Ny model kan føre til dårligere forskningskvalitet

I de seneste år har man diskuteret en ny model til fordeling af basisforskningsmidler til universiteterne. Den gamle model var baseret på nogle fordelingsnøgler, hvis begrundelse fortaber sig i historiens tåge. Og den model, man så småt var begyndt at anvende (50-40-10-modellen) med 50 pct. vægt til undervisning, 40 pct. til eksterne midler og 10 pct. til ph.d.-produktion, gav efter nogles mening alt for store andele til de undervisningstunge områder og mindre til de i forvejen bedrestillede våde områder (Natur- og sundhedsvidenskab, red.)

Vi er blevet præsenteret for en del fornuftige modeller, der lod forsknings-finansieringen afhænge af mængden og lødigheden af forskningsproduktionen, f.eks. den såkaldte bibliometrimodel efter norsk forbillede. Men vi er også blevet præsenteret for modeller, der forsøgte at lade forskningsfinansieringen afhænge af besynderlige forhold, som for eksempel hvor mange gange man blev citeret i avisen, hvor stort et underskud man havde på patenter, hvor mange studerende man narrede til at forblive på studiet i deres første år, og hvor meget man fik sænket kvaliteten af studiet for at få så mange som muligt igennem på normeret tid. Ja, det gik endda så vidt, at man kom med forslag, der reelt ville fjerne universiteternes afgørende kendetegn: den forskningsbaserede undervisning.

Intern rangering

Fælles for alle forslagene var, at de kun skulle bruges til at rangere universiteterne, hvorefter denne interne rangering skulle afgøre, hvor stor en del af de faste basismidler det enkelte universitet fik tildelt. Det betød, at ens basismidler kunne falde, selv om man 'forbedrede' sig.

Baggrunden for dette lidet hensigtsmæssige forslag skulle være et finansministerielt krav om, at den samlede forskningsbevilling skulle fastlægges på forhånd af budgetmæssige grunde. Det lyder utroligt, at de dygtige regnedrenge, der sidder i Finansministeriet, og som vi selv har uddannet, ikke kan finde en anden løsning. Det synes således ikke at være et problem for finansieringen af uddannelse via STÅ-takster, at en større produktion af beståede studerende medfører større statslige udgifter, så selvfølgelig kunne man designe en model, der ikke vil medføre ukontrollerbare udgifter til forskning.

Måltal

Nu er der foreslået en ny model. Her vil man tildele forskningsmidler på baggrund af hvert enkelt universitets udviklingskontrakt, og i hvor høj grad universitetet er i stand til at leve op til de mål, de selv opstiller.

Hvis dette betyder, at man blot vil lade alle udviklingskontrakterne indeholde det samme sæt af ens, rimeligt veldefinerede og fornuftige måltal vedrørende undervisningsproduktion og forskningsproduktion, er der vel ikke den store forskel.

Hvis man derimod i udviklingskontrakterne vil anvende forskellige mere eller mindre vidtløftige måltal, som bliver aftalt med hvert enkelt universitet, kan man frygte, at vi kommer fra asken til ilden og vender tilbage til en situation, hvor man anvender en uigennemsigtig og tilfældig fordelingsmekanisme. I værste fald er det en fordelingsmekanisme, der giver vide muligheder for kortsigtet, politisk manipulation, og som indebærer en fortsat finansiering af middelmådig forskning.

Gennemføres en sådan model, må politikernes ønske om forskning i verdensklasse og en større andel af EU-forskningsmidler til danske forskere lyde temmelig hult, når man samtidig erindrer sig, at EU i stigende grad bevæger sig mod et system, hvor kvaliteten af forskningsprojekterne spiller hovedrollen.

Svend Hylleberg er dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet