Her i NYC kan vi også. Holde os orienteret om finanskrisen og de for vort land så alvorlige følger, den meget vel kan gå hen at få. Cepos er allerede krøbet i skjul nu, hvor ulighed ikke længere er noget, man agiterer for, men noget der helst ikke skulle blive så åbenbar for enhver, at vi oveni en finans- og økonomikrise måske også får det værste af alt, nemlig en politisk krise, med udsigt til social uro og fede tider for socialistiske ballademagere.

Folk er allerede begyndt at hviske i krogene om, at Marx måske havde ret i mangt og meget. Så Cepos er ikke til at drive ind foran et tv-kamera nu, og i det omfang det alligevel lykkes at lokke dem i fælden, har de tillagt sig et vældig udglattende mæle, helt klædeligt faktisk, men måske kun lige knap nok udtryk for deres sande jeg. Men lad nu dem ligge, som de selv har redt.

B.T.-konflikten

En almindelig, halvgrå hverdagsaften her i NYC samles en lille politisk og historisk interesseret skare i Kulturforsyningen, der ligger lige over for den splinternye Kvickly, som man smagfuldt har opført oven på en af Grundlovsfædrenes bene. Det snakkede man meget om for nogle år siden. Kunne man virkelig tillade sig at lægge et supermarked lige der, hvor både biskop Monrad og andre ligger begravet? Svaret var: Ja, det kan man. Så nu står det der, det åbner om ganske få dage og vi ser allerede frem til gode åbningstilbud, velkonserveret kødpølse, gode gnaveben og den slags. Sylte. Det bliver dejligt.

Men det tænker vi nu ikke på ovre i Kulturforsyningen. Os, skaren. Vi er kommet for at høre den gamle fagforeningsmand, den gamle typograf og den gamle kommunist Dan Lundrup fortælle om B.T.-konflikten i 1977. Han har tidligere på efteråret udgivet en erindringsbog med titlen De satans typografer, og den vil vi gerne høre om.

Det er i øvrigt en god bog. Den handler langtfra kun om B.T.-konflikten, den er også historieskrivning om tiden fra lidt før Anden Verdenskrig og frem til nutiden. Ikke akademisk historieskrivning, der måske nok er mere videnskabelig korrekt, men som også kan give indtryk af, at historie er et slags standardiseret, neutralt fagområde, som egentlig ikke har meget med levende mennesker at gøre. Den slags undgår man, hvis man læser Lundrups bog. Men det er foredraget, vi er kommet for at høre. En enkelt teenager er faktisk til stede, men ellers er det mest 50+’ere som Nielsen, der har fundet vej i efterårsmørket.

Opbakning

I 1977, da jeg var 26 år gammel, var B.T.-konflikten, typografstrejken på Berlingske Tidende, der senere blev kaldt ‘De 141 dage’, en af de begivenheder, der gjorde størst indtryk på befolkningen. Sindene kogte. Strejken gjorde et langt større indtryk end den borgerlige offentlighed brød sig om. Den handlede i ildevarslende grad om politik, og ikke politik forstået som endnu en dag på Christiansborgs kontorer, men politik som vaskeægte konfliktstof, der tydeligt viste, at vores nysselige lille kongerige stadig var et klassesamfund. Der var et Over- og et Underdanmark. I strejkens begyndelse var der en vis brovten hos Overdanmark, der havde en eller anden idé om, at der nu var en mulighed for at tryne Under-, men det skiftede nu hurtigt.

Efterhånden som de 141 dage skred frem, blev det tydeligt, at de satans typografer havde langt større opbakning i befolkningen end de fleste mennesker havde forestillet sig. Det var skam ikke kun de venstreorienterede, der holdt med dem, selv min gamle mor, der afgjort ikke brød sig om hverken socialistiske ballademagere eller langhårede demonstranter, kunne til sidst ikke tåle synet af de Berlingske chefer, når de optrådte i fjernsynet.

En løgnehistorie

Det var heller ikke popularitet og folkeyndest, der slog statsminister Anker Jørgensen i møde, da han fra Folketingets talerstol meddelte at typograferne havde truet avisens arbejdsledere, de såkaldte ‘faktorer’, for at få dem til at holde op med at fremstille en nødavis. Det viste sig senere at være en løgnehistorie, faktorerne var aldeles ikke blevet truet, det fik typograferne rettens ord for. Ifølge Dan Lundrups bog var det i øvrigt den nuværende chefredaktør for Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen, der som ung journalist plantede historien hos Anker Jørgensen. Der altså absolut ikke blev populær på at bringe den videre fra Folketingets talerstol. I det hele taget var atmosfæren i landet temmelig hadsk i de dage. Nogle af datidens historikere sammenlignede tilstanden med Påskekrisen i 1920’erne, hvor selveste Hans Majestæts forbliven på tronen en kort tid forekom usikker.

Så galt gik det ikke. Typograferne vandt deres konflikt - på kort sigt. På lidt længere gjorde de ikke, som Dan Lundrup også skriver i sin bog. Det var tider dengang, sad man og tænkte under foredraget. Politik handlede om noget.

Teenageren sad lige foran mig, men jeg kender ham lidt, så jeg ved at han er bedre informeret om politik end de fleste af hans jævnaldrende. Og også dem, der er endnu ældre, de 26-årige f.eks. Mange af dem vil se uforstående ud, hvis man skulle finde på at spørge dem, hvad ‘De 141 dage’ er for noget. Noget fra II World War eller en hungerperiode i Middelalderen vil de måske foreslå. Det kan man ikke bebrejde dem. De 141 dage bliver helst forbigået som en kort episode i vores historie, der på urovækkende vis afslørede, at politik kan være andet og mere end kamp på stregen om ministertaburetterne.