Decembristerne lever og fornyer sig

UDSTILLING
Der er megen varme i Decembristernes hus på Den Frie. Deres udstilling lukker sig omkring en kerne af stærkt maleri og skulptur med humor som det særlige krydderi. Forholdet 13 udstillende medlemmer til seks gæster gør, at der er meget lidt tomgang.
En central figur er Jens Birkemose. Hans store nattemørke billeder gnistrer af farve, humor og skæverter. Menneskesamvær anes, snart fuldt af poesi, snart karikeret som i en caravaggiesk scene bag overfladens camouflage. Rammerne er malet over og collager er malet ind. Det er bragende flot - og spiller sammen med Henrik Haves fem, vældige og gyldenbrune offerkar af rustent stål. Deres form er blød som en pude, og der er en vandpyt på toppen. Titlen er “Ivan Malinovski” monument.
Tungt ligger farven hos Oda Knudsen og Knut Rumohr, og Inge Ellegaard maler varmt og stærkt med tallerkenstore plamager af saftige farver ordnet i rækker på lærred dækket med kuglepen eller pyntet med små dyrebilleder. Det sirlige f.eks. i hendes tegning af ‘Fisk’ og den store gestus supplerer hinanden.
Jan Leth har et righoldigt bidrag fra akvareller og de vanlige bandageringer til et nyt gennemgående skulpturelt motiv “Metamorfose” be-stående af glascylindre, hvorpå hviler et par sugekopper, som ved deres fælles pres forhindrer en skive i at falde ned på en kontaktlignende form. Spændingen i opstillingen er betydelig. Inden for det minimalistiske rangerer også Ellen Hyllemoses engagerende “Rotationsskulptur”, Cronhammers natsorte “Parkbænk II” og Poul Ingemanns drilske og arkitektoniske, trebenede “Bord” med to stole og seks Sturm und Drang tekster på tysk: “Denken Reden Schmerz und Wonne”, “Hinauf zu Waldeshöhe!”” osv.
Hos fotografen Tove Kurtz-weil er det ordene “Dust”, “All” og “Over”, der karakteriserer tre fornemme colorprints, grå i gråt, af en ørken.

Perfekt selskab
En anden gæst, Veo Friis Jespersens krøllede gipshoveder uden ansigt i slægt med Savinio og De Chirico, er det perfekte selskab for Hans Christian Rylander. Hans bidrag med “Alice” som gennemgående tema er imponerende. Han betjener sig af alt fra maleri til scanachrome, glas og skulptur. Skulpturen “Gulvmonument, der strækker sig for historien om Alice”, indeholder romanske kapitæler, bronzeravne, gipsafstøbninger af lemmer og et par lange rør, er ligeså fortællende og bevidst stilblandende som hans to store malerier med collage af døde fugle og kryb, en sand John Olsensk fauna. Sammenlignet med hans forkrænkelige verden er den kølige klassicisme i Sys Hindsbos mytologiske malerier og hendes nye teknik med tegning i marmor livsbekræftende og Mogens Otto Nielsens utallige små hjemmetrykte blade uskyldige og hjertegribende.
Fra Georg Sands rarietetskabinet sluses man ind i til “Pussy Power” og “Show us how to do it”. Dobbeltsengen er parat, og midt i madrassen kører en video med fragmentariske optagelser fra en håndfast og professionel rideundervisning: Hænderne op, spark, hælene ned, skuldrene tilbage osv. Der er i det hele taget en del at smile ved og glæde sig over på Decembristerne - ikke mindst takket være gæsterne.

*Decembristerne. Den Frie Udstillingsbygning. Dagl. 10-17. Til 1.3.