Arbejdsmarkedskommissionens forslag kan medføre øget arbejdsløshed

Arbejdsmarkedskommissionen har lagt en række ’reformforslag’ på bordet for dagpenge og efterløn.

Det angivelige formål med Arbejdsmarkedskommissionen og ’reformforslagene’ er at opnå et løft i beskæftigelsen til gavn for det angiveligt arbejdskraftmanglende erhvervsliv. Nærmere bestemt skal beskæftigelsen forbedres med 60.000 personer frem til 2015. Herigennem skal også opnås en dækning af et større statsunderskud på 14 mia. kroner, som ifølge regeringens 201 –plan angiveligt skulle opstå i 2015 uden reformer.

Arbejdsmarkedskommissionen har til det brug sammensat en reformpakke, der netop summer op i en forbedring af de offentlige finanser på 14 mia. over 5–10 år. Hovedbestanddelene af reformpakken består i stramning af dagpengesystemet (reduktion af dagpengeperiode til 2 år, udvidelse af unge-ordning til 25– 29 årige), stramning af aktiv arbejdsmarkedspolitik, afskaffelse/stramning af efterløn (forhøjelse af efterløns-alder fra 2009, pensionsmodregning og lavere ydelse i tre år) samt A–kasseomlægninger.

Vi vil i det følgende koncentrere os om stramning af dagpengesystemet og afskaffelse/stramning af efterløn, da det er dem, som ifølge Arbejdsmarkedskommissionens egen opgørelse bidrager med stort set hele den beskæftigelsesmæssige og statsfinansielle effekt.

Arbejdsmarkedskommissionen mener selv, at deres forslag inden for et til to år vil øge beskæftigelsen med 35.000 personer. Og at beskæftigelsesfremgangen med en 5–10 års horisont vil stige helt op til 115.000 flere i beskæftigelse. Hvad angår effekten på de offentlige finanser opgøres den varigt til i alt 14 mia. kroner.
Broderparten af både beskæftigelseseffekt og statsfinansiel effekt stammer fra efterlønsforslagene samt fra dagpengeforslagene. Holder de opgjorte effekter på beskæftigelse og offentlige finanser så?
Det afgørende spørgsmål er, at de gjorte effektvurderinger er foretaget ud fra en neoklassisk/nyliberalt inspireret udbudsøkonomisk tankegang. Udbudsøkonomisk teori udvikledes i 1980’erne som en reaktion mod Keynesianismens fokusering på økonomiens efterspørgselsside.

Økonomisk enøjethed

Omdrejningspunktet i den udbudsøkonomiske tankegang handler om den økonomiske doktrin (’Says lov’), at udbuddet i økonomien på langt sigt skaber sin egen efterspørgsel. Problemet er imidlertid, at udbudsøkonomerne har tenderet til at fremføre denne gennemsnits og langsigtede betragtning som om, at den gjaldt her og lige nu. Det vil sige, at blot udbuddet af produktionsfaktorer forøges, vil efterspørgslen også gøre dette.

Omsat til arbejdsmarkedsområdet indebærer den udbudsøkonomiske tankegang, at hvis vi blot øger udbuddet af arbejdskraft, øges beskæftigelsen også. Lige præcis her er det imidlertid, at kæden hopper af for udbudsøkonomerne. Thi for at mere arbejdskraft også skal medføre øget beskæftigelse, kræver det også samtidig øget efterspørgsel efter arbejdskraft. Det vil sige, der skal være jobs, der skal arbejdsgivere, som vil ansætte de yderligere udbudte arbejdskræfter. Ellers fører øget arbejdskraftudbud blot til øget ledighed. Således som det f.eks. var tilfældet i lange perioder sidst i 1900–tallet, hvor tilgangen til arbejdsmarkedet voksede hurtigere end antallet af jobs, og resultatet var omfattende arbejdsløshed.
Den udbudsøkonomiske enøjethed med kun at fokusere på øget udbud af arbejdskraft betyder dermed, at Arbejdsmarkedskommissionens prognoser for øget beskæftigelse gennem tilførsel af mere arbejdskraft til arbejdsmarkedet lider af den afgørende mangel, at den ikke inddrager, hvorvidt der også er efterspørgsel herefter.

Hermed kommer Arbejdsmarkedskommissionens beregning over beskæftigelsesforbedringen fra deres forslag »til at humpe af sted på et ben«, idet det andet ben – efterspørgselssiden – mangler.

Flere arbejdsløse

Dette er helt afgørende for vurderingen af, om de angivne forbedringer af beskæftigelse og offentlige finanser holder. Dansk økonomi står nemlig på tærsklen til en ganske hård økonomisk nedtur, dels på grund af afsmitningen via eksport- og finansmarkeder fra den globale finans- og økonomikrise, dels på grund af nedturen på det danske boligmarked og dermed afsmittende negative effekt på privatforbrug og investeringer i hjemmemarkedserhverv.

Meget tyder også på, at såvel den danske som den globale krise bliver forholdsvis langvarig, fordi kernen i krisen i Danmark og i USA ligger på boligmarkederne, der erfaringsmæssigt kan være op til fire–fem år om at komme sig. Uanset at arbejdsløsheden ikke vil stige til 1980’ernes niveau, kan krisen og et betydeligt højere arbejdsløshedsniveau dermed vurderes at kunne vare frem til 2010/2011.

Konsekvensen heraf er dermed den, at efterspørgslen efter arbejdskraft i de nærmeste par år vil falde kraftigt i det private erhvervsliv og at ledigheden må vurderes frem til og med 2009 at stige med 50–60.000 personer i forhold til i dag.

Godt nok vil der på længere sigt være en modvirkende tendens, idet arbejdsstyrken i løbet af de næste 10 år falder med omkring 60.000 personer på grund af, at der bliver færre i alderen 20–64 år. Men dette er netop en langsigtet tendens, som langtfra i de nærmeste år frem til 2010/2011 kan opveje den akutte konjunkturskabte ledighedsstigning. Dette er helt afgørende. Lykkes det nemlig med Arbejdsmarkedskommissionen at forøge arbejdsudbuddet i det faktisk opgjorte omfang, bliver beskæftigelseseffekten på grund af mangel på jobs ikke nær så stor.

Effekten udebliver

Dette gælder såvel for såvel dagpengeforslagene som navnlig for forslagene om afskaffelse eller stramning af efterlønnen.
I efterlønnens tilfælde må det faktisk vurderes kun at bidrage til øget ledighed oveni den konjunkturskabte, idet de pågældende jo uden efterløns-indgreb ikke ville have været på arbejdsmarkedet.

Gennemføres både dagpenge - og efterlønsforslag vil det i bedste tilfælde formentlig ikke føre til nogen samlet beskæftigelsesfremgang af væsentlig størrelse. I værste tilfælde vil Arbejdsmarkedskommissionens forslag om afskaffelse af efterlønnen måske ovenikøbet bidrage til en nettoforøgelse af ledigheden. Korrigeres Arbejdsmarkedskommissionens meget idealiserede beregninger, når man frem til at den beskæftigelsesmæssige effekt i bedste tilfælde ikke bliver 35. 000 flere i beskæftigelse, men i bedste tilfælde højst + 15.000. I værste tilfælde vil nettoeffekten (pga. efterlønsforslagene) tværtimod blive en forøgelse af arbejdsløsheden.

Hvad angår virkningen på de offentlige finanser skrumper den selvfølgelig lige så meget til i bedste tilfælde en forbedring på omkring + fire mia. kroner og i værste tilfælde slet ingen forbedring.

Konklusion

Arbejdsmarkedskommissionens forslag vil således på ingen måde bidrage til øget beskæftigelse, fordi den eventuelle forøgelse af arbejdsudbuddet er ekstremt dårligt timet, fordi den falder sammen med en hård økonomisk vending i dansk økonomi.

I værste tilfælde må Arbejdsmarkedskommissionens forslag vedrørende afskaffelse af efterlønnen endda vurderes at bidrage til øget arbejdsløshed.

I den mest positive opfattelse er Arbejdsmarkedskommissionens valg af virkemidler og løsningsforslag således ekstremt dårligt valgte, idet de inden for de nærmeste år i stedet kan øge arbejdsløshedsproblemet.
Herudover vil de alene bidrage til at forringe ressourcerne hos grupper på arbejdsmarkedet (langtidsledige og ældre), der erfaringsmæssigt har svært ved at finde beskæftigelse i perioder med større ledighed (fordi de ikke er arbejdsgivernes førstevalg).

Mere skarpt betragtet er det et åbent spørgsmål, hvorvidt det egentlige formål med alle Arbejdsmarkedskommissionens forslag i virkelighed slet og ret ikke handler om netop at skabe en større beskæftigelsesreserve, der til bedste for arbejdsgiverne kan hæmme lønudviklingen således som f.eks. åbent efterlyst af Nationalbankdirektør Bernstein.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand.scient.adm.