Beviserne, der ikke holdt i byretten

Hvorfor var det nu, at Danmark i marts 2003 for første gang i århundreder besluttede at gå med i en uprovokeret angrebskrig i det fjerne Irak? Den amerikansk-ledede krig, som USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright i dag kalder “den værste katastrofe i amerikansk udenrigspolitik nogensinde.” Hvad sagde den danske regering før angrebet, og hvad var opfattelsen i Folketinget og offentligheden om krigens grundlag? Og hvem leverede de oplysninger, som lå til grund?

“Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben,” sagde udenrigsminister Per Stig Møller fra Folketingets talerstol den 26. marts 2003, da krigen var en uge gammel. ‘Ham’ er Iraks daværende diktator Saddam Hussein, og masseødelæggelsesvåbnene er de biologiske, kemiske og atomare våben, som Per Stig Møller og statsminister Anders Fogh Rasmussen forinden havde brugt et halvt år på at fortælle danskerne, at Saddam havde eller - for atomvåbnets vedkommende - var ved at udvikle.

“Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at han råder over masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille dem,” sagde statsministeren den 6. september 2002. Som et ekko af USA’s vicepræsident Dick Cheney, der kort forinden havde sagt: “Der er ingen tvivl om, at Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben.”

Anders Foghs udtalelse faldt i øvrigt samme dag, som Per Stig Møller til Ritzau forsikrede, at; “Beviserne skal kunne holde i byretten,” for at en eventuel militær intervention kunne komme på tale.

Det løfte havde udenrigsministeren allerede afgivet fra Folketingets talerstol den 20. februar 2002, ét år før angrebet:

“Skulle man finde, at det er nødvendigt (at gå ind i en krigstilstand), så skal beviserne også holde i byretten. Men ligesom man fremlagde beviserne og rejste rundt med dem, inden man gik i gang med Afghanistan, er jeg da også temmelig sikker på, at det vil man gøre én gang til.”

Det er noget, vi ved

Udenrigs- og statsministeren gjorde, hvad de kunne for at overbevise det politiske flertal i Folketinget og den danske offentlighed om, at beviserne var der. “Vi er overbeviste om, at regimet i Irak i dag besidder masseødelæggelsesvåben og missiler, sagde Anders Fogh i Folketinget den 14. november 2002. Og Per Stig Møller sekunderede:

“Både den amerikanske og den britiske regering har for nylig fremlagt rapporter, der dokumenterer, at Irak har fortsat udviklingen af masseødelæggelsesvåben på trods af FN’s resolutioner og restriktioner.”

“Landet er i besiddelse af kemiske og biologiske våben samt missiler med længere rækkevidde end den af FN tilladte grænse på 150 km,” fastslog udenrigsministeren.

Da angrebet på Irak kom, bekræftede Per Stig Møller, at truslen stadig var reel:

“Han har skjult de masseødelæggelsesvåben. Hans Blix bekræftede i morges i fjernsynet, at han har dem,” sagde Per Stig Møller den 21. marts 2003 med henvisning til chefen for FN’s våbeninspektører. Som i øvrigt ikke havde sagt som gengivet af Møller, hvad denne erkendte fire måneder senere.

På et pressemøde i Bruxelles samme dag manede Anders Fogh Rasmussen enhver usikkerhed i jorden:

“Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.”

Stats- og udenrigsministeren var så sikre og overbevisende, at deres politiske bagland heller ikke var i tvivl. Og derfor heller ikke i tvivl om, at krigen konkret handlede om - som Per Stig Møller selv sagde igen og igen - at tage masseødelæggelsesvåbnene fra Saddam.

“Det er afvæbningen, der er grundlag for i (FN-)resolutionerne, og det er det, der er målet, det vil jeg gerne fastholde,” sagde Jens Rohde, Venstres ordfører, da Folketinget den 18. marts 2003 diskuterede regeringens forslag om at gå i krig.

Da det efter invasionen af Irak den 20. marts gradvist blev klart, at Saddam Hussein faktisk ikke havde nogen forbudte våben og derfor ikke kunne afvæbnes, skiftede stats- og udenrigsministeren betoning, hvad angår krigsbegrundelsen. Anders Fogh Rasmussen sagde bl.a. i maj 2003 til Jyllands-Posten, at “verden er et bedre sted at leve, når man er en diktator mindre, så enkelt er det.” Derfor var angrebet “under alle omstændigheder retfærdiggjort.”

Og Per Stig Møller sagde i juni om Saddams forbudte våben, at “det er muligt, at han ikke havde dem. Men det er ikke politisk særlig interessant. Det interessante er, om omgivelserne troede, at han havde dem.”

Det troede en stor del af omgivelserne, fordi regeringen netop havde skabt det indtryk. Som Jens Rohde nu medgiver i den aktuelle bog Vejen til Irak:

“Det var den virkelighed, vi var med til selv at skabe i den måde, vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen.”

Mesterværket

På det mere formelle plan og i svar til kritiske oppositionspolitikere understregede regeringen, at masseødelæggelsesvåbnene - der var nævnt 11 gange i beslutningsforslaget om dansk krigsdeltagelse - slet ikke var begrundelsen for dansk krigsdeltagelse, men derimod at Saddam ikke efterlevede FN-resolutionerne om at samarbejde med verdenssamfundet.

Udenrigsministeriets jurister havde ganske vist i et notat af 18. marts 2003 om krigens folkeretlige grundlag konstateret om den centrale FN-resolution 1441, at “Det er nærliggende at fortolke resolutionen således, at der ikke er et juridisk grundlag for, at en eller flere stater kan iværksætte en militær aktion, før Sikkerhedsrådet i det mindste har behandlet sagen.”

Det var en holdning, der deltes af danske og internationale folkeretseksperter og af selve Sikkerhedsrådets flertal. Alle vidste i de kritiske martsdage, at Sikkerhedsrådet ikke ville gennemføre en behandling, der sagde god for angrebet, og derfor præsterede de ministerielle jurister i 18. marts-notatet et kreativt ræsonnement, som endte med, at man alligevel gerne måtte gå i krig uden ny sikkerhedsrådsbeslutning - et ræsonnement, som på de indre ministerielle linjer blev kaldt et bureaukratisk mesterværk, men af andre blev kritiseret som “en juridisk perversion” og ren politik.

Endnu et samråd

I dag, fem et halvt år efter angrebet, skal Anders Fogh Rasmussen i åbent samråd i Folketingets forsvarsudvalg. Dels for at forklare, hvorfor Jens Rohde har uret, når han i dag siger, at regeringen gav alle indtryk af, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, og at det var krigens grundlag. Og givetvis også for at forholde sig til kravet fra oppositionen og Dansk Folkeparti om kulegravning af, hvordan dette forfalskede billede opstod. Dansk Folkepartis Søren Espersen har på forhånd placeret ansvaret hos Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvor han ønsker, der skal rulle hoveder.

Det var imidlertid regeringen ved Per Stig Møller, der i månedsvis efter krigens start gentog, at regeringens vurderinger om Saddams forbudte våben byggede på åbne kilder. Og da ni FE-notater om Irak fra 2002-03 blev lagt offentligt frem i april 2004 efter FE-agent Frank Grevils lækager til pressen, blev det klart, at tjenestens dokumenter om Saddams våben konsekvent talte om “sandsynligvis”, og “Irak vurderes at…” Den skråsikre tone var regeringens egen.

I dag kniber det mere med at opretholde stringens i ræsonnementerne. Per Stig Møllers seneste kommentar til dramaet dengang lyder således i et interview med TV2 den 28. september i år:

“Tænk hvis ikke man havde reageret i marts 2003. Så ville alle fortsat have troet, at han havde maseødelæggelsesvåben, og så ville man have handlet, som om han havde masseødelæggelsesvåben, og så havde han stadig kunnet terrorisere sine omgivelser, fordi man ville være bange for de masseødelæggelsesvåben, han så ikke havde.”