Ghettoer. Bunkere. Østblok. Lavloftet, lysfattig 60'er-funktionalisme. Gråt, grimt og kedeligt. Sådan lyder svarene på en impulsiv rundspørge om, hvilke associationer beton sætter i gang.
Beton er ikke kønt, og det er så stærkt, at når det først er støbt, er det ikke til at bearbejde med ret meget andet end dynamit.
Men i selve støbningen ligger der en verden af sanselighed, man kan udforske, hvis man, som designkunstneren Line Kramhøft, har et livslangt kærlighedsforhold til hud og overflader. Alt det, der lukker os inde, men netop også alt det, der lukker os ud.
I sin tekstilkunst har hun tidligere ændret silke til læder. Nu ændrer hun beton til blød velour eller glat, kølig marmor.
Det er sanseligt, det er voldsomt modsætningsfyldt, og det udfordrer alle de fordomme, vi har, om beton.
De store beskidte haller, på Spæncom i Kolding, hvor betonelementer støbes giver genlyd af Line Kramhøfts høje hæle. Lille og fin tripper hun gennem tomme haller, der normalt er fyldt med mænd i kedeldragter og larmende maskiner. Men i dag er fridag og tippekarene hænger stille i luften og gaffeltrucks står parkeret langs væggene. Line Kramhøft taler lavt og langsomt og former ordene i luften med hænder, der på en gang er velplejede og slidte af arbejdet med betonen.
Der er noget selvmodsigende over den lille kvinde med rød læbestift, og de store tunge betonprøver hun lader fingerspidserne glide hen over, mens hun forklarer, hvordan hun vil tvinge det tunge byggemateriale til dialog.
Gennem 1 1/2 år har Line Kramhøft været i gang med sit projekt med støtte fra Realdania Fonden, Ålborg Portland og Spæncom A/S.
Man kunne fristes til at kalde hende beton-betvingeren, men det er ikke rigtigt, for hun arbejder ikke mod, men med materialet. Hun fremkalder blidhed i de hårde lukkede overflader, man gerne forbinder med trøstesløse ghettoer og østblok-funktionalisme.
Hun forvandler dem til fløjlsblomster, snekrystaller, sarte haver eller svungne velourtapeter. Og den dialog, der opstår mellem de blide feminine motiver i støbningen og det maskuline tunge beton, skaber i sig selv en ny fortælling. For Line Kramhøft handler det ikke om at forskønne beton. Det handler om at gå i dialog med det. Udforske det.
Hud
Hun støber roser eller tapetmønstre ind i betonen. Eller fine linjer, der ligner muskelvæv forstørret en million gange. Line Kramhøfts passion for beton starter da også et helt andet sted, nemlig med hud. Som tekstilkunstner har hun i årevis arbejdet med forskellige former for hud. Dyrehud, menneskevæv, slangeskind.
Det ligner det i hvert fald, når hun med krympeteknikker forvandler silke til læder eller bomuld til brystvorter eller gennem bearbejdet fotografi på silke skaber sårbare hudområder der leder tankerne hen på det kvindelige skød. Det er sensuelt og kalder på berøring.
"Jeg kan godt lide de spændingsfelter, der ligger i hud, for eksempel mellem tiltrækning og væmmelse," siger Line Kramhøft. "Der er så mange elementer i hud, man kan arbejde med. Man kan brække hudens bestanddele i stykker og tage udgangspunkt i den enkelte celle. Eller forvandle den til landskabelige og levende overflader." I arbejdet med betonoverfladerne leger Line Kramhøft på samme måde med de forskellige elementer, der indgår i dialogen med materialet. For eksempel vand.
Løvspring i regnvejr
Når en stor boligblok i beton bliver våd i regnvejr, bliver den som regel mørk og tung. I værkstedet på Spæncom eksperimenterer hun med at lade vandet lette den i stedet.
Vi står foran en stor grå betonvæg. Line Kramhøft sprøjter vand på den, og lyse blade folder sig ud på den mørke flade. Langsomt som vandet driver ned, gror en lys have frem fra den mørke væg.
Men det kunne også have været træer, blomster eller muslinger. Det er blot et spørgsmål om prægningsmønsteret. Hun har fundet teknikken. Når væggen tørrer, fremstår den igen som grå beton. Regnen lysner i stedet for at mørkne.
I andre overflader har hun præget dybe mønstre, som vandet vil løbe igennem som små bække. I andre igen har hun indarbejdet lyset. Det kan være morgenlys eller aftenlys, der vil få fladerne til at fremstå som hvid glat slebet marmor eller som mørk skifer. Det er nemlig ikke interessant blot at lette betonen.
Det er igen dialogen mellem det lette og det tunge beton, der interesserer Line Kramhøft. Der er et strejf af humor i nogle af fladerne, en sær sårbarhed i andre. Det er ikke svært at forestille sig hele bygnings-facader med gigantiske roser, træer, væv eller mønstre. Men man kan også forestille sig elementerne brugt som små kommentarer i byggeriet eller som kakler på en køkkenvæg.
Anvendelse vigtigst
"Kan man tatovere en bygning?," spørger Line Kramhøft og viser eksempler, hvor de nye flader blot indgår i et hjørne eller bruges som frise. Og også det klassiske grå beton får et strejf af poesi, når det møder modstand i form af en fløjlsrose.
Ideen til at arbejde med det tunge materiale fik Line Kramhøft fra sin undren over den manglende æstetik i de betonoverflader, vi omgiver os med.
"Jeg har altid undret mig over, at beton ikke giver noget fra sig. Det er meget svært at føre en dialog med beton. Men vi er nødt til at forholde os til det, fordi vi bor eller arbejder i beton."
Line Kramhøft besøgte steder, hvor folk til daglig opholdt sig i beton. Boligbyggerier og arbejdspladser. Og en børnehave i Århus, der var bygget i tresserne ud fra tidens modetendenser. "Det var selvfølgelig hot dengang, hver tid har sine æstetiske modetendenser, men jeg synes, det var lysfattigt og deprimerende at opholde sig i, så jeg kontaktede en stor betonvirksomhed, der var med på idéen med at eksperimentere. En vigtig del af det her er for mig, at mine overflader skal kunne anvendes. De skal ikke være æstetik for æstetikkens skyld. De skal gerne ud og bruges. Derfor er det vigtigt, at de ikke bliver for dyre. De skal kunne sættes i produktion i det apparat, der eksisterer, så prisen holdes nede."
Nu skal betonprøverne udstilles, og en lille branchebog med billedeksempler og tekster af blandt andet arkitekter og involverede fra industrien er i trykken.
Line Kramhøft er ikke i tvivl om, at kunst og erhvervsliv kan gå hånd i hånd og sammen udforske nye områder. Hendes betonflader er en lang række eksempler, der kan sætte nye tankerækker i gang i byggebranchen.
Den 3. oktober åbner udstillingen af Line Kramhøfts poetiske betonoverflader i Arkitektskolens udstillingsbygning i Århus. Udstillingen løber frem til d. 17. oktober. Derudover udstiller hun beton ved Utzon Centeret i Aalborg fra den 7. november frem til den 15. januar 2009.
