Det sydlige Californien er klimatisk set en ørken eller halvørken, selv om det kan være svært at tro, når man kører kilometer efter kilometer gennem nyanlagte villaforstæder indlejret i tætklippede grønne zoner og omgivet af nybyggede shoppingcentre med klukkende vandfald og sprudlende springvand.
Dog er ørkenen så småt begyndt at vinde ind på de områder, hvor næsten halvdelen af husene er blevet taget i pant af banken, og vinduerne gaber tomt. Når folk forsvinder, og der bliver lukket for vandet, dør først græsplæne og træer. Det er tilstrækkeligt at kaste et blik på den brunsvedne jord og de afløvede stammer for at se hvilke huse, der skal på tvangsauktion.
Kender man til ørkenen, ser man den alle andre steder. Så såre mennesker ophører med at udnytte jorden, det være sig til boligområder eller plantager, ligger bakker og sletter gulbrune og knastørre hen. I stedet for palmer tager kaktusser over, i stedet for mennesker klapperslanger og ørkenrotter. Grænsen mellem kunstvandet civilisation og udtørret ødemark er i det sydlige Californien knivskarp og dramatisk.
Dramatiske er dermed også forudsætningerne for et bysamfunds eksistens i denne del af Amerika, da næsten alle de vandmængder, som er nødvendige for at holde liv i mennesker såvel som i citroner, skal hentes udefra.
Faktisk ville end ikke Los Angeles, San Diego, Orange County eller boomende San Bernardino County kunne overleve så meget som en dag uden de enorme investeringer, staten Californien igennem årtier har gjort i sit gigantiske system af akvædukter, pumper, rør og tunneler for at omlede vand fra bjergene i vest og floderne i nord til ørkensletterne og bjergene i syd.
Ligningen går ikke op
Det var et system, som da det senest blev udbygget - det var sidst 1960’erne - fint kunne betjene en samlet befolkning på 17 millioner. Nu skal det imidlertid levere vand til en befolkning på 38 millioner, som ikke blot vokser hurtigt, men vokser hurtigere i de tørreste dele af Californien.
Den ligning går ikke op. Der er ikke vand nok til alt og alle. Navnlig ikke, når der, som nu, officielt er tørke i Californien, de lokale vandreservoirer synker støt, og der af flere grunde må skrues ned for de overbelastede vandafledningssystemer. Ikke blot forbruger systemerne betydelige vandressourcer, de tærer også på den biologiske mangfoldighed, ikke mindst bestanden af fiskearter i Sacramento-flodens delta i det nordlige Californien.
Rationeringer, kvoter og jævnligt også drastiske statslige restriktioner på vandforbruget har derfor stået på den politiske dagsorden i Sydcalifornien siden begyndelsen af 1990’erne som påmindelse til de mennesker, der bebor den del af landet, om de kollektive betingelser for den enkeltes frihed. Eller for nu at sige det mere præcist: Verdens mest individualistiske kultur hviler på verdens mest omfattende offentlige vandledningssystem.
Stærke bygherreinteresser
George McManigle, som dyrker avocadoer, citroner, passionsfrugter og andre afgrøder på sin gård i Fallbrook nord for San Diego blev atter mindet om dette forhold sidste vinter, da han, ligesom andre landmænd i Sydcalifornien, pludselig fik reduceret sin vandtildeling med tredive procent.
Siden George McManigle købte gården i begyndelsen af 1990’erne, har han indskrænket kunstvandingen fra 14 til fem timer om ugen og har følgelig nedbragt sit udbytte tilsvarende. Hovedårsagen er, at prisen på vand er steget dramatisk. Fem timer koster i dag lige så meget, som 14 timer kostede dengang - for George McManigle er det flere tusinde dollar om måneden.
Men lige nu spiller det ingen rolle, hvor meget en landmand i det sydlige Californien er villig til at betale for vand, for som nævnt er hanen drejet om af den centrale vandmyndighed, Metropolitan Water District, og George McManigle har måttet hugge en tredjedel af sine avocadotræer ned til stubbe på godt en halv meter. I denne tilstand han kan holde dem i live på en tiendedel af den normale vandmængde.
Det har ikke været morsomt for ham, og i det lange løb forekommer det heller ikke meningsfuldt at dyrke avocado-træstubbe eller citron-træstubbe for den sags skyld - dem ser man også alle vegne.
Men eftersom George McManigle endnu ikke ved, hvordan det på længere sigt vil forholde sig med vandforsyningen i Sydcalifornien, agter han ikke at lade ørkenen tage over. Ikke endnu i al fald.
Lige nu er han mest oprørt over, at “stærke bygherreinteresser” systematisk får lov til at overtrumfe landbruget i den stadig mere forbitrede kamp om vand. For hvert nyt boligområde, hvert nyt butikscenter, hver ny million indbyggere i Sydcalifornien, må der enten ledes nye mængder vand til fra nord, eller også må de eksisterende mængder omfordeles fra kunstvanding til fordel for bosættelser.
På en udtørret skrænt langs den ottesporede motorvej I15 nord for Fallbrook breder sig en skov af friske avocadostubbe. Og midt i denne skov forkynder et skilt, at endnu en by er ved at skyde op i ørkenen, komplet med villaer, indkøbscenter, hoteller og benzinstation. Quality Properties står der på skiltet.
George McManigle kunne ikke have illustreret sin pointe tydeligere.
Mistede alt i skovbrand
En anden, og måske mere dramatisk side af vandmanglen, er skovbrandene. Igennem en årrække har det ofte brændt og ofte brændt flere steder på én gang over store områder i Californien. Generelt skyldes det naturligvis, at brande har lettere ved at fænge i et klima, som i perioder er meget tørt, også hvor der ikke er ørken. Men mere specifikt skyldes det, at klimaet i Californien gennem de senere år er blevet endnu mere tørt, end hvad der tidligere var normalt.
Hvorvidt dette skyldes drivhuseffekten eller naturlige klimaforandringer, kan man strides om, men det faktum står tilbage, at staten Californien hvert år er tvunget til at afsætte stadig flere ressourcer til at bekæmpe og forebygge skovbrande.
Kenneth Kim og hans kone mistede alt i en brand i bjergene vest for Santa Cruz i slutningen af maj: Huset, veteranbilen og vinmarken på ti hektar. En uge senere foregår der stadig sluknings- og oprydningsarbejde blandt de forkullede træer, udbrændte bilvrag og sortsvedne huse langs dette afhegnede områdes delvis private veje. Hist og her ses resterne af kraftige smedejernslåger og skilte, der advarer om ‘Ingen adgang’ eller ‘Pas på hunden’.
Minimum af civilisation
“Her bor for det meste mennesker, der af forskellige grunde ikke ønsker at have med samfundet eller loven at gøre,” siger Angela Petersen fra Cal Brand, Californiens statslige myndighed for skovbeskyttelse og brandsikring, idet hun fører os gennem ødelæggelserne og indimellem spejder vagtsomt gennem sideruderne.
“Fremmede er ikke velkomne her,” siger hun og tilføjer:
“Især ikke journalister.”
Kenneth Kim, som vi møder ved et informationsmøde for brandofre i Corralitos, som dette sted hedder, fortæller en smule forlegen, at hans familie ikke havde tegnet brandforsikring, da det var meget dyrt at brandforsikre sin ejendom i et område, hvor folk ikke ønsker offentlige adgangsveje, ikke vil opgive nogen adresse og af forskellige grunde ikke ønsker at have med samfundet at gøre, hvorfor det kan blive ret vanskeligt for brandvæsnet at komme til, hvis der skulle udbryde brand.
“Hvad havde de tænkt sig, vi skulle gøre i en situation som denne?”, spørger han med et bittert smil og slår ud med armene.
“Gå ud med hver vores hakke og spade?”
Kenneth Kim, der engang var indvandrer fra Korea, viser nogle farvede kort frem fra de forkullede rester af sit amerikanske liv, og for første gang svigter hans selvbeherskelse ham.
“Hvad vi har brug for, er et minimum af civilisation,” siger han med knust stemme.
Ydmygende
Det kan muligvis være et tegn på tiltagende civilisation, at Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger, med henvisning til den fremherskende tørke og den stigende vandmangel, for nylig har fremlagt et forslag om at forlænge og forbedre det offentlige vandsystem med nye akvædukter, kanaler og dæmninger, hvilket anslås at koste 10-12 milliarder dollars.
Men et tegn på mangelfuld civilisation kan det også være, at en sådan indsats muligvis ikke bliver til noget, da Californien har et budgetunderskud på 15 milliarder dollars, og i 30 år (siden skatterevolten i 1978) har været konstitutionelt afskåret fra at finansiere øgede udgifter med øgede indtægter. Det betyder skoler, som forfalder, veje, der ikke vedligeholdes og offentlige regninger, der ikke bliver betalt.
I begyndelsen af august blev titusinder af offentligt ansatte afskediget, mens yderligere 200.000 fik skåret lønnen ned til den sats, som lovgivningen foreskriver som minimal. Og i begyndelsen af oktober henvendte Arnold Schwarzenegger sig til Washington med en ydmygende anmodning om et lån på syv milliarder dollars.
Så spørgsmålet er, om Californien har råd til at betale renter på de lån, det vil være nødvendigt at optage for at investere i den udbyggede vandforsyning, som er afgørende for, at en civilisation bygget op i en ørken skal kunne bevares.
Når kreditten tørrer ud
Californiens dilemma er tragisk, men ikke enestående. Over hele Amerika lyder der et stigende krav om mere civilisation. Eller i det mindste om et samfund, der bedre vil kunne løfte naturens og miljøets udfordringer, udbedre de forsømte skoler, veje, boliger og hospitaler og samtidig holde liv i den amerikanske drøm.
Men ganske som i Californien står det ikke klart, hvordan den højere grad af civilisation, der stilles krav om, skal kunne finansieres. Amerika har gennem de senere år opbygget sit største budgetunderskud nogensinde - næste år når det op imod 490 milliarder dollars - og resten af Amerika har ganske som Californien udviklet en kronisk manglende evne til at finansiere øgede offentlige udgifter ved at øge statens indtægter.
Amerikanerne har vænnet sig til, at civilisation kan bygges på kredit. Så hvad gør de, når kreditten tørrer ud?
De amerikanske delstaters hovedbyer er generelt mindre byer med en forvokset parlamentsbygning i centrum, ofte i antik romersk stil med kuppel og marmorsøjler som forbilledet i Washington DC. Californiens hovedby hedder Sacramento og udgør ingen undtagelse. Den er blot Californiens syvendestørste by, men hvis man vil demonstrere for eller imod et forslag, opnå audiens hos guvernøren eller påvirke medlemmer af statens kongres, er man nødt til at tage hertil.
Demokratiet i aktion
Samme dag som vi gør det, for at se hvordan Arnold Schwarzenegger har indrettet sig nu til dags, og for - i mangel af Arnold selv - at interviewe hans viceguvernør, John Garamendi, støder vi på en gruppe grønt klædte damer i den højt hvælvede marmorhal, som skiller guvernørens ceremonielt bevogtede embedskontor fra viceguvernørens ubevogtede ditto. De bærer på tykke bundter med protestlister og er kommet hertil fra det sydlige Californien for at overrække protesterne til en repræsentant for de delstatslige myndigheder. På deres grønne T-shirts står der “No New Taxes” i hvidt. Ingen nye skatter.
“Der er ikke behov for nye skatter,” siger Pat Soriano fra Huntington Beach.
“I hvert fald ikke før de holder op med at sløse de skattedollar væk, som vi allerede betaler.”
“Her kan du se demokratiet i aktion,” griner Joan Hoff fra Orange County og holder sine protestlister frem for kameraet.
Hvorpå de drager videre gennem den ekkorungende marmorhal på jagt efter den næste politiker.
John Garamendi er viceguvernør i Californien, såkaldt Lieutenant Governor, hvilket dog ikke betyder, at han er guvernørens stedfortræder, endsige at han står denne politisk nær. Viceguvernøren i Californien vælges på sit eget mandat, og John Garamendi er i modsætning til Arnold Schwarzenegger en venstreliberal demokrat, hvis hjertesag er det amerikanske sundhedsvæsens krise i almindelighed og krisen i Californiens offentlige sundhedssektor i særdeleshed.
John Garamendi siger ikke rent ud, at skatterne skal øges, men han siger, at den begrænsede offentlige sundhedssektor, som længe har eksisteret i Californien, er blevet stadig mere underfinansieret, og at der snart ikke længere er råd til at tilbyde bare minimale sundhedsydelser til det stigende antal amerikanere, der har utilstrækkelige private sygeforsikringer eller slet ingen.
“Mister man sit job, mister man også sin sygesikring,” siger John Garamendi.
“Og mister man sin sygesikring, er man henvist til det offentligt finansierede sundhedsvæsen, som nu engang findes. Og hvis vi hele tiden skærer ned på det offentlige sundhedsvæsen, som vi trods alt stadig har i Californien, vil det ikke længere kun være et problem for de fattige. Det vil i stigende grad også blive et problem for middelklassen.”
Middeklassens hegemoni
Middelklassen er den samfundsbærende klasse i Amerika og den klasse, som de fleste amerikanere siger, at de tilhører - selv når de ikke gør det. At være fattig er det samme som endnu ikke at tilhøre middelklassen. At være rig er stadig at tilhøre middelklassen.
Intet af dette er sandt, selvfølgelig, for der findes også en underklasse og en overklasse i Amerika, og kløften mellem dem vokser. Men sandt er det, at først i det øjeblik noget bliver et problem for middelklassen, bliver det et alvorligt problem for politikerne.
Den mangelfulde sygesikring er i dag et sådant problem og derfor ikke bare en hjertesag for John Garamendi, men også for Barack Obama og dermed også et politisk nødvendigt tema for John McCain.
Hvilket dog ikke betyder, at præsidentkandidaterne er enige om problemet, tværtimod - kun om, at dette er endnu et af de spørgsmål, hvor den amerikanske middelklasse er begyndt at længes efter mere civilisation, eller i det mindste efter et samfund, som kan forvalte en sundhedssektor, som ikke samtidig er verdens dyreste og mest ulige.
Pendulet svinger tilbage
Og dermed er det også endnu et af de spørgsmål, hvor et langvarigt penduludsving i amerikansk politik synes at være på vej til at slå tilbage - fra én bestemt idé om Amerika til en anden.
Det forekommer i al fald som meget længe siden nu, at Ronald Reagan i sin tiltrædelsestale i 1981 indviede den epoke i amerikansk politik, hvor samfund og stat blev detroniseret som løsning og ophøjet til problemet (“government is not the solution to our problem; government is the problem”) - mens markedet blev detroniseret som problem og ophøjet til løsning.
Det var en idé om Amerika, som igen slog den idé tilbage, som havde været fremherskende siden 1930’erne, som dengang var blevet kaldt ‘den nye kortgivning’. New Deal havde sin baggrund i erfaringerne fra Den Store Depression og havde blandt andet banet vej for forbundsstatslige investeringer i energi- og transportsektoren, forbundsstatslige programmer til bekæmpelse af fattigdom og arbejdsløshed, et forbundsstatsligt pensionssystem (Social Security) og sygeforsorg for ældre (Medicare), en forbundsstatslig indsats imod racelovene i syd samt en stærkere betoning af samfundets ansvar i forhold til individets muligheder.
Og nu er tiden, måske, inde til et nyt penduludsving.
Tvangsauktionernes hovedstad
Knap en times kørsel syd for Sacramento ligger Stockton, en by på godt 300.000 indbyggere, der bestemt ikke er Californiens hovedby, men muligvis er hovedstad i tvangsauktionernes og tvangsudsættelsernes Amerika. Hver 25. bolig i Stockton har enten været på tvangsauktion eller befinder sig i overhængende fare for at komme det. I nogle kvarterer gaber hvert andet hus med tomme vinduer, udgåede træer og vissent græs.
“Det værste er ikke, hvad vi ser udenfor,” siger Robin Luna-Gonzales, som er ejendomsmæglere og viser os rundt i det forsømte og forladte kvarter.
Vi er på vej ind i et af de huse, som hun nu forsøger at sælge til styrtdykkende priser, og jeg forstår, hvad hun mener. I et af værelserne har en af dem, der boede her for nylig, med rund og snoet skrift sprayet en række mere eller mindre usammenhængende deklamationer på vægge og gulv. ‘Selvrespekt’ og ‘værdighed’ kan jeg lige akkurat tyde i graffitistrømmen, og videre skelner jeg en sidste hilsen, “fra den unge mand, der tilbragte seks år af sit liv på dette sted: Lad aldrig dårlige odds forhindre dig i at gøre, hvad du vil”.
“Der findes også dem, som smadrer alt i deres huse, før de forlader dem,” siger Robin Luna-Gonzales og låser hoveddøren omhyggeligt bag os.
Oddsene for at gøre en god forretning og få et bedre liv tegnede længe gode for de titusindvis af mennesker, som igennem tre årtier købte et nybygget hus i Stockton. De fleste af dem havde valgt at flytte fra de stadig dyrere og stadig mere overfyldte villabyer omkring Silicon Valley og San Francisco Bay til de hastigt voksende byer i Californiens indre dale, hvor jorden var billig, huslånene overkommelige og leveomkostningerne lavere. De havde alle beregnet (eller var blevet bildt ind), at oddsene for, at deres hus ville stige støt i værdi - hvorved de ville blive i stand til at belåne det en smule mere - ikke blot var gode, men mere eller mindre givne på forhånd.
En lærestreg for os alle
Historien om de gabende tomme huse i Stockton (og dermed om de millioner af drømme i det sydlige Amerika, der nu slået itu) er dermed også historien om et samfund, som var blevet vant til at leve på kredit, låne til forbrug og belåne fremtiden. Og som derfor stadig mere ubekymret har tilladt aktører på det finansielle marked at gøre brug af stadig mere dristige låneordninger til at udlåne stadig flere penge til stadig flere mennesker, der egentlig ikke var kreditværdige, men som var blevet bildt ind, at fremtidige værdistigninger på deres huse kunne sikre dem stadig nye lån. Stadig sjældnere blev de advaret om, at huset ikke var deres, men långivernes, og at deres evne til at finansiere det stod og faldt med långivernes vilje og evne til at lade det belåne på ny.
“Jeg tror, det vil blive en lærestreg for os alle,” siger den unge ejendomsmægler Robin Luna-Gonzales, da vi står ud for det tomme hus med de graffitiovermalede vægge og den vissenbrune græsplæne.
“Jeg fortæller nu mine drenge, at hvis de ikke kan betale kontant for det, de gerne vil have, ja så må de undvære. Jeg kender alt for mange, der har købt sig alt, hvad de ønskede - stereoanlæg, biler, storskærms-tv, møbler, rejser til udlandet. Og når de skulle til at betale, men ikke kunne, så lånte de bare 50.000 dollar mere i deres hus imod en stigning i deres månedlige udgifter på nogle få hundrede dollars, så det - troede de - var ikke så slemt.”
“De burde have vidst bedre,” forsøger jeg.
“Vi burde alle have vidst bedre,” svarer hun.
Så tager hun sit tykke ringbind med vedlagte huse til salg og kører ud til de tomme huse i Westin Ranch, Stockton, for at forsøge at fylde dem med nye købere, nyt liv og nye drømme.
En udbredt idé i Amerika er, at alt så er, som det skal være. At frihed i Amerika nødvendigvis er frihed til både at lykkes og mislykkes. At Amerika er et samfund, der giver enkeltpersoner uendelige muligheder, som de så kan gribe eller forspilde. Kraften og dynamikken i den forestilling kan ikke undervurderes, og det kan selv for en tilfældig besøgende være svært ikke at lade sig rive med af den. Især ved mødet med mennesker, der synes at have fået syn for sagn, og i selskab med Robin Luna-Gonzales, endnu en af disse energiske og hårdtarbejdende amerikanere, der aldrig ser ud til at blive mismodige eller vaklende i deres tro på opportunity - tilværelsens mangfoldighed af muligheder.
Broer må ikke falde ned
I al fald ikke, før jorden revner under deres fødder. Den 1. august 2007 klokken seks om eftermiddagen revnede jorden under Kimberly Browns fødder. Hun var lige kørt op på den ottesporede motorvejsbro, som i hjertet af Minneapolis og St. Paul fører trafikken hen over Mississippi-floden, da broen gav efter og styrtede sammen. Kimberlys bil blev hængende over kanten af et brofragment med baghjulene i vandet, og hun overlevede. Tretten mennesker overlevede ikke.
Men hvad der heller ikke overlevede, var Kimberlys tiltro til samfundet.
“Broer må ikke bare falde ned,” siger hun, da jeg mødes med hende lidt over et år senere ved den larmende byggeplads, hvor en ny bro snart er klar til at blive indviet.
Med sig har hun en mappe fyldt med breve, hun selv har skrevet til politikere og myndigheder, og et fotoalbum med billeder af rustne og revnede broer fra regionen, som hun selv har taget. Flere af disse broer er siden erklæret for usikre og lukket.
Med sig har hun også delstatssenator Jim Carlson, der medbringer sin egen mappe. Denne omfatter inspektionsrapporter, der dokumenterer, hvordan undersøgelser, som år efter år påviste alvorlige mangler og svagheder i broens sikkerhed, konsekvent blev ignoreret.
“Ingen ønskede at betale, hvad det koster,” siger Jim Carlson.
Da delstatskongressen for nylig ønskede at hæve benzinafgiften for omsider at betale de nødvendige udgifter, nedlagde den republikanske guvernør veto.
Blot et par kilometer fra katastrofeområdet afholder det republikanske parti sit konvent forud for præsidentvalget.
I tre dage jubler de delegerede til rutinemæssigt aflirede ideologiske løfter om lavere skatter og en mindre offentlig sektor i Amerika.
“Det allersidste - og jeg mener det allersidste - som vi har brug for i USA, er højere skatter,” siger den vetonedlæggende guvernør fra Minnesota til det ekstatiske konvent i St. Paul.
Hvor mange skal jorden revne under, før pendulet svinger i Amerika?
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer