Alfahannen Hamilton i Arabien

Jan Guillous bøger handler om overlegne mennesker. På en ligefrem biologisk måde. Det er de stærke, der dræber de mindre stærke og dermed beskytter sig selv og sine. Og det er formentlig denne tematisering af et helt grundlæggende evolutionsprincip, der fascinerer de mange læsere. Den er sovsen, der gør Guillous lidt gammeldags venstreorienterede kapitalisme- og stormagtskritik spiselig for det brede parcelhuspublikum.

Elitesoldaten og spionen Carl Hamilton er alfahannen. Han er den dyriske dræber, der nedlægger banditter på stribe, simpelthen fordi han er bedre end dem til at slå ihjel. Men også de andre helte i Guillous univers er uovertruffent dygtige til deres fag: Journalisten Erik Ponti er Sveriges skarpeste undersøgende journalist og behængt med lige så mange publicistpriser som Hamilton med fortjenstmedaljer. Pierre Tanguy har været en af Fremmedlegionens fremmeste faldskærmssoldater og er nu forfatter med adskillige litterære priser på CV'et. Ewa Tanguy er landets førende afhøringsekspert. Anna Holt er en eminent sporhund af en strømer. Og Mouna al Husseini er den palæstinensiske efterretningstjenestes mest effektive agent.

Disse figurer er i sig selv anstrengende, fordi de bliver så banalt idealiseret. Ofte for øvrigt ved gensidig lovprisning, som når Hamilton siger til Pierre, første gang han møder den tidligere fremmedlegionær, der har skrevet en bog om sit liv som militærmand: "Hvis du har en fanklub, vil jeg være medlem med det samme. Ingen, jeg mener virkelig ingen, har formået at fortælle om os, sådan som du gør i den bog!"

Men er de trættende i sig selv, bliver de uudholdelige, når de er sammen. Og det er netop, hvad der sker i Jan Guillous nye thriller, Men ikke hvis det gælder din datter, hvor scoopet er, at alle de overlegne finder sammen i en selvfed fejring.

Bordeaux og Barolo

Anledningen til sammenskudsgildet er, at Pierre og Ewa Tanguys lille datter bliver kidnappet af en saudiarabisk prins, der abonnerer på en ganske vist noget pragmatisk udgave af wahhabismen. Prinsen vil redde pigebarnet fra hendes onde politimors indflydelse. Ewa har nemlig i egenskab af specialist hos den svenske efterretningstjeneste optrådt i et inferiørt dagblad, hvor hun imod sin vilje bliver fremstillet som muslimernes undertvinger.

Det kalder selvfølgelig på en actionmættet befrielsesaktion. Så mens kvinderne nulrer rundt med ligegyldige politispor, beslutter mændene at tage sagen i egen hånd og samle et slagkraftigt hold, der kan invadere prinsens ørkenborg. For diplomatisk fnidder-fnadder er der ikke tid til at vente på, lyder argumentet, som vi da vist også har hørt et andet sted fra inden for de senere år. Selvom Guillou vist nødigt vil sidestilles med amerikanske neokonservative.

Og her går der så for alvor evolution i den. For det er klart, at den stærke mand skal beskytte sit afkom. Det er jo derfor, kvinden har valgt lige netop ham. Noget, Ewa da også gør klart for de langsomt opfattende:

"Hent hende hjem, Pierre, gør det! hviskede hun ind i hans øre, samtidig med at hun rakte ud efter køkkenrullen for at tørre tårerne af sine egne kinder."

Javel lillemor. Men alting til sin tid. Først skal vennerne altså lige nå at slubre lidt årgangsvin og svælge i hinandens gastronomiske kundskaber. For sådan er det nu engang hos Guillou. Og se lige her, hvordan det foregår:

"Under jomfruhummeren og den hvide Bordeaux blev der kun talt om mad og vin ved bordet, og Erik høstede stor ros for sin blanding af hvidløg, persille, mayonnaise, hvidvin og olivenolie til skalddyrene. Bagefter hjalp Pierre med at tilberede kalvekødet som saltimbocca, mens Carl drog på ekspedition i vinkælderen og efter anmodning vendte tilbage med et par flasker Barolo, som han nonchalant puttede i mikrobølgeovnen, så de kunne blive tempereret."

Biordet 'nonchalant' understreger vist fint, hvordan sådanne scener tjener til karakteropbygningen. Carl og de andre er højt hævet over håndbajere og frikadeller. De navigerer overlegent rundt blandt fine vine og udsøgte dyr. Selv om saltimbocca og Barolo vel for øvrigt stik imod hensigten ikke længere er så klare klassemarkører.

Banal og primitiv

Som en mere seriøs understrøm til det helt forbløffende triviallitterære handlingsplan ligger en kritik og lurer af alliancen mellem USA og Saudi-Arabien. Selv om en række formørkede saudiske prinser utvivlsomt er hovedsponsorerne bag international terrorisme, har Bush og konsorter fredet dem på grund af personlige forretningsforbindelser og bomber i stedet Afghanistan og Irak tilbage til stenalderen.

Netop her opstår der dog et problem. På den ene side lader Guillou ligesom i sin seneste roman, Fjenden i os selv, forstå, at frygten i Vesten for islamistiske ekstremister er absolut ubegrundet. For eksempel er Muhammed-tegnernes liv på ingen måde truet. Men på den anden side findes der åbenbart saudiske prinser, der står bag islamistiske terroraktioner på svensk jord foranlediget af islamkritiske ytringer i pressen.

Men skidt nu være med det. Det hører til i småtingsafdelingen. Det grundlæggende problem er, at denne kulørte trivithriller er så helt igennem banal i sin overmenneskefascination og fortæller en så fuldstændig primitiv historie om stærke mænd, der beskytter deres afkom, mens kvinderne venter derhjemme med tårevædede øjne.