Krisens lære

"Hvis vi drager den rigtige lære, vil Europa komme ud af krisen både stærkere og mere sammentømret, som vi har gjort ved tidligere tilbageslag. Kriser som denne er en mulighed for at forstå, at vi har brug for en fælles EU-reaktion."

OVENSTÅENDE ORD blev sagt af EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, i går ved en briefing af pressekorpset i Bruxelles, inden EU's 27 stats- og regeringsledere i dag mødes til deres traditionelle to-dages efterårstopmøde.

Og de sidste dages begivenheder har netop understreget, at en reel krise - for ikke at sige en pistol for panden - får handlekraft og enighed på banen i EU.

Det var det, vi var vidne til, da Storbritannien og de 15 lande fra euro-zonen mødtes i Paris søndag, og endelig blev enige om at udstede regeringsgarantier, så bankerne igen vil begynde at låne af hinanden. En aftale, der straks blev underbygget mandag af, at flere europæiske lande med Tyskland, Frankrig, Holland og Spanien i spidsen gik ud og spændte et sikkerhedsnet på over tusind milliarder euro ud under den trængte finanssektor. Og reaktionen udeblev da heller ikke. Belønningen faldt prompte i form af rekordstore aktiehop opad mandag på de europæiske børser. En stigning, der fortsatte i går.

MAN KAN MED rette argumentere for, at der burde have været gjort noget for at forhindre finanskrisen allerede for nogle år siden. Med den eksplosion i kreditlånepakker, man dér så både på det globale og europæiske marked, burde nogen nok have kigget i krystalkuglen og set nødvendigheden af at få indført nogle fælles europæiske regler, så udstederne af de risikable lånepakker for eksempel var blevet gjort medansvarlige for dem. Men som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen pointerede i gårsdagens Information, så har politikere og regeringer det med at følge devisen, "at så længe det går godt, så går det godt".

Derfor blev det en redning ikke bare i sidste øjeblik, men i allersidste øjeblik, fordi Frankrig og Tyskland også lige skulle være færdige med at skændes om, hvorvidt en fælles europæisk redningsfond var en mulighed. Det blev som bekendt ikke løsningen. Men en løsning fik vi trods alt, så vi nu undgår en total finansiel nedsmeltning. Løsningen sikrer ikke en hurtig tilbagevenden til stabilitet på det finansielle marked og kan heller ikke forhindre en regulær recession i flere EU-lande, men den viser trods alt, at når det virkelig gælder, så KAN det lade sig gøre at blive enige og handle i fællesskab, og det er på trods af hele finans-miseren et opløftende element.

Tilbage står så nu at se, om de 27 lande rent faktisk har forstået og lært lektien om behovet for den fælles EU-reaktion, som Barroso talte om i går. Og en reaktion i tide vel at mærke.

For når de 27 stats- og regeringschefer i aften bekræfter hinanden i, at planen, der blev vedtaget i Paris, er den helt rigtige, og at alle står bag både den og behovet for fremover at lave nogle fælles regler for finansmarkedet, så man undgår en ny krise, så er der stadig masser af punkter på den europæiske dagsorden, der kræver et stærkt fællesskab og en samlet front. Det gælder blandt andet løsningen af problemerne med Lissabon-traktaten og forholdet til Rusland efter Georgien-krisen, men ikke mindst EU's klima- og energipakke, som også skal diskuteres på topmødet i dag. Desværre er flere lande, herunder Tyskland, Italien, Polen og andre østlande i øjeblikket ved at slå sig i tøjret, når det gælder de klimamål, EU-Kommissionen har udarbejdet for Unionen. Mål, som landene sidste år selv var med til at godkende. Det gælder blandt andet ambitionen om, at EU skal reducere sin CO2-udledning med 20 procent inden år 2020.

PARADOKSALT NOK er det finanskrisen, som nu bruges som argument for at skrue ned for ambitionerne på klimaområdet. Nogle lande mener, at visse dele af den energitunge industri ikke skal have en regning for deres CO2-udledning, fordi de nu også presses af den økonomiske krise og dermed vil miste for meget af deres konkurrenceevne.

Men industrien skal først betale for deres CO2-kvoter fra år 2013. Et tidspunkt, hvor der forhåbentlig er bedre styr på den finansielle krise.

Derfor er det vigtigt, at landene nu ikke bliver defensive på grund af den nuværende dårlige økonomi, men i stedet bruger finanskrisens lære om at handle i tide og gøre det i fællesskab. For hvis ikke EU til december kan fremvise en stærk fælles klima- og energipakke, bliver det overordentligt svært at få resten af verden til at følge et ambitiøst klimaspor og få en global klimaaftale i hus i København i december 2009.

DERFOR SKAL FINANSKRISEN ikke bruges som argument mod klimapakken, men for, at man nu ikke begår samme fejl igen. Det er nu, at Unionen skal demonstrere sit værd og vise, at den har forstået at drage den rigtige lære om at handle kraftfuldt og i tide.

Så har finanskrisen ikke været forgæves, og vi undgår måske i bogstaveligste forstand en global nedsmeltning. wendt