Rejsende med og uden bagage

Med den nærved 500 sider store roman Beatles fra 1984 og opfølgeren Bly fra 1991 skabte Lars Saabye Christensen et persongalleri af selvgenkendelse, der længe har huseret i så mange læseres bevidsthed blandt tressergenerationen, også i forfatterens egen tankverden, at det nu har måttet udløse en fortsættelse og sammenfatning. Hvad blev der af de fire drenge fra bandet 'Snafus', den vilde og eventyrlige ungdoms bedrifter og forvirring både i og uden for tiden, tværs gennem 1970'ernes maoistiske paroler og den hærgende borgerliggørelse og velstand?

Med Bisættelsen og dermed endnu en B-titel har Saabye så i et sindrigt fortællesystem gjort boet op, så trilogien står og kan ses.

Det er en læselyst at komme igennem det nye digre bind, men jeg skal ikke skjule, at forkundskaber er nyttige for at begribe logikken i det spegede handlingsforløb, dets mange ritualer og tegn, skjulte og åbenlyse citater, en fortrolighed med hele Beatles-mytologien og persondyrkelsen af virkelige og fiktive figurer før og nu. Romanen er et musikalsk skæbnebudskab fra det eksotiske Norge, der stiller egenartede byer, landskaber og lokaliteter til rådighed i tillæg til drømme, mareridt og litterære fantasmer.

Dødsrute

Hovedpersonen, der optræder både som jeg og som han i forskellige stemmer, er bandelederen Kim Karlsen, nu nær 50 år gammel, der på nye verdenseventyr vågner på et hotel, ramt af hukommelsestab. Hans kalender røber navn, adresse og telefonnummer, men det svarer med han egen stemme, at han er på rejse. Og det fortsætter han så med på jagt efter sin identitet, et begreb, der jo er værkets grundtema.

Rejsen tager karakter af en dødsrute med reelle og fantastiske reminiscenser af levet liv fra romanværkets tidligere dele. Formålet er udsigt og indsigt. Målet bliver erkendelsens øjeblik med klang af verdslig religiøsitet. Erindrer De? spørger en fortæller undervejs. Ellers må læseren selv bruge sin fantasi og evner for puslespil til samling af bogens medskrift, modskrift, spejlskrift.

Kim Karlsen er en rejsende uden bagage, strabadserende i en sindets underverden af skumle, surrealistiske kulisser, strandet på en parkeringsplads i et bilvrag, har gået over sø og land, er blevet dekoreret i en øvelseskrig, har rejst med i bandet Dirty Fingers ulykkesramte turnébus og redet af sted på ryggen af en hvalros som i en Beatles-tekst. I stadige konfrontationer.

Spejlskrift

Og endnu en tekst styrer det videre i det andet storforløb i bogen: 'Jeg sidder i et sommerhus, og det er efterår'. Der møder vi ham så, læsende sit liv i spejlskrift, de udeladte kapitler i de fire venners liv, de fortrængte sider, forsømmelserne, værst familiens iscenesatte glemsel af den døde søster Kaia. Men også glemslen, der sænkede sig over det udødelige venskab, over deres tro på, at de ikke skulle blive ældre som alle de andre.

Det er de nu blevet, som det fremgår af de følgende skildringer af de tre andres borgerliggjorte liv, frisøren Ola, arkæologen Gunnar og gymnasielæreren Sebastian (sjældent en norsk roman uden en gymnasielektor). De går dog alle rundt med et budskab fra Kim Karlsen, et postkort fra hans store rejser, en påmindelse om værdighed, om bjergbestigerens viden: at op er let, ned er tungt. Når du er på toppen, er du kun halvvejs. Om døden. Dens tegn er ristet i dem efter drabet på John Lennon 8. december 1980 i New York, et af de vigtige og mange ledemotiver i bogen. Dens titel refererer til den konkluderende finale, hvor hovedpersonerne samles i flere betydninger. En livfuld død, en af de mange lavmælt lunerige episoder, der blandt mere hæsblæsende begivenheder leveres af den stilsikre fortæller, der i en varm, billedrig og musikalsk varieret epik har fyldt sprækkerne ud i den gamle tekstur og sat andre toner til. Nye spor på gengroede stier.