Den nye forældreansvarslov blev sat i værk for:
- at få fraskilte forældre til at samarbejde og:
- styrke fædres retsstilling i ligestillingens navn.
Status efter et år er, at de forældre, der kan samarbejde og enes om beslutninger vedrørende børnene, overhovedet ikke behøver juraen. Mens de forældre, der ikke kan samarbejde, nu med loven i hånden kan rive deres børn midt over.
Svenske Maria Erikssons ph.d.-afhandling I skuggan av Pappa - Familjerätten och hanteringen av fäders våld (2004) (I skyggen af far - Familieretten og håndteringen af fædres vold, red.) viser, at hvis beskyttelsen af børn og kvinder mod vold placeres i den ene vægtskål - og mandens ret til samvær med børnene i den anden, så falder afvejningen ud til fars fordel.
To forskellige billeder
I dag forudsætter man, at forældre, som ikke kan leve sammen, skal dele ansvaret, men hvilke konsekvenser har det i de tilfælde, hvor far slår mor og børn? Det er nemlig bydende nødvendigt at holde to forskellige billeder adskilt i hovedet: Den gode, nærværende skilsmissefar, som sjældent eller aldrig vil have problemer med samvær, og så den far, der slår.
Barnet tror på det
Ifølge Eriksson får barnet, som ser og hører volden mod mor, det dårligt. At leve med rædslen for at far skal slå mor (ihjel) er selvsagt angstskabende. Hvis faderen truer med, at “jeg slår mor ihjel”, tror barnet på det.
Samværet med barnet bliver faderens middel til fortsat at kunne udøve vold mod og have kontrol over moderen også efter en separation, og der åbnes for denne mulighed på baggrund af samfundets erklærede målsætning om, at fædre skal være mere nærværende og omsorgsgivende. Målsætningen er en del af det ligestillingspolitiske projekt, der går ud på, at kønsarbejdsdelingen skal ophæves og fædre drage omsorg på linje med mødre. Dette mål sammenkædes med politikernes mantra, at et barn har brug for både en genetisk mor og en genetisk far. Ud fra dette synspunkt kan endog en voldsmand være en (tilstrækkelig) god far.
Eriksson tager det problem op, at fædres vold mod kvinder og børn ikke sættes ind i en sammenhæng, som kobler magt og køn. Hun understreger, at samfundets fremstilling af fædre er et idealbillede af en nærværende og god far, hvor virkeligheden viser en skarp modsætning mellem barnets tarv og voldelige fædres fortsatte vold efter en separation.
Mors erfaringer
Antropolog Johnny Carlsen fremsatte en stribe af udokumenterede påstande i en kronik i Information 7. oktober, hvor vi her må nøjes med at forholde os til én. Det er nemlig indiskutabelt, at fædre ikke havde vanskeligt ved at få samvær med deres børn under den tidligere lov. Tværtimod. Faktum er, at næsten uanset hvor uegnet samværsforælderen var (både mor og far), var det næsten umuligt at få ophævet samværet, før skole, børneinstitution, politi, skadestue og læge kunne dokumentere, at barnet led alvorligt under samvær. Morens erfaringer talte ikke. Så den mand, der nu harcelerer over, at han fik frataget samværet under den tidligere lov, har dokumentation for sin uegnethed som forælder. Så meget mere uforståeligt er det, at en sådan forælder med den nye lov nu har fået chancen for at starte sagen igen med meget alvorlige konsekvenser for børnene.
Lone Nørgaard er lektor, cand.mag. og Britta Mogensen er antropolog
Kommentarer
God artikel der addresserer et virkeligt stort problem
virkeligheden set herfra er:
Vi har nu gennem 3 år forsøgt at få statsforvaltningen til at ophæve samvær mellem børnene og samværsforælderen - (jeg er papfaren).
Bønene og bopælsforælderen bliver udsat for chikane og vold. Børnene har to gange på hospitalet fået diagnosen “fysisk mishandling” efter samvær.
Der er også indberetninger om mistanke om vold fra skolen og børnehaven.
Da den ældste på 7 år senest var på opvågningsstuen på hospitalet efter operation overfaldt samværsforælderen en tilstedeværende bedsteforældre (den på et tidspunkt eneste anden voksne på stuen) med slag og skub.
Børnene er utrygge og vil ikke på samvær. Vi er grundet statsforvaltningens beslutninger nødt til alligevel at udlevere børnene selv om de klart udtrykker at de ikke vil på samvær.
Det er efter 3 års parlamenteren/møder osv med kommune og statsforvaltning endnu ikke lykkedes at få en stillingtagen til alle “hændelserne” og sikre børnene mod volden/overgrebene under samvær.
Det er heller ikke lykkedes at få kommunen til at igangsætte en paragraf 50 undersøgelse af børnenes forhold - som bopælsforældre/familie har vi ønsket den frivilligt.
Alligevel er vi tvunget til at udlevere børnene mod deres vilje hver anden weekend.
Den ene gang vi har nægtet at udlevere var da drengen igen havde sår i ansigtet efter overgreb blev. vi blev hevet i fogedretten og blev belært om at vi skla udlevere til samvær (og vold).
Måske kan det skyldes at samværsforælderen er advokat og kan derfor føre og “tale sin sag” ualmindeligt godt.
I dag skal vi igen i fogedretten fordi v ikke har villet udlevere et barn som da faren var udtrykkeligt fortæller ham at hun ikke vil med.
Hvad er det der forventes af os? Skal vi rulle børnene ind i gaffatape og udlevere dem til en far de ikke vil være sammen med fordi han gang på gang begår overgreb mod dem.
Satsforvaltningen har - endnu en gang - efter dokumentationen af de seneste overgreb lovet en “hurtig sagsbehandling”. Hurtig betyder at der indtil videre er gået 2½ måned før de kan holde møde.
Spøgrmålet er hvad der skal til. Vi har dokumentation i form af diagnoser fra sygehuset hvor børnene har været indlagt efter volden, Vi har udtalelser fra skole og børnehave.
Alligevel er vi i følge loven og statsforvaltningens manglende stillingstagen til fakta nødt til at udlevere børnene til de fortsatte overgreb (hvilket bare er et pænt ord for daglige tæsk og psykisk terror).
Det eneste redskab vi har lige nu er at nægte at udlevere børnene. Hvis vi er uheldige i fogedretten risikerer vi at blive pålagt dagbøder på 1200 kr hvilket vi heller ikke kan holde til videre længe.
I mens venter vi på at statsforvaltningen får fundet tid til at indkalde til endnu et møde…….