulighed for at normalisere sekspartsdrøftelserne og Nordkoreas endelige opgivelse af sit atomprogram," sagde Sydkoreas atomare chefforhandler.
Japan beklagede derimod, at Nordkorea er fjernet fra terrorlisten. Japan strides med Nordkorea om nordkoreanske agenters bortførelse af japanere for flere årtier siden. Der er stadig ikke redegjort for de bortførtes skæbne.
"Jeg mener, at bortførelser er terrorhandlinger," forklarede den japanske finansminister, Shoichi Nakagawa.


