Konkurrencen mellem de danske nyhedsmedier er benhård for tiden. Gratisaviserne lukker næsten lige så hurtigt efter hinanden, som de åbnede. Og hos de største danske nyhedskanaler, DR og TV 2, hedder dagsordenen fyringsrunder og besparelser. Derfor er der en indædt kamp om læsernes og seernes opmærksomhed. En kamp for at øge omsætningen og for at overleve. Det gælder om at være først med det seneste nye og om at have de mest spektakulære historier.

Konsekvensen bliver, at det opskruede tempo langsomt tager livet af den seriøse, grundige og gravende journalistik. Den journalistik, der gør, at medierne kan være en vagthund over for politikerne og alle de andre, der har indflydelse på den almindelige borgers hverdag.
Konkurrencen betyder, at grænsen for, hvilke historier medierne kan tillade sig at bringe, bliver testet dagligt. Skræmmeeksemplet er den britiske presse, der uden at tøve bruger paparazzi-billeder og bringer grove, uunderbyggede sladderhistorier om kendte personer.

Helt så slemt kommer det næppe til at stå til herhjemme inden for den nærmeste fremtid. De seneste 10 år har godt nok budt på en eksplosion i antallet af gossip-historier, men det lader ikke til, at medierne generelt opfører sig grovere nu. Det kan man blandt andet se på antallet af klager, Pressenævnet modtager. Selvom tallet svinger fra år til år, ligger det altid omkring 150 sager.

I den slags sager skal Pressenævnet, der både består af jurister, journalister og repræsentanter fra offentligheden, tage sig af spørgsmål som, hvad begrebet almen interesse dækker over, og hvordan det hænger sammen med pressefriheden. Det kan for eksempel være i sager, hvor borgere føler sig krænket over, at de er blevet omtalt i en artikel, eller hvor en kendis oplever, at medierne udstiller ham. Hvis nævnet vurderer, at et medie har bragt en historie, der ikke har nogen almen interesse, kan nævnet udtale kritik af mediet, men nævnet kan ikke uddele rigtige straffe.

Det fælles bedste
Hvis man nøjes med at se på, hvad ordene betyder i sig selv, er det tydeligt, at almen interesse har noget at gøre med det fælles bedste. Men den forståelse af begrebet kommer man ikke langt med. For politikernes endeløse debatter i Folketinget vidner om, at det langtfra er let at blive enig om, hvad det fælles bedste er, og hvordan man arbejder for det.

Inden for det socialvidenskabelige felt er der flere bud på, hvad almen interesse betyder. Nogle teoretikere mener, at almen interesse har at gøre med hensynet til interesser eller grupper, der ikke kun er ens egne. Den opfattelse lægger sig tæt op ad den simple idé om, at almen interesse blot betyder det fælles bedste. Andre teoretikere mener, at almen interesse kun er knyttet til visse typer af offentlige goder, mens andre igen mener, at begrebet hænger sammen med nationale målsætninger og goder i det hele taget.

Inden for den medieetiske tankegang er opfattelsen, at almen interesse bygger på liberalistiske værdier som ytringsfrihed og individets frihed. Det betyder, at alle mennesker har ret til at gøre, hvad de har lyst til, så længe det ikke forhindrer andre i at udøve den samme ret, og så længe det ikke bidrager til at undergrave vigtige, fælles interesser. Hverken socialvidenskaben eller medieetikken har en klar definition af begrebet. Med andre ord er det lidt af en opgave, Pressenævnet bliver sat på, når det skal forholde sig til de mange klagesager, der handler om den almene interesse. Nævnet har en vigtig rolle i indsatsen for at opretholde en seriøsitet og professionalisme blandt landets journalister.

Grund til krænkelse
Pressenævnets etiske kodeks tillader faktisk, at medierne krænker folk. Der skal bare være en god grund til det. Og det er her, den almene interesse kommer ind i billedet igen. Pressenævnet træffer dets afgørelser ud fra et overordnet etisk regelsæt, der hedder Vejledende regler for god presseskik. I de regler står der blandt andet, at medierne skal undgå at forstyrre privatlivets fred, medmindre der er en klar almen interesse i at gøre det. Det vil sige, at enkelte personer må finde sig i, at journalister går lidt tæt på, hvis de gør det for at få stof til en historie, der er vigtig at få frem, fordi den netop har almen interesse. Lad os se på et konkret eksempel:

I en sag fra 2002 klagede Anja Andersen, daværende træner i håndboldklubben Slagelse FH, over nogle artikler i Se og Hør, hvor det fremgik, at hun var kæreste med klubbens nye spiller, Mette Melgaard. Anja Andersen mente ikke, at historien på nogen måde havde almen interesse. Ikke overraskende var Se og Hør uenig. Bladet påpegede, at der kunne opstå habilitetsproblemer i klubben, når træneren åbenlyst var i et forhold til en af spillerne.

Pressenævnet anerkendte, at sager om habilitetsproblemer på arbejdspladser ofte har almen interesse. Alligevel udtalte nævnet alvorlig kritik, fordi Se og Hørs journalister slet ikke havde beskæftiget sig med, om det påståede forhold mellem træneren og spilleren rent faktisk medførte habilitetsproblemer. I stedet handlede artiklerne udelukkende om kæresteforholdet, men et sådant forhold er af så privat en karakter, at det ikke har nogen almen interesse. At der så er mange, der sikkert vil læse den slags historier – det er en helt anden snak.

Vagthunden
Når man gennemgår Pressenævnets afgørelser, er det tydeligt, at der er bestemte emner, som har almen interesse. Det drejer sig, som nævnt, for eksempel om sager om habilitetsproblemer. Andre eksempler er, når medierne agerer vagthund og kontrollerer, om politikere og offentlige instanser overholder gældende regler og love, eller når journalister følger politiets arbejde. Når medierne beskæftiger sig med de historier, kan det altså være i orden at krænke folk.

Der har gennem tiden været mange sager, hvor medierne har testet grænsen for, hvad de kan tillade sig. I et tilfælde foregav en journalist fra TV 2 at sælge cd’er så billigt, at ingen kunne være i tvivl om, at der var tale om hælervarer. Borgernes forskellige reaktioner blev optaget med skjult kamera. Alt sammen god underholdning i bedste sendetid. Men har det almen interesse at fremtvinge situationer, hvor folk på den måde bliver udstillet?

Hvorfor er det, at nogle folk i mediebranchen mener, at de har en særlig ret til at udforske, hvor grænsen går for, hvor det er rimeligt at skrive eller producere, når blot man bruger argumentet om, at sagen har almen interesse? For at svare på det, er det nødvendigt at se på pressens særlige position i samfundet.

I 1956 formulerede den amerikanske medieteoretiker Fred S. Siebert den sociale ansvarsteori, der byggede på konklusionerne fra flere rapporter om pressen. Teorien beskriver et ideal om, at pressen ikke skal krænke folk og skrive løgne, men i stedet opføre sig ansvarligt. Det ideal eksisterer stadig i dag, men spørgsmålet er, om medierne lever op til deres ansvar.

Ifølge teorien skal pressen være med til at uddanne folk og sørge for, at de er rustet til at deltage i den politiske diskussion. Tanken er, at pressen kan bidrage til at højne den samlede viden i befolkningen og dermed arbejde for det fælles bedste.

For at pressen skal kunne leve op til de krav, skal den selvfølgelig have frihed til at udføre sit arbejde. Det vil sige, at hverken staten, politikerne eller annoncørerne skal have indflydelse på medierne. Ytringsfriheden var og er et af pressens vigtigste arbejdsredskaber. Og i forlængelse af den grundværdi er det vigtigt for udviklingen af et demokratisk samfund, at der er pressefrihed. Men den frihed bliver ofte brugt til at krænke enkeltpersoner i almeninteressens hellige navn, og det er ikke uproblematisk.

Taus Bøytler og Søren Hellerung er begge nyuddannede cand.comm. i journalistik fra RUC. Kronikken er skrevet på baggrund af deres speciale, der har titlen ’Pressenævnet og den almene interesse’.