Skærmbilleder

Murakamis nye roman foregår i løbet af en enkelt nat i nutidens Tokyo, der ligesom andre storbyer aldrig sover helt. Hovedpersonerne er den 19-årige, seriøse unge kvinde Mari, som studerer kinesisk, og den 21-årige, halvflippede unge mand Tagahashi , som vil til at tage sit jurastudium alvorligt. De mødes tilfældigt på en nat-åben fastfoodrestaurant, og deres forbindelsespunkt er Maris søster og Tagahashis tidligere klassekammerat, den modelsmukke Eri, som af egen vilje har sovet dybt i to måneder. Mari kan af samme grund ikke sove om natten, mens Tagahashi er vågen for at spille i et band.

Det er en lille, på sin vis letlæst roman, som vi her får i en oversættelse, der er nøjagtig lige så lysende klar, som Murakamis sprog tydeligvis skal være det. For skønt nattelivet vrimler med mennesker og maskiner, deres fortsatte aktiviteter og næsten uændrede støjniveau, så har Murakami valgt en nøgternt registrerende fortællerstemme, som følger nogle generelt fåmælte personer.

Objektiv fortælling

Fortælleteknikken er gennemført i en grad, så romanen kan bruges som lærestykke i , hvordan en fiktionsfortæller kan reduceres til en objektiv, formidlende instans mellem den fortalte verden og læseren, til et blik eller et kamera, som det hedder i kapitel to:

"Der er mørkt i værelset, men vores øjne vænner sig langsomt til mørket. En kvinde ligger i sengen og sover. Det er en smuk, ung kvinde; det er Maris storesøster Eri. (-) Vi fokuserer på hende og betragter hendes skikkelse. Eller vi burde måske snarere sige, at vi smugkigger. Vores blik forvandles til et kamera, der svæver frit i luften, og som kan bevæge sig rundt i værelset.(-) Som et fiktivt kamera giver vi os god tid til at studere alt i værelset, den ene ting efter den anden. Vi er usynlige og anonyme ubudne gæster. Vi kigger. Vi lytter. Indsnuser dufte. Men rent fysisk er vi ikke til stede, og vi efterlader ingen spor."

Vi får kun beskrevet personernes ydre samt gengivet deres dialoger, og må, ud fra hvad de gør, og hvad de eventuelt fortæller, prøve at slutte os til, hvad de sanser, tænker og føler. Teknikken er imponerende i al sin gennemførthed, men den får også teksten til at minde om et filmmanuskript, som ikke fungerer entydigt vellykket som romanværk. I modsætning til hvad der er tilfældet på film, hvor vi nødvendigvis ser følelser afbildet i personernes ansigter, skildres ansigterne i denne roman tilstræbt objektivt, uden noget følelsessprog, netop som af et upersonligt registrerende kamera. Fortælleren er ikke bare en usynlig og anonym gæst, hans blik fremstår slet ikke som menneskeligt. At Murakami vil sige os noget med dette, understreges af den uhyggelige "ansigtsløse mand", der indimellem sidder ved siden af Eris seng.

Flade billeder

Fortælleren som følelsesformidler glimrer altså ved sit fravær, og samtidig præsenteres vi for en overflod af flade billeder: tv-skærme, computerskærme, overvågningskameraer og ikke mindst spejle figurerer på fremtrædende plads og har tilsyneladende overtaget noget af det virkelige liv og af menneskeligheden.

Således forsvinder den sovende model på et tidspunkt ind i det mystisk flimrende fjernsyn, der står på hendes værelse, og to gange får vi beskrevet, hvordan et spejlbillede synes at løsrive sig fra den virkelige person. Som underlægningsmusik får vi hele tiden at vide, hvilken pop der lyder ud af de mange højtalere.

Hvem er disse personer? spørger man sig uvilkårligt flere gange, men får skuffende få svar i løbet af romanen. Ikke fordi der ikke sker noget i løbet af den nat, hvor en ung kinesisk luder er ude for et bestialsk overfald, og hvor vi da også hører uddrag af de to hovedpersoners til dels dramatiske forhistorier. Skuffelsen over ikke at lære personerne nærmere at kende skyldes nok så meget fortælleteknikken, der gør dramatikken og historierne underligt uvedkommende, gør dem overfladiske i bogstavelig betydning. Kun at kende det ydre, ikke det indre af dem, der står en nærmest, er da også et hovedtema i romanen.

Mediekritik

Teknikken er selvfølgelig valgt med overlæg for at holde os på afstand og lade os opleve frustrationen. Og nok også for at lade os mærke, i hvor høj grad vi er indstillede på at lade vores indlevelse styre af en medierende instans. Læst på den måde rummer romanen en hård kritik af den følelsesmanipulation, vi også udsættes for via alle disse skærme. Den maner til eftertanke, men lader samtidig læseren gennemleve det ubehagelige i ikke at kunne involvere sig i hverken overgreb, ensomhed, frygt og fremmedgjorthed eller venskab og kærlighed, ikke at kunne involvere sig i selve denne roman, fordi følelsesudtrykkene mangler hos både personer og formidler. Romanen gør læseren til den kyniske betragter, vi netop ikke ønsker at blive gjort til. Den ligger ikke lige til læseglæden, men: tak for spejlet!