Regeringen vidste udmærket, at grundlaget for Irak-krigen ikke var i orden. Sådan lyder den samstemmende vurdering fra to af landets førende politologer på dagen, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen endnu en gang skal forsvare B118 - beslutningen om at sende Danmark i krig mod Irak.
Det sker i eftermiddag på et samråd i forsvarsudvalget, hvor statsministeren skal forholde sig til de indrømmelser, som tidligere Venstreordfører Jens Rohde for nylig kom med i bogen Vejen til Irak. Her indrømmer Rohde, at regeringen tegnede et fejlagtigt billede af Iraks masseødelæggelsesvåben og den trussel, som Irak udgjorde.
Helgardering
“Den måde, B118 er formuleret på, viser, at regeringen udmærket vidste, at grundlaget for at gå i krig var for tyndt,” siger dr. scient. pol. Hans Mouritzen fra Institut for Internationale Studier.
“Formuleringerne står i stærk kontrast til det billede, som regeringen tegnede i offentligheden. Her var det jo Iraks masseødelæggelsesvåben, det handlede om. I B112 var det Iraks manglende vilje til at samarbejde med FN. Det viser, at regeringen helt klart spillede på flere heste”, siger den erfarne politolog og afdelingsleder.
“Jo større usikkerhed, der var om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben, jo flere begrundelser var det nødvendigt at præsentere. Hvis den ene ikke holdt, havde man altid en anden og en tredje at falde tilbage på,” siger han.
-Argumenterne for krigen blev løbende skiftet ud. Først var det masseødelæggelsesvåben, så var det manglende samarbejde med FN, så var det for at udbrede demokratiet, og fordi Saddam Hussein var en slem diktator - det svarer til en kriminalsag, hvor man dynger indicier op, som alle peger i samme retning, fordi man mangler den rygende pistol,” siger Mouritzen.
Samme opfattelse har politolog Tonny Brems Knudsen fra Århus Universitet, der har beskæftiget sig indgående med Irak-krigen.
“Det fremgår tydeligt af B118, at regeringen og dens embedsmænd kunne se, at argumentet om, at Irak udgjorde en overhængende trussel mod verdensfreden, ikke holdt. Derfor er beslutningsforslaget konstrueret, som det er,” siger han.
“I ugerne op til krigen blev det klart, at udsigten til at finde masseødelæggelsesvåben under det irakiske ørkensand svandt ind. FN’s våbeninspektører havde absolut ingenting fundet, og alt tydede efterhånden på, at Irak slet ikke havde masseødelæggelsesvåben. Derfor blev det regeringens hovedargument, at Irak var en lovbryder - et argument, der havde stor appel til danskerne, fordi det viste respekt for FN,” siger Tonny Brems Knudsen.
“B118 er en helgardering, som sidenhen har gjort det lettere for regeringen at stå imod kritik.”
Sagen, der ikke vil dø
Og kritikken vil tilsyneladende ikke forstumme. I dag skal statsministeren endnu en gang stå til regnskab over for oppositionen. Den konkrete anledning er Jens Rohdes nylige udtalelser i bogen Vejen til Irak.
Her siger den tidligere Venstreløve bl.a., at han “aldrig har mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man bare vedstå sig”.
“Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der så står i lovteksten bagefter, det er juristeri,” siger Rohde blandt andet.
“Det var godt, vi havde et beslutningsforslag, der ikke på den måde bandt os op på masseødelæggelsesvåben. Men det fritager os ikke fra det ansvar, at vi var med til at skabe det billede. Og én ting er, at det holder rent juridisk, men verdensbilledet, vi fik skabt, var bare ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden.”
Et andet spørgsmål, som helt givet kommer op på samrådet, er Dansk Folkepartis udmelding i gårsdagens Information om, at der bør kigges nærmere på den rolle, som Forsvarets Efterretningstjeneste spillede op til krigen. Et ønske, som bliver mødt med begejstring fra oppositionen, der i fem et halvt år har forsøgt at skaffe flertal for en uvildig undersøgelse af grundlaget for krigsdeltagelsen.
Foghs figenblade
Hans Mouritzen understreger, at spørgsmålet om grundlaget for at sende nationen ud i en uprovokeret angrebskrig vil blive ved med at forfølge Anders Fogh og hans regering.
“En sådan undersøgelse vil givetvis først blive en realitet, når flertallet i Folketinget på et tidspunkt skifter. Men der er ingen tvivl om, at en sådan undersøgelse vil have aktualitet mange år frem i tiden. Så længe vi befinder os tæt alliance med USA, kan vi jo komme i samme situation igen. Og det gør vi formentlig i mange år endnu”, siger han.
Tonny Brems Knudsen er enig i, at spørgsmålet om Irak-krigen vil forfølge regeringen.
“Fogh har overlevet indtil nu, fordi han har et urokkeligt flertal i denne sag. Dansk Folkeparti har hidtil bakket ham op 100 procent. Dertil kommer, at regeringen har en stor politisk kapital at trække på i forhold til USA. Både politikerne og befolkningen har stor forståelse for ønsket om fortsat at være en nær allieret af USA. Og for det tredje er Anders Fogh Rasmussen en dygtig politiker, der har forstået at spinne sig igennem krigen,” siger han og henviser ud over formuleringen i B118 også til de kreative juridiske notater, som Udenrigsministeriet udarbejdede i dagene op til krigsudbruddet for at retfærdiggøre Danmarks deltagelse i en krig, og til statsministerens forklaringer om, at det blot var udtryk for “en politik vurdering”, når han og hans ministre før krigen sagde, at regeringen med sikkerhed vidste, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.
“Selvfølgelig er det en politisk vurdering, om man skal gå i krig. Det er der en vis politisk hæderlighed i at sige, men selv hvis man tager regeringens argument om Iraks manglende overholdelse af FN’s resolutioner for pålydende, holder det ikke i byretten,” siger Tonny Brems Knudsen, der har forsket især i det folkeretlige grundlag for krigen.
“FN’s Charter giver ikke mulighed for at gå i krig, fordi et eller andet medlemsland ikke overholder en given Sikkerhedsråds-resolution. FN-pagtens kapitel syv giver udelukkende mulighed for at gå i krig, hvis et medlemsland er blevet angrebet, eller hvis der er en umiddelbar og overhængende trussel mod freden. Ingen af delene var tilfældet den 21. marts 2003. Det vidste regeringen, og derfor var man så opfindsom, da krigsgrundlaget skulle formuleres,” siger Tonny Brems Knudsen.
Kommentarer