Europæiske regeringer forpligtede sig mandag den 13. oktober til at bruge i alt 1.873 mia. euro (hvilket svarer til ca. 40.000 kr. for hver mand, kvinde og barn i de involverede lande) til udstedelse af bankgarantier, kapitalindskud i insolvente banker og opkøb af disses værdiløse værdipapirer. Man undrer sig over, hvordan det er muligt på et øjeblik at stampe et så eksorbitant beløb op af jorden til redning af finanssystemet, men umuligt at få de samme regeringer til at afsætte et beløb svarende til blot nogle få procent deraf til at hjælpe nødstedte i de fattige lande og gøre en seriøs indsats mod klimaændringerne. Og hvor kommer denne vanvittige pengesum fra?

Pengeomsætningen på finansmarkederne er blevet som et pokerspil med enorme indsatser, der ufatteligt hurtigt skifter hænder, sådan som det ses på de blinkende kurstavler på børserne og de ustandseligt skiftende op- og nedgange i kursindeks-kurverne på computerskærmene. Computerprogrammer fortæller spekulanterne, hvad de i dette sekund skal købe og sælge. Ingen kan forudsige, hvor de driver kurserne hen i det næste øjeblik, hvor milliarder i aktiebeholdninger og andre værdipapirer skifter ejermænd i det globale marked.

Desperate regeringer

Spillet gik i stå, fordi store spillere spillede med lånte indsatser, som de ikke havde dækning for, og derfor måtte sælge ud af deres lånefinansierede aktiebeholdninger og pantebreve til kurser, der styrtdykker. Spillerne imellem er troen på, at de hver især kan honorere deres indsatser, gået fløjten. De tør ikke låne penge ud, hverken til hinanden eller til produktive virksomheder.

Desperate regeringer håber, at de med de enorme indskud og garantier kan genoprette tilliden til, at finanssystemets kommercielle banker og investeringsbanker kan svare enhver sit, så den kreditgivning/låntagning, der i det sidste årti har finansieret den økonomiske vækst, kan komme i gang igen. Uanset at det netop er denne form for lånefinansieret vækst, der er én af krisens årsager.

Som en blodprop

Man kan imidlertid ikke uden videre drage den slutning, at når regeringerne uden videre kan skaffe penge til så enorme indsprøjtninger i finanssystemet, så måtte de lige så let have kunnet skaffe de penge, der skulle have været sat ind på at formindske den groteske ulighed mellem verdens fattige flertal og dens storforbrugende mindretal, at begrænse klimaforandringerne og i tide at tilpasse vores økonomier til den kommende nedgang i olie- og naturgasforsyningen. For der er en kategorisk forskel mellem de to indsatser. Finanskrisen er som en blodprop i det globale pengekredsløb, der fordeler købekraft - ikke kun til husholdninger og produktive virksomheder, men endnu større beløb, der cirkulerer i et enormt, uoverskueligt uproduktivt kompleks af investerings- og hedgefonde, der spekulerer i stigninger og fald i oliepriser og andre råvarepriser, fødevarepriser og valutakurser. Der er spekuleret for lånte penge og tabt. Statskassernes pengeindsprøjning i bankerne for et genoprette gamblernes solvens medfører en yderligere omfordeling af den formindskede købekraft i husholdninger og virksomheder, nationalt og internationalt.

En snedrive

Ulandshjælp, klimaindsatser og investeringer i nye langt mere energiøkonomiske infrastrukturer indebærer derimod, at der produceres andre ting: ting som de fattige lande har brug for, og som de kan købe for bistandsmidlerne; nye transportmidler, mere energieffektive produktionsanlæg og el-apparater; renovering af bygninger, etc. Det vil sige, at mange mennesker skal bruge deres tid på at producere andre ting, end de gør i dag. I stedet for at fremstille ressourcekrævende, overflødige varer, skal de arbejde med at renovere samfundets grundlæggende infrastrukturer og dets teknologiske inventar.

At opnå politisk konsensus om at indskyde store offentlige midler i sådanne langsigtede investeringsprogrammer, der på kort sigt formindsker borgernes forbrugsmuligheder, men bidrager til at sikre fremtiden, er ikke så let som at opnå konsensus om at indskyde endnu større offentlige midler i finanssystemet i håbet om, at det falder til ro igen, så det kan finansiere den fortsatte forbrugsfest - indtil den bringes til ophør af klimaforandringer, andre miljøødelæggelser og nedgang i olie- og gasforsyningen.

Måske er finanskrisen den snedrive, der standser skiløberens jublende nedtur mod afgrunden. Måske giver recessionen os en tænkepause. Måske kan nationaliserede banker finansiere et internationalt Green New Deal-program. Men det forudsætter erkendelsen af, at vi står over for de største udfordringer nogensinde i menneskehedens historie.

Klaus Illum er M.Sc.ph.d og har analysefirmaet ECO Consult