Den internationale mobilitet blandt studerende, undervisere og forskere skal øges Det er et ofte gentaget mål for et stort set enigt folketing i Danmark. Videregående uddannelsesinstitutioner er udsat for et tydeligt pres for at udfolde en meget omfattende markedsføring for at tiltrække internationale studerende. Eksempelvis gennem deltagelse på store uddannelsesmesser i Asien. Bag det hele ligger der en slet skjult dagsorden om kommercialisering af uddannelserne, som er en gennemgående international trend. Ambitionerne er store, men ser man på realiteterne, er det gode spørgsmål, hvor godt det nu egentlig går.
Der er særlige kvaliteter ved det danske uddannelsessystem, som også gør det attraktivt på et internationalt plan. At studere på de danske universiteter er ikke bare passiv indlæring, hvor der lyttes til en underviser i et auditorium. Tværtimod fordrer det, at man er i stand til at reflektere kritisk, debattere og formulere selvstændige tanker. Både selvstændighed og samarbejdsevner i opgaveløsning og høj grad af fleksibilitet kendetegner unge, der har gennemløbet videregående uddannelser i Danmark. Aktiv deltagelse i undervisningen, hvor det forventes, at de studerende udfolder sig kritisk i undervisningen og indgår i et dialogisk samspil med underviseren, er et væsentligt kendetegn. Endelig er der selve princippet om, at undervisningen skal være forskningsbaseret. Det er langt fra en selvfølge i den verden omkring os.
Sproglig barriere
Internationale studerende bidrager positivt til en internationalisering på selve universitetet, men samtidig er det en kæmpe udfordring at gøre dette kulturmøde til en læringsmæssig succes For eksempel kommer asiatiske studerende fra uddannelsessystemer, hvor læring er en langt mere passiv proces, og underviseren er en autoritet, som ikke skal udfordres gennem kritiske spørgsmål. Ikke overraskende har de ofte svært ved at omstille sig til de særlige danske uddannelsesformer. Omvendt står danske undervisere ofte uden de nødvendige redskaber og den nødvendige efteruddannelse til at sikre, at denne gruppe af internationale studerende får samme udbytte af undervisningen som studerende, der er vant til at indgå i en dialogbaseret undervisning.
Det kan være noget så banalt som sproglig beherskelse. Undervisere med en meget stor faglig viden er ikke altid sikret den nødvendige efteruddannelse i engelsk til at løfte deres sproglige færdigheder op på det nødvendige nuancerede niveau. Men det kan også dreje sig om mangel på indsigt i den baggrund, mange internationale studerende kommer med, og som gør, at de ikke bare kan indpasses i en dansk uddannelsesmæssig virkelighed. At det kan tage halvanden time at forklare internationale studerende om forhold, som andre studerende kan få på 30 minutter, fordi de har forhåndskendskab til danske uddannelsesmæssige forhold, er en erfaring, mange undervisere har gjort. Og de ekstra økonomiske ressourcer, som dette kræver, følger ikke med, når danske politikere ønsker internationalisering og ’uddannelser i verdensklasse’. Konsekvensen er, at der trækkes ressourcer fra andre dele af undervisningen med risiko for generel kvalitetssænkning for alle studerende som konsekvens.
Ikke samme niveau
Alt kan dog ikke klandres de mangelfulde bevillinger. Uddannelserne gør således en stor indsats for at markedsføre sig selv. Men de oplyser ofte ikke om de særlige forhold, der gør sig gældende, hvis man skal læse ved et dansk universitet. Således mangler der typisk en beskrivelse af de danske studieformer som for eksempel gruppearbejde, projektarbejde, at man forventes at indgå i en kritisk dialog i undervisningssituationen, eller at man selv skal vælge tekster til sit eksamenspensum eller kombination af studier. Selv ikke noget så banalt som reel mulighed for at læse og forstå den officielle studieinformation er sikret. At studieordninger og eksamensvejledninger i mange tilfælde ikke er oversat til engelsk burde være en absolut undtagelse, men er det desværre ikke.
Kombinationen af alle disse faktorer gør, at de internationale studerende ganske enkelt ikke har reel mulighed for at opnå resultater af undervisningen på niveau med danske studerende. Uddannelserne er måske nok blevet en salgsvare, men kvaliteten af den vare, man har stillet til rådighed, står ikke mål med prisen. Konsekvensen er, at når internationale studerende har afsluttet et studieophold i Danmark, kan det for en dels vedkommende ikke gå hurtigt nok med at komme ud igen. Og for dem, der vælger at blive og bidrage til det danske arbejdsmarked, har mange ikke fået kvalifikationer på et tilstrækkeligt niveau.
Elendige vilkår
Når det går den anden vej og unge danskere drager til udlandet, går det ikke meget bedre. Antallet af unge danskere på studieophold i udlandet er markant faldende. Når de unge danskere så endelig er kommet af sted på et studieophold i udlandet, så vender halvdelen af dem ikke tilbage igen.
Man spænder ben
Der er flere årsager til dette. Et af de afgørende problemer er imidlertid de elendige vilkår for forskere og undervisere i Danmark. Danske universiteter er økonomisk udsultede, og uforholdsmæssig megen tid skal bruges på at hente penge gennem ansøgninger. Så er det mere attraktivt at blive ved udenlandske uddannelsesinstitutioner, hvor man får de nødvendige ressourcer stillet til rådighed, og hvor der ofte er større respekt omkring forskere og underviseres indsats i samfundet.
I regeringens globaliseringsstrategi slås det helt eksplicit fast, at mange flere unge danskere skal på uddannelsesophold i udlandet, »… så de kan få international indsigt og større forståelse for andre kulturer. (…) Det skal være mere attraktivt for højtkvalificerede udenlandske studerende og undervisere at komme til Danmark« og ikke mindst, at uddannelsesinstitutionerne skal udvikle »… attraktive faglige miljøer, så de kan bidrage til at tiltrække og fastholde højtkvalificeret arbejdskraft og virksomheder i Danmark«.
Vi kunne ikke være mere enige. Men desværre må vi konstatere, at i praksis spænder man effektivt ben for bestræbelserne. Det må kunne gøres bedre.
Ingrid Stage er forkvinde for Dansk Magisterforening og Stinna Gammelgaard er næstforkvinde i Danske Studerendes Fællesråd
