WASHINGTON DC - "Enhver, der finder sig selv i en bus og er over 30, er en taber." Så kort kan det siges, og det blev det engang i 1980'erne af den tidligere britiske konservative premierminister Margaret Thatcher, der således på vanlig fyndig vis indskrev konceptet om offentlig transport i et solidt angelsaksisk konservativt univers.
Sådan er det som bekendt ikke helt - eller endnu i hvert fald - i Danmark.
Men i USA er det i dén grad sådan. Over to tredje-dele af amerikanerne er overvægtige, og et flertal af mændene i denne gruppe er nu decideret fede. Ikke noget kønt syn, men fødevarekrisen er vist ikke ankommet til Guds eget land.
Og de økonomiske problemer får i øvrigt blot de dårligst stillede til at æde endnu mere junk-food, som er billig og til rådighed i rigt mål. At gå kan ikke komme på tale, hvis distancen er mere end 500 meter.
Det har jeg haft rig lejlighed til at konstatere, efter jeg for to måneder siden flyttede til USA. Overtegnede tilhører noget så eksotisk europæisk som dels en person, som er tilhænger af kollektiv trafik, dels er jeg samtidig indehaver af den uofficielle titel som USA's dårligste chauffør.
Gartner og husholderske
Ergo kører jeg hver morgen ganske tidligt med min tre-årige søn til børnehaven i bus. Den er overordentlig punktlig, turen tager 13 minutter, og stoppestedet er lige uden for døren i begge ender.
Vi er de eneste hvide i bussen, og de eneste, der ikke taler spansk - og selv om jeg ikke har spurgt, er jeg også ret sikker på, at vi er de eneste, som ikke er enten gartnere eller rengøringsdamer.
Skolen, vi skal til, ligger i et pragtfuldt, grønt område i Chevy Chase ud ad Bradley Boulevard, som minder om de allersmukkeste områder i engelske Devon, Dorset eller Cornwall.
Husene er enorme og velholdte - af den servicestab, der hver morgen ankommer til disse palæer.
Så langt, så godt. Den første uge spurgte diverse chauffører mig flere gange, om min bil var gået i stykker.
Flere mødre i børnehaven bemærkede bekymret, at de "havde set mig gå ude på vejen", og om der mon var noget, de kunne gøre for mig.
"Åh såmænd ikke, det er en udmærket bus," svarer jeg muntert.
Egen limousine
I det mindste er der passagerer i den. Hvilket der aldrig er i en anden bus, jeg tager med min fire børn af og til, når vi skal til lægen.
Her taler vi om en smart, hvid minibus, som amtsrådet i Montgomery County finansierer, som derfor er gratis, og som kører i direkte linje til lægehuset hvert 15. minut fra morgen til aften hele dagen lang fra vores Metro-station.
Jeg skal ikke udelukke, at der af og til er passagerer. De seks gange, jeg har taget den, har der kun været mine børn og mig.
"Er det ikke lidt kedeligt at køre den her bus hele dagen, uden at der er nogen med," har jeg spurgt chaufføren, den afro-amerikanske Fred, som nu hilser venligt på mig, hver gang han ser mig ud af sin forrude.
"Jo, nu du si'r det, men alle, der arbejder i lægehuset, kører jo bil, og det gør alle patienterne også ... men jeg kan læse lidt i de fem minutters pause, der er mellem hver tur," svarer han venligt.
Mine børn er begejstrede over at have en bus helt for sig selv:
"Sådan er det her i USA - man har sin egen limousine uden at betale noget," konstaterer min seksårige med et kæmpegrin.
