Bedømmelse: 4/6
Claus Ejner løber ikke efter den cool vogn, men efter den skøre vogn. Han løber efter Max Ernst, punken og Dalis øse med sin skæve, finurlige og satiriske surrealisme, der får en til at tænke på Claus Deleuran, Peter Lautrop og Ole Lund Kirkegaard.
De meget delikate tegninger af for eksempel en håndgranat, der får fjernet splitten af en fugl formet som et spørgsmålstegn, en bussemand, der bliver til en dansk møbelklassiker, og to gange sund mad med røde læber fremstår som subtil samfundskritik.
Der er kun én ting, der er værre end at ligne en gruppeudstilling, og det er at være en gruppeudstilling. Det er Claus Ejner heldigvis ikke, men hvis markedsmekanismerne skal vise sig fra deres flotte side og sætte Machwerket (fedt navn i øvrigt) i stand til at doble priserne, der ligger og roder rundt i feltet med beløb, man kan hæve i en dankortautomat, så skal der samling over troppen næste gang. Det er ikke nok at virke så glad og tilfreds, som Claus Ejner gør i udstillingen, der lukker i morgen, så skynd jer! mij
Claus Ejner: Banale historier. Machwerket i Århus til og med den 1. november







Kommentarer