Anders Fogh Rasmussens regering har som bekendt gjort den hæmningsløse og hadefulde ytringsfrihed til en dansk kerneværdi, som vi vil dø og dræbe for overalt i verden.
De skal alle lære at tåle vores hån, spot og latterliggørelse, skal de.
For nylig har nogle af regeringens markante medlemmer været på barrikaderne for at fastholde denne enestående danske værdi.
Det kom sig af, at Politiets Efterretningstjeneste (PET - af alle landets venstresnoede organisationer!) henstillede at man fandt den politiske kammertone og nedtonede forbindelsen mellem islamisme og terror. Anbefalingen blev fremsat i en analyse med titlen Sprogbrug og terror.
Så kan det nok være, at krigsminister Søren Gade sprang op og spændte bælte:
“Jeg kalder en spade for en spade. Den islamistiske ideologi har nogle meget negative sider, og den sandhed kan folk godt tåle at høre - politisk korrekthed betyder bare, at du lægger dig fladt ned - og så tramper de på dig alligevel,” sagde han til netavisen Altinget.dk.
Krigsministeren blev kraftigt sekunderet af ministerkollegaerne Karen Jespersen og Bertel Haarder. De vil også have lov til at kalde spader for spader (læs: mobbe og chikanere et socialt svagt og religiøst mindretal i Danmark).
De tre ministre stod vagt om deres hæmningsløse og konfrontationssøgende ytringsfrihed.
Vi slipper altså ikke for den hadefulde ytringsfrihed i denne regerings tid, og så er det, at jeg har fået den ide, at vi måske bare skal lære at bruge den - på en anden måde. I stedet for at vende den mod samfundets svageste, kan vi vende den opad.
Skinhellige missionærer
Jeg vil gerne lægge ud med at kalde spader for spader og ytre, hvad jeg mener om ovennævnte tre ministre:
Krigsministerens har et tilforladeligt ansigt, som minder mig om barndommens skinhellige missionærer. Når han toner frem på skærmen for at beklage endnu en soldats død, gyser jeg indvendigt og kan ikke lade være med at regne på, hvor mange menneskeliv, den mand og hans ligesindede har på samvittigheden. Det kommer an på, hvordan man beregner det. Mareridtsagtigt uhyggeligt er det under alle omstændigheder.
Karen Jespersen er (med sin mand som nærmeste konkurrent) Danmarks førende politiske vendekåbe.
Jeg kan ikke umiddelbart erindre at have hørt nogen udtale respekt for hendes person, men vil selvfølgelig ikke udelukke, at der findes folk, som synes at det er fint nok at bevæge sig hen over hele det politiske spekter, så man hele tiden befinder sig dér, hvor magten og pengene er.
Pittelkow-syndromet kaldte man i 80’erne den slags superopportunisme. I dag mæsker superopportunisterne sig sammen med svinehundene, og når Karen Jespersen ikke er medlem af Dansk Folkeparti, skyldes det nok udelukkende det forhold, at partiet ikke råder over ministerposter.
Bertel Haarder, tjah, han er mere ovre i den naragtige genre. Han er nemlig åndshøvding blandt intellektuelle gnomer, som falder i svime af henrykkelse over hans ubehjælpsomme og pinlige lejlighedssange.
Problemet for folk, som er store blandt dværge, er, at de aldrig bliver korrigeret. De kommer til at tro på deres egen storhed. Derfor hviler der et lettere komisk skær over Bertel Haarder, som ville falde igennem på de fleste lærerværelser, men udi egen (og partifællers) indbildning er et intellektuelt fyrtårn.
Hvis nogen synes, at jeg går for vidt i min karakteristik af de tre ministre, må jeg fastholde, at jeg blot benytter mig af den hæmningsløse ytringsfrihed, som samme tre ministre står vagt omkring.
Vi danskere vil nemlig dø og dræbe for vores hadefulde ytringsfrihed.
Kommentarer