I DISSE dage er det 150 år siden, at Karl Marx og Friedrich Engels udsendte Det Kommunistiske Manifest. En del af kampskriftets politiske anklager klinger hult i dagens Velfærdsdanmark.
Og det meste af manifestets politiske strategi for proletariatet, har historien fældet sin dom over.
Tilbage står brudstykker af en analyse, der stadig kan bidrage med klarhed og gennemslagskraft, når det gælder de store spørgsmål om samfundets udvikling.
Igennem manifestets agitation mod udbytningen går en klar opfattelse af, hvordan kapitalismen tvinger det globale marked frem.
Og hvordan det kommer til at præge alle menneskelige forhold:
“De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder fremfor alle andre. Alle fastgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de når at stivne”, skriver Marx og Engels.
Og fortsætter deres beskrivelse af, hvorledes processen kommer til at præge hele kloden:
“De billige varepriser er det svære artilleri, der skyder alle kinesiske murer i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke selv vil gå til grunde.”
MARX beskriver kapitalismens og verdensmarkedets enestående evne til at skabe økonomisk vækst og nye rigdomme.
Men han fastholder, at systemet på lang sigt vil være selvdestruktivt.
Det er en bekymring, der stadig plager mange, der prøver at sætte sig ind i, hvad der venter i de kommende faser af den brølende og svært overskuelige globaliseringsproces.
Nogle frygter for øko-systemets bærekraft. Andre for at de store koncerner og markedet vil afmontere demokratiet og ensrette kulturen. Eller for massiv udbytning af billig arbejdskraft i de fattigste lande, som samtidig vil marginalisere store befolkningsgrupper i de rige lande.
Nogle bekymrer sig for det hele - på en gang. Men så er der jo også dem, der på magisk vis formår at ryste al tungsindet af sig.
For dem der gerne vil studere en sådan jubeloptimisme i dens reneste form, må Berlingske Tidendes leder fra forrige søndag anbefales varmt.
Den handlede om “De fede 90’ere”:
“At styre nationaløkonomien er ikke længere noget problem. Markedet har fået lov at klare stadig mere. Tidens krav om etik, miljø og socialt ansvar for dem, som informationsteknologien efterlader ude i kulden, tager virksomhederne op, uden at politikerne behøver at lovgive. Tilbage bliver kun at diskutere, hvorledes de samfundsmæssige strukturer kan indrettes, så de ikke står i vejen for den nye vidensøkonomi.”
Som den årvågne læser vil indse, er det ifølge dette jubelskrift ikke noget problem med den korte valgkamp. Vi behøver ikke bekymre os: Vi har jo markedet.
HVIS DE berlingske chefideologer vil gøre et dristigt forsøg på at forstå sig selv, bør de nærlæse dét store interview med Villy Sørensen, som Information bragte i lørdags under overskriften “Mellem Marx og Jesus”.
Villy Sørensen prøver at gå bagom tidens næsten religiøse forhold til markedet:
“At der er noget, der af sig selv fører til det bedste, vil vi frygtelig gerne tro på; det er jo det, der ligger bag ved den primitive side af vores religiøsitet: der er en (al)magt, der styrer, og vi kan kun træde i denne magts tjeneste. Og så får vi disse absurde forvanskninger, at forsøget på at styre markedet kaldes indgreb, næsten som at gribe ind i naturen, det naturlige forløb.”
Villy Sørensen har tidligere gjort sit til at sætte spørgsmålstegn ved den ukritiske fremskridtstro og dyrkelsen af markedet.
Blandt andet i debatbogen Oprør fra midten, som han var med til at skrive for 20 år siden. Men hvor det trods stor opmærksomhed ikke lykkedes at rodfæste det grundsynspunkt, at vi ikke skal overgive os til de økonomiske kræfter.
DEN politiske midte argumenterer i disse uger på to planer: For det første hvor meget en ny regering kan udrette. For det andet hvor vigtigt det er, at lade markedskræfterne styre.
At hævde der er en modsætning mellem disse to udsagn er ikke god latin. At de store økonomiske magtkoncentrationer ikke er demokratiets bedste værner er heller ikke en erkendelse, der har fundet frem til den politiske midte.
Sandheden er nok, at den store debat om markedsguden først slår igennem i forbindelse med det næste store tilbageslag i den internationale markedsøkonomi.
Så længe guldkalven skinner som festens midtpunkt, har de dansende ikke tid.
Den store debat om udviklingsmodellerne og fremskridtstroen synes således udskudt til værre tider.
Men i mellemtiden er der valg og rigeligt at tage stilling til i sager, der først og fremmest bygger på holdninger:
Såsom angreb på Irak, flygtningepolitik, retspolitik og indsatsen for den gruppe, som (arbejds)markedet har kørt ud på sidesporet.
Som Uffe Ellemann skriver i sin valgannonce:
“Danmark fortjener bedre”.mol
Kommentarer