Festen er forbi

Du som har dit hjem
på en ø i hjertet
og himmelrummets vidder,
et fortov under dine fødder:
Ræk mig nordlysene!
Jeg vil danse med den yngling
der holder på stjernerne.
Vi flår skindet af mørket
og skærer hovedet af elendigheden.
- Kampråb fra nord

Dette er digtet ‘Kampråb fra nord’, hvormed det på mange måder er passende at indlede dette skriveri, ikke kun fordi digtet beskriver det, som det drejer sig om, men fordi jeg skrev det på Sømandshjemmet i Klakksvík på Færøerne i februar 1993, da bankkrisen gik hærgende hen over øerne.

Dér befandt jeg mig på oplæsningsturné, men historien om den har jeg fortalt andetsteds, og jeg har ikke tænkt mig at blande færingerne ind i dén økonomiske krise, der nu går hærgende hen over Island. Selv om krisen siges at være international, vil jeg forsøge at holde mig så meget som muligt til Island.

I hele det opbrud, som lige nu finder sted, må det første spørgsmål være: Havde Karl Marx mon ret? En ven af mig, som stadigvæk ejer alle bind af Kapitalen, og som har læst dem, fortæller mig, at den situation, som tegner sig nu, bliver taget op til behanding i tredje bind, som få vist har læst, fordi der er så meget matematik i bind to.

Det siger min ven, som ikke nøjes med at eje alle bind af Kapitalen, men også læser i dem, hvad der er mere end jeg og de fleste har gjort.

Denne min ven fortæller, at i tredje bind taler Karl Marx om poetisk rigdom, om ‘fiktiv kapital’, hvor der ikke ligger nogen værdifrembringelse bag ved profitten, men hvor der blot cirkulerer værdiløse papirer rundt mellem folk, værdiløse i den forstand, at de ikke har grund i nogen virkelighed.

En sådan svikmølle frembragte de islandske kapitalister, som tit blev kaldt ekspansionsvikinger og blev betegnet som tough’e og smarte. De dukkede op som halvguder i de aviser, de ejede selv, de blev opfattet som fortalere for gode og sunde sager, og deres koner viste omsorg for børnene i Afrika. De islandske kvinder sagde, at de ville give væk af deres rigdom, fordi det gik dem så godt, fordi deres mænd var så dygtige til deres arbejde og så heldige med snart sagt alt, hvad de foretog sig. Disse mænd købte sig ind i selskaber, fik majoriteten i dem, oprettede nye selskaber og solgte dem til hinanden og strøg værdierne fra de gamle selskaber, aktionærernes værdier. Dette var svikmøllen. Sådan gik det med mange værdifulde fimaer. Bagefter dukkede de igen op i deres aviser, havde købt sig skibakker i Alperne, luksuslejligheder på Manhattan og lystyachter i Florida. De var simpelt lykkens pamfiliuser.

Bemærk, at jeg brugte ordet svikmølle. Det er imidlertid ikke det rigtige ord, for det hele skete i overensstemmelse med markedets love og med dets velsignelse. Der var ingen love og regler til at lægge hindringer i vejen for finansfyrsternes dispositioner. Landets politikere snorksov, trak på skuldrene og skålede med finansfyrsterne, ja, blev tilmed fornærmede, hvis ikke de blev inviteret med til festerne, der havde Hollywoodskær over sig, med glans og glimmer.

Markedet som gud

Når liberalister taler om markedet, benytter de et religiøst ordvalg. De siger: “Det styrer markedet”. Eller: “Det lader vi markedet tage sig af”. Man behøver bare at udskifte ordet ‘marked’ og indsætte ordet ‘gud’, så bliver liberalismens religiøse indhold tydeligt. Den usynlige hånd bliver til Guds vilje, og dette helt uafhængigt af, hvad folk ellers synes om gud, for Mammon er udspekuleret og forklæder sig i masser af skikkelser.

Ekspansionsvikingerne, finansfyrsterne, de islandske kapitalister, eller hvad man nu vil kalde dem, gjorde altså ikke andet end at bringe markedet eller Mammon deres ofre. Spillereglerne fandtes, og de benyttede sig af dem. Oven i det kom så de gigantiske lønninger, aftalerne om retten til køb på særlig fordelagtige vilkår, bonusbetaling og meget andet sjovt. Der opstod en ny klasse på Island, de stenriges klasse, der forvandlede medlemmerne af middelklassen til tiggere og gjorde underklassen til rene pjok. Alle målestokke brast. Almindelige jobs, som f.eks. lærer-erhvervet, ansås for ynkelige. Ingen gad længere tage en bus. Alle satte sig op i nye biler, selv biler, som folk ikke ejede, men skyldte væk fra dækkene til toppen af antennen.

Bankdirektørerne i de privatiserede banker rendte med den store gevinst. De betragtede deres arbejde som så stor en bedrift, at de beregnede sig en månedsløn svarende til en Nobelpris. Og hvis man bebrejdede dem den flothed, de viste imod sig selv, satte de en sur mine op og truede med at forlade landet. Man skulle hellere have gjort som i Sagaen om Grettir den Stærke: ønsket dem en god rejse og bedt dem om aldrig at komme igen. Selv forklarede de, at der var kolossal efterspørgsel på dem i udlandet, og det lå lige for at forestille sig, at de kunne klones, så hele verden bagefter kunne bade sig i deres herlighed. Så ville Islands Genetiske Institut såmænd nok være i stand til at finde misundelses-genet hos dem, der tillod sig at kritisere dem. Én af disse mænd lod faktisk et ord falde om, at han ville sætte en doktorand til at forske i danskernes misundelse imod dem.

Jeg kommer nærmere ind på dette om lidt, for nu vil Karl Marx gerne have, at jeg yder hans synspunkter lidt større retfærdighed. Forskellen mellem Karl Marx og de fleste af nutidens økonomer siges at være, at han havde historisk overblik, at han opfattede historien som et klasseværelse og uddrog lærdomme af den. I den henseende var hans arbejdsmetoder ikke så forskellige fra episke forfatteres metoder, de befandt sig blot på et andet plan. Sandheden er konkret, sagde Marx, på omtrent samme måde som en romanforfatter, der forsyner sig med kendsgerninger og bearbejder dem. Her handler det om overensstemmelser i slægt med, hvad vi finder i den moderne litteratur, hvor forskellige niveauer har deres indbyrdes paralleller eller ‘korrespondancer’.

Karl Marx har formentlig indset virkeligheden bag den fiktive kapital ud fra den krise, der opstod midt i det 19. århundrede, så vidt jeg husker i 1859. Denne krise var nok den dybeste, der er gået hærgende hen over det borgerlige samfund, sammen med den store krise i 1929-30 og så den, der nu ryster hele verden. Hvis disse kriser er vulkanudbrud, så er andre kriser jordskælv, nogle af dem efterskælv, nogle kun lokale. I midten af det 19. århundrede foregik der i Europa storstilede trafikale anlægsarbejder, som brød sammen med lige så stort rabalder, som finanssektoren gør nu.

Vi ved også, at krisen i 1929-30 var en overproduktionskrise, og at krisen nu, 2008, er en overinvesteringskrise, som derfor tager sin begyndelse i finansinstitutioner og banker. Og selvfølgelig står folk målløse over for den grådighed, der er fulgt med det netop sammenstyrtede finanssystem. Eksempelvis er flere af de islandske finansfyrster dukket op på lister over de rigeste mænd i verden. De har suset rundt i private jetfly og kappedes om at overgå hinanden med alt muligt forfængeligt tant. Orkestre som Duran Duran har spillet til nytårsselskaber, og Elton John har sunget til deres fødselsdag. Jeg skal ikke give mig til at diskutere deres musiksmag som sådan, men der er kunstnere, der er blevet deres hofpoeter og -malere.

I lommen på pengemændene

Præsidenten har tilmed rejst med dem ud over den halve klode, måske blot for at kigge på en enkelt fodboldkamp, ligesom han i skåltaler har sammenlignet dem med helte og prist dem for deres dristighed. De har i deres bukselomme båret Socialdemokratiets ledere, som har optrådt som kapitalisternes bugtalerdukker, for ifølge sagens natur har pengemændene behøvet en modstander og fundet ham i Daví Oddsson, der har beklædt næsten alle de poster, man kan beklæde, været borgmester, ministerpræsident, og som nu er nationalbankdirektør.

Baugurfolkene, eller kapitalisterne i Baugur Group, har givet Daví Oddsson skylden for finanskrisen og uhæmmet anvendt deres massemedier til dette formål. Denne naragtige harme har socialdemokraterne overtaget, bl.a. deres leder Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, og abet efter rigmændene, der råber op om personlig forfølgelse af familien, når man forsøger at holde dem fast på deres ugerninger og deres mangel på moral. Daví Oddson har anklaget dem for grådighed og korruption, kaldt dem uordenens folk og anvendt al sin veltalenhed på at få dem til at fremstå som idioter.

Men Daví glemmer én ting, nemlig at han og hans politiske parti, Selvstændighedspartiet, beredte vejen for disse mænd gennem privatisering af bankerne og en total mangel på regler omkring deres aktiviteter. Heri har også Fremskridtspartiet, det tidligere liberale bondeparti, en væsentlig andel. Valgerur Sverrisdóttir, som er … var minister for bankvæsen og en af lederne af Fremskridtspartiet, sagde i forbindelse med bankernes privatisering: “Dette er et meget betydningsfuldt fremskridt, for det er den største privatisering i Islands historie”.

Og bankernes privatisering var hende så magtpåliggende, at sommerhuse og en værdifuld malerisamling fulgte med, ganske gratis. Da nogen tillod sig at kritisere hende, begyndte hun at bruge mund.

Politikerne spiller således rollen som Frankenstein, mens rigmændene er monstrene, der fuldstændig er vokset det økonomiske system over hovedet og har pantsat nationen i en sådan grad, at hvis man på hele sagen anlægger en moralsk målestok gældende for republikken som sådan, så er det ordet landsforræderi, der dukker op i tankerne, og derfor, i den situation som landet er i, kan der ikke være tale om andet end at konfiskere disse personers ejendom ene og alene for at lade dem betale af på gælden, den gæld som de har frembragt.

På overfladen virker Daví Oddssons måde at fremstille tingene på, med uordenens korrupte og grådige mænd, ganske præcis, for uordentligheden og ødselheden har været uden sidestykke. Jeg vil ikke påstå, at man skal tilbage til Romerriget for at finde paralleller, mere nærliggende vil det være igen at gå tilbage til 20’erne, the roaring twenties, hvor den store Gatsby gjorde sig gældende og romanpersoner som Babbitt blev født. Babbitt har netop det til fælles med mange af finansfyrsterne, at det er en mand, der i sig selv vækker medlidenhed, men som er styret af samme grådighed og materialistiske overfladiskhed. Men vi kan også gå tættere på vores egen tid. Josef Stiglitz, Clintons finansrådgiver, en liberalist, der overbød liberalismen, skrev bogen The roaring nineties, der handler om nøjagtig det samme, som har fundet sted i islandsk finansliv, lige bortset fra, at derovre blev folk som mændene i Enron stillet til regnskab, hvorimod finansforbryderne på Island bliver inviteret til middag hos præsidenten på Bessastadir, for at de kan hilse pænt på den kvindelige finansforbryder Martha Stewart, der siges at være personlig veninde af præsidentfruen. En og anden kunne måske vente, at præsidenten forklarede dette for os, sit folk.

Liberale æsler

Når jeg siger, at socialdemokraterne har været i lommen på kapitalisterne, er der ikke tale om bagvaskelse af dem. For socialdemokraternes situation har i de senere år ændret sig i den forstand, at de er gledet fra venstre til højre. De er blevet liberalismens pakæsler uden selv at gøre sig det klart. Tony Blair er den oprindelige inkarnation af denne linje, og Gordon Brown, der nu vil ordne islændingene, ligger i klar forlængelse af ham. Tony Blair lokkede opbakning fra venstre til sig, men gennemførte en klar og tydelig højrepolitik. Den mand var den foretrukne afgud hos de islandske socialdemokrater og deres ledere.

Denne udvikling er ikke et spørgsmål om en hurtig ændring i holdningerne, men har sine rødder i historiske begivenheder såsom Berlinmurens fald og den nye virkelighed, der fulgte i kølvandet herpå, og som er blevet kaldt postmodernisme. Intet bliver mere entydigt, alt derimod relativt, højre og venstre er forældede osv. Denne situation går hånd i hånd med arbejderbevægelsens forfald, aftagende sammenhængskraft og solidaritet. Det udkrystalliseres i, at socialdemokraterne ikke har en politik at byde på, men noget, som de kalder samtalepolitik, og som har sit modsvar i postmodernismens holdningsløshed. Ved sidste valg sagde jeg til en socialdemokrat, at det var sørgeligt, så lidt hans parti bekymrede sig om arbejderne. Socialdemokraten kiggede på mig og sagde: “Arbejderne! Hvad for nogle arbejdere? Det er bare nogle udlændinge”. Man kan ikke forvente storhed over en politik i en atmosfære, hvor den slags holdninger svæver over vandene.

Men det er præcis denne situation, der har givet talsmændene for kapitalisme og liberalisme fuldstændig fred og uhæmmet albuerum til at gøre lige som det passede dem. Formanden for Samlingsfronten (de islandske socialdemokrater) har berømmet matadorerne, støttet dem i deres selvmedlidende jamren og snart sagt gjort det til sin politik, at de skal have lov at bestemme det hele, ikke bare forretningsliv og handel, men også massemedier. I denne atmosfære har der ikke været nævneværdig modstand imod Irak-krigen eller mod noget som helst. Politikerne har fået lov til at vade fra det ene talkshow videre til det næste, nærmest som skuespillere der aflirer deres rolle, og en stor del af de unge er sunket ned i dyrkelsen af tekniske dippedutter og snobberi for penge. Infantiliseringen har grasseret, kriminalromanen er blevet dagens form for litteratur, tiljublet af overfladiskhedens trofaste dyrkere.

Hvad der er i gang, er ikke kun en finanskrise, som får landets familier til at skælve og ryster hele nationens grundlag, det er også en dybtgående åndelig krise, som bevirker, at det bliver endnu vanskeligere at møde den finansielle krise, eller rettere sagt: overklassen vil slippe med skrækken, og nationen havner i kløerne på Den Internationale Valutafond, som at dømme efter sin tidligere virksomhed vil kræve yderligere privatisering og forlange, at velfærdssystemet bliver brudt endnu mere ned end det allerede er.

I er bare misundelige

Vi har befundet os midt i et eventyr, der hedder kejserens nye klæder, og væverne har sagt, at hvis ikke I kan se, hvor ferme vi er, så er I dumme, og ikke bare dumme, men også misundelige, hvad der i grunden er værre end at være dum, for de dumme, dem kan man sende på kursus i vores fortrinlige skoler. Ja, lad os få fiskebankerne, lad os få de andre banker, og vandet, og vandfaldene og energiselskaberne, så rejser vi med præsidenten ud i verden og siger: Vi er de bedste i hele verden, og hvis ikke I kan se det, er I ikke bare dumme, men også misundelige.

Måske er Island et eksperimentelt laboratorium for det, som kan komme, og hvis ikke, da en ekstrem udgave af tingenes tilstand, krisen, hvad der bedst ses af, at finansfirmaernes gældsætning er bruttonationalproduktet ganget med tolv. Dog erindrer jeg svagt, at det første, der skete, var, at amerikansk ejendomsfinansiering ramlede sammen nu her i sommer. En tommelfingerregel, der er både gammel og ny, siger, at når de nyser i Amerika, bliver hele verden forkølet, blot er den islandske økonomi ikke kun blevet forkølet, den lider af lungebetændelse, som angriber alle dens indre organer. Samtidig bliver det stadig tydeligere, at et amerikansk boligsystem, der skvattede sammen, og et islandsk banksystem, der nu også er skvattet sammen, snarere er dobbeltgængere fra et litterært værk, end de er enkeltstående mysterier, selv om der da bestemt er store mysterier på færde.

Dog er det for tidligt at sige, hvad krisen betyder, og hvordan fortsættelsen bliver. Klart er det, at masser af mennesker står ruinerede og rådvilde tilbage, og at festen er forbi. De tømmermænd, der følger efter den, bliver langvarige, men har systemet virkelig nået sin bund, kan man forvente, at det vil lysne. Man kan betragte grådigheden som en narkomani, et konstant forbrug, hvor imaginære penge bliver sprøjtet ind i det økonomiske system og narkomanerne behøver mere og mere, og der ingen vej er tilbage, før det hele styrter sammen.

Som situationen er nu, vil Den Internationale Valutafond sandsynligvis få den rolle at fiske de fedeste stykker ud af velfærdssystemet, privatisere energikilderne og sundhedssystemet og således fuldende liberalismens projekt. Men man kan aldrig vide, om ikke den fede tjener tager sig sammen nu, hvor han er blevet en gennemtævet træl. Så vil digtets ord dække virkeligheden.

Du som har dit hjem
på en ø i hjertet
og himmelrummets vidder,
et fortov under dine fødder:
Ræk mig nordlysene!
Jeg vil danse med den yngling
der holder på stjernerne.
Vi flår skindet af mørket
og skærer hovedet af elendigheden.