“Det er trendy at feste med de radikale,” skrev Berlingske Tidende tilbage i 2004. Her samledes 500 unge, smukke og veluddannede københavnere til fest i Pumpehuset. Året efter stormede partiet frem ved folketingsvalget fra ni til 17 mandater, alt imens partileder Marianne Jelved og hendes håndtaske var blevet kult.
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for de radikale, Manu Sareen, husker vemodigt tilbage på dengang, det var cool at være radikal:
“Vi havde en masse medvind - en masse ‘feel good’. Det er forsvundet ud i den blå luft, gejsten er der ikke mere. Det er meget trist,” siger han.
Endnu mere trist for partiet blev det i går, da Simon Emil Ammitzbøll forlod de radikales folketingsgruppe i kølvandet på en voldsom kritik af partileder Margrethe Vestager.
Selvom han kun har siddet i Folketinget i tre år og ikke er med i ledelsen, gør hans exit alligevel ondt på partiet:
“Han har sat fingeren lige i såret, fordi han kritiserer Margrethe Vestagers ledelsesstil. Det kan desværre godt blive en historie, som sætter sig fast,” lyder det fra en centralt placeret radikal politiker.
Ansvarlighed
Ammitzbølls smækken med døren sker i en tid, hvor partiet står over for en række store udfordringer, nemlig at finde den rette balance mellem at søge indflydelse og holde fast i de grundlæggende værdier.
“Enten går partiet mod midten for at få opbakning fra folkedybet. Eller også holder det fast i en form for ansvarlighedspolitik, som ikke har opbakning her og nu,” siger professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School.
Set udefra virker det, som om de radikale står ret alene med ansvarlighedskurs, hvor de store partier ikke tør diskutere reformer af efterløn, sænke skatten massivt på arbejde og så videre.
Og den position passer faktisk partiet helt fint, som det for eksempel kom til udtryk for nylig, da de radikales nestor, Niels Helveg Petersen, sammenlignede statsminister Anders Fogh Rasmussen med Anker Jørgensen - ingen af dem turde gennemføre de nødvendige, men svære reformer, lød kritikken.
“Det er jo en vigtig del af de radikales selvforståelse at turde tale bjerget midt imod,” siger Ove Kaj Pedersen.
Gammel gruppe
Om de radikale skal samarbejde til højre eller venstre, og om partiet skal slække på sin modstand mod 24-års reglen, er dog langt fra det eneste problem, som partiet har for tiden.
Med Simon Emil Ammitzbølls exit er gennemsnitalderen i gruppen røget op på 55 år. Og det er ifølge Ammitbøll indlysende, at gennemsnitsalderen har haft betydning for gruppens debatkultur og vilje til at gå ind i de lidt længerevarende diskussioner.
“En stor del af gruppen ved godt, at de nok ikke er her på Christiansborg særlig meget længere. Selv om man er utilfreds med nogle forhold, så gider man ikke længere tage kampene, for man ved godt, at tæppet er ved at glide ned,” siger han.
Den kritik bliver bakket op af Andreas Steenberg, landsformand for Radikal Ungdom:
“Vi håber, at der kommer et generationsskifte ved næste valg. Der er nogle rigtig dygtige folk blandt vores kandidater, som er yngre og progressive. Vi har brug for, at folketingsgruppen bliver samlet, og at der kommer noget nyt blod i den,” siger Andreas Steenberg.
Og medlemmer fra partiets bagland er på linje:
“Moderne politik handler om synlighed. Margrethe (Vestager, red.) og Morten (Østergaard, red.) er de eneste, der er synlige. Der mangler en sult for at komme i medierne. De fleste i folketingsgruppen havde deres storhedstid i 1980’erne,” lyder det fra et af de aktive partimedlemmer.
Margrethe Vestager vil ikke forholde sig til, at det nu er et medlem i den yngste ende af folketingsgruppen, der har sagt farvel.
“Det er sådan set lige meget, hvilken ende, det er i. Det er altid et tab for en gruppe, hvis der er nogen, der forlader den. Og jeg har ikke andre kommentarer, end at jeg beklager det rigtig meget,” siger Margrethe Vestager.
Stort potentiale
Hvor det altså pt. ikke ser alt for lyst ud for de radikale, skal der ikke meget til, før partiet igen kan indtage en afgørende rolle i dansk politik.
Valgforsker Kenneth Thue Nielsen peger på den gruppe af såkaldte bisværmsvælgere, som skifter parti fra valg til valg.
“Engang var de ‘radicool’. På et tidspunkt ville de stemme på Ny Alliance. Og nu er de så havnet hos SF,” siger Kenneth Thue Nielsen.
At netop Ny Alliance var i stand til på rekordtid at tiltrække så mange, gør, at de radikale også har potentialet til at hive de få ekstra mandater til sig, som betyder, at de igen bliver tungen på vægtskålen.
“Så måske de radikale bare skal have is i maven. Problemet er, at partiet er født til kun at være i opposition i kortere perioder af gangen,” siger Kenneth Thue Nielsen.
Kommentarer