I Anna Pihl-land

Som ung betjent havde Jesper Lundorf en oplevelse med en ung dame med lyst hår og store, blå øjne. Hun kørte for hurtigt på motorvejen, men forsøgte at snakke sig fra bøden, fordi hun næsten ingen penge havde. Han var lige ved at give efter, fordi han fik ondt af hende, men et nærmere tjek viste, at bilen faktisk var stjålet.

En anden gang blev han sammen med en ældre kollega i en patruljevogn overhalet af en ung mand på en udboret knallert, som kørte for hurtigt. De overhalede knallerten, kollegaen åbnede en bildør, som knallertkøreren så bragede ind i. Den gamle hugaf, en arketype i korpset, burde være indberettet, og Lundorf har stadig dårlig samvittighed over, at han ikke gjorde det.

Passende løsninger

Sådan er der mange små, etiske dilemmaer i en ung politibetjents liv, fremgår det af denne bog, det nyeste skud i chauffør- og bodyguardlitteraturen, som vor fhv. betjent har fortalt til journalisten Ivan Rod. Samvittigheden har altid været hans følgesvend.

Modsat det billede, en del danskere har af betjente, er de ikke skruppelløse robotter, hardcore nysere, men prøver at finde passende løsninger på de forskellige situationer, man kommer ud for, når man ikke sidder bag et skrivebord, men arbejder konfrontatorisk ude i virkeligheden. Hverdag i Anna Pihl-land, hvor Lundorf også kritisk kunne undre sig over prioriteringen, da han skulle uddele små trafikbøder til hr. og fru Jensen, mens Nørrebro brændte.

Galgenhumor

Jesper Lundorf har den opfattelse, at det er bedst at "besejre sin modstander uden kamp". Han, der var tidobbelt danmarksmester i den japanske kampsport karate, har kun løst to skud i karrieren, det ene endda et vådeskud, pinligt nok affyret under en våbeninstruktion i PET (rart, når nogen vedgår en fejl), det andet da en rockerborg blev bestormet, og en rocker slap sin frådende blodhund løs på ham. Så skød han hunden.

Til arbejdet hører også, at man nogle gange er 'første mand på stedet' ved et blodigt trafikuheld, hvor det gælder om at bevare roen, selvom man er dybt berørt. Heraf opstår en galgen-humor, som er en måde at holde det ud på. En helt speciel oplevelse var det, da en personbil var blevet vædret af en lastbil. Da betjentene kom frem, så de en elegant kvinde, som nynnende gik og plukkede blomster i rabatten. I bilen lå tre nære familiemedlemmer, som var blevet dræbt. Kvinden var i chok.

Rushdies fadøl

Egentlig var det Jesper Lundorfs senere funktion som kronprinsens livvagt gennem syv år, som skulle være det interessante. Det er det ikke. Her sker der nemlig ikke noget dramatisk. Body-guarderne får blandt andet deres løn for at dække prinsen, hvis nogen skyder på ham, så de bliver ramt i stedet. Rigtignok et særpræget lønarbejde.

Men ingen attentater er søgt øvet mod kronprins Frederik, blandt jægersoldaterkammerater kaldet Pingo - modsat Ronald Reagan, Anna Lind og Rabin. Sidstnævnte blev myrdet, da en vagt blev distraheret et kort øjeblik, en planlagt distraktion.

Rutinen er den største risiko i faget, men i øvrigt gik de syv år mest med at vente, vente og atter vente, og Lundorf fik god brug for den zenagtige tålmodighed, han havde lært i japansk kampsport og filosofi.

Godt for det, men kedeligt for bogen, der er uden de store overraskelser, endsige artige sensationer fra royalt privatliv.

Største udfordring opstod tilsyneladende, når kronprinsen under løbetræning i en skov med vilje pludselig løb fra livvagten. Eller da Salman Rushdie, omgivet af sikkerhedsvagter, i sin tid fik lyst til en fadbamse på en teaterbodega på vej fra Arken ind til byen efter at have modtaget Aristeion-prisen. Det fik han så.