De klassiske morgenaviser taber penge og læsere hurtigere, end det er rart at tænke på. Sådan ser det ikke kun ud i Danmark, men i det meste af verden: Vi har aldrig læst så mange aviser, som vi gør nu, men mange af dem er gratis, og derfor bløder avisudgiverne.
Philip Meyer er professor emeritus i journalistik ved University of North Carolina og en erfaren journalist, redaktør og kommentator. For et par år siden udgav han bogen The Vanishing Newspaper: Saving Journalism in the Information Age, og i en ny artikel fra American Journalism Review tager han tråden op igen og beskriver “fremtidens eliteavis”.
Truslen for betalings-aviserne er internettet, ikke mindst fordi de kan sprede nyheder, uden at det koster en krone i variable udgifter til f.eks. tryk og distribution. Konkurrencen er ubarmhjertig, og derfor skal den trykte avis, ifølge Meyer, holde sig fra at konkurrere direkte med internettet. Ligesom jernbanerne i USA overlevede konkurrencen fra fly- og lastbiltrafik ved at satse på det, de andre ikke kunne, transport af stort gods over store distancer, må aviserne også satse på det, som internettet ikke kan.
Hvad er så det? Ifølge Meyer kan den klassiske avis bidrage med noget helt unikt: community influence. Denne samfundsindflydelse, eller indflydelse på fællesskabet har avisen i kraft af at være en troværdig nyhedskilde, der bidrager med f.eks. analyser og undersøgende journalistik. Nu hvor informationsstrømmene vokser uendeligt på internettet, har vi ikke så meget brug for ny information, som vi har brug for hjælp til at navigere i alle informationerne.
Fådagesaviser
Et af problemerne med dagens aviser er ifølge medieøkonomen Robert Picard, at de vil for mange ting. På den ene side bliver aviserne ved med at tilbyde en vælg-mellem-alt-og-spis-hvad-du-kan-buffet af indhold, samtidig med at kvaliteten af indholdet bliver ringere, fordi budgetterne bliver tyndere og tyndere.
Meyer spår, at de aviser, der overlever, højst sandsynligt vil gøre det, fordi de satser på klassiske avisgenrer som analyse og undersøgende journalistik i en trykt avis, der ikke udkommer dagligt - kombineret med en konstant opdatering og læserinteraktion på nettet.
Modellen kombinerer altså to væsentligt forskellige journalistiske produkter, som man med en tilsnigelse kunne kalde dybde på print og bredde på net. Vi kan allerede spore denne strategi i Danmark. Både i den store omlægning, som Politiken begyndte for snart et par år siden, men også i herværende avis. Ingen af de danske morgenaviser har dog endnu taget skridtet og stillet sig selv spørgsmålet: Er det nødvendigt at udgive en trykt avis syv dage om ugen, når stort set alle danske mediehuse samtidig tilbyder konstant nyhedsopdatering på internettet?
Hvis vi ser mod det høje nord, har vores fætre i Norge haft stort held med lokale og regionale ‘fådagesaviser’. Aviser, der ikke udkommer syv dage om ugen, men måske to eller tre dage.
Som inkarneret avislæser er det svært, for ikke at sige skræmmende, at forestille sig, hvordan man skulle begynde en dag uden sin avis. Men lad os alligevel udføre tankeeksperimentet.
Måske ville Politiken rent faktisk blive meget mere Politiken’sk af at skære helt ind til målgruppen, ryste rutinestoffet af sig og udnytte de mange kloge hoveder på redaktionsgangene. Måske er de allerede på vej. Politiken har i hvert fald med gode resultater profileret sig på at have nyhedsanalyser på forsiden - altså analyser af nyheder og ikke selve nyhedshistorien. En tredages-Politiken ville være oplagt tirsdag, torsdag og lørdag. Tirsdag er der kommet godt gang i ugens nyhedsdagsorden, og læseren har brug for baggrund og analyse. Torsdag er der også brug for perspektivering, og mon ikke Politikens læsere har god tid om lørdagen, før Irma åbner, og når ugens indkøb er overstået, og coq au vin’en står og passer sig selv på gasblusset.
Irriterende påmindelse
Hvis Berlingske Tidende gik over til en trykt fådagesavis ville det også - selvfølgelig helt hypotetisk - kunne skærpe profilen både for den trykte avis og for netavisen. Den nyeste omlægning skal roses for, at der er tænkt mange kloge tanker om versionering af historierne på flere platforme. Men for nogle kunne de mange blogs og internethistorier i papiravisen måske virke som en stadig irriterende påmindelse om, at man betaler 3-4.000 kroner om året for indhold, der ligger gratis på nettet. Måske kunne man forestille sig en Berlingske Tidende mandag, onsdag, fredag og søndag. På den måde ville der være nok dage til, at avisen kunne bibeholde de indbringende annoncetillæg og stadig profilere sig på den dagsordensættende journalistik, som vi sidst så den i afdækningen af historien om Udlændingeservice.
Jyllands-Posten kunne måske også følge logikken bag at udgive fådagesaviser og er måske allerede godt på vej. Avisen har opbygget stærke sub-sites om erhverv og forbrug på nettet, samtidig med at printavisen hylder den undersøgende journalistik såvel som analyserne og debatstoffet. Og det ville være mærkeligt, om ikke der var plads til to store søndagsaviser og til to store morgenaviser i løbet af ugen. Hvem ved. Hvis danske dagblade endda ændrede prisstrategi og skar toppen af prisen, så den fulgte forbrugerindekset, kunne det endda være, at flere danskere ville begynde at holde to betalingsaviser som i de gode gamle dage. Man kunne regne lidt på det, når man alligevel regnede på omlægningen fra syvdagesavis til fådages-avis.
Vi mangler selvfølgelig at høre læsernes syn på sagen. Måske er det ikke så skræmmende alligevel at forestille sig fådagesaviser? En hurtig gevinst ville være, at man slap for at bære kilovis af ikke-læst-men-dyrt-betalt papir til genbrugsstationen hver eneste uge. Den største udfordring ligger måske ikke i mindsket informations-niveau, mindsket fællesskabsfølelse eller demokratisk udhulning, men simpelthen i vores vaner. I stedet for at gå ud til postkassen eller på dørmåtten og hente sin avis lidt over syv, skal vi måske vænne os til at gå hen til avisholderen og tage avisen fra dagen før. Der er jo stadig masser af artikler, man ikke nåede at læse.
Kommentarer