Første runde til socialisterne

"Det er socialisterne, der har medvind. Det er dem, der har haft svarene på finanskrisen. Det har selv børserne indset."

Michael Freeden, professor på Oxford University

Bankerne og resten af den finansielle verdens redning blev en nærmest utænkelig genoplivning af en politisk ideologi, som man troede for længst var begravet på idéhistoriens kirkegård. Staterne enkeltvis og senest også i fællesskab lige fra USA, Storbritannien og Tyskland til EU og spændte sikkerhedsnet for milliarder og atter milliarder af dollar og euro ud under bankerne eller overtog og nationaliserede dem slet og ret - en for en. Da presset blev for stort, brød de frie markeder sammen, og de liberaliserede og deregulerede finansielle systemer viste sig ikke selv i stand til at genetablere balancen. Derfor har krisen givet ny medvind til personligheder som Labours upopulære premierminister Gordon Brown og SPD's tyske finansminister Peter Steinbrück. Brown har ligefrem i næsten euforisk kådhed for nylig sagt, at han da ikke er bange for at bruge det forbudte 's-ord' - s for socialisme. Da det kom til stykket var det mere stat og mindre marked og mere regulering og mindre liberalisme, der skulle til for at genetablere tilliden til de finansielle systemer, og det har givet socialister og socialdemokrater over hele Europa en tiltrængt chance for at generobre den politiske og ideologiske dagsorden. Spørgsmålet er, om de kan og vil gribe den.

Trods DE HEDE DRØMME hos dele af venstrefløjen er det næppe socialisme i Karl Marx' forstand, der står for døren. Når faren for finansiel nedsmeltning er endeligt forbi, vil regeringerne - socialdemokratiske som borgerlige - i god ro og orden skille sig af med deres nyerhvervede banker og rulle sikkerhedsnettene sammen. Og hvis alt går, som det plejer - nemlig op og ned, kan det meget vel vise sig, at statskasserne kommer til at tjene ganske godt på at have overtaget bankerne for at sælge dem, når deres værdi og troværdighed igen er steget. Så nok har de europæiske socialdemokrater på det ideologiske plan vundet en første runde i krisehåndtering, men forude venter både anden og tredje runde, hvor det bliver langt sværere at finde svarene - blandt andet fordi de europæiske socialdemokratier i et årti eller mere har forsømt at udvikle politiske alternativer til mere marked og mere deregulering.

Kernen i den nuværende krise er, at balancen mellem marked og stat med socialdemokraternes accept er tippet til fordel for stadig større frihed for kapitalen, virksomhedernes muligheder for at udfolde sig. I en lang ubrudt højkonjunktur har det været overordentligt vanskeligt at slå til lyd for en anderledes økonomisk ideologi, for det går jo godt. Så centrum-venstre har resigneret og overgivet sig i alt for vid udstrækning. Selv da gigantiske kapitalfonde begyndte at opkøbe store virksomheder og tidligere statsejede institutioner for at trimme dem ud i det absurde, suge al værdi ud af dem eller splitte dem i atomer, var der blandt socialdemokrater ikke den store lyst til at regulere. Heller ikke selv om den tidligere socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft i går - konfronteret med kritikken her i avisen - kunne påpege, at han skam har skrevet indtil flere artikler om den sag. Regulering har været lig med beton, og er der noget, man på den fløj har ønsket at slippe ud af, er det netop det prædikat.

Hvis første runde handlede om at håndtere en akut og truende finanskrise, så kommer anden runde til at dreje sig om, hvad der nu skal ske med den kuldsejlede sektor. Hvad skal så at sige være samfundets pris for de store redningsaktioner. Ingen forventer, at alt bliver som før, når kredit- og aktiemarkederne har stabiliseret sig. De finansielle markeder må indstille sig på mere kontrol og mere regulering. Spørgsmålet er, hvor langt regeringerne, ikke mindst de socialdemokratiske, vil og tør gå. Tredje runde bliver håndteringen af den mere traditionelle økonomiske krise, som er ved at sprede sig fra kontinent til kontinent. Pilen peger mod nedgang i forbruget, mindre efterspørgsel, masseafskedigelser, stigende arbejdsløshed og konkurser. Øverst på den økonomiske og politiske dagsorden står spørgsmålet om, hvordan de europæiske regeringer medvirker til at genskabe væksten. Lektien fra 90'ernes økonomiske krise er, at det ikke nytter meget at stimulere det private og offentlige forbrug i et enkelt land, når økonomierne er åbne og frie. I lighed med den finansielle hjælpepakke kalder krisen på en koordineret indsats blandt alle lande i EU. Det var det, som daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og flere socialdemokratiske topledere med ham kæmpede for i 90'erne, og det ligger fint i forlængelse af traditionel socialdemokratisk økonomisk tænkning, Så her burde centrum-venstre være på hjemmebane. Efter at have været i tovene i ganske mange runder er chancen der nu for de europæiske socialdemokrater og socialister - både i første, anden og tredje runde.bew