Martha Wainwright må være blevet skænket af guderne til menneskene en dag, hvor de havde gjort sig særlig fortjent til det. Med sig her på jorden har hun en stemme, der kan spænde over hele følelsesregistret og en stemme, hvor flere sfærer lyder på én gang. Men ellers er Martha Wainwright en højst jordisk skabning.
I Vega tirsdag aften var hun således en af os. Hun måtte bestandigt tørre sig med håndklæde, for som hun sagde: "min bror Rufus og jeg lider under det samme svedegen".
Hun smed strømpebåndene foran et måbende publikum og rullede strømperne ned som en fodboldspiller i forlænget spilletid. Billigt trick, mumlede kvinderne.
Hun drak af det mandlige publikums øl, hun lånte hår-elastik af en kvinde for at få styr på det vilde hår. Bestandig måtte hun rette på det smykke, hun bar på brystet af sin kjole - som om det spærrede for den fri passage.
I det hele taget er der en uro i hendes krop parret med en pjattet munterhed, som hele tiden er nødt til at blive tæmmet i fremførelsen af de enkelte numre.
På dage, hvor hovedpersonen ikke er helt tændt, giver det en ujævn koncert. På dage, hvor hun er tændt, giver det den helt perfekte koncert. Sådan en aften med en helt tændt og anspændt Martha Wainwright var det tirsdag i Vega.
Marthas ben
I virkeligheden er Martha Wainwright et naturbarn, der er blevet sat i en civiliseret verden, hvor hun ikke helt passer ind.
Hun er som Den lille havfrue fra det berømte eventyr af H. C. Andersen med den betagende stemme fra den hinsidige verden, og som er kravlet op på land og nu vandrer rundt på en scene, hvor hendes bevægelser ikke helt kan kontrolleres.
Der er især noget med hendes ben. Hun er godt selv klar over det. På coveret af sin seneste cd poserer hun på en sofa med de nøgne ben hen over ryglænet. På scenen i Vega gør hun sin entre i høje støvler, røde netstrømper med strømpebånd under en meget kort kjole.
Jeg vil hævde, at blikket til en Martha Wainright-koncert gennemsnitligt ligger en halv meter lavere end til andre koncerter. Kvinder trækker bekymret i deres mænd, når de kigger alt for længe på Marthas ben.
Det er svært at sige, hvad det præcis er med benene. De er ikke specielt yndefulde, men smukke er de naturligvis i en eller anden forstand.
Hun har objektivt indimellem svært ved at styre de lange ben, samtidig med at der er masser af kraft og saft i dem. Hun stamper i gulvet, hun vrider og krummer venstre ben i vilde ekstaser og strammer og spænder og sender rystelser gennem kødet på inderlårene. Jeg ved, at bebrejdelsen hos læseren på nuværende tidspunkt ligger på lur. For hvad har alt det her med Martha Wainwrights koncert at gøre? Næsten alt faktisk.
Overlegne leveringer
Hvis hendes stemme er gudegivet og det suverænt vigtigste instrument på scenen, så er det benene, der holder hende til jorden og gør hende menneskelig. Hun forsøger på scenen at få kroppen til at leve op til stemmen. Det kan den ikke, men det er i forsøget, at det særlige opstår.
Hvad leverede hun så? Jo, hun diverterede først og fremmest med de fleste numre fra sin seneste cd 'I know you're married but I've got feelings too'. Hun beviste i overlegne fortolkninger af egne numre, at det er et album af mange højdepunkter.
De mere glatte numre som 'Jesus and Mary', 'You cheated me' og 'Comin' tonight' fik den fornødne tvist og forvrængning, som løftede dem ud af studiet og ind i koncertsalen, mens en række af de mindre og mere skæve numre fik helt nyt liv og med nye løfter trukket ud af skyggetilværelsen på albummet.
Et af højdepunkterne var således det, hun selv betegner som eneste vellykkede protestsang 'Tower Song', der lyder som tredivernes Tyskland og helt Kurt Weil-agtig. Her forbinder hun det private og intime med det storpolitiske og storsymbolikken i form af tårnene i New York.
Martha Wainwright kan til fulde synge inde fra sin egen lille private verden og ud. Hun kan alt med sin stemme, i pludselige skift bevæge sig fra den ene følelse til den anden. Hun kan i det ene øjeblik synge blidt, blødt og inciterende for i det næste øjeblik hæst vrænge og næsten skrige.
Hun kan alt det, som Tina Dickow ville ønske, at hun også kunne for at slippe ud af det pæne og velfriserede image. Martha Wainwright står på scenen og høster det ene store bifald efter det andet.
Hun ved godt, at hun er i færd med at levere den helt perfekte koncert. Den aften, hvor alt fungerer, fordi hun er så tændt samtidig med den uafgørelige uro i kroppen. Det afsluttende sæt af ekstranumre er lige så tilfredsstillende.
Hendes hidtil største hit, den vrængende 'Bloody Mother f***ing A''hole' bliver fremført råt på den beherskede måde. Bagefter kan man købe trusser med den påskrift i forhallen.
Og det hele afsluttes med det tidlige Pink Floyd-nummer skrevet af Syd Barrett 'See Emily Play', der både lød rigtig skramlet og garageagtig og mærkeligt rensende i Vega.
Musikalsk er man fuldt tilfredsstillet, fordi man har været rundt i alle sindets afkroge. Følelsesmæssigt er man åben og på vagt og klar til at indtage natten.
Store Vega: Martha Wainwright. Tirsdag aften. Support: Angus and Julia Stone
